
ANALYSE – Søndagens valg i den tyske delstat Hessen kan kaste forbundsrepublikken ud i en ny lang, politisk krise, skriver Nils-Chr. Nilson i denne aktuelle analyse. Opløsningstendenserne i tysk politik bliver forstærket, og ingen kan forudse konsekvenserne. Værst ser det ud for Socialdemokraterne, SPD.
Efter valget 24. september 2017 blev der forhandlet og forhandlet i Berlin, indtil tre skrammede partier, de kristelige i CDU/CSU og socialdemokraternes SPD dannede en vakkelvorn koalition 14. marts 2018. Et fornuftsægteskab på ruinerne af en tilsvarende koalition 2013-2017.
Koalitionen fik en kraftig lussing ved landdagsvalget i Bayern 14. oktober, og det kan blive værre på søndag. Både CDU og SPD står til en tilbagegang på ca. 10 procentpoint. SPD kan højst håbe på at nå lige over 20 pct. For CDU er 30 pct. en drømmegrænse.
Opløsningstendenserne i tysk politik bliver forstærket, og ingen kan forudse konsekvenserne.
Socialdemokraterne er i indre splid, præget af kaotisk ledelse og uoverlagte handlinger. August Bebel og Willy Brandts parti, det ældste socialdemokratiske parti i verden (f. 1863), er ved at blive reduceret til betydningsløshed. Partiet fik et chok i Bayern, da det blev reduceret til 9,7 pct. af stemmerne, men Bayern har altid været noget for sig selv. Værre er det, at partiet i den seneste meningsmåling står til 14 pct. landspolitisk. Både CDU/CSU (27), det fremmedfjendske, til dels fascistiske AfD (15) og Die Grüne (21) bliver større. SPD som fjerdestørste parti! Den skal medlemmer og partiledelse lige fordøje. Venstrefløjen er igen på banen og kræver en opløsning af koalitionen.
CDU’s generalsekretær Annegret Kramp-Karrenbauer (i reglen kaldt AKK) har allerede været ude med en klar advarsel: ’Situationen er anspændt. Hvis det ender med, at regeringen bryder sammen, resulterer det i nyvalg’ har hun meddelt. En klar advarsel til SPD, som synes uden ledelse eller koncept. Det er derfor, at den nyvalgte partiformand, Andrea Nahles, er ude med en klar advarsel til partifællerne. ’Det er ikke tilrådeligt for partiet at reagere overilet eller hovedløst’. Men hun indrømmer, at situationen i koalitionen er anspændt.
Wiesbadens sort-grønne modsætninger
Problemerne i Berlin kommer fuldstændig på tværs for den regerende koalition i Wiesbaden, Hessens hovedstad. Siden 2013 har den konservative CDU-politiker, Volker Bouffier, regeret sammen med Die Grüne.
Da koalitionen blev indgået, lignede det omgængelse mod naturens orden. Volker Bouffier var rundet af den sorte muld. Hessens CDU har gennem historien været præget af national-konservative politikere som Alfred Dregger, Manfred Kanther eller Roland Koch. Som indenrigsminister var Bouffier kendt som ’den sorte sherif’, og han var den sidste, man ventede at se i grønt selskab.
Men valgets udfald i 2013 pegede på en sort-grøn regering, og de grønnes leder, Tarek Al-Wazir, var parat. Han ville ikke nøjes med økologi og lidt socialhjælp, men krævede at få ministerposterne for økonomi- og trafik. Han ville vise, at Die Grüne kan tage ansvar, også på vanskelige poster.
En grøn bølge går gennem Tyskland, og Tarek Al-Wazir ser ud til at få et kanonvalg med en fremgang fra 11,1 til ca. 20 pct
Projektet må siges at være lykkedes. De to modsætninger har regeret nærmest gnidningsløst og har nærmet sig hinanden og omtaler hinanden med gensidig respekt. Men problemerne fra Berlin truer med at sprænge koalitionen. Siden regeringsdannelsen i marts har der været evig uro, tit anstiftet af formanden for Bayerns CSU, indenrigsminister Horst Seehofer. Under valgkampen i Hessen har forbundskansler Angela Merkel forsøgt at skærme Volker Bouffier for kritik. ’Hvis I er utilfredse med noget i Berlin, så skriv til mig, men det er i Hessen, der er valg, så stem på Bouffier’, sagde hun på flere valgmøder. Trods anstrengelserne står CDU til en tilbagegang fra 38,3 til 28 pct. af stemmerne.
Koalitionen har alligevel en chance for at fortsætte. En grøn bølge går gennem Tyskland, og Tarek Al-Wazir ser ud til at få et kanonvalg med en fremgang fra 11,1 til ca. 20 pct. Det bliver knebent, og hvis det ikke rækker, er det liberale FDP parat til at indgå i en Jamaica-koalition. Jamaica efter flaget, som er sort (CDU), grønt (Die Grüne) og gult (FDP). En sådan koalition regerer med succes i Schleswig-Holstein.
Problemerne i Berlin rammer SPD i Hessen lige så hårdt, som de rammer CDU. Spidskandidaten (hvis navn, jeg altid må slå op) Thorsten Schäfer-Gümbel er ude i sin tredje valgkamp og på vej mod sit tredje valgnederlag. Han er bestemt ikke farverig, og han er ikke lykkedes med at få rejst nogle stærke emner i valgkampen. Den ulyksalige partiformand, Andre Nahles, har kun haft et enkelt valgmøde i Hessen.
Men formanden for JUSO (ungsocialisterne), Kevin Kühnert har holdt 14. Og på dem alle har han tordnet mod koalitionen i Berlin og forlangt, at SPD træder ud. Det er jo ikke præcist hjælpsomt, når en af måderne at støtte hans krav på er, at stemme alle andre steder end på SPD. De står til at falde fra 30,7 til 20 pct. af stemmerne.
Øjnene er rettet mod Berlin
Når valglokalerne lukker på søndag kl. 18.00 vil der selvfølgelig være spænding om, hvem der skal regere i Wiesbaden, men øjnene vil især være rettet mod Berlin.
Forbundskansler Angela Merkel er under kritik, men ikke af en sådan art, at Hessen kan udløse et oprør mod hende. Anderledes er det med SPD, som virkelig er på vej mod bunden. Forud for valget i 2017 hentede man Martin Schulz tilbage fra EU-parlamentet som afløser for den alt for udisciplinerede partiformand Sigmar Gabriel, i sin tid ordfører for popkultur. Men Martin Schulz fik en dårlig valgkamp. Partiapparatet var tilsnittet Gabriel, der hyppigt stjal billedet. I stedet for at virke som en statsmand, der var kommet til Berlin, kom Schulz til at virke som en boghandler fra Provinsen, der var kommet ind med 4-toget. Det var han i øvrigt også.
Efter valgnederlaget meddelte partiet straks, at det gik i opposition. For at ombestemme sig et halvt år senere. Og den nyvalgte ledelse, partiformand Andre Nahles og finansminister Olaf Scholz, tidligere førsteborgmester i Hamburg, startede straks ved at træde i spinaten ved at kræve udenrigsministerposten til Martin Schulz. Det bragte baglandet i oprør og planen måtte opgives.
Siden har partiet spillet en noget uheldig rolle i striden mellem CSU og CDU om flygtninge, og helt galt gik det, da præsidenten for den civile forfatningsbeskyttelse, Hans-Georg Maasen bagatelliserede jagten på flygtninge i Chemnitz og i øvrigt havde en for nær forbindelse til det halvfascistiske Alternative für Deutschland, som ellers overvåges af forfatningsbeskyttelsen i flere delstater. Maasen var umulig og måtte fjernes, men Nahles gik med til et kompromis om at han blev forfremmet til en højere lønnet stilling som viceminister i Indenrigsministeriet. Det gav ny uro og også den plan måtte opgives.
Får Berlin ikke en Jamaica-regering som i Kiel, vil Angela Merkel nok søge at gennemtvinge et valg. Det bliver en katastrofe for SPD
SPD er modløst og uden nogen klar profil. Den burde ellers være til at finde. Mindstelønnen er af staten fastsat til 8,84 euro, det vil ikke en gang en arbejdsløs dansker acceptere. Arbejdende fattige er en stærk realitet i Tyskland og børnefattigdommen er bekymrende. Læg dertil, at socialunderstøttelsen (kaldet Hartz IV) er på 416 euro pr måned plus ’kaltmiete’. Det sidste er huslejen uden varmetilskud. I det tidligere Østtyskland er der områder, hvor gennemsnitslønnen er på 2200 euro om måneden, og det er altså ikke de lavtlønnede, der skal klare sig for det, men gennemsnittet.
Partiet kunne også gøre noget for den sociale mobilitet ved at indføre en forbedring af Bundesausbildungsförderungsgesetz, der er den tyske SU, men som bestemt ikke fremmer den sociale mobilitet i væsentlig grad. For Tyskland ville det være en fordel, hvis de fattigste blev hævet op, så forbruget og importen blev øget.
Det ville gøre Tyskland til en mere acceptabel nabo og handelspartner. Selv for Donald Trump.
Hvad sker der, hvis koalitionen i Berlin bryder sammen? Angela Merkel ligner ikke en, der har lyst til at være i spidsen for en mindretalsregering, hun afviser det klart.
Så i første omgang kan vi vente en genoptagelse af de forhandlinger, der kiksede mellem CDU/CSU, Die Grüne og FDP efter seneste valg. FDP sprængte forhandlingerne, men har ikke fået plusser i karakterbogen for det, så måske er det modent nu.
Får Berlin ikke en Jamaica-regering som i Kiel, vil Angela Merkel nok søge at gennemtvinge et valg. Det bliver en katastrofe for SPD, som ikke har en naturlig kanslerkandidat i sine rækker.
Nils-Chr. Nilson, årgang 1945, er tidligere Bonn-korrespondent og takker for bidrag til farvepatroner, der kan sendes til 20333031.
Hovedillustration: Stadtschloss Wiesbaden, Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her