LONGREAD // BOGUDDRAG – I sin nye bog giver Bjarke Møller et bud på, hvordan Europa kan overvinde de globale megakriser i 2020’erne og blive en grøn supermagt, der frigør sig økonomisk og militært fra USA uden at løbes over ende af Kina. I stedet for at hænge fast i frygtens politik viser han, hvordan vi i Europa kan udvikle håbets politik. Bjarke Møller giver her en ny vision for, hvordan vi kan gøre EU til en nordisk supermodel, der styrker velfærden, bliver mere demokratisk og gøres til et klimaneutralt samfund.
Aldrig har så mange europæere været så velstående og frie, levet så godt og haft så mange rettigheder som i dag, men alligevel er mange borgere bange for fremtiden og længes tilbage til de såkaldt gode gamle dage.
Vi lever i en omskiftelig tid fyldt med nostalgi. 64 pct. af danskerne er enige i, at ”verden plejede at være et meget bedre sted at være”, mens kun lidt over en tredjedel tror, at verden bliver et meget bedre sted. Det samme er tendensen i resten af Europa, da hele 67 pct. af europæerne mener, at verden plejede at være et bedre sted. Det ligner et paradoks af de helt store.
Hvordan kan vi have så meget og samtidig tvivle så meget på det, vi og tidligere generationer har skabt, og som vi i dag høster frugterne af? Hvorfor er vi ikke tilfredse med det, vi har, i stedet for at længes tilbage til alt det, som forsvandt med de politiske, økonomiske, sociale og kulturelle fremskridt?
Helt nøgternt betragtet har vi som samfund ingen grund til at længes tilbage. Europa, som vi kender det i dag, er meget bedre end på noget andet tidspunkt i historien
Nostalgi kommer fra de to græske ord, nostos, der betyder ”at vende hjem” og algia, der betyder længsel. Den overvældende hjemlængsel blandt danskere som hos andre europæere kan hænge sammen med mange ting, men den er ofte fremkaldt af frygt og en følelse af utryghed.
Frygten for at miste noget, man har kært. Fremskridtstroen er brudt sammen i verdens mest velstående, fredelige og civiliserede kontinent, Europa. Men vi ved stadig ikke, hvad der følger. Det er måske, fordi vi flere gange i de sidste årtier er blæst bagover af banebrydende historiske forandringer, som vi ikke havde forestillet os at opleve.
De smertefulde erfaringer fra terrorangrebet 11/9 2001 og den efterfølgende sikkerhedskrise, der siden blev afløst af finanskrisen i 2008 og migrationskrisen i 2015 sidder stadig i kroppen på mange, som traumatiske erfaringer vi endnu ikke har lagt bag os som samfund. De plager stadig mange frustrerede og vrede vælgere, der endnu ikke er kommet sig over det, de oplevede som et sammenbrud for sikkerheden og den gamle retsorden.
Det er, som om Europa igen og igen bliver udsat for kriser og hårde prøvelser, og nogle af dem bringer os i tvivl om, hvem vi er, hvad der forankrer os, og hvor vores samfund er på vej hen. I 2020 blev Europa så ovenikøbet ramt af krisen med coronavirus, der var en eksistentiel udfordring.
På Amazon.com vælter det igen frem med bøger, der skriver sig ind i den kulturpessimistiske forfaldstradition om Der Untergang des Abenlandes, som Oswald Spengler allerede lancerede for hundrede år siden. Nu kan man læse bøger om The Strange Death of Europe. The End of Europe. After Europe. How democracy ends. How democracies die.
Vi er ikke på vej tilbage til en gentagelse af 1930’ernes undergang, hvor de totalitære kræfter og bevægelser væltede ind over Europa for siden at føre kontinentet ud i anden verdenskrig. Men vor tids dommedagsprofeter rammer en klangbund i tiden. De appellerer til en nostalgisk længsel tilbage i tiden, som en del borgere går rundt med. Og de akkompagneres af dystre udtalelser fra europæiske ledere som bl.a. den tyske kansler, Angela Merkel, der åbent taler om Europas eksistentielle krise. Men hvad består krisen egentlig i?
Helt nøgternt betragtet har vi som samfund ingen grund til at længes tilbage. Europa, som vi kender det i dag, er meget bedre end på noget andet tidspunkt i historien. Vi er friere, rigere, og vi lever meget mere sikkert og trygt. I Europa er der også langt bedre sociale sikringsordninger end på noget andet kontinent i verden.
Der er meget mindre ulighed i indkomster og formuer i Europa end alle andre steder i verden. Demokratiet er i langt de fleste lande forankret i stærke institutioner, vi lever i et retssamfund, hvor borgernes rettigheder er beskyttet. Tolerancen og respekten for mindretal, etniske, seksuelle og religiøse minoriteter er – trods momentane tilbageslag – længere fremme end på noget andet tidspunkt i Europas historie.
Folk med andet etnisk ophav og anden hudfarve oplever stadig en del diskrimination i Europa, og det er en lang sej kamp at overvinde denne strukturelle diskrimination, så alle uanset ophav bliver behandlet som mennesker med lige værdighed. Kvinderne har kæmpet sig til mere ligestilling og aldrig har kvinderne haft så frie muligheder for at udfolde sig.
Fremtiden er svær at få hånd om, men fortiden er lettere at styre. Om ikke andet når fantasien ikke løber løbsk
Det er vigtige fremskridt, der gør samfundet rigere. Vi ser desværre, at kvinder med samme kvalifikationer får lavere løn for samme arbejde som mænd, og at mænd stadig nyder godt af positiv diskrimination på arbejdsmarkedet på grund af deres køn. En blandt flere årsager er den skæve fordeling af barsel, men her har EU presset medlemslandene til at indføre øremærket forældreorlov.
Der er stadig mange uløste problemer, og meget kan gøres for at sikre konkrete fremskridt og forbedringer lokalt, nationalt og i EU. Det er f.eks. fuldt ud legitimt at kritisere EU-landene for ikke at gøre nok for at udligne sociale forskelle, ikke at regulere finanssektoren ordentligt eller ikke at styrke miljøreguleringen i tilstrækkelig grad. Det er godt for den demokratiske samtale, når folk rejser kritiske spørgsmål til systemet og reglerne.
Vil Europa stå stærkere rent økonomisk, hvis EU får et større budget og kan investere mere i at løse store fælles udfordringer via fælles finanspolitik? Er der andre kompetencer hos EU, der kan flyttes tilbage til nationalstaterne igen, så alle vinder på det? Bør EU styrke den ydre grænsekontrol langt mere, så man undgår nationale grænselukninger ved de indre grænser mellem medlemslandene? Kan man give EU større beføjelser på sundhedsområdet, så fællesskabet i fremtiden er bedre rustet til at stå imod nye pandemier?
Kan EU landene få mere sikkerhed for pengene, hvis man lægger de nationale forsvarsenheder sammen, laver en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik og går sammen om at udvikle nye forsvarssystemer, som frigør os fra USA’s militærindustrielle dominans? Det er den slags spørgsmål, der konstant må stilles. Selvom vi ikke altid er enige om svarene, så er det vigtigt at føre en åben demokratisk debat om, hvilken retning fællesskabet skal have.
Den Europæiske Union er ikke et fuldbyrdet projekt. Sagt eksistentielt. EU er ikke. Det er i konstant udvikling. EU er i gang med at blive til, og det forandres hele tiden. På samme måde er der også mange ting i de enkelte medlemsstater, man som borger ønsker forandret. Ingen politisk institution er perfekt. Det ville i øvrigt også være en totalitær fantasi at bilde sig ind, at et samfund formet af mennesker kan være perfekt og nå sin endestation.
Det politiske samfund er altid åbent for forbedring. Det er bedre at forholde sig pragmatisk til virkeligheden og stræbe efter konstante forbedringer. Frem for at længes efter det perfekte. Samfundsmæssigt betragtet findes der ikke en uplettet og skøn fortid eller en gammel verden, der er værd at drømme tilbage til. Ingen af de kollektive fortider er bedre, end den tid vi lever i lige nu. Måske var tiden før simplere og lettere at forstå. Kompleksiteten var mindre. Men folks liv var i al almindelighed også fattigere, mindre frit og mindre tolerant.
Gennemsnitsalderen i Europa er stigende i disse år, så det bør ikke overraske os, at nostalgien har fået en revival. Der fødes færre børn, og folk lever generelt længere, fordi vi aldrig har været sundere og haft så veludviklede sundhedssystemer. Ingen længes tilbage til den tid, hvor mange børn døde i vuggen, og vores ældste døde meget tidligere. I år 1900 var den forventede levetid for europæere omkring 40 år i gennemsnit – bl.a. på grund af høj børnedødelighed – men i dag er den dobbelt så lang. Da Romtraktaten blev undertegnet af EUs grundlæggerlande i 1957, var levetiden stadig kun 67 år, og først efter de glade tressere sneg den sig over 70 år.
Så hvad længes folk tilbage til? At dø tidligere? Eller er det frygten for døden, som tager overhånd og skræmmer os? Hvorfor ikke hellere omfavne de faktuelle fremskridt, som flere generationer har skabt, og som vi burde være stolte over og glædes ved? Er vi plaget af frygt for en fremtid, der måske slet ikke bliver, som vi forestiller os? Fremtiden er svær at få hånd om, men fortiden er lettere at styre. Om ikke andet når fantasien ikke løber løbsk.
Nostalgisk nationalisme
Kollektiv nostalgi er et emotionelt våben, der er i stand til at mobilisere en nation bag et fælles mål, skriver Eduardo Campanella og Marta Dassù i bogen Anglo Nostalgia. For dem at se er Brexit et klart udtryk for ”den nye tidsalder af nostalgisk nationalisme”, hvor de udstødtes økonomiske smerte og sociale forandringer i kølvandet på indvandringen, får folk til at længes tilbage til det gamle britiske imperium.
Der er ifølge dem tre faser i den nostalgiske fortælling, nemlig ”de gyldne år”, ”det store sammenbrud” og ”den aktuelle utilfredshed”, hvor de nostalgiske nationalister forsøger at bringe de sårede og fortabte tilbage til den gyldne tid. Men det er ikke bare briterne, der er forført af nostalgiens kraft.
De nye populistiske protestpartier på det yderste højre og venstre har været særligt dygtige til at skabe en antiestablishment politik, der retter sig imod eliten. De begræder samfundets forfald i forhold til ”den gyldne æra”, og de sætter ord på længslerne tilbage til en enklere fortid, der var mere overskuelig, og hvor livet var mere forudsigeligt.
Især partier på det yderste højre har været dygtige til at udnytte nostalgien som politisk motor. De har fremlagt forslag, der bygger på favorisering af den nationale inde-gruppe og etnocentrisme. De bilder vælgerne ind, at det er vejen til at bekæmpe samfundets angivelige forfaldsproces.
Isabel Hoffmann og Catherine de Vries har på vegne af den tyske Bertelsmann Stiftung undersøgt europæernes nostalgiske følelser, og de mener, at den stigende nostalgi i Europa bl.a. kan hænge sammen med globaliseringen. Den har igangsat en gennemgribende social og økonomisk forandringsproces, der af mange opfattes som noget, der udfordrer og skaber spændinger i forhold til status quo, gamle vaner, traditioner og livsstil.
Langt fra alle nostalgikere er antiglobalister eller nationalister for den sags skyld. For andre kan det handle om en mere konkret længsel tilbage til velfærdsstatens storhedstid, hvor velfærden voksede og ikke blev skåret ned. Nogle middelklassefamilier og unge længes måske efter en tid, hvor det stadig var muligt for en almindelig lønmodtagerløn at købe egen bolig i en af de byer, som de gerne vil bo i. Atter andre længes tilbage til en førmoderne tid, hvor hverdagens lokale liv var mere simpelt og ikke så præget af stress, kompleksitet, konkurrencekapløb og hastige teknologiske forandringer.
Det er fristende for politikerne at bruge nostalgien som løftestang for deres politiske projekt, men som den franske historiker, Pierre Rosanvallon har sagt, er ”den nostalgiske politik ikke levedygtig, fordi der ikke findes en måde at vende tilbage til en tidligere form for organisering af kapitalismen: skiftet til en økonomi drevet af innovation kan ikke vendes.”
Han efterlyser en ny model for solidaritet og integration, der giver plads til det personlige i et samfund af lige borgere. Det kræver en aktiv politik, der fokuserer mere på at sikre de universelle og fælles rettigheder, hvor den demokratiske lighed og medborgerskabet sættes i centrum.
Han tvivler også på, at det er muligt – som nogle drømmer om – at vende tilbage til en socialdemokratisk nationalstat, fordi den gamle sociale kontrakt er brudt sammen, den kapitalistiske økonomi er præget af et konstant innovationspres, den moderne individualisme er udbredt, og der har været en tilbagegang for de klassiske dyder om engagement i det civile samfund. Et progressivt politisk projekt må tænke individualismen ind i sit projekt.
Den store udfordring er at formulere et nyt progressivt og demokratisk projekt, der kan knytte folks stærke følelser for det velkendte… sammen med de nye institutioner i Europa, så borgerne ikke føler, at de mister noget, de har kært
At mobilisere følelserne bag en nostalgisk hjemlængsel til en oprindelig nationalstat kan ikke ændre det forhold, at hvert enkelt individs historie formes mere af de personlige livserfaringer end af en snæver stands- eller klassebevidsthed, der er afledt ud fra såkaldt objektive økonomiske forhold. De sociale og økonomiske vilkår spiller ind, men der er også så mange andre erfaringer, der præger den enkelte som person.
Man kan heller ikke ignorere følelserne i det politiske rum. Historien om hverdagen i selv relativt stabile demokratier er, at de ikke bare er præget af rationelle og kølige valg, hvor de frie samfundsborgere hver for sig søger at maksimere deres egne interesser, og de folkevalgte politikere ud fra grundige og faktabaserede analyser altid træffer oplyste valg til det fælles bedste.
Der er en masse andre ting på spil, som ikke kan sættes på faste matematiske formler, ikke kan beregnes ud fra grundige studier af meningsmålingerne og heller ikke kan presses ned i en avanceret spilteori, så vi kan forudsige X, Y og Z i europæisk politik. Den neuropsykologiske forskning har vist, at følelserne for fortiden og det man kender, ofte er stærkere end følelsen for det ukendte land, som er fremtiden. Så politikere, der spiller fortidens kort, har ofte et emotionelt forspring i forhold til dem, der kigger frem.
Alle samfund er fyldt med følelser, og Europas liberale, kristne og sociale demokratier er ingen undtagelse. Den store udfordring er at formulere et nyt progressivt og demokratisk projekt, der kan knytte folks stærke følelser for det velkendte – herunder hjemnationen som en beskytter af deres politiske frihed og sociale sikkerhed – sammen med de nye institutioner i Europa, så borgerne ikke føler, at de mister noget, de har kært og holder af, men faktisk føler, at disse universelle rettigheder og værdier kan beskyttes endnu bedre gennem EU-samarbejdet.
I stedet for at hænge fast i en oprindelig nostalgisk følelse, der fikseres i tid og rum, skal den forandres politisk og bringes videre. Folk skal ikke frygte, at de kan ende som sociale tabere eller opleve sig som helt fremmedgjorte og ensomme individer, der føler, at de mister kontrollen midt i den systemiske forandringsbølge, der udgår fra den globale kapitalisme og konkurrencens hårde innovationspres.
Den politiske elite bedrager sig selv, hvis den tror, at flere generationers økonomiske fremskridt, øget velstand og politisk frihed automatisk vil føre til en stadig mere civiliseret og oplyst offentlig samtale, der er baseret på rationelle argumenter, videnskab og fakta. Og de bedrager sig dobbelt, hvis de tror, at fornuften kan frigøre sig fra følelserne.
Følelserne spiller en meget stor rolle i moderne politik, og med de allestedsnærværende sociale medier er deres betydning vokset. Vil man forstå europæerne, og hvad der driver dem, er man også nødt til forstå deres følelser. Den udbredte nostalgi, denne hjemlængsel, er en af dem. Og den er knyttet til en række andre følelser.
Følelsernes politik
Filosoffen Martha C. Nussbaum skriver i sin bog Political Emotions. Why Love Matters for Justice, at de offentlige følelser – som frygt, vrede, sympati, afsky, misundelse, skyldfølelse, sorg og kærlighed – der i perioder er ”intense, kan få meget store konsekvenser for en nations fremskridt i retning af dets mål.” Hun advarer mod at tro, at intense følelser i det politiske liv i særlig grad er henvist til fascistiske og aggressive samfund, mens de liberale demokratier derimod har en kultiveret og dannet måde at kanalisere de menneskelige følelser ind i rationelle argumenter.
Man skal ikke bilde sig ind, at det liberale demokrati alene er opfyldt af oplysningsfilosofiens kølige og kritiske fornuft, mens følelserne er trængt helt i baggrunden. Det er de ikke. Selv argumenter og beslutninger, der på overfladen kan virke faktabaserede, har en følelsesmæssig klangbund. ”Følelser, der rettes mod nationen og dets mål, har regelmæssigt hjulpet med at få folk til at tænke større tanker og igen forpligte sig til et større fælles bedste.”
Overlader man det til de antiliberale kræfter at præge det følelsesmæssige landskab, får de fordelen af at præge folks hjerter. Risikoen er, at folk så begynder at tro, at liberale værdier er lunkne og kedelige, argumenterer Nussbaum. Hun mener, at Abraham Lincoln, Martin Luther King Jr., Mahatma Gandhi og Jawaharlal Nehru var så store politiske ledere for deres liberale demokratier, fordi de forstod at røre folks hjerter og bevidst vække stærke følelser, der skulle inspirere borgerne til at tage del i det fælles arbejde, der lå foran dem. Alle politiske principper, gode såvel som dårlige, har brug for emotionel støtte for at opnå stabilitet over tid.
Politikerne kan i visse situationer gøre brug af nostalgien som løftestang for deres magtpolitiske ambitioner. For alle vælgere – selv de bedst informerede og mest politisk bevidste vælgere – tænker og handler ofte med deres hjerte. Vi lytter også til vores følelser, når vi træffer beslutninger. Behovet for at føle sig hjemme er en meget stærk følelse, som ingen kan ignorere.
Det er bedst, hvis man bruger den refleksive nostalgi, hvor man anerkender gode erfaringer fra fortiden, men samtidig bruger dem til at fortælle en historie, om hvordan disse erfaringer kan gøre os stærkere i fremtiden. Man kunne også kalde det for en proaktiv nostalgi, der bringer os videre i stedet for at gøre os til fanger af en forestillet fortid, der aldrig kommer tilbage.
Folk er generelt rimeligt fleksible overfor forandringer, især når de føler overskud, velvære, tryghed og tillid. Positive billeder og oplevelser stimulerer folk til at være mere åbne, end hvis de f.eks. rammes af mange negative og krisefyldte informationer. Det er nemmere for folk at omfavne forandring, hvis de er fulde af håb. Men hænger de fast i frygt og bekymringer, er modviljen til forandring større. I de sidste to årtier har mange politikere mobiliseret på frygten.
Drivkraften i håbets politik er et stærkt ønske om retfærdighed og viljen til at kæmpe for den, uanset hvor stor modstand man møder
Det har været den lette og hurtige opskrift til at få vælgerne til at makke ret og acceptere indskrænkninger i deres gamle frihedsrettigheder. Og det har været en metode til at få folk disciplineret økonomisk og politisk. Men frygtens politik har negative sideeffekter. Den udløser mere frygt, mere mistillid, flere bekymringer for fremtiden, nostalgisk længsel og giver mere vind i sejlene til autoritære ideologier. Frygtens politik er en demokratisk blindgyde. For enden af dens kortsigtede reaktioner på alle de imaginære ydre trusler ligger den autoritære politik og i værste fald opløsningen af demokratiet.
I stedet for at satse på frygtens politik kan vi i Europa vælge håbets politik, der skyder sig ind mellem nostalgien og den naive fremskridtsoptimisme. Det er en transformativ, realistisk og handlingsorienteret politik, der utrætteligt søger at gøre noget ved samfundets største problemer og samler kræfterne om at gøre Europa til et bedre sted at leve.
Drivkraften i håbets politik er et stærkt ønske om retfærdighed og viljen til at kæmpe for den, uanset hvor stor modstand man møder. At vælge håbet betyder, at man ikke giver op i kampen for at skabe forbedringer og forandring af ens livsvilkår, selv i de uundgåelige øjeblikke i livet, hvor fortvivlelsen, kynismen og mismodet trænger sig på.
Forskel på lalleglad optimisme og håb
Sig ja til livet på trods af alt. Sådan lød titlen på en bog, som psykiatrikeren Viktor Frankl skrev efter tre års ekstreme lidelser og tortur som fange i de nazistiske koncentrationslejre Theresienstadt, Auschwitz og Dachau under Anden Verdenskrig. Han overlevede, men mistede sin kone og forældre, der var blandt de millioner af jøder, som blev likvideret i dødslejrene. Frankls bog blev siden oversat til engelsk i 1959 og kaldt ”menneskets søgen efter mening”.
I hans rystende øjenvidneskildring af hverdagen i koncentrationslejren, midt i den tragiske og smertelige erfaring, møder man som læser en stærk tro på livet hos et menneske, som ellers er frataget næsten alt. Men man kan ikke fratage mennesket den sidste rest af håb og frihed til at søge mening selv midt i de værste lidelser. Frankl kalder det for tragisk optimisme. Man kunne også kalde det for håbets vej.
Det er en af de mest livsbekræftende bøger, jeg nogensinde har læst. Selv humorens lys og latter finder vej ind i de små sprækker af liv, som det viljestærke menneske kan fremkalde i sit indre og holde op som et skjold. Med det kan man overleve og bevare håbet selv i de meste ekstreme situationer, hvor koncentrationslejrenes fangevogtere systematisk og med vold forsøger at nedbryde enhver fanges moral for at forvandle det til et vegeterende dyr.
”Vi må aldrig glemme, at vi kan også finde mening i livet, selv når vi konfronteres med håbløse situationer, stillet overfor en skæbne, som ikke kan ændres. For det afgørende er at bære vidnesbyrd om menneskets unikke potentiale til, når det er bedst at forvandle en personlig tragedie til en triumf, at vende ens skæbne til en menneskelig bedrift.”
Ethvert menneske har eksistentielt set frihed til at vælge, hvordan man forholder sig til de vilkår og ydre krav, man møder i livet. Frem for at forfalde til desillusion, modløshed, selvmedlidenhed og trøstesløshedens tyranni kan man aktivt vælge – hver eneste time og hver eneste dag af sit liv – at tage ansvar, træffe moralske valg, bruge sin kreativitet og fantasi til at give livets handlinger mening. Selv når livsvilkårene kan føles meningsløse, urimelige og uretfærdige, har vi muligheden for at gøre noget.
Frankls bog rummer stor visdom om, hvordan man som menneske kan tackle kriser og ydre chok, der opleves som farlige, smertelige og måske i værste fald livstruende. Eller som han siger sidst i bogen: ”Verden er en forfærdelig tilstand, men alt vil blive værre, medmindre hver af os gør sit bedste.”
Vi får sikkert brug for Frankls livsfilosofi i de kommende år. Klimaforandringerne og de andre globale megakriser kan mutere i løbet af 2020´erne. Alt kan blive meget værre, hvis ikke vi anstrenger os og kaster al energi ind på at tackle de sammensatte udfordringer, der overskrider og sprænger de gamle grænser. Det kræver mod og politisk vilje. Mere håb i stedet for den allestedsnærværende frygt for fremtiden.
I den gamle magtpolitiks tjeneste vil nogle kynikere og vanepessimister givet forsøge at latterliggøre eller håne folk, der siger, at de ”håber”. I deres optik er håb en praksis for naive og følelsesrige sjæle, der drømmer om fine luftkasteller, men aldrig udretter noget i livet. Sagen er bare, at kynikernes egen manglende tro på muligheden af radikale forandringer igen og igen er modbevist i historien.
Den danske andels- og højskolebevægelse voksede frem midt i en stor international økonomisk krise, hvor bønder og husmænd gennem praktisk handling trådte i karakter som selvbevidste og myndige mennesker. Siden lykkedes det for arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen at tilkæmpe sig sociale og demokratiske rettigheder, som tidligere generationer troede kun tilkom den gamle formuende klasse af privilegerede mænd.
I de seneste år har vi set, hvordan modige kvinder i MeToo-bevægelsen er stået frem og har afsløret magtmisbrug fra magthavere, der har presset, truet og chikaneret underordnede kvinder til seksuelle ydelser. Mandlige magthavere, der tidligere troede, at de som gamle herremænd kunne tillade sig at lægge deres hånd på kvinderne og misbruge dem seksuelt, er blevet væltet og udstillet offentligt.
Frigørelsen kan først føres helt igennem, når magthaveren fjerner sin hånd fra den andens krop og stiller hende eller ham fri til selv at vælge. I den gamle patriarkalske orden forsøgte manden at bilde de underordnede ind, at det var normalt, men på et tidspunkt bryder de gamle forsvarsværker sammen.
Ingen af de folkelige bevægelserne var lykkedes i deres kampe, hvis ikke de byggede på et håb om, at det nyttede at gøre noget og sige fra. Og samtidig satte de ord på det politiske ønske om at skabe demokratisk lighed og social retfærdighed til gavn for den jævne mand og kvinde. Håb er ikke for naive sjæle, men for hærdede sjæle, der har karakter- og viljestyrke til at kæmpe selv for mål, der virker urealistiske eller affejes med hård hånd af de magteliter, der føler sig trygge i komfortzonen og selvbehageligt forsvarer deres gamle orden.
Europas historie er et levende vidnesbyrd på, at vi ofte kan udrette meget mere, end vi forestiller os. Hvem havde for eksempel troet, at der ud af Anden Verdenskrigs rædsler ville vokse en europæisk velfærdsmodel og opstå et forpligtende samarbejde på tværs af grænserne, som frembragte store sociale og menneskelige fremskridt i flere generationer? Hvad sagde de kyniske magtpolitikere, da vi var millioner af europæere, der i firserne gik i fredsdemonstrationer for atomnedrustning og krævede et opgør med den kolde krig og Europas deling?
Kynikerne betragtede os fredsaktivister som barnlige og naive sjæle, der ikke forstod den kølige realpolitik. Men de magtfulde politikere tog fejl, for de så ikke den enorme kraft og det håb om forandring, der spirede op i det civile samfund. Berlinmuren faldt, den kolde krig blev afsluttet og Europas to halvdele blev genforenet.
Hvem af alle de magtpolitikere, der har i årevis har været forankret i den fossile økonomi, troede, at EU en dag ville sætte håndfaste mål om at blive et klimaneutralt kontinent, og mange medlemslande ville lægge skrappe planer for reduktion af CO2-udledningerne? Og målsætningerne blev gradvist løftet. Det skete, fordi klimabevægelserne mobiliserede og skabte håb om, at en anden fremtid er mulig, og fordi aktivisterne var bakket op af solide videnskabelige analyser fra verdens førende klimaforskere.
Ved at handle, at sætte sig i bevægelse sammen med andre og at involvere sig som menneske forvandles de individuelle bekymringer og den enkeltes frygt til kollektive forandringer, der overvinder det, som tynger den enkelte
Nogle klimaaktivister er utålmodige og vil som Greta Thunberg og Extinction Rebellion have, at vi går i panik. Også de tager afstand fra dem, der bare håber. Hvis fordømmelsen retter sig mod dem, der optimistisk håber, at nye teknologier og det økonomiske fremskridt af sig selv nok skal stoppe de menneskeskabte klimaforandringer, er kritikken berettiget. Vi har kun ni år til at lave en radikal kursændring i Europa og globalt.
Hvis vi skal holde temperaturstigningerne under 1,5 ºC i forhold til det førindustrielle niveau – eller selv et godt stykke under 2 ºC – er det ikke nok at drømme om, at nye teknologiske fugle lander på taget. Der skal meget mere håndfast handling til. Uden politisk kamp vil der næppe ske noget. Men når kyniske politikere eller utålmodige aktivister tager afstand fra de håbefulde, forveksler de håb med optimisme.
Det er ikke den lalleglade fremtidsoptimisme, vi har brug for i Europa. Der er stadig ufattelig meget, der kan gå galt, fordi menneskeheden i de sidste årtier har ophobet flere CO2-udledninger i atmosfæren end på noget andet tidspunkt i historien. Vi har et tungt kollektivt arvegods, vi skal frigøre os fra. Men det menneskelige sind er lunefuldt, og nogle gange går tingene faktisk galt i politik, så man ikke når de fælles målsætninger og planer for en reduktion af de globale CO2-udledninger.
Optimisten vil feje al kritik og kritiske risikovurderinger til side og bilde sig selv ind, at der nok skal komme et eller andet teknologisk gennembrud i sidste øjeblik, der vil redde os. Man kan kalde det affirmativt selvbedrag. Sådan tænker den håbefulde ikke, for deres mindset er af en anden art end optimisternes.
Allerede i 1990 spurgte den amerikanske historiker Christopher Lasch, hvad forskellen er på optimisme og håb. Det første er en sindstilstand, hvor man blindt tror på fremskridtet, og at menneskeheden i en konstant bølge af teknologiske innovationer vil få stadig højere levestandard og bliver stadig mere oplyst. Optimisten har selvfølgelig en vis grund til optimisme, for i de sidste tre årtier er der gjort store økonomiske og sociale fremskridt som led i globaliseringen.
Men optimisten forlænger sin fortid med brædder ind i fremtiden og laver lineære fremskrivninger, hvor han eller hun forestiller sig, at det nødvendigvis også vil gå godt i fremtiden. Optimisten bilder sig så ind, at vi nok skal nå at løse klimaproblemerne gennem et fortsat teknologisk fremskridt. Det ser man stadig mange politikere gøre, og de får nogle rådgivere til tegne imaginære fremtidsscenarier med en hockeystav, hvor de sværeste og hurtigste CO2-reduktioner først skal ske om mange år.
Det er særligt bekvemt, for så skal der ikke gøres så meget i indeværende valgperiode. Optimisterne gør det nemt for selv og udskyder de svære beslutninger til et senere tidspunkt i stedet for at forholde sig hudløst ærligt til realiteterne. ”Optimismen er som et opiat, ikke bare fordi den luller os ind i en falsk sikkerhedsfølelse, men også fordi vi ordinerer den til os selv (..) som en modgift mod depression,” skrev Lasch.
Selvom optimisterne plejer at betragte sig som håbets parti, har de slet ikke brug for at håbe, for de føler allerede, at de har historien, oplysningen og fremskridtet på deres side. De har en blind tro på, at tingene altid får en happy end med fortsatte fremskridt. De håbefulde dyrker ikke denne form for fremskridtsreligion, for hvis fremskridtet allerede er sikret, og man tror, at man på forhånd har sejret i historien, og teknologien altid vil være på ens side, hvorfor skal man så håbe?
Nej, håbet stammer fra noget helt andet. For Lasch bygger den på en forestilling om retfærdighed, og at det gode vil vinde over det onde til sidst, og at det forkerte vil blive gjort godt igen. Håbet stammer fra en uafrystelig og dybt rodfæstet tro på livet. Selvom man kan blive ramt af skuffelser, nye tilbageslag, det værste kan ske, og fremtiden er umulig at kontrollere, så føler man sig overbevist om, at man nok skal klare de prøvelser, som man sættes på. Man tør håbe, også når det er svært. Man holder håbet i live, selv når der måske endda kan findes rationelle grunde til en vis pessimisme.
Håbet skabes sammen med andre mennesker og aldrig alene
Christopher Lasch henviser som eksempel til borgerretsforkæmperen Martin Luther King Jr., der selv skelnede mellem optimisme og håb. King fortalte sin menighed i Montgomery, at han ikke længere var optimist, men at han stadig havde håb. ”Han havde set for mange lidelser til at omfavne fremskridtsdogmet,” som Lasch bemærker.
Selvom King mødte had, racisme og undertrykkelse i sydstaterne og fra etablerede dele af det amerikanske samfund, og selvom han som andre sorte amerikanerne havde tusindvis af grunde til at føle vrede over flere århundreders slaveri og raceadskillelse, kunne det ikke knække det håb, der var født i en lykkelig barndom og opvækst fyldt med kærlighed. Så King opgav aldrig kampen, fordi han havde et stærkt håb om den dag, hvor uretfærdigheden og undertrykkelsen af de sorte i Amerika, med hans egne ord, ville blive ”forvandlet til en oase af frihed og retfærdighed”.
Håbet skabes i blues og bevægelser
En af de mænd, der deltog i borgerretsbevægelsens marcher i tresserne, er filosoffen Cornel West. Han mener, at håbet er udspændt på en tynd line, og ”det sande håb er funderet i en særdeles rodet kamp.” Den kan blive forrådt af naive projektioner om en bedre fremtid og den overfladiske optimisme, advarer han.
West taler om det hårdt tilkæmpede håb, der er opøvet i kamp med de barske realiteter i hverdagens kampe. Han taler om et håb med moralsk rygrad og indre styrke, der kan være mærket af blod, sved og tårer i evige kampe for at overvinde fortvivlelsen og dødsangsten, men den håbefulde lader aldrig fortvivlelsen få det sidste ord.
West bruger blues-musikken som metafor for håbet. Den spredte sig fra syd mod nord, blandede sig med jazz, gospel og rock and roll, fik folk til at danse og drømme og som med sjæl sang om hverdagslivets tragedier og komedier uden at miste jordforbindelsen til det virkelige liv. Det står ifølge ham i skarp kontrast til ”den billige optimisme i det markedsdrevne Amerika, hvor Disneyland sælges som paradis på jord.”
Borgerretsbevægelsen, menneskeretsbevægelsen, fredsbevægelsen, miljøbevægelsen, Black Lives Matter, MeToo og de andre bevægelser er vokset frem i en tid, hvor menneskeheden har lavet historisk store ødelæggelser af naturen og sat fart i klimakatastrofen. Millioner af europæere har oplevet arbejdsløshed, udstødning eller nedslidning og ifølge WHO oplever en fjerdedel af europæerne hvert år depressioner eller angst. Sådan er de barske realiteter også.
Men bevægelserne og de mange kampe for en bedre fremtid skaber håb og tilbyder nye begyndelser. Ved at handle, at sætte sig i bevægelse sammen med andre og at involvere sig som menneske forvandles de individuelle bekymringer og den enkeltes frygt til kollektive forandringer, der overvinder det, som tynger den enkelte.
Den franske eksistentialist Gabriel Marcel har sagt det på den måde, at for den menneskelige sjæl er håbet som åndedrættet i den levende organisme. Det er en kropslig erfaring. Det inkarneres. ”Når håbet mangler, tørrer sjælen ud og visner.” Håbet skabes sammen med andre mennesker og aldrig alene, mener Marcel: ”Der kan ikke være noget håb, der ikke konstituerer sig gennem et vi og for et vi.”
Nogle gange skal der kun en person eller nogle få personer til at inspirere en bevægelse, som skaber samfundsforandringer i stor skala, som forfatteren Rebecca Solnit har mindet om. ”Nogle gange kan få passionerede folk ændre verden, nogle gange starter de en massebevægelse og millioner følger efter; nogle gange er disse millioner ophidsede på grund af den samme vrede eller det samme ideal, og forandringen kommer til os, som når vejret skifter. Alle disse transformationer har det til fælles, at de begynder i forestillingsevnen, i håbet,” fastslår hun.
Håbet er troen på en anden og bedre fremtid. Og det er kilden til enhver for form politisk forandring. At håbe er, som Rebecca Solnit har sagt, også ”et væddemål på fremtiden, på dine længsler og på muligheden for, at et åbent hjerte og usikkerhed er bedre end dysterhed og sikkerhed.”[xv] Faktisk er nogle af de mest banebrydende ideer og teknologiske innovationer i historien skabt under eller i kølvandet på store økonomiske kriser. Menneskets evne til at overvinde de forhindringer, vi møder på vor vej, er et historisk faktum. Vi kan skabe nye synteser, ideer og drømme ud af den modstand, som vi møder undervejs.
Håbets politik bygger på et helt andet livssyn end frygtens politik, der er angst for fremtiden, eller den tryghedsnarkomani, der kan gribe status quo politikere, der klamrer sig til deres gamle orden. Håbets lyssyn stammer dybest set fra kærligheden til livet i dets mangfoldighed. Ikke angsten for at leve det. Martha Nussbaum siger, at ”den første årsag til at føle håb er, at det holder kærligheden og tilliden i live”.
Håbet er et eksistentielt valg. Eller et praktisk valg om man vil
For hende at se står håbet i modsætning til frygten. ”Håbet ekspanderer og bølger fremad, frygten skrumper bagud. Håbet er sårbart, frygten er selvbeskyttende”, fordi håbet knytter sig til en tro på, at man via praktiske skridt kan realisere visionerne for en bedre verden. Frygten derimod ender som fange af den negative tænkning og handlingslammelsen, fordi man hele tiden søger at minimere risikoen for nederlag og tab. Den frygtsomme kræver kontrollen tilbage og ønsker at eliminere alle fejl og potentielle risici.
Det håbefulde menneske accepterer derimod, at livet er ufuldstændigt, at fremtiden rummer mange ubekendte, at livet er præget af radikal uforudsigelighed, og at vi som mennesker og fællesskaber kan begå fejl. Alligevel bygger man sine handlinger på håb, fordi man inderst inde ved, at vi som mennesker kan forbedre os og gøre verden til et bedre sted at leve. Eller som min datter har formuleret det så fint i et essay, hun har skrevet om håbet i eksistensen:
”Mennesket søger på alle måder at være noget mere end et væsen begrænset af døden. Håbet udtrykker menneskets potentialitet som mystisk væsen. I håbet ser man udover sit ego (der har angst og frygter) ved at forestille sig og se værdien i det gode, sande og smukke, ved at tro på, at det findes og kan findes i os selv.” Albert Camus har sagt det på en meget poetisk måde: ”I den dybeste vinter opdagede jeg omsider, at der var en uovervindelig sommer inden i mig.”
Filosoffen Immanuel Kant argumenterede i sin tid for, at vi bør ”vælge håbet som et praktisk postulat”. Selvom fremtiden er usikker, og at man ikke kan tage kontrollen og eliminere denne fundamentale usikkerhed, hævder Kant, at man af praktiske årsager bør antage, at menneskeligt fremskridt er muligt. Uden håbet om, at bedre tider vil komme, ”ville den ærlige længsel efter at gøre noget brugbart for det fælles bedste aldrig have opildnet det menneskelige hjerte.” Håbet er et eksistentielt valg. Eller et praktisk valg om man vil.
Yes we can, sagde Barack Obama, da han i 2008 blev valgt til præsident og lovede at forandre et USA, hvor ulighederne havde nået historiske højder, og samfundet var præget af politisk, kulturel og social splittelse. Han tilbød ikke bare en teknokratisk løsning på den utryghed, som globaliseringen og Wall Streets finansielle magt havde skabt blandt amerikanerne.
Han blev valgt på valgløfter om at føre en progressiv økonomisk politik, at styrke den sociale retfærdighed og at gøre op med Wall Streets store magt. Han standsede ikke ved den klassiske demokratiske og liberale tilgang om at tæmme kapitalismen og tilbyde nye teknokratiske reguleringer. Nej, han skabte begejstring som kandidat, fordi han tilbød et nyt progressivt projekt, der ”kunne tale et sprog med et moralsk og spirituelt formål.”
Obama tændte et nyt håb blandt de sorte amerikanere, der aldrig havde troet, at de nogensinde skulle se andet end en hvid mand i Det Hvide Hus. Og han skabte håb blandt alle de amerikanere, der var vrede, følte uretfærdigheden og de kulturelle, sociale og økonomiske ydmygelser på kroppen. De længtes efter igen at blive værdsat som en del af et større fællesskab, der viser, at det bekymrer sig for dem. Protesten og vreden handlede ikke bare om noget økonomisk og sociale uligheder, men også om alle de moralske og kulturelle følelser i den enkeltes liv, som knytter sig til dem.
I Obamas første valgkampagne for at blive præsident var det oprindelig planen køre på et slogan om “fremskridt”, men Obamas kampagnefolk ændrede sloganet til ”håb”. For det var den politik, som han allerede praktiserede. Obama rakte hånden frem over midten for at skabe resultater. I stedet for at tale om to Amerika’er og grave dybere kløfter mellem det blå og det røde, det hvide og det sorte, talte han altid om et forenet USA. Håbets politik er drømmen om en samlet nation og et demokratisk samfund, der overvinder de gamle sår.
”Vi vælger håb over frygt,” sagde Obama. ”Vi ser ikke fremtiden som noget, der er udenfor vores kontrol, men som noget vi kan forme til det bedre gennem en fælles og kollektiv indsats. Vi afviser fatalismen og kynismen, når det gælder de menneskelige forhold; vi vælger at arbejde for verden som den bør være, og som vores børn fortjener, at den skal være.”
I sin præsidenttid lykkedes det dog ikke for Obama at indfri de enorme forventninger, som han havde skabt i befolkningen. Selvom USA kom hurtigere gennem finanskrisen end Europa, voksede ulighederne, arbejdsløsheden og polariseringen i det amerikanske samfund. Mange almindelige arbejderklassefamilier følte sig svigtet, da de store redningsplaner til bankfolkene på Wall Street blev rullet ud.
Problemet var, at Barack Obama i sin praktiske politik ikke fulgte håbets retorik op med konkret handling, så den brede befolkning i deres levede liv følte, at ordene materialiserede sig. Det lagde grunden til de store politiske tilbageslag, der siden fulgte. Hvis håbet skal holdes i live i den brede befolkning, skal det forankres i konkrete og materielle forandringer, som folk oplever som betydningsfulde. Ellers kan det udløse modreaktioner og mange skuffede forventninger. Det er også en vigtig lære for os i Europa.
Artiklen er et uddrag af Bjarke Møllers nye bog, ‘Håbets Politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt’.
Bogen udkommer lørdag den 10. april.
826 sider, 450 kr. inkl. moms. Bogen kan købes her.
Noter:
[i] YouGov repræsentativ meningsmåling blandt 2028 danskere, som Tænketanken EUROPA fik udarbejdet i januar 2019, viste, at 64 pct. af danskerne er enige i, at ”verden plejede at være et meget bedre sted”. Kun 36 pct. er uenige.
[ii] Bertelsmann Stiftung, Catherine E. de Vries & Isabell Hoffmann, The Power of the Past, 2018. Undersøgelse blandt 10.885 EU-borgere i juli 2018.
[iii] Eduardo Campanella and Marta Dassù, Anglo Nostalgia: The Politics of Emotion in a Fractured West, Oxford University Press, 2019.
[iv] Pierre Rosanvallon, The society of equals. Restoring democratic equality in relations. Juncture, Vol. 20, nr. 4. 2014, sd. 249-257.
[v] Martha C. Nussbaum, Political Emotions. Why Love Matters for Justice, Harvard University Press, 2013, sd. 2.
[vi] Ibid, p.3
[vii] Eduardo Campanella and Marta Dassù, Anglo Nostalgia: The Politics of Emotion in a Fractured West, Oxford University Press, 2019.
[viii] David Ropeik, Why Changing Somebody’s Mind, or Yours, Is Hard to Do. Psychology Today, 13. juni 2010.
[ix] Viktor E. Frankl, Man´s Search for Meaning. Rider, 1959. Citeret fra 2011-udgave, sd. 91.
[x] Christopher Lasch, Optimism or hope? The Ethics of Abundance and The Ethics of Limits. Sacred Heart University Review ,Volume 10, Issue 2, foråret 1990.
[xi] Christopher Lasch, The True and Only Heaven. Progress and Its Critics. W.W. Norton & Company, 1991, s. 391.
[xii] Cornel West, Hope on a Tightrope, Hay House; 2011, sd. 6.
[xiii] Gabriel Marcel, Homo Viator, Introduction to a Metaphysic of Hope, Harper & Row, 1965, sd. 11.
[xiv] Gabriel Marcel, Tragic Wisdom and Beyond. Evanston, IL: Northwestern University Press, 1973, sd. 143.
[xv] Rebecca Solnit, Hope in the Dark: Untold Histories, Wild Possibilities, Haymarket Books; Second Edition, 2016, sd. 4.
[xvi] Martha Nussbaum, The Monarchy of Fear. Oxford University Press, 2018, sd. 208.
[xvii] Ibid, sd. 211.
[xviii] Karen Møller-Munar, Håb i Eksistensen. En refleksion om mening i livet. Projekt forskerspirer 2020.
[xix] Immanuel Kant, Theory and Practice (1793). Kant´s Political Writings, eds. Hans Reiss, Cambridge University Press, 1991, s. 90.
[xx] Michael J. Sandel, Populism, Trump, and the future of democracy. Open Democracy, 9. maj 2018.
[xxi] Barack Obama, tale til FN´s generalforsamling, 24. september 2014.
Topillustration fra bogens forside.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
