TAXAMANDEN –”Mon ikke jeg overlever den etikette, der er opkaldt efter menneskets nederste ringmuskel”, spørger Jesper Grunwald i sin første klumme i det nye år. I 2019 når taxamanden nemlig folkepensionsionsalderen, og hvordan er så det? Kan han holde humøret oppe, eller er han ved at blive a grumpy old man, som det hedder i England?
Hvis man ikke iagttager den, har man ingen realitetssans.
Hvis man går for meget op i den, er man offer et ungdomstyranni.
Jeg ved det, – men nu har jeg besluttet at tale frit fra leveren. Og den har det rent fysisk temmelig godt, fordi de mange kilometer på landevejene fylder så meget i mit liv, at der ikke er mange timer til at drikke rødvin.
Det handler om alderen – og den har en ganske særlig betydning for mig netop i det Herrens år 2019. Jeg bliver 65 i april og et halvt år efter – til november, er jeg berettiget til at træde ind i det fuldvoksnes rækker.
Hvad stiller jeg så op med denne snigende rolle, jeg mente, jeg kunne undgå?
Jeg er nået folkepensionsalderen!
Og hvordan er så det?
Jamen, det er jo det, jeg går og grubler over for tiden.
Det sværeste er realiteterne i den fysiske, fremskredne alder. At man har taget en ordentlig luns af det liv, som jeg ikke kan skjule, at jeg elsker. Aldrig har kunne skjule, fordi det har været privilegeret, kærlighedsfuldt – og skide sjovt. Selvom jeg de sidste fire måneder af frygt for det fysiske forfald har smidt 20 kilo, ændrer det jo ikke grundlæggende ved livets uhyggelige konsekvens, – at éns blotte eksistens er et udtryk for, at man en dag skal fordufte.
Det næst sværeste er at undgå en status som et gammelt, surt røvhul.
Han kommer snigende
Jeg troede, jeg kunne undgå det efter mine år i 00’erne og 1990’erne som chef for DR’s P3. Da jeg startede på den unge radiokanal, kom jeg temmelig meget ”ude fra”. Var ikke en kendt eller en specielt talentfuld underholder eller DJ. Og jeg blev da heller ikke mødt af uforbeholden glæde over den der bornholmske bonderøv, der klemte sig ind med slet skjulte ambitioner om at blive en succes.
Det blev nogle af de sjoveste og mest udfordrende år i mit liv og arbejdsliv. Det handlede hele tiden om at forsvare et syn på en mere uortodoks og bred form for public service. Her stillede gadetøser og drenge med tidens musik, en ny nyhedsformidling for de unge, – og en satire, som bevægede sig væk fra 68’generationens politiske korrekthed. Maskinen, Go Morgen P3 – og Tæskeholdet.
Det er uomgængeligt, at jeg er på vej mod en status som gammel mand. Jeg forbeholder mig retten til at være sur. Så mon ikke jeg overlever den etikette, der er opkaldt efter menneskets nederste ringmuskel?
Nogle arbejdsår, som burde være vaccine mod en senere status som gammel, sur mand. For er der noget P3 er skabt til, så er det opgøret med netop ham!
Men han kommer snigende…
Jeg mærker ham, når jeg møder elendig taxi-service. Kolleger, der modtager kunderne med hænderne dybt begravet i lommerne. Og de chauffører der simpelthen siger nej til de korte ture. Eller det værste: Taxifirmaer, der i disse for vores branches så ugunstige tider, vælger at sætte priserne op til et niveau, der kun kan gøre kunderne rasende.
Og omvendt: Når studieværter og andre selvfede mediefolk i æteren beskriver deres sidste taxitur som en rejse i ” lugten af shawarma”. Ingen problemer i at køre kritikken af de taxifoniske proletariat helt derud, hvor mediestjernerne gør brug af den ulækre hverdagsracisme.
Jeg forbeholder mig retten til at være sur
Men jeg møder ham også som bruger af tidens selvhøjtidelige, politiske journalistik. En anakronistisk blanding af såkaldte nyheder og totalt forudsigelige kommentarer. Seneste eksempel: Statsministerens nytårstale. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg tilhører rød blok, – men synes umiddelbart, at talen var god. At tale internationalt fællesskab midt i en tid, der på uhyggelig vis ligner de nationalistiske strømninger i mellemkrigstiden.
Men, nej! Den går ikke i den iscenesatte forestilling mellem journalister og politikere. Og vupti, handlede det slet ikke om forholdet mellem landets statsminister og folket. Endnu engang blev det parlamentariske cirkus hovedtemaet. DF’s Espersen var sur og vred og sluttede af som årets sidste skud på krænkelsestræet. Partikammerat ”Tulle” var skuffet og – chefredaktør Dyrby på BT sekunderede med, at ”det borgerlige Danmark forventer mere”.
Rend mig i det borgerlige Danmark og de lukkede fester mellem mediefolk og politikere.
Hvad stiller jeg så op med denne snigende rolle, jeg mente, jeg kunne undgå?
Det er uomgængeligt, at jeg er på vej mod en status som gammel mand. Jeg forbeholder mig retten til at være sur. Så mon ikke jeg overlever den etikette, der er opkaldt efter menneskets nederste ringmuskel?
Som jeg sagde med et ironisk smil til en meddebattør på TV2 NEWS:
– Jeg arbejder benhårdt på at få kritikken, oprøret og frisindet – ånden fra 1970’erne tilbage i samfundsdebatten. Vi har mere brug for den end nogensinde.
Godt nytår, Danmark!
Alles fotos af skribenten
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
