EP-VALG 2019 // POLITISK ANALYSE – Mens Nordeuropa ser den anden vej, vånder Sydeuropa sig under byrden af en konstant strøm af migranter på flugt fra håbløshed og konflikt. Ingen andre end ublu arbejdsgivere ved, hvad de skal stille op med dem. Det var det ene store emne ved den spanske partilederrunde op til valget til Europa-Parlament. Det andet var det europæiske system for udlevering af undvegne retsforfulgte, skriver Sara Høyrup.
Efter rivegildet op til Spaniens hjemlige parlamentsvalg 28.04.19 var der straks mere fælles fodslag om de europæiske anliggender.
De var ellers slet ikke blevet nævnt i den interne spanske valgkamp.
Det gjorde juraprofessor Teresa Freixes opmærksom på ved et arrangement i foreningen Europeans in Catalonia, som trak fulde huse på Europadagen torsdag 25.04.19. Svaret til danske Morten Messerschmidt må i den forbindelse være, at: jo, nogle lagde godt mærke til, at det var Europadag.
Foreningen har sit udgangspunkt i Catalonien og håber på med tiden at vokse sig til en europæisk bevægelse for expats: europæere, der benytter arbejdskraftens frie bevægelighed til at bosætte sig, hvor de vil i unionen. Foreningen blev stiftet for et år siden under indtryk af Brexit og risikoen for catalansk løsrivelse fra Spanien.
Alle besværgelser til trods var det blevet tydeligt, at en catalansk exit ville indebære, at regionen også forlod det europæiske samarbejde. En af stifterne er britiske Amy Holden, som bor i Barcelona og fortæller om den utryghed begge de truende opbrud har hensat hende i. De catalanske separatister har ikke opgivet løsrivelsesprojektet, og de catalanske unionister frygter, at afmatningen blot er stilhed før stormen.
Regionernes Europa
I forholdet til EU er situationen i Catalonien den omvendte af Skotland. Og det har Brexit givet lokalnationalismen et nyt argument: Skotterne stemte overvejende imod Brexit.
Den spanske læge Maria Corretge, der er ansat ved Edinburghs sundhedsvæsen, betvivler de lokale nationalisters løfter om, at en skotsk løsrivelse fra det Forenede Kongerige vil indløse billet til fortsat skotsk medlemskab af den Europæiske Union.
For vil EU overhovedet binde an med løsrevne regioner?
Realpolitisk er der næsten ikke noget, de europæiske institutioner frygter mere end opløsningstendenser. Brud sætter den stabilitet på spil, som hele den europæiske tanke handler om: fred i kraft af samarbejde og stabile institutioner. Freden, lyder logikken, kan bedst bevares gennem gensidig afhængighed og samhandel.
Spørgsmålet, der deler vandene, er, om disse allerede ødelagte børn – og de noget ældre og fredelige afrikanske gadehandlere – er et socialt problem eller har et socialt problem. Skal de fjernes fra samfundet?
Det er en usolidarisk samhandel, som skader den tredje verden, indvender Daniel Nicholls, lektor i internationale relationer ved Barcelonas Universitat Pompeu Fabra overfor POV.
Godsejere og sågar Dronningen af Storbritannien modtager landmandsstøtte, forklarer britiske Nicholls om den fælles landbrugspolitik. Modsat er udefrakommende produkter ikke konkurrencedygtige, når de skal over de høje toldmure, der omgiver unionen.
EU’s ydre grænser
Og hvor høje er så Europas ydermure?
Samme dag som de spanske partiledere trådte op på tv-kanalen La Sexta, lykkedes det 52 migranter at springe ind i Europa. Det er første gang siden oktober, at en af massestormene på de høje hegn omkring de spanske enklaver i Afrika krones med succes. Koloniresterne i form af byerne Ceuta og Melilla betyder, at EU’s ydergrænse ligger i Afrika.
Den ukontrollerede indvandring er noget, der bekymrer spanierne. Og alle de andre sydeuropæiske lande. Mens Nordeuropa rent glemmer sit medansvar og sin pligt til solidaritet qua unionen, handskes landene i syd med udfordringen uden den store indbyrdes koordination.
Det andet store tema i den spanske partilederrunde op til EU-valget på søndag var umuligheden af at få udleveret tidligere regionsleder Carles Puigdemont og en række andre separatistledere til retsforfølgelse
Et vist mål af ung arbejdskraft er der brug for, vedstår selv det spanske højre. Men ”vi kan jo ikke have hele Afrika rendende”, som folkeviddet paranoidt påpeger. 46 procent af spanierne betragter indvandringen som landets største problem.
Tallet stammer fra en nylig opinionsundersøgelse foretaget af det store dagblad El País, der traditionelt regnes for socialdemokratisk og pålideligt. Undersøgelsen er foretaget i samarbejde med medier i syv andre EU-lande gennem mediesamarbejdet LENA.
Et socialt problem
I Barcelona er sammenstødet mellem europæisk velfærd og afrikansk desperation blusset op i den senere tid. Tyvebander af teenagere fra Nordafrika trækker gennem gaderne og helmer ikke for at overfalde selv gamle damer, når tasker skal trækkes fra dem og tømmes for indhold.
Nogle af knægtene er lige ankommet. Andre har været her i mange år, som den flok 17-19-årige, der udtalte sig på funktionelt spansk til dette medie tidligere på måneden. Det betyder, at de var de rene børn, da de krydsede havet.
Det catalanske børneværn DGAIA har pligt til at tage sig af alle dem, der er under 18, men løfter ikke opgaven. Mange af de nytilkomne teenagere bliver sendt direkte over på politistationen og bo. Børneværnet har bildt de store lokale medier ind, at den praksis er slut – og alligevel støder man stadig på fortabte børn ”bosat” i et hjørne af venteværelset, når man har ærinde på politistationen.
Så altimens det påvist korrupte børneværn i en af Spaniens rigeste regioner fjerner børn fra forældre på et tyndt grundlag og lader dem vokse op på profitskabende, private børnehjem, lader børneværnet børn uden forældre i landet drive omkring i gaderne. Eller de installerer dem i skolekolonier, hvor de og personalet bliver overfaldet af lokalbefolkningen – måske fordi nogle af drengene forsøger at komme frem i verden ved hjælp af berigelseskriminalitet.
Spørgsmålet, der deler vandene, er, om disse allerede ødelagte børn – og de noget ældre og fredelige afrikanske gadehandlere – er et socialt problem eller har et socialt problem. Skal de fjernes fra samfundet? Eller skal de have opholdstilladelse og borgerrettigheder og alderssvarende omsorg, så de kan leve et lovformeligt liv som andre?
De bortløbne politikere
Det andet store tema i den spanske partilederrunde op til EU-valget på søndag var umuligheden af at få udleveret tidligere regionsleder Carles Puigdemont og en række andre separatistledere til retsforfølgelse. De åbne grænser internt i Europa forudsætter det retssamarbejde, som udkrystalliserer sig i den europæiske udleveringsordre.
Spanierne er pro-EU. Men dels betaler de efter unionens udvidelse mod øst mere, end de får, hvilket jo aldrig er rart. Dels oplever de det som en krænkelse, at de spanske udleveringsordrer er blevet afvist rundt omkring i Europa, kan man forstå på almindelige borgere, når de demonstrerer imod lokalnationalismens løsrivelsesforsøg i Catalonien.
Og det er et helt konkret problem for de åbne grænser, hvis systemet til sikring af retsforfølgelse ikke virker. Schengenområdet hviler på en gensidig tillid til hinandens retssystemer. Den tillid blev brudt, da Danmark lod Puigdemont passere uhildet og annonceret igennem landet, og en regional domstol i Slesvig-Holsten mente at vide, at det, der var sket i Catalonien, ikke var værre end nogle optøjer, de engang havde haft i Tyskland under protesterne mod en ny lufthavn.
Book foredrag og studieture med Sara Høyrup her.
Topfoto og indsatte fotos: Sara Høyrup.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
