I Frankrig lever omkring 8.5 millioner mennesker under fattigdomsgrænsen – og tallet stiger. Organisationen Restos du Coeur hjælper mange af dem med at få hverdagen til at hænge sammen og til at opretholde et anstændigt liv.
En lille, rusten bil kører op foran en række grå barakker i udkanten af byen Gex ved Jura-bjergene i Frankrig. Ud stiger en yngre kvinde med to store, tomme bæreposer i hænderne. Hun går ind i barakkerne. En time senere kommer hun ud igen med to fyldte poser. Aurélie Caffier, 32 år og enlig mor til to små børn, har i tre år to gange om ugen hentet familiens daglige madforsyninger, vaskepulver, rengøringsmidler, tandpasta og andre uundværlige dagligvarer hos den lokale afdeling af den velgørende organisation Restaurants du Coeur ( i daglig tale, Restos du Coeur – og direkte oversat til dansk, hjerte-restauranter). Det samme gør 178 andre personer i byen Gex – og 950.000 mennesker i hele Frankrig.
Usle boliger og kummerlige forhold
Fattigdom er ikke et tredjeverdens-fænomen. 116 millioner ud af en halv milliard indbyggere i EU lever i fattigdom. Af dem er 25 millioner børn. I Frankrig lever omkring 8.5 millioner som fattige og marginaliserede. Det betyder, at cirka 14 procent af den franske befolkning dagligt balancerer på kanten af samfundet. Heraf er omkring tre millioner børn. For dem falder hjælpen fra Restos du Coeur på et tørt sted.
Fattigdommen er et emne, som debatteres heftigt i Frankrig lige nu. Især fordi antallet af mennesker, som defineres som værende fattige (personer som har et budget på under 828 Euro om måneden), er for opadgående på grund af den finansielle krise og den deraf følgende arbejdsløshed. Den socialistiske regering med præsident Hollande i spidsen, besluttede i 2012 af skrue op for socialhjælpen med ti procent over de kommende fem år. Men de franske hjælpeorganisationer som Restos du Coeur fylder stadig lige mange poser op og hjælper et stigende antal enlige og familier til at opretholde en anstændig levestandard. Antallet af mennesker som lever på gaden i Frankrig er ifølge den franske organisation Emmaüs (Abbé Pierre) fordoblet på ti år. I dag lever omkring 3.5 millioner mennesker i Frankrig enten uden tag over hovedet eller i usle boliger under kummerlige forhold. De ringe boligforhold har især alvorlige konsekvenser for sundheden.
En dyr by i en dyr region
For Aurélie Caffier betyder de to fyldte bæreposer, som hun modtager hver uge, at hun lige nøjagtig kan få sit liv til at hænge sammen.
”Jeg er ikke i stand til at passe et arbejde og får derfor understøttelse. Men det er langt fra nok til at kunne klare mig selv og forsørge mine børn og min mor. Hjælpen fra Restos du Coeur gør en kæmpe forskel for mig,” forklarer hun. Flere gange har hun overvejet at flytte væk fra Gex, som efter fransk målestok er en dyr provinsby i en dyr region. Men hun turde alligevel ikke tage springet:
”På et tidspunkt tænkte jeg på at flytte til Lyon eller Paris, prøve lykken og forsøge at skabe et bedre liv for mig selv og min familie. Men min mor er mit eneste familiemedlem, og jeg kan ikke flytte væk fra hende. Desuden bryder jeg mig ikke om store byer. Jeg er født og opvokset på landet, og jeg trives bedst her. Så jeg har besluttet, at jeg bliver, hvor jeg er, og håber selvfølgelig på bedre tider.”
Skyld og skam
Hver tirsdag og fredag eftermiddag er de grå barakker fyldt med mennesker, der ligesom Aurélie Caffier kommer for at hente to fyldte bæreposer. Langt de fleste af dem er enlige mødre, men det er også mange enlige ældre eller ældre ægtepar, som har svært ved at få enderne til at mødes. En anden kategori, som er i vækst er yngre, dårligt uddannede og arbejdsløse mænd under 25, fortæller den lokale leder af Restos du Coeur Danielle Gruffat til POV International:
”De kommer her til regionen for at lede efter lykken, men har desværre rigtig svært ved at finde den. Schweiz og Genève ligger lige ovre på den anden side af grænsen, og de unge mænd håber at finde et job, som er godt betalt. Desværre ansætter schweizerne sjældent ufaglært eller ringe uddannet arbejdskraft fra Frankrig, så kun ganske få har heldet med sig. Nogle af mændene kommer her et par gange og henter forsyninger. Så rejser de videre. Men mange bliver og lever et liv på kanten af fattigdoms-grænsen, hvilket jeg faktisk har lidt svært ved at forstå og forklare. For de fleste mennesker i dag er det forbundet med både skyld og skam ikke at kunne klare sig selv økonomisk – og deres situation står i skærende kontrast til det ofte privilegerede liv, som mange mennesker lever i denne del af Frankrig. Der er andre steder i landet, hvor de ville kunne leve et bedre og billigere liv,” forklarer Danielle Gruffat.
22 personer arbejder frivilligt på Restos du Coeur i Gex. Varerne bliver opsamlet i de lokale supermarkeder og uddelt to gange ugentligt.
Mange bliver og lever et liv på kanten af fattigdoms-grænsen, hvilket jeg faktisk har lidt svært ved at forstå og forklare. For de fleste mennesker i dag er det forbundet med både skyld og skam ikke at kunne klare sig selv økonomisk – og deres situation står i skærende kontrast til det ofte privilegerede liv, som mange mennesker lever i denne del af Frankrig.
Kaffe på kanden
Er man en flue på væggen i de grå barakker mellem klokken 14 og 16 hver tirsdag og fredag, mærker man tydeligt, at det handler om andet og mere end at hente forsyninger. De ankomne får kindkys, kram og varme ord med på vejen. Der er også tid til en kop kaffe og et stykke hjemmebag. De frivillige, som sørger for at forsyningerne står klar på hylderne, sørger nemlig også for, at der er varm kaffe på kanden og hyggeligt samvær.
37-årige Isabelle Donadio er kommet her siden 2003. Også hendes liv går alt andet end lige ud af landevejen. Hun er sygemeldt efter to grove overfald og har en voksen arbejdsløs datter med to små børn. For hende er besøgene i Restos du Coeur også et tiltrængt pusterum.
”Økonomien er trang og livet kan være hårdt, men tirsdag og fredag eftermiddag er en slags frirum for mig. For en stund glemmer jeg faktisk mine bekymringer. Vi hygger os, snakker, drikker kaffe og de frivillige er søde og tager sig altid godt af os. Gennem årene har jeg fået gode venner her. Nu kan jeg slet ikke undvære fællesskabet.”
To timer senere er kaffen løbet tør og hylderne er ryddet i den grå barak. Men fredag er der igen fyldt op på hylderne og varm kaffe på kanden.
Om Restaurants du Coeur:
- Restaurants du Coeur blev grundlagt i 1985 af den nu afdøde franske komiker Coluche. Organisationens første suppekøkken åbnede samme år dørene i Paris. Siden har den velgørende organisation åbnet i alt 2.111 distributions-steder over hele Frankrig
- Organisationen uddeler først og fremmest dagligvarer til marginaliserede og trængende. I 2014-15 uddelte de varer til i alt 950.000 mennesker, svarende til 128,5 millioner måltider. Desuden har organisationen suppekøkkener, hvor de serverer varme måltider til hjemløse og folk uden tag over hovedet (Sans Domicile Fixe)
- Organisationen driver desuden 86 Restos Bébé Coeur. Her kan familier med børn under 18 måneder henvende sig. I året 2014-15 formidlede organisationen således hjælp til 37.000 spædbørn
- Restos du Coeur driver desuden herberg eller overnatningssteder for hjemløse og hjælper familier uden bolig med at finde permanente boliger
- Derudover har Restos du Coeur flere andre indsatsområder: For eksempel juridisk bistand, hjælp til at finde arbejde, lektiehjælp og feriekolonier.
Kilde: http://www.restosducoeur.org/
Fotos: Wikimedia Commons og privat
Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler. Bliv ven med os her. Holder du af POV International så bliv abonnent for 20 kr. om måneden.
Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Hvis du nyder mine artikler, kan du også betale mig direkte for mit arbejde. Donér, hvad du selv synes er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Mit MobilePay nummer er: 28890345
Kontakt skribenten på www.maikenskeem.com
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her