LOKALVALG I TYRKIET 2024 // ANALYSE – Hvad har Hamas og Gazastriben at gøre med de kommende lokalvalg i Tyrkiet? Tilsyneladende en hel del. For præsident Erdogans politiske udmeldinger i oktober sidste år om at støtte Hamas og civilbefolkningen i Gaza har skabt politisk medvind for hans parti. En medvind, der i sidste ende kan sikre, at partiet genvinder de eftertragtede borgmesterposter i Istanbul og Ankara.
Den 31. marts kan 64 millioner vælgere afgive deres stemme ved landets lokalvalg. Det er et valg, som er af stor politisk betydning for præsident Erdogan. En sejr for Erdogans parti, AKP, vil være en yderligere cementering af præsidentens fodfæste i det politiske landskab. Et fodfæste, han kun med nød og næppe fik sikret sig ved parlamentsvalget i maj 2023. Et valg, observatører dengang kaldte for det mest afgørende valg for landets politiske fremtid.
På daværende tidspunkt kæmpede præsident Erdogan med efterdønningerne af det katastrofale jordskælv, der i februar ramte Tyrkiet og kostede over 55.000 mennesker livet. Jordskælvet og myndighedernes mangelfulde håndtering heraf samt en galopperende inflation på over 42 pct. gjorde det svært for vælgerne at se Erdogan som det oplagte valg til præsidentembedet.
Lokalvalgene er på et nationalpolitisk plan først og fremmest interessante på grund af borgmesterposterne i de store byer
I sidste ende vandt Erdogan dog med beskedne 4,2 procentpoint over sin modstander, Kemal Kilicdaroglu. Selvom man dengang ikke kunne tale om decideret valgfusk, havde Erdogan dog på mange måder fået skævvredet en del regler for valgbarheden for sine politiske modstandere, som dermed fik hæmmet deres politiske spillerum og dermed adgang til offentligheden.
Hvor det ved nationalvalget i maj sidste år således var noget op ad bakke for Erdogan, ser det anderledes ud ved landets kommende lokalvalg. Netop lokalvalgene er på et nationalpolitisk plan først og fremmest interessante på grund af borgmesterposterne i de store byer. Helt specifikt har Erdogan borgmesterposterne for Istanbul og hovedstaden Ankara i kikkerten.
Erdogans parti tabte begge borgmesterposter til det største oppositionsparti, Det Republikanske Folkeparti (CHP), tilbage i 2019. Det var dengang første gang i 25 år, at partiet måtte afgive borgmesterposterne. Poster, som Erdogan brændende ønsker at vinde tilbage denne gang. Erdogan talte for nylig ved et partimøde for landets provinsledere, hvor han insisterede på, at partiet må sikre sig en jordskredssejr ved det kommende lokalvalg.
Kampen om Istanbul og Ankara
Den nuværende borgmester for Istanbul, Ekrem Imamoğlu, er imidlertid en særdeles populær borgmester, der selv mener, at han umiddelbart vil kunne se frem til genvalg. Hvis det altså ikke var, fordi han på nuværende tidspunkt har en retssag hængende over hovedet, der i sidste ende vil kunne resultere i et forbud mod at stille op.
Retssagen er en ankesag over en domsafgørelse fra 2019, der idømte den dengang nyvalgte borgmester 2,5 års fængsel og forbud mod politisk virke for at have fornærmet nogle embedsmænd i forbindelse med borgmesterens valgsejr. Dommen blev dengang anket. Borgmesteren selv har dog udtalt, at han ikke er bekymret over sagen, og henviser til, at appeldomstolen end ikke har anerkendt lovligheden af den oprindelige dom. Oppositionen har brugt sagen som eksempel på Erdogans forsøg på endnu en gang at forplumre oppositionens politiske spillerum.
Støtte til Hamas giver point på lokalpolitisk plan
Retssag eller ej, Erdogan ser umiddelbart ud til at ville kunne vinde begge byer tilbage til sit parti. En del af denne tilsyneladende vinderstrategi synes at ligge i Erdogans forhold til Israel og hans politiske sprogbrug. Erdogan har gennem årene haft et stramt forhold til Israel og har ved flere lejligheder udtalt kritik af landets politik over for Gaza og Vestbredden. I kølvandet på Hamas’ angreb den 7. oktober sidste år udtalte Erdogan sin støtte til Hamas og fastholdt sin kritik af Israels politik over for den palæstinensiske civilbefolkning.
En kritik, der på mange måder har isoleret Erdogan i forhold til både USA og Mellemøstens ledere. For lande som Egypten, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater har ingen interesse i et samarbejde med Hamas, som af disse lande betragtes som en terrorbevægelse.
Det er imidlertid en retorik, der har givet Erdogan politisk medvind på den hjemlige scene. For nylig afholdt præsidentens søn, Bilal Erdogan, et stort støttearrangement for Hamas i Istanbul.
Med en finurlig sammenblanding af religion og politiske kampråb om støtte til Hamas og den palæstinensiske befolkning har præsidenten sikret sig en narrativ med fokus på sin udenrigspolitiske linje. Dermed har han fjernet fokus fra den lange række indenrigspolitiske udfordringer, han står overfor.
Der er stadig monumentale efterdønninger fra jordskælvet i februar sidste år, en høj inflation som på mange måder nærmest har udraderet landets middelklasse samt en nationaløkonomi, der er bragt helt i knæ.
Parlamentet bestrider domstolenes uafhængighed
Der er således stadig risiko for politisk uro på hjemmefronten. En uro, der kan fjerne fokus fra Erdogans valg-retorik. Så sent som i denne uge valgte landets parlament at gå imod en højesteretsafgørelse, der fastholdt politikeren Can Atalays politiske immunitet. Can Atalay er menneskerettighedsaktivist og fængslet oppositionspolitiker. Atalay blev ved valget i 2023 valgt ind for Arbejderpartiet til trods for, at han allerede i 2022 var blevet idømt 18 års fængsel for at have deltaget i de såkaldte Gezi Park protester tilbage i 2013.
De to sager mod henholdsvis Istanbuls borgmester Ekrem Imamoglu og oppositionspolitikeren Can Atalya, der endnu ikke er blevet løsladt trods flere domstolsafgørelser herom, efterlader et indtryk af en præsident, der ikke viger tilbage for at bruge retssystemet for at tryne sine politiske modstandere. Det er en stil, der klinger meget hult i en retsstat
Dommen lød på, at Atalay havde været med i et forsøg på at vælte regeringen, som også dengang var under Erdogans ledelse.
Amnesty International har længe fastholdt, at Atalay aldrig skulle have været anholdt, og at sagen imod ham var politisk motiveret. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har to gange udtalt, at fængslingen af Atalay var politisk motiveret, og fastholdt, at han skulle løslades.
Landets forfatningsdomstol kom sidste år tillige med to afgørelser, der begge fastslog, at fængslingen af Atalay var et brud på hans valgbarhed. Ankeinstansen nægtede imidlertid at løslade Atalay og anførte, at forfatningsdomstolens afgørelser var forfatningsstridige. På baggrund heraf besluttede parlamentet at ophæve hans politiske immunitet.
Det er med andre ord en sag med mange politiske og juridiske spidsfindigheder, som har blotlagt det juridiske kaos og de uklarheder, der hersker mellem landets forskellige domstole.
Kritikere af ekskluderingen af Can Atalay har imidlertid påpeget, at beslutningen er et eklatant slag imod domstolenes uafhængighed. Det er en sag, der stadig kan nå at skabe uro i de politiske vande på den indenrigspolitiske scene op til lokalvalgene.
Derudover er der indført en række tiltag for at stække vælgernes adgang til information op til valget. Det er ikke et nyt mønster fra Erdogans side, men tendensen til censur har tilsyneladende taget markant til gennem den seneste tid. Hjemmesider, der indeholder kritik af præsidentens AKP parti, herunder om korruption og nepotisme, er blevet blokeret.
Erdogan tryner sine modstandere
De to sager mod henholdsvis Istanbuls borgmester, Ekrem Imamoglu, og oppositionspolitikeren Can Atalya, der endnu ikke er blevet løsladt trods flere domstolsafgørelser herom, efterlader et indtryk af en præsident, der ikke viger tilbage for at bruge retssystemet for at tryne sine politiske modstandere. Det er en stil, der klinger meget hult i en retsstat.
Set i dét lys er det politisk set langt nemmere at fokusere på den palæstinensiske civilbefolknings lidelser i Gaza og iscenesætte sig selv som den store beskytter af undertrykte folk og støtte til den muslimske verden. At kunne fremstå som en stærk udenrigspolitisk figur kan få en afsmittende virkning på landets vælgere til lokalvalget.
Dét ser umiddelbart ud til at være Erdogans nuværende strategi frem til valget. Spørgsmålet er, om støtten til Hamas og den palæstinensiske sag vækker større genklang hos de tyrkiske vælgere frem for de hjemlige fundamentale udfordringer, landet står overfor.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
