SPANIEN // ANALYSE – Søndagens valg til Europa-Parlamentet og regioner samt kommuner var anden akt af forårets spanske valghandling. Første akt fandt sted i april med valget til det nationale parlament. Men først nu kan egentlige regeringsforhandlinger begynde. Socialdemokraten Pedro Sánchez’ puslespil for en ny regering har svære brikker, og den regionale nationalisme bliver en altoverskyggende udfordring for den kommende regering, skriver Alex O. Hansen.
PAMPLONA – Etxarri Aranatz er en søvnig lille flække med et par tusinde indbyggere på kanten af Baskerlandet i det nordlige Spanien. Befolkningen lever en relativ isoleret tilværelse. De føler ikke nogen speciel tilknytning til Spanien, og mange har slet skjulte sympatier for terrorbevægelsen ETA‘s lange kamp for selvstændighed.
Besøg af udefrakommende fremprovokerer automatisk et løftet øjenbryn, og de fremmede observeres på behørig afstand. Extarri Aranatz er ikke et sted man tilfældigt kommer forbi, hvis ikke man har et ærinde.
Det havde en højtprofileret delegation bestående af den regionale politiker Ana Beltrán flankeret af Partido Popular’s (PP) nye anti-nationalistiske pittbull, Cayetana Álvarez de Toledo, og den spansk-peruanske nobelpristager, Mario Vargas Llosa imidlertid, da de for nylig lagde vejen forbi.
Velvidende, at der ikke er mange stemmer at hente, følte de sig med egne ord, moralsk forpligtede i demokratiets navn. En del af de lokale borgere betragtede det som en provokation og havde i dagens anledning “dekoreret” gaden med kokasser og installeret øredøvende baskisk rockmusik, som ikke gav dagens besøgende mange chancer for at bliver hørt.
I perioden mellem de to valg har de politiske aktører holdt kortene tæt til kroppen med henblik på mulige alliancer velvidende, at markante udmeldinger ville kunne få konsekvenser
Situationen illustrerer de spændinger, som karakteriserer dele af Spanien og sætter den politiske dagsorden, og udspillede sig for nylig under valgkampen som ledte til anden akt af det spanske valg-teater. Efter parlamentsvalget i slutningen af april var spanierne i denne omgang kaldt til urnerne, ikke kun for at stemme til Europa-Parlamentet, men for en stor dels vedkommende også til regions- og kommunalvalg.
Kortene tæt til kroppen
Søndagens valgresultat bekræftede tendensen fra parlamentsvalget. Pedro Sánchez’ socialdemokrater (PSOE) har kunnet konstatere fremgang over hele linjen. De har genvundet en stor del af det terræn, som man i de sidste fem år havde tabt til Podemos, en bevægelse på venstrefløjen, som opstod i kølvandet på den sociale og økonomiske krise, der prægede den spanske hverdag i den første halvdel af tierne.
Podemos’ leder, Pablo Iglesias, tolkede sidste måneds valgresultat som et rap over fingrene. I så fald må søndagens resultat betragtes som en syngende lussing. Partiet har tabt godt en million vælgere og er reduceret fra 118 til 45 repræsentanter i de spanske regioner. Det eneste rådhus, som holder skansen, er Cádiz, hvor borgmesteren har været åbenlys kritisk overfor landsledelsen.
Ved parlamentsvalget i april blev PP klemt mellem det yderste højre, Vox, og Ciudadanos, det nye alternativ til højre for midten. PP har haft travlt med at redefinere sig selv som det moderate valg på højrefløjen, en strategi, som synes at være lykkedes nogenlunde. Partiet har ganske vist tabt et pænt antal mandater, men mindre end ventet set i lyset af sidste måneds katastrofevalg.
Det liberale Cuidadanos har generelt set kunnet konstatere en betydelig fremgang, primært på bekostning af PP. Flanken på højrefløjen, Vox, har også ernæret sig af PP og er for første gang bredt repræsenteret omend den samlede tilslutning ligger omkring 8 pct. Som det var tilfældet ved parlamentsvalget udeblev den massive invasion fra højre også ved de regionale og lokale valg.
I perioden mellem de to valg har de politiske aktører holdt kortene tæt til kroppen med henblik på mulige alliancer velvidende, at markante udmeldinger ville kunne få konsekvenser for valgets udfald.
Det netop overståede valg ændrer ikke ved mandatfordelingen af sidste måneds parlamentsvalg, men får ikke desto mindre stor betydning for den kommende regerings parlamentariske manøvremuligheder.
Den omstændighed, at Cuidadanos og PSOE muligvis kan finde fælles fodslag på lokalt og regionalt plan, kan åbne døren for en større gensidig forståelse på nationalt plan
Flere kilder i partiet har tilkendegivet, at socialdemokraterne foretrækker en mindretalsregering, og det mest sandsynlige scenarie synes også at være ren PSOE-mindretalsregering, flankeret af et par højtprofilerede fagkyndige eksperter uden partikort, som det var tilfældet med den mindretalsregering, der tog over for et år siden, og eksempelvis gjorde astronauten Pedro Duque til forskningsminister.
Pedro tager teten
Initiativet ligger hos socialdemokraternes leder, Pedro Sánchez. Han appellerede således med søndagens resultat til de forskellige partier om at revidere deres oprindelige udgangspunkter.
Det er dels et klart signal til Podemos om, at deres aktier er faldet markant i værdi. Podemos har ikke lagt skjul på, at de gerne vil være en del af en regering. Men partiet er svækket og får næppe en invitation.
Det betyder dog ikke, at ”los morados” (”de lilla” med hentydning til partilogoets farve) er sat uden for døren, og de vil sandsynligvis stadig være den foretrukne forhandlingspartner, for eksempel når kursen skal sættes for sociale anliggender.
På den anden side er det også en invitation til Cuidadanos om en opblødning af deres uforsonlige udgangspunkt, som kategorisk har afvist ethvert samarbejde med PSOE.
På lokalt og regionalt plan sidder Cuidadanos sammen med PSOE i mange tilfælde med nøglerne til forskellige regeringskonstellationer. Der spekuleres eksempelvis i muligheden for, at de to gensidigt kan hjælpe hinanden til borgmesterposten i Madrid og præsidentembedet i Madrid-regionen.
Den omstændighed, at Cuidadanos og PSOE muligvis kan finde fælles fodslag på lokalt og regionalt plan, kan åbne døren for en større gensidig forståelse på nationalt plan.
Det primære problem er situationen i Catalonien. Ciudadanos står fast og er ikke indstillet på at rykke sig en tomme i forhold til de catalanske nationalister. Tværtimod appellerer man til (gen)aktiveringen af forfatningens artikel 155, som midlertidigt vil inddrage regionens selvstyrekompetencer.
Hvorvidt det lykkes Sánchez at få kabalen til at gå op i de næste uger eller ej, så stikker den regionale nationalisme dybt
PSOE er indstillet på at gå forhandlingernes vej i bestræbelserne på at finde en løsning af den gordisk-catalanske knude. Det kan blive et springende punkt for oppositionen – Cuidadanos inklusiv – der ikke har været sen til at hævde, at socialdemokraterne er i lommen på de catalanske nationalister.
Det er en balancegang for PSOE. På den ene side at få catalanerne til forhandlingsbordet, på den anden side uden at foregive på forhånd at sælge ud af spansk suverænitet sådan som højrefløjspartierne hævder. Af samme grund vil Sánchez arbejde hårdt for at blive indsat uden hjælp fra de catalanske nationalister.
Fængslede parlamentarikere
Valget til det nationale parlament i april gav valg til fire af de catalanske politikere, der har siddet varetægtsfængslet siden oktober 2017. Efter juridisk pingpong fik de fire lov til at forlade deres celler og under stort medieopbud formelt tage del i konstitueringen af det ny parlament.
De er derfor officielt parlamentarikere, men så længe en dom ikke er afsagt, kan de ikke tage del i de parlamentariske handlinger. Ved det nyligt overståede valg opnåede Cataloniens Republikanske Venstre, ERC’s, fængslede leder, Oriol Junqueras sammen med den landflygtige Carles Puigdemont for øvrigt også valg til Europa-Parlamentet.
PSOE har gjort det klart, at man ikke vil sidde på de catalanske nationalisters mandater og vil således heller ikke give grønt lys til regionale koalitioner med hverken det baskiske EH Bildu eller de catalanske uafhængighedspartier. De fire mandater som de catalanske nationalister ikke kan gøre brug af, kan samtidig øge Pedro Sánchez muligheder for at samle et parlamentarisk flertal.
Hvorvidt det lykkes Sánchez at få kabalen til at gå op i de næste uger eller ej, så stikker den regionale nationalisme dybt. Den har sat den politiske dagsorden i de sidste par år og er uforbeholdent Spaniens største udfordring.
Problemet har i årevis været betragtet som et regionalt anliggende i de regioner, hvor de regionalnationale følelser er stærkest. I løbet af de seneste år er problemet blevet til et nationalt spansk anliggende, uden umiddelbar løsning i sigte.
For øvrigt, borgerne i Etxarri Aranatz stemte ligesom resten af Spanien også ved weekendens valg. EH Bildu, resterne af terrorbevægelsen ETA’s politiske arm, fik 75 pct. af stemmerne, og da godt 12 pct. stemte blankt, sidder partiet derfor på 10 af de lokale byråds 11 pladser de næste fire år.
Topfoto: Pedro Sánchez, Wikimedia Commons. Indsat foto: Skribenten
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
