ESSAY: Hej, må jeg lige betro jer noget?

Synnøve Søe 08.09.2017

For et par dage siden var jeg til kontrol med min brækkede højre hånd på et hospitalsambulatorium. Hånden har snart været smadret i både håndled og arm i næsten et år. Jeg besvimede en tidlig eftermiddag midt på gaden sidste år i november og er siden blevet opereret tre gange og der er en del der skal opereres endnu.

Kors, hvor er jeg træt af det hele, og det gør så ondt 24/7, at jeg meget ofte kun bruger ”Kaptajn Haddock gloser”, både når jeg taler med andre, men da især når jeg taler med mig selv.

Ud over at det gør ondt, så er det hele ”#!!!+¨%%&&&!!!?=&&&%%%!” besværligt, når det kun er venstre hånd, der fungerer.

Okay, så jeg var på ambulatoriet på hospitalet forleden og bagefter skulle jeg over i en anden bygning for at få taget et røntgenbillede af noget, overlægen ikke var helt tilfreds med.

Cool nok. Jeg får taget røntgenbilledet – sikke da nogen søde folk, der er på arbejde på sådan et hospital, synes I ikke?

Manden holder døren, og den er tung, kan jeg godt sige jer. Først går konen ud, så deres søn – jo, det tænker jeg på, sådan er det, de er en familie, Far, Mor og Søn

Og jeg går et par etager ned ad trapperne da jeg er færdig. Der går et par foran mig, eller de er tre, der går også en ung dreng, en teenager. Jeg ser dem bare sådan, kender I ikke det? Sådan ikke rigtig registrerende, bare konstaterende. De er der, og de går ned ad trapperne mod udgangen og jeg skal samme vej. Og hvad så? Nej, der er ikke noget ”og” – heller ikke da vi når udgangen. Jeg skal bare ud fra hospitalet, og det skal de også.

Manden holder døren, og den er tung, kan jeg godt sige jer. Først går konen ud, så deres søn – jo, det tænker jeg på, sådan er det, de er en familie, Far, Mor og Søn.

Manden bliver stående, han venter og smiler til mig, mens han holder døren.

Jeg ser på ham og smiler taknemmeligt.

”Mange tak, det var sødt af dig, den dør er så #¤¤¤%&&&!!??=&!!!¤##%!!!”.

Manden ler lidt. Den unge søn, han er vel 14-15 år, står og hænger. Han er høj og meget tynd. Han ser ned i asfalten, som er lagt foran hospitalet.

”Ja,” svarer manden så. ”Ja, den er sørme tung.” Han slipper døren, der hamrer i bag os, dørlukkehalløjet er, som hele hospitalet, gammelt og uendeligt nedslidt.

Manden, den unge dreng og jeg begynder at gå. Kvinden er lidt foran allerede, kun et par få skridt, vi skal åbenbart alle fire i samme retning.

”Så, du har brækket din arm?” spørger manden, mens vi går. Han ser på den uundværlige skinne jeg har på.

”Ja, den er smadret,” sukker jeg opgivende. ”Bare rædselsfuldt.”

”Det må det være, skal du opereres?”

”Det er jeg blevet. Tre gange, men der er langt igen, mindst tre operationer endnu. Det bliver aldrig godt, siger de.”

Teenagedrengen går og ser ned i jorden, han går lige ved siden af sin far. Han har kæmpestore orange og sorte Nike sko på. Moren går stadig foran os, men kun de der få par skridt, hun kan høre hvert eneste ord hendes mand og jeg siger, men hun vender sig ikke om. Ikke en eneste gang

”Det er jeg meget ked af at høre. Hvordan skete det dog,” spørger manden, der har ret nye cowboybukser på, husker I dem, ikke jeans, men cowboybukser? De er mørkeblå.

Teenagedrengen går og ser ned i jorden, han går lige ved siden af sin far. Han har kæmpestore orange og sorte Nike sko på. Moren går stadig foran os, men kun de der få par skridt, hun kan høre hvert eneste ord hendes mand og jeg siger, men hun vender sig ikke om. Ikke en eneste gang.

Manden spørger og spørger til min hånd og hele forløbet og jeg fortæller og fortæller. Han er top venlig og smilende og interesseret og mig, jamen jeg fortæller jo bare, men så efter et minut eller halvandet, ikke længere, vil jeg altså gerne inddrage hans kone. Det føles for mærkeligt, at hun ikke er med i samtalen. Jeg sætter farten lidt op og når hende og rør hende forsigtigt på skulderen, bare et strøg, hun har stadig ryggen vendt mod os.

”Hvad med dig, har du også brækket noget?” spørger jeg.

Kvinden vender sig rundt og stopper op, jeg kan ikke helt forklare på hvilken måde, men hendes bevægelse er ikke hurtig, ikke studs. Hun vender sig om mod mig og hun ser på mig. Direkte.

Og så ser jeg dem. Tårerne. De står som pilespidser og dirrer, nej, pilespidser er måske et forkert ord, men altså tårerne står i kvindens øjne, helt ude på kanten, helt, helt ude på kanten, I ville også kunne se det med det samme, og jeg ser bare de her tårer, der er ved at styrte ud, og kvinden tager en dyb indånding, meget dyb. I ved, sådan et gisp efter luft, som man kun ta’r, når man er lige ved at græde, men ikke vil. Sådan et nærmest skjult, grådkvalt skrig, en lydløs, kvælende storm af tårer, der bliver i halsen, men som man selv og alle andre godt ved, vil knække én når man giver slip.

Fuldstændig knække en.

”Jeg har lige fået af vide, at jeg har uhelbredelig knoglekræft. Der er ikke nogen behandling,” siger kvinden.

Vi står bare dér. Stille. Vi rør os ikke. Vi er som frosset fast. Teenagedrengen står stadig ved siden af sin far. Både far og søn ser ned i jorden. Kvinden fastholder mit blik. Jeg tør godt. Jeg tør godt besvare hendes blik.

Vi står mellem folk med arme og ben i gips, der er på krykker og i kørestole og mennesker med sonder og iltflasker, der er også mange pårørende, man kan nemt se, hvem der er med for at hjælpe, og vi står dér midt i solskinnet. Tung efterårssol. De sidste rester af den lyse tid

Der er så stille her foran indgangen til hospitalet. Så stille mellem os fire. Vi står midt i travlheden af mennesker i hvide kitler, der flyver ind og ud ad den tunge indgangsdør. Vi står mellem biler, der parkerer og Falck folk, der venter på at hente patienter, der er færdige efter undersøgelser og skal hjem. Vi står mellem folk med arme og ben i gips, der er på krykker og i kørestole og mennesker med sonder og iltflasker, der er også mange pårørende, man kan nemt se, hvem der er med for at hjælpe, og vi står dér midt i solskinnet. Tung efterårssol. De sidste rester af den lyse tid.

Jeg ryster på hovedet. Tårerne løber ned ad mine kinder. Jeg har lagt min hånd på kvindens skulder igen, hun lader mig gøre det, hun lader min hånd blive liggende. Vi ser stadig hinanden direkte i øjnene. Kvinden græder ikke. Det gør Manden heller ikke.

Men det gør teenagedrengen. Han græder, han hulker selv om han ikke vil og han skraber i asfalten med den ene store Nike sko, selv om der intet er at skrabe efter.

Det er de eneste lyde jeg husker. Teenagedrengens fortvivlede lille hulken, åh, hvor han kæmpede med de tårer den dreng, åh, altså, jeg siger jer, dén hulken og dén skraben med skoen, jeg kommer aldrig til at glemme det. Aldrig.

Og efterårssolen skinnede og vi stod der helt forstenede, og de her mennesker havde rakt ud efter en fremmed – mig – og jeg havde fortalt om min hånd og hvor latterligt er det?

Jeg har skammet mig i flere dage og har været så ked af det, og det var sådan set bare dét, jeg gerne ville betro jer.

Vil I ikke nok sende kærlige tanker til den Mor og hendes mand og vil I ikke nok sende al den kærlighed I har til den unge dreng?

På forhånd Tusind Tak.

Love, Synnøve

Foto af Pratik Rogers – Pratik er fotograf og kunstner og min ven. Hvis I vil se mere af hans arbejde så er han på Instagram, og I kan se det her: @pratikartist