MODER JORD // KLUMME – På sin vej fra Jurassic Park over husmårsbekendelser til Tjernobyl drages skribenten mod apokalypsen og udfolder en resignerende konklusion: Vi må væk! Forsvinde fra jorden. Vi har været her for længe set i forhold til det gode, vi har gjort.
I den første Jurassic Park film fra 1993 udtaler den evigt skeptiske kaosteoretiker Ian Malcolm (stilfuldt spillet af Jeff Goldblum) de udødelige ord: ”Life will not be contained … life breaks free … life finds a way…” – profetiske sætninger set i lyset af filmens videre gang og samtidig en påmindelse om, at livet og naturen rummer vilde kræfter, som vi mennesker umuligt kan kontrollere.
Naturen finder vej uanset menneskets mellemkomst. At tro, at vi mennesker kan styre livets udvikling med afsæt i egne interesser, er udtryk for en fatal, selvovervurderende naivitet. Jo mere vi forulemper Moder Jord, jo hårdere slår hun tilbage. Jo mere vi søger at dominere og eje hende, jo mere stritter hun imod. For pres avler modpres, og livet – dyrene, planterne, træerne, alle levende organismer – rummer i sig en vidunderlig kraft; en rå og utæmmelig energi rettet mod overlevelse, udvikling og realisering af, ja, livet selv.
I takt med at dyrenes naturlige levesteder indskrænkes, flytter de tættere på os mennesker, vores huse og byer. Rotters usynlige undergrundsliv i Københavns kloaksystemer har man kendt til i årevis. Når et kloakrør revner, pibler dyrene op fra deres underjordiske parallelverden og indtager byens gader og gårde.
Ræve løber jævnligt langs togskinnerne fra skovene nordpå og ind i byen. En skarvkoloni slog sig i 2005 ned på en ø i Sortedams Sø. Fuglene støjer og stinker og har fuldkommen skamskidt øens træer og buske. Det gør dyrene for at kunne overleve og reproducere sig – finde føde, huler, reder og nye miljøer at trives i. Livet tilpasser sig – og finder vej.
Da måren blev overbo
For et par år siden fandt en husmår vej til vores sommerhus. Vi kunne høre den rumstere på loftet, typisk sent på aftenen. Vi kunne se dens efterladenskaber, der dryppede ned fra tagudhænget, det iturevne isoleringsmateriale, som dryssede ned på terrassen, de mange fjer og døde småfugle rundt om huset. Vi havde fået mår.
”I skal bare lade radioen køre 24/7 – det kan en mår ikke fordrage, og så lister den af”, fik vi at vide af alle de kloge, som havde hørt eller læst om, hvad der virkede. Det fungerede ikke. Vi prøvede også med en mårfælde, ildelugtende væske lagt op under tagpladerne og andre subtile tricks for at få den til at forsvinde. Men måren var ligeglad. Den havde fundet ud af, at sommerhuset var dens hjem, og at den hørte til deroppe under loftet. Den skulle ikke flytte.
Vi vil så gerne beskytte og bevare naturen, men mange gange er den også bare besværlig og beskidt og uciviliseret og irriterende
Nå, sommerhustaget skulle alligevel skiftes, så vi kontaktede et lokalt håndværkerfirma, fik fjernet de gamle tagplader, jaget måren væk, kasseret den gennempissede isolering, lagt ny isolering, nye tagplader og tætnet for mår. Der blev sat net op, lagt plasticafskærmning ind under tagpladerne og endda udskåret særlig træklodser for at sikre hele vejen rundt. Det var dyrt og besværligt, men hvad gør man ikke for at blive fri for skadedyr? Hvad gør selv en inkarneret naturelsker ikke for at slippe for netop naturen, når den kommer for tæt på og bliver for anmassende og ødelæggende?
Det virkede! Og i et par år levede vi et mårfrit sommerhusliv i bevidstheden om, at mennesket atter havde udmanøvreret naturen.
Måren var dog af en anden mening. Selvom tagkonstruktionen blev tætnet efter alle kunstens regler, har den alligevel fundet vej tilbage til sit gamle revir. Nu larmer den igen sent om aftenen. Tip-tap-tip-tap lyder det, når den løber rundt deroppe. Det drypper fra udhænget. Fuglefjer hober sig op på græsplænen.
Hvordan det kan ske, at måren er tilbage, ved jeg ikke. Der må være et hul et sted. Vi har sat et vildtkamera op, som ganske rigtigt på et nattefoto har dokumenteret det elegante dyr på vej ned ad skotrenden. Som om den ejede det hele.
Jeg har efterfølgende fået at vide, at en husmår kan passere et hul på størrelse med et hønseæg. Hvis blot kraniet kan komme igennem, følger resten af kroppen med. Den er et sky og snedigt dyr. Et dyr, der kræver sin ret. Et dyr med en fantastisk vilje til at finde en vej. Et dyr, som tilpasser sig og er skabt til netop dét. En mår er nok det tætteste, man kommer et nuttet og charmerende skadedyr, og vi kunne måske godt finde ud af at leve sammen – hvis bare den ikke ødelagde loftet, besørgede på isoleringsmåtterne, slæbte skambidte smådyr med sig op i hulen, byggede rede til sine unger, bed i kablerne og larmede om natten.
Moder Jord slår igen
Den er også et godt eksempel på det liv, der kan udspille sig på en sommerhusgrund, når mennesket er taget tilbage for at arbejde i storbyen. Så finder livet stille og roligt vej. Rådyr og fasaner hviler og fouragerer i haven, når vi ikke er der. Fugle bygger reder i hækken. Pindsvin indtager kvasbunken. Måren generobrer sit loft. Jordhvepsene summer lystigt. Myrerne myldrer gennem bittesmå sprækker og huller ind i køkkenet.
Vi bekæmper dem med insektspray, myrelokkedåser og kogende vand gennem flisernes sprækker ned til deres underjordiske tuer. Vi vil så gerne beskytte og bevare naturen, men mange gange er den også bare besværlig og beskidt og uciviliseret og irriterende. Da vil vi gerne være fri for den; indhegne og udgrænse den.
Men naturen er ligeglad med os. Græs, blomster, træer og hække gror som bare pokker. Den tager, hvad den skal bruge og kender ikke til skøder og stempler, pantebreve og fri ejendomsret. Den kender ikke til landegrænser. Naturen tager i det hele taget ikke særlig meget hensyn. Her gælder darwinismens barske, biologiske paroler tilsat Don Corleones motto om, at ethvert væsen har sin helt egen strategi for, hvordan det overlever i denne barske verden, udmanøvrerer konkurrenterne og tilpasser sig de stadige skift i livets vilkår, som kalder på intelligens og snedige løsninger.
Er det naturen, der nu slår tilbage? Er det Moder Jord, der siger: Nu er det nok, venner! Nu stopper festen! I fik chancen en 10-15.000 år og endte med at ødelægge det for alle
Man ser naturens ustoppelige kraft og drift mod generobring af terræn i de landsbyer, som menneskene har forladt og udlagt til evolutionens skæbne. Langsomt vil naturen æde sig ind på dem og tage, hvad der tilhører den. Buske vil omfavne gader og haver, vinranker gennemtrænge drivhuse og langsomt presse ruder ud, så de smadres mod havefliser. Træer vil finde vej ind i huse og vokse fra værelser ud gennem skorstene og tagvinduer. Fugle vil bygge reder på lofter, ræve og grævlinger indrette huler i forladte stuer, katte bo i mørke kældre.
Flora og fauna vil besætte de sidste rester af menneskelig eksistens og rulle grænserne mellem natur og civilisation stadig længere tilbage indtil det punkt, hvor naturen overtager de sølle civilisatoriske rester og formulder de sidste murbrokker.
Mest markant kan man set det i Tjernobyl, som efter atomulykken i 1986, hvor godt 15.000 mennesker blev evakueret, har ligget underdrejet, mens naturen centimeter for centimeter har tilbageerobret dette apokalyptiske, menneskeforladte terræn.
En gang var byen centrum for atomenergiproduktion. En by skabt i menneskets billede. I dag lever en flok vilde heste i området. Man har set bjørne, bævere, frøer, vildsvin, ræve og ulve. Der er registreret godt 200 forskellige fuglearter. Biodiversiteten blomstrer i menneskets fravær. Den massive strålingsforurening har kaldt på nye, adaptive overlevelsesstrategier. Som har naturen, modsat vi mennesker med vores hang til hurtige og kortsigtede gevinster, forstået evolutionens lov; at den langsomme og stabile vinder til sidst.
Den mest skånsomme løsning
Man siger, at vi lever i en menneskenes tidsalder – den såkaldt antropocæne tid, hvor vi antropomorficerer verden i én uendelighed. Vi inddrager umistelige naturarealer til landbrugs- og husdyrproduktion, rydder skovene, overfisker havene og betragter naturen som en uendelig ressource for os alene.
Samtidig med at vi tillægger vores kæledyr menneskelige egenskaber, lader dem sove i vores senge og integrerer dem i vores familier, holder vi også husdyr som slaver i en kvalmende kødindustri, hvor det enkelte dyr reduceres til et kommercielt produkt uden følelser og intelligens.
Men et godt liv for menneskene fordrer et godt liv for alle i naturen. For alt er forbundet, og regnskabets time er kommet. Alle vegne ser vi tegn på naturens forfald. Havene bliver varmere. Iltsvindet tager til. Fiskene dør. Ålegræsset forsvinder og erstattes af gråbrunt fedtemøg.
Senest har de bornholmske fiskere nedlagt deres egen fiskeriforening, og havbiologer fortæller, at det vil tage hundrede år at genoprette det naturlige liv i Østersøen. Der er skovbrandene, de stigende temperaturer, oversvømmelserne, de eksplosive regnskyl og tilsvarende lange tørkeperioder. Det er som om, naturen bliver varmere, vildere og vådere på samme tid.
Gletsjerne smelter. Biodiversiteten trues overalt på kloden. Arter uddør i susende fart. Borte er den tid, hvor bilruden var fyldt med døde insekter efter en tur på landet. For de er der ikke mere. De vilde bier trues, så blomster og afgrøder ikke kan bestøves. Der udvikles virusmutationer i gnavere og fugle, som skaber COVID og fugleinfluenza, der springer videre til os mennesker, spredes med lynets hast i den globale landsby og slår millioner ihjel. Der er den faldende reproduktion, som mange steder på kloden umuliggør befolkningstilvækst. Er det naturen, der nu slår tilbage? Er det Moder Jord, der siger: Nu er det nok, venner! Nu stopper festen! I fik chancen en 10-15.000 år og endte med at ødelægge det for alle. Nu er der kun én vej for jer: Ud af vagten!
Men processen er sat i gang, og den vil gøre alle klodens nuværende handelsrestriktioner, industrispionager, præsidentkampagner og væbnede konflikter endnu mere absurde, end de allerede er
Meget tyder på, at de eksisterende økosystemer er i fuld gang med at bryde sammen, og at vi er trådt ind i en ny og ukendt epoke. Klokken er ikke lidt i tolv. Den er et godt stykke over tolv. Det såkaldte tipping point har vi lagt bag os. Vi er trådt ind over dørtrinnet og har glemt at tage skoene af, for det er som om, vi ikke rigtig har forstået alvoren, men bare bliver ved med overfiskning, overdyrkning, overproduktion, overforbrug og vanvittige vækstparadigmer. Forskerne kan registrere ændringerne, men forandringshastigheden overrumpler selv de dygtigste fagfolk.
I sidste ende kan ingen eje naturen – hvilket grundlæggende gør det til en absurd tanke, at mennesker overhovedet kan købe og sælge jordarealer og natur mellem hinanden, slås om landområder, invadere og erobre hinanden ud fra den tanke, at man kan eje den andens areal. Det svarer til, at to lopper skændes om, hvem der ejer den hund, de sidder på.
For kun naturen kan eje naturen. I det store billede vil menneskene være her et kort øjeblik: Et fingerknips og vi er væk. Og godt for det.
Hvis Moder Jord beslutter sig for, at vi har gjort nok skade på planeten, fratages vi ganske enkelt muligheden for føde, husly, sundhed, sikkerhed og reproduktion – på nøjagtig samme måde, som alle andre dyrearter, der udfordrer habitatets grænser, stille og roligt dør ud, når der ikke længere er basis for liv. Det er en proces, som kommer til at foregå langsomt og række langt ud over både din og min levetid.
Men processen er sat i gang, og den vil gøre alle klodens nuværende handelsrestriktioner, industrispionager, præsidentkampagner og væbnede konflikter endnu mere absurde, end de allerede er. For hvad vil der være tilbage for de gamle, bange mænd at strides om?
Måske vil det være den mildeste og mest skånsomme løsning; den optimale måde at genoprette naturens balance og verdensorden på: Lige så stille at lade os fade ud lidt længere nede af gaden.
Læs også denne klumme af Niels Olsen: “København anno 2024: Hvis velstand fører til stilstand”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og