ENERGIPOLITIK // ANALYSE – Med tabet af russisk olie og gas bliver EU nødt til at finde alternativer, og her bliver Afrika relevant. I den forbindelse fremstår Frankrig som kontinentets gendarm.
Ukrainekrigen og Putins trusler om at lukke for olien og gassen tvinger EU til at rette sin opmærksomhed mod andre leverandører, og her kan Afrikas vestkyst vise sig interessant, fordi den huser nogle af de største olie- og gasreserver.
Og en fornyet europæisk interesse i Vestafrika betyder, at Frankrig indtager en central rolle i europæisk energi- og sikkerhedspolitik.
Frankrig har nemlig aldrig forladt sine kolonier, men har siden deres uafhængighed i 1960’erne haft det som en central del af sin nationale prestige at være til stede i Afrika. Frankrig er blevet betegnet som gendarme d’Afrique, og har gennemført utallige militære interventioner for at opretholde en fransk orden i dets tidligere kolonier.
To begivenheder ændrede USA
Vladimir Putins villighed til at lukke for olie- og gasforsyningen til Europa har afsløret kontinentets største svaghed: EU kan ikke sikre sine egen energiforsyning. Som tidligere fremhævet genstarter Ukrainekrigen Europas historie, fordi den afslører svagheden i Bretton Woods-systemet, der blev oprettet af USA efter Anden Verdenskrig til at bekæmpe Sovjetunionen. I denne sammenhæng bruges begrebet Bretton Woods-systemet ikke kun som betegnelse for den internationale fastkurspolitik, som var i kraft frem til 1973, men indbefatter alle de internationale institutioner, som USA oprettede efter Anden Verdenskrig for at bekæmpe Sovjetunionen i Den Kolde Krig: NATO/SEATO, WTO, WHO, Verdensbanken, IMF og OEEC/OECD. Dette system kan ikke længere garantere freden, fordi dets deltagere ikke længere er sikret deres naturressourcer fra et globalt verdensmarked.
To begivenheder har imidlertid ændret amerikanernes villighed til at involvere sig i verden: Sovjetunionens kollaps og den amerikanske skiferolierevolution
Systemets forsyningssikkerhed fastfrøs historiske konflikter, fordi den fjernede landenes bevæggrunde til at sikre sig deres naturressourcer med vold. Det var muligt at sikre sig sine ressourcer ved hjælp af den globale frihandel, og forsøgte man alligevel at bruge vold, så straffede amerikanerne overtræderen. Krig blev et relativt sjældent fænomen set i forhold til andre historiske perioder.
To begivenheder har imidlertid ændret amerikanernes villighed til at involvere sig i verden: Sovjetunionens kollaps og den amerikanske skiferolierevolution. Den førstnævnte begivenhed fjernede USA’s motiv til at beskytte den internationale varehandel og agere sikkerhedsgarant for f.eks. Europa; Sovjets arvtager, Rusland, er kun en skygge af dets forgænger, og er ikke en global konkurrent for USA, hvorfor behovet for at bestikke verden med Bretton Woods-systemet er forsvundet.
Den sidstnævnte begivenhed er den såkaldte shale revolution, der i løbet af 2010’erne revolutionerede USA’s energimarked: Fra at være en energiimportør blev USA en af verdens ledende olie- og naturgas-eksportører i 2019. USA er altså energiuafhængig, hvilket fjerner supermagtens sidste grund til at agere sikkerhedsgarant for hele verdens olieforsyning.
Den amerikanske hegemoni er så småt ved at fjerne sig fra verdensscenen, hvilket kan ses på tilbagetrækningen af amerikanske styrker fra de såkaldte Forever Wars – Irak og Afghanistan. Der har ikke været færre udsendte amerikanske soldater siden Mellemkrigstiden, og der er færre end 15.000 amerikanske soldater i Mellemøsten, hvilket er et drastisk fald fra de 250.000, der var udstationeret ved Irak- og Afghanistankrigenes højdepunkter.
Kort og godt: Hvis nogen truer den internationale varehandel og energiforsyning, har USA ikke længere nogen iboende interesse i at håndhæve sin egen internationale orden. Den globale frihandel har mistet sin beskytter. Og det har store konsekvenser for, hvordan Europa har tænkt sig at løse sine energiproblemer.
Imperiernes sidste krampetrækning
For EU er voldsomt presset efter Putins invasion af Ukraine. Den har afsløret, at de europæiske magter er dybt afhængige af russisk olie, og at de har været for afhængige af USA’s Bretton Woods-system for at sikre sig deres naturressourcer. De har ikke længere selv den militære kapacitet og vilje til at sikre energiforsyningen, og det har efterladt dem midlertidigt magtesløse over for Ruslands nye aggressive linje.
Unionens medlemsstater kan ikke i samme grad forlade sig på det globale marked for at sikre energiforsyningen, for den amerikanske flåde vil ikke automatisk garantere søvejene. Men USA’s tilbagetrækning er dog ikke kun dårlige nyheder for de europæiske magter. For ja, de er afsløret som momentant svage på grund af deres afhængighed af frihandlen for at skaffe sig deres energi, men tilbagetrækningen betyder også, at de gamle imperiemagter igen kan benytte sig af deres gamle imperiale strategier.
Afkoloniseringen var altså en konsekvens af USA’s hegemoni over de gamle europæiske magter
Når den amerikanske hegemon ikke længere viser interesse i at udøve sit herredømme til at begrænse andre imperiale aktører, så åbnes der en mulighed for, at Vesteuropas tidligere imperiemagter kan øve indflydelse over deres tidligere koloniale besiddelser, der har den olie- og naturgas, de mangler.
Dette er i særdeleshed gældende for Frankrig, der stadig er en særdeles aktiv spiller på det afrikanske kontinent. Landet har aldrig forladt sine kolonier, men har i stedet redefineret sit forhold til sine tidligere afrikanske besiddelser. Frankrig og Storbritanniens pris for at være med i Den Amerikanske Orden var, at de måtte opgive deres kolonier.
Bretton Woods-systemet insisterede på frihandlen som det bærende princip, hvilket gik stik imod Frankrigs og Storbritanniens imperiale systemer, der netop skulle sikre moderlandet eneret til koloniale naturressourcer. Og det gik imod Bretton Woodssystemets grundprincipper om frihandel og lige adgang til deltagernes markeder. Derfor måtte de gamle vesteuropæiske imperiemagter opgive deres besiddelser for at blive en del af USA’s inderkreds.
Storbritannien og Frankrig accepterede ikke uden videre USA’s overherredømme og forsøgte i 1956 at fortsætte deres gamle imperiale magtspil ved at fravriste Ægypten kontrollen med Suezkanalen. Det resulterede i en magtdemonstration fra USA, som truede med at intervenere militært og tilbageholde vitale lån til de to tidligere stormagter. Resultatet var, at de to lande opgav deres forehavende og trak deres tropper tilbage. Det var de imperiale systemers sidste krampetrækning, og en tydelig demonstration af USA’s rolle som den globale sikkerhedsgarant.
Francafrique
Afkoloniseringen var altså en konsekvens af USA’s hegemoni over de gamle europæiske magter. Ville de nyde godt af frihandlen og USA’s kapital og militær, så måtte de også overgive deres kolonier til verdensmarkedet, hvilket de facto betød at overgive dem til amerikanske virksomheder og kapital.
Men Storbritannien og Frankrig drog to forskellige konklusioner af Suez-krisen i 1956. For Storbritannien betød det et tættere parløb med USA og en dyrkelse af The Special Relationship, hvorimod franskmændene konkluderede, at de skulle være så uafhængige af USA som muligt. Det resulterede i, at Frankrig satsede på atomenergi og på at fastholde deres interessesfære i Vestafrika.
Den aktør, der har evnerne og mulighederne samt den militære vilje til at styre olien i Vestafrika væk fra Asien og mod Europa vil få en meget stor indflydelse. Og her det reelt set kun Frankrig, der har muligheden
Frankrigs tidligere præsident Charles de Gaulle så det som en central del af fransk prestige, magt og indflydelse, at landet fortsat var til stede i Afrika: Ifølge ham var Frankrig som verdensmagt uløseligt forbundet med Frankrig som en afrikansk stormagt.
I stedet for at overlade sine kolonier til deres uafhængighed underskrev de nyligt selvstændige afrikanske nationer omfattende økonomiske og sikkerhedspolitiske aftaler, der bandt nationerne tæt sammen med den tidligere metropol, og gav den tidligere imperiemagt ret til at gennemføre militære interventioner i landene, hvis det vurderede, at dets interesser var truede. Imperiet blev ikke afskaffet, men omstruktureret til det, der senere er blevet kaldt Francafrique, der indbefattede en særlig økonomisk, politisk, militær, sproglig og kulturel forening mellem metropolen Frankrig og dets ekskolonier.
Charles de Gaulle mente, at denne forening var en central forudsætning for Frankrigs evne til at være en verdensmagt: Fransk magt i verden og fransk magt i Afrika var uløseligt forbundne. Bretton Woods-systemets hegemon, USA, accepterede Frankrigs aktive rolle i Vestafrika, fordi det forhindrede regionen i at falde til Sovjetunionen under Den Kolde Krig.
I stedet for et direkte kolonistyre har Frankrig været både indirekte og direkte involveret i afrikansk politik: Indirekte har de franske og afrikanske eliter været så sammenblandede og deres netværk så uigennemskuelige, at det være svært at regne ud, om det er private eller nationale interesser, der varetages. Når det kommer til en mere direkte involvering, så har Frankrig gennemført over 50 militærinterventioner i sine tidligere afrikanske kolonier og har permanente militærbaser i flere lande, og økonomisk set har Frankrig også påvirket udviklingen ved hjælp af det delvist statsejede olieselskab Total, hvis tilstedeværelse er anseelig i de tidligere franske kolonier.
Og det er især Total, der i fremtiden kan vise sig at blive interessant i EU’s jagt på nye olieressourcer i Vestafrika. Total er nemlig et af de såkaldte supermajors: en gruppe på syv olieselskaber med en global tilstedeværelse og så store økonomiske ressourcer, at de som de eneste selskaber kan udvikle teknologien og rejse kapitalen til at åbne nye olie- og gasfelter, og levere energien via deres egne globale distributionsnet af raffinaderier, olieterminaler, anlæg og benzinstationer.
Modsat de amerikanske supermajors, der er uafhængige af politisk indflydelse og som kan anses for at være rene økonomiske aktører på verdensmarkedet, er Total en del af den franske stat. Allerede fra dets start har det været involveret i olie- og gasudvinding i Frankrigs kolonier som imperiemagtens statsejede olieselskab, og det har fortsat som en hybrid mellem privat og statslig aktør efter Francafriques oprettelse efter afkoloniseringen.
Hvor skal olien hen?
Total er altså en central aktør i Frankrigs involvering i dets tidligere kolonier og vil også indtage en central rolle i EU’s jagt efter energi efter Ruslands invasion af Ukraine. For med tabet af russisk olie og gas, så bliver EU nødt til at finde alternativer, og her bliver Afrika relevant. Og den aktør, der har evnerne og mulighederne samt den militære vilje til at styre olien i Vestafrika væk fra Asien og mod Europa vil få en meget stor indflydelse. Og her det reelt set kun Frankrig, der har muligheden.
Asien har nemlig også brug for al Vestafrikas olie, og derfor er der et tydeligt interessesammenstød: Hvor skal olien hen? Og her bliver Frankrigs rolle som Afrikas gendarm vigtig. Landet er til stede i alle nævneværdige olieproducerende lande i Vestafrika – enten økonomisk og/eller militært. Økonomisk i form af Total eller militært i form af militærbaser eller militære udsendinge.
Det er kun Frankrig, der har tilstedeværelsen, evnerne og viljen til at garantere EU’s adgang til Afrikas olie
Derfor vil Frankrigs rolle indenfor den fransk-tyske akse i Europa ændre sig. Tyskland nød godt af den uhindrede adgang til naturressourcerne som Bretton Woods-systemets og Sovjets kollaps og den efterfølgende genforening medførte.
Frankrig og Tysklands rolle ændrede sig markant, og den tidligere ledende magt, Frankrig, blev nu til aksens andenviolin. Men med de ændrede vilkår kan Frankrigs indflydelse i Vestafrika være med til at ændre spillets regler igen.
For det er kun Frankrig, der har tilstedeværelsen, evnerne og viljen til at garantere EU’s adgang til Afrikas olie. Endnu engang vil Charles de Gaulles ord om, at fransk verdensmagt og fransk magt i Afrika er uløseligt forbundne igen blive relevante. Gennem Afrika bliver Frankrig igen en central aktør i europæisk politik, fordi det er den EU-magt, der kan sikre Europa en ny energiforsyning.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
