NYT FRA ØSTFRONTEN #5 // ARTIKELSERIE – Lidt for mange russere har det med at stjæle engangsbleer og slås, hører vi. Men ellers er de skam ”hyggelige” folk.
LAPLAND – Vi må se at komme sydpå, for vi skal til Ukraine. Så vi har i første omgang aftalt kørelejlighed med en, som hedder Anders. Han vil godt køre os til Lapland, Finlands nordligste del mod et passende honorar. Hele vejen fra flækken, hvor han bor, og ned til Ivalo, som er …?
”Ja, hvad er det egentlig for et sted, Anders?” spørger jeg, da vi har fået proppet rygsækkene i bagagerummet og os selv ind på bagsædet.
”Ivalo?” brummer han efter at have overvejet den sag i en rum tid.
”Ja, altså … Ivalo, du ved?”
Pause.
”Nei, also … Nei, det vet jäg inta rigtigt.”
Snemarker og ingenting
Vi er stadig i ødemarken med lave halvt snedækkede bjerge, forkrøblede birketræer, og så den der kolde sol, der nægter at gå ned på denne årstid. På et tidspunkt er der fire-fem træhuse og et håbløst og i den grad lukket hotel ved vejsiden, derefter igen ingenting, snemarker og ingenting. Der var et skilt.
”Det var din by, det der”, Anne nåede at skanne vejskiltet. ”Det er der, du bor, ikke Anders?”
Pause.
”Tjoh, det er det vel”, medgiver Anders til sidst.
Tyve kilometer senere krydser vi grænsen fra Finmarken til Lapland, det vil sige fra Norge til Finland, og lige efter grænsehegnet, som vistnok skal hindre finske rensdyr i at krydse til Norge – eller omvendt – er der en forladt tankstation, hvor en flok rener har slået sig ned. Ingen ønsker at se pas eller covid-attest eller noget som helst. Faktisk er her ikke et øje, kun rensdyrene.
Men der er dog et mindre indkøbscenter på den finske side. Det er der, Anders køber sine varer.
”Billigare”, oplyser han.
Vi fortsætter mod syd. Forårsvarmen er ikke nået herop, elve og søer er stadig frosne, og efter at man har fået dokumenteret, at Finland faktisk er de 1000 søers land, eller de 10.000 søers land, eller de 100.000 søers land, eller hvor meget det egentligt er, begynder landskabet at blive noget ensformigt.
50 ensformige kilometer.
100 ensformige kilometer.
200 ensformige kilometer.
Sneen, lyset, himlen, solen. Fyrtræerne. Flegmatiske, drøvtyggende rensdyr. Ingen biler, ikke et menneske.
Russerne er vel overvejende hyggelige folk, mener han efter nogen eftertanke. Jo, det vil sige … der var faktisk et tidspunkt, hvor de myldrede over grænsen og kom til Kirkenes for at købe engangsbleer, syltetøj og pulverkaffe
Efter lang tid kommer Anne til sig selv efter en blund.
”Du Anders”, forsøger hun sig. ”Hvad laver du egentlig om sommeren, når du ikke kan køre på snescootere og gå på jagt med din hund og den slags? Tænker du nogensinde på at tage sydpå – f.eks. en tur til Costa Brava eller sådan noget. Du ved: Sol og strand og piger og øl og den slags?”
Stilheden sænker sig i bilen. Længe.
”Du ved: sommerferie, ikke? Nede … sydpå?”
Stilhed i nok en rum tid. Sne, himmel, sol, fyrtræer.
”Nei”, kommer det endelig fra forsædet efterfulgt af en flere kilometer lang fornyet tænkepause.
”Nei! Ek taker på hytta med hundan min”.
”Nå, jamen okay”.
”Ek taker fjellet, på hytta min, ock fiskar. Med hunda min”.
Hyggelige mennesker
Meget senere nærmer vi os Ivalo, som der ganske rigtigt ikke er så meget at sige om. En håndfuld huse, en tankstation og et par hidsigt farvestrålende indkøbscentre, det hele omgivet af lav fyr- og birkeskov og bjerge af sne. Ikke meget andet.
Undervejs har jeg spurgt Anders, om han er bekymret over at have russerne som nabo, nu hvor de har invaderet Ukraine?
Han overvejer en tid … men, nei, bekymret det vil nok for stærkt et ord. Nei … russerne er vel overvejende hyggelige folk, mener han efter nogen eftertanke. Jo, det vil sige … der var faktisk et tidspunkt, hvor de myldrede over grænsen og kom til Kirkenes for at købe engangsbleer, syltetøj og pulverkaffe. Det var det eneste, der interesserede dem, og de stjal faktisk med arme og ben. Og så kom de korporligt op at slås om de varer, og det blev nødvendigt at rationere engangsbleer og at ansætte stærke opsynsmænd til at holde styr på dem.
Men altså … nei… russerne er, efter Anders’ personlige mening, ganske … hyggelige.
Det er de da.
Han sætter os af i Ivalo ved noget, der sikkert må være Finlands nordligste autoudlejning og ønsker os god rejse og farvel.
Læs resten af serien Nyt fra Østfronten i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
