FUKUSHIMA TOLV ÅR EFTER #2 // SERIE – Snart er der gået tolv år siden atomulykken ved Fukushima. Asger Røjle Christensen har besøgt det ødelagte værk fem gange siden da, og han fortæller her både om de fremskridt, der er sket, og om alt det, der endnu ikke er sket. Det vil tage 30-40 år eller endnu længere tid, før værket er sikret for eftertiden.
Fem gange siden 11. marts 2011 har jeg som journalist haft mulighed for at komme ind gennem porten til selve det ødelagte atomkraftværk.
Første gang i 2014 deltog jeg i et seminar om arbejdsmiljøet på anlægget og tog del i en rundtur for udenlandske korrespondenter. Anden og tredje gang, henholdsvis i 2017 og 2019, deltog jeg i deciderede presseture, organiseret af Tokyos elektricitetsselskab, Tepco, som ejer og driver værket. Fjerde gang, november 2020, var vi en gruppe reportere, der igen havde fokus på indsatsen for de ansattes arbejdsmiljø. Og femte gang, i juli 2022, besøgte jeg værket sammen med et tv-hold fra DR Dokumentar.
Et fællestræk ved alle besøgene har hver gang været, at det på den ene side var vigtigt for vores værter, at vi fik lidt drama at rapportere om, men at dette drama på den anden side skulle illustrere, at gu’ var det et farligt sted, men mindre farligt end før. Fortsat nedkøling ved konstant at hælde nedkølingsvand ud over de nedsmeltede reaktorer, oprensning af bygninger og overflader på anlæggets grund og forbedrede sikkerhedsforanstaltninger havde tilsammen haft en virkning.
Første gang blev vi kørt gennem anlægget i en minibus med hermetisk lukkede vinduer, iført sikkerhedsdragter.
Anden gang stod vi med ansigtsmasker, hjelme og beskyttelsessko, men ellers ubeskyttede på en bakke 300 meter fra de fire reaktorer og kiggede ud over den travle byggeplads med kraner og gravkøer, inden vi som et stunt fik en køretur mellem to reaktorer, hvor vores personlige dosimetre bippede kraftigt, men i så kort tid, at det i realiteten var ganske ufarligt.
Tredje gang fik vi samme tur, hvor vi som et stunt i stuntet stod ud af bussen mellem de to reaktorer og fik et kort interview på et minuts tid, inden vi blev gennet ind i bussen igen og kørt videre.
Fjerde gang nøjedes vi med at kigge ud over de fire reaktorer fra et stillads i godt hundrede meters afstand, men til gengæld kom vi helt tæt på nogle af tankene med behandlet nedkølingsvand.
Og femte gang kom vi ud på en længere spadseretur mellem de nedsmeltede reaktorer.
Cold shutdown
Den 11. marts 2011 blev farvandet uden for den nordøstlige kyst på Japans hovedø, Honshu, ramt af det fjerdestørste jordskælv, der nogensinde er registreret. Det blev efterfulgt af en tsunami, som i virkeligheden var flere tsunamier, som mødte hinanden og forstærkede hinanden og på den måde ramte kysten i Tohoku, Japans nordøstlige region, med en større bølgekraft og en større højde, end nogen havde drømt om, endsige kalkuleret med.
På Fukushima-værket, Japans næstældste atomkraftværk, smadrede tsunamien såvel strømtilførsel som nødgeneratorer, og tilstrømningen af nedkølingsvand til de tre reaktorer, som var i drift, blev afbrudt i flere dage. Der gik flere måneder, før Tepco og den japanske regering brugte det forbudte ord ”nedsmeltning” og offentligt indrømmede, at de tre ramte reaktorer faktisk ved smeltet ned allerede i løbet af de første døgn. Dvs. at de brændselsstave, som var i brug, i mangel af nedkøling begyndte at smelte og i større eller mindre grad havnede på bunden af reaktortanken og indkapslingsbeholderen.
Situationen bliver ikke bedre af, at der i dagene umiddelbart efter tsunamien skete tre brint-eksplosioner, som yderligere ødelagde de bygninger, som rammer reaktorerne ind.
Få dage efter ulykken begyndte man at hælde nedkølingsvand ud over de ødelagte reaktorer, og det har man gjort siden. På den måde har man sikret sig, at der i reaktorerne i dag er en tilstand af cold shutdown. En tilstand, hvor man har fået temperaturen ned under 100 grader celsius, så alting ikke koger under atmosfærisk tryk. Derved har man mindsket risikoen for ukontrollerede kædereaktioner.
Hvordan der nu ser ud inde i dybet, det har man kun fået korte glimt af, fordi ingen mennesker på grund af den stærke radioaktivitet kan komme derind
Det ændrer ikke ved, at der stadig tolv år efter ulykken nede i jorden under de tre nedsmeltede reaktorer i bunden af reaktortank og indkapsling befinder sig et uformeligt pløre af murbrokker og løbsk atombrændsel, som man stadig ikke ved præcist, hvornår og hvordan man vil få ud og uskadeliggjort.
Hvordan der nu ser ud inde i dybet, det har man kun fået korte glimt af, fordi ingen mennesker på grund af den stærke radioaktivitet kan komme derind. Robotter, der er sendt ind for at fotografere og rekognoscere, er især i begyndelsen med det samme blevet slået i stykker af murbrokkerne eller har fået deres elektronik ødelagt af radioaktiviteten. I dag er man blevet i stand til at producere langt mere hårdføre robotter, og man ved derfor mere end før om, hvordan brændstof og murbrokker ligger i forhold til hinanden, men immervæk ikke ret meget.
Helt ude til højre, set fra bakken inde på land, ligger Reaktor Fire, som ikke var i drift på tidspunktet for tsunamien i 2011, men som blev beskadiget af den brinteksplosion, som på tredjedagen ramte reaktoren ved siden af, og som dagen efter blev ramt af sin egen mindre brinteksplosion.
Det var en alvorlig udfordring at få de 1300 oplagrede brugte og ubrugte brændselsstave, der lå i Reaktor Fire, ud. En livsfarlig opgave, som krævede, at der blev bygget et særligt stillads med specialbyggede slisker og hejseværk. Men det lykkedes til sidst, og reaktoren var tømt for atombrændsel allerede i 2014.
Ingen mirakler
I de følgende år har man på tilsvarende vis reddet brugte og ubrugte brændselsstave, som ikke var i brug under ulykken, ud af de rum øverst i de andre reaktorer, hvor de har været oplagret. Der er bygget en ny overbygning til Reaktor Tre med et solidt stillads. I år 2021 blev den tømt for de sidste stave. Derefter er turen kommet til brændselsstavene i Reaktor Et og Reaktor To. Og først derefter kan man for alvor gå i gang med at fjerne det nedsmeltede brændstof i beholdernes bund.
Udgangspunktet for arbejdet med at fjerne de oplagrede brændselsstave i Reaktor Et og Reaktor to er, at man uundgåeligt kommer tættere på radioaktiviteten fra de nedsmeltede reaktorer, end man i sin tid var ved Reaktor Fire. Der er behov for spidsfindigt udviklede stilladser og slisker, og man kommer i endnu højere grad til at belave sig på fjernstyring via computere og robotter for at undgå at udsætte de ansatte for større risiko end nødvendigt.
Når man om flere år er færdige med det, ligger det nedsmeltede helvedesværk i bunden af de smadrede bygninger der stadig. Målet er officielt at være færdig med at fjerne det smeltede brændstof om 30-40 år. Det sagde man også for ti år siden, for det er vigtigt at have et mål at stræbe efter, som man siger hos Tepco. Men mange eksperter spår, at det snarere vil tage 100 år eller endnu længere tid.
Takahiro Kimoto, der på det tidspunkt var ”risiko-kommunikatør” i Tepcos presseafdeling, understregede ved mit tredje besøg i 2019, at der ikke er udsigt til, at en genial atomingeniør pludselig opfinder et mirakuløst trick, som vil gøre det muligt at fjerne eller indkapsle den farlige masse på en smartere måde, end man kender i dag.
”Vi er nødt til at tage det lidt efter lidt, først fjerne de forreste murbrokker, så den klat brændsel, vi møder, så den næste murbrok, og gradvist finde ud af, hvordan der præcist ser ud derinde. I Reaktor Tre vil vi nok angribe det nedsmeltede brændsel sidelæns fra, mens vi i Reaktor To nok vil begynde at fjerne det fra toppen,” spår han.
Målet er at være færdig med at fjerne det smeltede brændstof om 30-40 år. Det er vigtigt at have et mål at stræbe efter, siger man hos Tepco. Men mange eksperter spår, at det snarere vil tage 100 år eller endnu længere tid.
Behandlet vand
Når man besøger det ødelagte atomkraftværk, ser man store vandtanke overalt. Der var over tusind af slagsen. Inde i tankene opbevares over 1,3 millioner kubikmeter brugt nedkølingsvand.
Hver eneste time i de sidste ti år har man pøset nedkølingsvand på de ødelagte reaktorer. I begyndelsen blev det opbevaret i nødtørftigt opstillede tanke, som lækkede og gav radioaktive læk. Det er der kommet bedre styr på. De værste tanke er udskiftet med større og bedre. Men vandet hober sig stadig op. Det bliver i en vis udstrækning genbrugt, og det bliver systematisk renset for næsten alle former for radioaktivitet.
Da jeg i 2014 for første gang var inden for portene til værket, kaldte vi alle vandet i tankene for ”det forurenede vand”.
Men ved mit andet besøg i 2017 lod vores værter, som om de ikke forstod vores spørgsmål om forurenet vand. På det tidspunkt insisterede man på at kalde nedkølingsvandet i tankene for ”renset vand”.
På værkets grund er der bygget to såkaldte ALPS-anlæg, hvor man er i stand til at rense det brugte nedkølingsvand for alle radioaktive substanser undtagen tritium, inden man genbruger det som nedkølingsvand eller deponerer det i tankene. Vandet renses inden deponeringen ved en række tidskrævende kemiske processer i ALPS-anlægget for ikke færre end 62 såkaldte nuklider, radioaktive substanser – men ikke det radioaktive stof tritium.
Det er så godt som umuligt at isolere og fjerne tritium, idet det ligner almindelig brint og indgår i almindelige vandmolekyler. Der eksisterer ingen metoder til at filtrere tritium væk ved brug af kemiske processer. Men bortset fra tritium var vandet i tankene ”renset vand” og slet ikke ”forurenet vand”, fik vi at vide.
Men ved mit tredje besøg i januar 2019 hed det pludselig ”behandlet vand”, da vi kørte mellem tankene. Det ”rensede” vand havde vist sig ikke at være helt renset alligevel. Der var sket en beklagelig ”kommunikationsfejl”. Året før ramte en stor skandale de japanske avisforsider. Det blev afsløret, at godt nok havde Tepco i flere år haft ALPS i drift, og man havde haft kapacitet til at rense vandet for alle radioaktive substanser undtagen tritium. Men det kom frem, at reelt var det på det tidspunkt kun 20 procent af vandet, som var renset, så man kunne tillade sig at kalde det ”renset”.
Ved de andre 80 procent havde man især i begyndelsen med vilje ladet andre radioaktive stoffer slippe gennem af den årsag, at det hastede mest med at få renset vandet for de værste substanser af hensyn til de ansattes arbejdsmiljø. Det var forståeligt nok vigtigere end at få en række mindre farlige nuklider fjernet.
Så ved mit tredje besøg i januar 2019 hed det pludselig ”behandlet vand”, da vi kørte mellem tankene. Det ”rensede” vand havde vist sig ikke at være helt renset alligevel. Der var sket en beklagelig ”kommunikationsfejl”, som vores vært, Takahiro Kimoto, udtrykte det. ”Vandet er ikke klar til at blive udledt i havet endnu,” understregede han. ”Vi arbejder på at gøre det muligt, men det er ikke klar endnu.”
Det er en kendt sag, at eksperter i indland og udland i årevis har anbefalet, at man begynder at udlede vandet i tankene i havet, uanset om det måtte være ”forurenet”, ”renset” eller ”behandlet”. Stillehavet er stort, radioaktiviteten er lille, og det er en kæmpe omkostning at fortsætte det enorme tankcirkus.
Efter Tepco meddelte, at man senest i løbet af 2023 ville løbe tør for plads – der ville ikke kunne klemmes flere tanke ind bag anlæggets porte – tog den japanske regering i 2021 efter mange politiske tilløb endelig en beslutning om at påbegynde en gradvis udledning af fortyndet nedkølingsvand fra og med sommeren 2023.
En ekspertkommission havde afvejet en udledning i havet over for den anden mulighed, der eksisterer, nemlig at slippe indholdet i tankerne ud i luftform ved at lade det fordampe. Men den løsning ville være dyrere, teknisk mere kompliceret og miljømæssigt ikke spor bedre.
Det ALPS-rensede vand vil blive fortyndet yderligere inden udledningen. Der er bygget et langt rør ud i havet, så det først slippes ud i Stillehavet en kilometer fra kysten. Men udledt, det vil det blive. Det har i årevis stået klart, at sådan måtte det gå – men det har taget sin tid at få taget den endelige beslutning.
Problemet under hele debatten om udledning i Stillehavet eller ej har været, at uanset hvor ufarligt vandet i tankene reelt bliver efter rensning, og uanset hvor minimal effekten i havet vil blive, vil en udledning uundgåeligt af psykologiske og politiske årsager have stor betydning for fiskeriet i farvandet ved Fukushima. Beslutningen har også fået Japans nabolande til at protestere over for den japanske regering.
Men eksperter fra den internationale atomenergikommission, IAEA, har løbende aflagt besøg på værket og godkendt Tepcos planer.
Heroisk kamp
Hver dag arbejder i dag godt 3000 mennesker på fuld tid på det ødelagte atomkraftværk. Tidligere i processen med at oprense miljøet var der tæt ved det dobbelte. Der er strikse regler for, hvor længe man må opholde sig der, og hvilket sikkerhedsudstyr man skal have på. I større dele af området kan man nu tage det mere afslappet end for bare to-tre år siden, og reglerne er gradvist blevet lempet.
I alt har seks arbejdere på anlægget af det japanske sundhedsministerium fået anerkendelse af, at kræftsygdomme, de lider af, skyldes arbejde på anlægget i de første år efter ulykken. De og deres efterladte – mindst en af dem er død – er tilkendt arbejdsskadeerstatning.
Det skete i den første fase. Siden er reglerne blevet håndhævet bedre. Men ufarligt er det ikke. De, der arbejder på pladsen hver dag, har stadig gasmasker og tunge dragter på, når de er nede i området ved selve reaktorerne. Det er bestemt ikke ufarligt, hvis man opholder sig der i lang tid.
Der er stadig faste grænser for, hvor meget radioaktivitet man må udsættes for. Grænser, som Tepco over for regeringen har forpligtet sig til at holde, og disse grænser gælder for mænd. Grænserne for kvinder er langt lavere, hvilket betyder, at byggepladsen i markant grad er bemandet med mænd.
Uanset hvad man mener om atomkraft og debatten om Fukushima-værkets fremtid, og uanset hvad man mener om Tepcos alvorlige medansvar for ulykken, kan man dårligt undgå at få respekt for de mænd, de ansatte hos Tepco og selskabets underleverandører, som dag efter dag tålmodigt udfører et livsfarligt arbejde for at begrænse risikoen for alle os andre. Modige atomingeniører og tusinder af arbejdsmænd fører en heroisk kamp. De ved, hvad de har mellem hænderne, og de gør deres bedste. Kæmpe respekt for det.
Så, nej, beretningen om atomulykken på Fukushima-værket er overhovedet ikke slut – selv om der længe har været meget stille omkring den. Det værste er, at ”jo, der er en risiko for, at den stabile situation sættes på spil, når det nedsmeltede brændstof en dag skal fjernes,” som Takahiro Kimoto svarede på mit spørgsmål i omklædningsrummet efter rundturen ved mit tredje besøg.
Denne artikel er en omarbejdet og opdateret version af en opsamlende reportage om situationen henholdsvis seks, otte og ti år efter atomulykken, som POV har publiceret gennem årene. Asger Røjle Christensen udgav i forbindelse med tiårsdagen i 2021 en bog på forlaget Turbine: Fukushima – den dramatiske beretning om et herligt sted i Japan.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
