Erbil

Forskellen på coronaudbruddet i Danmark og i Irak kan måles i min temperatur på 29,4°C

i Mellemøsten/Reportage af
IRAK // REPORTAGE – Det kan være både kuriøst, berigende og skræmmende at følge corona-pandemiens indtog og respons i Danmark. Især når man bor i et land, hvor der findes flere vandpiber end respiratorer, og hvor hjælpepakker er en madration fra Røde Halvmåne. Thea Pedersen rapporterer fra den irakiske by Erbil, hvor coronakrisen også handler om manglen på social distance og sprut samt om kvinder med spirende overskæg.

ERBIL – Jeg kan ikke erindre, hvornår jeg sidst har betalt 263 kr. for en flaske rødvin. Sådan en dødelig bællevin, der fordrer en halvtredser.

Men det er corona-tider. Vi er på sjettedagen af det udgangsforbud, der on/off skal komme til at vare yderligere to måneder, og vores huslager er tørlagt.

Kun fordi de kender mig, forsikrer tjeneren, får vi adgang til baglokalet og i tusmørket derfor lov at liste hjemad med en flaske (dyre) maste druer og nogle øl, som havde vi lige aflagt svingdørs-visit i forbudstidens USA

For her i den nordirakiske by Erbil, hvor jeg bor i en kristen bydel, kan syndige procenter kun købes fra specialbutikker, der udover supermarkeder og apoteker, altså har holdt ’corona-lukket’ i en uge. 

Erbil
I Erbil kan syndige procenter kun købes fra specialbutikker, men de holder ’corona-lukket’. Det fører POV’s journalist til et besøg hos Romy, der trods et forbud har rullet (dele af sine skodder) op for at kunne sælge ud til værdigt trængende.

Vi har derfor ikke har set anden udvej end at tage på charmetur til et af byens normalt velbesøgte hoteller.

Men nu ligger det mørkt og tomt kun udstyret med én tjener, én vagt og én receptionist. Resten af personalet er sendt hjem eller fyret. Restauranten og baren lukket ned.

Kun fordi de kender mig, forsikrer tjeneren, får vi adgang til baglokalet og i tusmørket derfor lov at liste hjemad med en flaske (dyre) maste druer og nogle øl, som havde vi lige aflagt svingdørs-visit i forbudstidens USA.

Halløj frk. overskæg

Længe før Danmark anerkendte risikoen for den pandemi, der har vendt verden på hovedet, kom de første rejsende fra Kina omvendt allerede 1. februar i karantæne her i den kurdiske selvstyre-provins.

Stort set simultant med sundhedsmyndighederne i Danmark tre uger senere vurderede risikoen for et corona-udbrud i kongeriget for moderat, blev de første restriktioner indført i min tidszone:

Skoler og børnehaver fik tidlig (og senere forlænget) forårsferie, tjenere påbudt at bruge handsker og servere med plastikservice, og den kollektive last af offentlig ’vandpiberi’ forbudt.

“Nu skal vi til at sige ’halløj bror’ til alle kvinderne”, udbrød en irakisk ven, da han med ironisk afsky syntes mest ærgerlig over, at kvinderne på ubestemt tid ikke kunne få trimmet de mørke dun på overlæben

En uge senere kom turen til universiteter, biografer, barer, frisører og skønhedssaloner. 

“Nu skal vi til at sige ’halløj bror’ til alle kvinderne”, udbrød en irakisk ven, da han med ironisk afsky syntes mest ærgerlig over, at kvinderne på ubestemt tid ikke kunne få trimmet de mørke dun på overlæben.

Temperaturmåling blev i samme ombæring næsten obligatorisk ved restauranter, cafeer (indtil de også lukkede), indkøbscentre, hoteller og supermarkeder.

Her skyder vagter fortsat løs med infrarødt i panden på enhver, der vil ind. En lettere tvivlsom affære af falsk tryghed, hvor min temperatur i månedernes løb (og fortsat) bliver målt til alt fra 31,7 – 37,6 °C.

Et sted går jeg sågar helt ud af kategori, da displayet viser ’LO’ til den apatiske vagt, der straks henter hjælp, indtil jeg får påpeget, at det nok er batteriet på pistolmåleren, den er gal med.

Selvom temperaturmåling bruges de fleste steder, skaber det blot en tvivlsom affære af falsk tryghed. Min temperatur er blevet målt fra alt mellem 29,4 – 37,6 -°C.

Mens jeg på 4700 km. afstand følger musketererne Mette, Magnus og Mølbaks bandbuller – og senere boomerang-kritikken af samme – har min nationale selvrefleksion og tillid til dansk velfærd, frontsoldater og system i spejlingen med det irakiske aldrig ramt højere på barometeret.

Forskellen på at opleve et corona-udbrud langt fra Danmark, kan en dag ved indgangen til et storcenter således bogstavelig talt måles i min temperatur på nu 29,4°C. Det sender mig reelt klinisk i graven men af den smilende vagt dog i stedet videre på indkøb.

Druk før døden

De første dage er alt hermetisk lukket for Erbils knap 2 mio. indbyggere. Mens jeg forundret på mit TV ser de solhungrende danskere få en opsang af Dronning Margrethe, er der kun duer og sikkerhedsfolk at finde ved Erbils knudepunkt af det historiske citadel samt ellers notorisk overfyldte basar.

Mens jeg forundret ser solhungrende danskere få opsang af Dronning Margrethe på mit TV, er der kun duer og sikkerhedsfolk at finde ved Erbils knudepunkt af det historiske citadel samt ellers notorisk overfyldte basar.

Kun løbeivrige expats som jeg selv, normalt henvist til begrænsede parkområder, synes momentvis at kunne udnytte de helt usædvanlige tomme og trafikfri gader. 

“Hvis vi alligevel skal dø, så kan vi ligeså godt drikke os ihjel. Druk før døden!”, udbryder en nydelig herre – og min genbo opdager jeg, da Romy i næste nu lukker os ind under sprækken og åbenbarer sit alkoholiske (og billigere) slaraffenland

Det er gennem disse, retur fra førnævnte alkohol-charmeoffensiv på hotellet, det står klart, at andre også er tørstige.

Fra en 40 cm. sprække under skodderne af en officielt lukket forretning, kanter den bredskuldrede Romy sig ud. Med maske, handsker og en sort pose i hånden langer han på gadehjørnet til en broget skare af værdigt trængende ud af spritten.

Ikke den slags der i starten var en mangelvare, og fik myndighederne til at lukke 18 apoteker, fordi de lukrerede på hamstringspanikken ved at hæve prisen 200 procent. Men den sjove og drikbare slags, der i pendulfart med pengesedler nu skifter hænder uden at fire betjente ved checkpointet foran butikken i øvrigt gør nogen notits af foretagendet. 

“Jeg har rigtig travlt”, nikker en tilfreds Romy, der trods myndighedernes påbud er bukket under for efterspørgslen med udsigt til at tjene, hvad tjenes kan, når man kan. 

I et land der ikke har været skånet for kriser, krige og kalifat-ryttere, og hvor hjælpepakker i øvrigt er noget, der kommer som en madration leveret af Røde Halvmåne, er der nok af teflon-resistente erfaringer at lukrere på for den alment hårdtprøvede iraker.

Omstillingsparat er med andre ord en del af nationens krigs-dna.

Men i landet, hvor 90 % af budgettet er funderet på sort guld, har covid-19 som det allerførste sendt olieøkonomien i respirator. Og dermed de offentlige lønninger på pause i månedsvis.

“Hvis vi alligevel skal dø, så kan vi ligeså godt drikke os ihjel. Druk før døden!”, udbryder en nydelig herre – og min genbo opdager jeg, da Romy i næste nu lukker os ind under sprækken og åbenbarer sit alkoholiske (og billigere) slaraffenland.

Nedlukningen og udgangsforbuddet i Erbil skaber plads til en gåtur midt på motorvejen.

Ali-Baba-politikere

Min genbo er sendt hjem fra den NGO, han arbejder for. Hans kone fra jobbet på hospitalet. Hvornår eller om, de får deres næste løn, ved de ikke. Men nu skaffer han forsyninger til aftenens eneste oplagte tidsfordriv. 

Vi sidder bare og ser tv. Det gør mig sindssyg”, undskylder han, mens Romy finder whisky og rødvin frem til en skaldet kunde

“Vi bliver skøre af at være derhjemme. Vi sidder bare og ser tv. Det gør mig sindssyg”, undskylder han, mens Romy finder whisky og rødvin frem til en skaldet kunde, og nye ordrer nu ekspederes ind under skodderne med flere insisterende pengesedler: 

En ubrydelig smittekæde, slår det mig, da man i Irak kun sjældent betaler med kort men altid afkræves fedtede kontanter. Godt inde i april er også dé pludselig svære at få fat på, da selv hæveautomaterne synes at have fået mundbind på og nægter at spytte penge ud.

Som nabo til Iran, coronaens epicenter i Mellemøsten, er de officielle tal for Iraks knap 40 mio. i skrivende stund fortsat moderat fordøjelige med 3.877 smittede og 140 døde (pr. 21. maj).

Erbil
I et land der ikke har været skånet for kriser, krige og kalifat-ryttere er hjælpepakker noget, der kommer som en madration leveret af Røde Halvmåne for de allerfattigste.

Men fra start er jeg ikke alene om ikke at tro dem. Ikke mindst da det efter en måned forlyder, at kun 2.000 er blevet testet med ifølge WHO hidtil kun ca. 100 personer om dagen. 

I krisetider gælder vel alle kneb. Selv i en kristen bydel

“Jeg stoler ikke på de offentlige tal. I det her land kan man ikke stole på magthaverne.”

“De er alle sammen Ali Baba-politikere. De tænker kun på sig selv. De arbejder ikke for folket men for Iran, og nu ejer Iran vores land”, konstaterer genboen bittert, mens vi følges ud under sprækken sammen med Romy og nu en afrikansk kvinde, der til gengæld griner smørret.

Forklaringen forløses udenfor. På hjørnet sælger hun flasken videre til ham, der tilsyneladende har sendt hende i byen: 30 kr. dyrere end, hvad hun lige har betalt. I krisetider gælder vel alle kneb. Selv i en kristen bydel.

Det pandemiske samfundssvind

Fem uger efter en studerende fra Iran blev Iraks patient nummer nul, noterer WHO landet for den næsthøjeste dødsrate i Mellemøsten. Alligevel afviser den flyttemand, jeg har hyret trods udgangsforbuddet, alt hvad der hedder håndsprit, handsker og masker. 

“Nej, nej, ingen corona. Corona er i USA nu. Problem Trump. Ingen problemer”, råber han på gebrokkent engelsk med henvisning til den krise, der samtidig har ramt New York og afværger derfor mit insisterende tilbud om at udvise samfundssind.

Mette Frederiksens opfordringer om samme er tydeligvis ikke trængt igennem de lukkede danske grænsebomme. Slet ikke til Irak, hvor den usynlige fjende konstant får mig til at springe paranoidt firspring for at opnå bare en smule afstand til de ellers ihærdigt handske- og maskeklædte irakere.

Hans hospital er allerede løbet tør for værnemidler, som han nu skal købe for sin egen løncheck på 7.000 kr. Alligevel lader myndighederne i slut marts muslimske pilgrimme valfarte til massebøn i Bagdad

Snarere end social distance synes de dog at praktisere disciplinen samfundssvind, så snart den står på hummus og halal i supermarkedet.

“Corona er ikke den eneste virus i verden. Idioti er også en pandemi”, indvier en læge fra Najaf mig i det velpassende begreb, efter jeg bekræfter, det skam også eksisterer i Danmark, der for længst har indført ensretning om søerne i København. 

Selv er han frontsoldat i et velkendt falleret sundhedsvæsen præget af års krig, korruption og forsømmelse. Hans hospital er allerede løbet tør for værnemidler, som han nu skal købe for sin egen løncheck på 7.000 kr. Alligevel lader myndighederne i slut marts muslimske pilgrimme valfarte til massebøn i Bagdad. 

Nedlukningen og udgangsforbuddet har stået på ‘on and off’ i over to måneder. Til gengæld har det skabt rum til både de løberige og mange flere cyklister, end man normalt ser i gadebilledet. Her lærer en far sin søn at cykle på den tomme motorvej.

Hellere IS end udskamning

På samme niveau florerer gængse konspirationsteorier om, at USA selvfølgelig står bag pandemien, når ikke kontroversielle religiøse ledere skylder skylden på de homoseksuelle.

Og i Erbil ender en begravelsesceremoni med at smitte 100 af de ca. 250 fremmødte. Coronaens internationale ’Emma Gad’ har svære vilkår, men på disse kanter er udskamning til gengæld ikke noget, der behøver fremgå af et talepapir fra Statsministeriet.

Med Islamisk Stat kendte vi i det mindste frontlinjerne. Med corona kan vi ikke se fjenden

I visse kredse i Irak er covid-19 nemlig, hvad HIV var i 80’erne. Svøbet ind i stigmatisering og skam, der får folk til at flygte fra karantænehoteller eller hospitaler, til at nægte lægebesøg eller påkalde sig stammens hævn over samme for at undgå at blive brændemærket af lokalsamfundet.

For nogle er virussen endda mere skrækindjagende end de jihadister, der for få år siden splittede landet ad med et kalifat.

“Med Islamisk Stat kendte vi i det mindste frontlinjerne. Med corona kan vi ikke se fjenden. Den har ingen grænser, og ingen ved, hvor den rammer,” konkluderer en bekendt i en beskrivelse, jeg hører gentaget fra både venner og taxachauffører. 

Når mænd er grimmere end kvinder

Da Erbil for første gang siden midt marts ophæver visse restriktioner i slut april, er der især én ting, der netop minder mig om dagene, da Islamisk Stat blev besejret.

Ligesom dengang strømmer folk som det første til barbersalonerne for få klippet hår og skæg. Eller rettere – og trods min vens anke om kvindernes uønskede mørke skægvækst – mændene gør. Imens forsøger jeg selv at finde en plausibel forklaring på, hvorfor kvindesalonerne er forblevet lukkede:

Vandpiberi’et er fortsat ’haram’ i et kollektivt inferno, hvor den største afstand på social distance kan måles i længden mellem en isvaffel og dens ejer

“Måske fordi mænd bare er grimmere end kvinder”, lyder et (vel godt?) bud fra en mand. 

“Fordi kvinder taler hele tiden og er sammen meget længere tid af gangen end mænd”, mener en ung fyr fra en genåbnet barbersalon, hvor mindst fem til syv kunder (mod det tilladte på fire) og en privat entourage af venner og behandlerne i vatpinds-afstand til deres kunder er det synlige bevis på det modsatte. 

“Fordi kvinder bruger injektioner til botox, og det er mindre vigtigt for dem at klippe deres hår”, kommer forklaringen endelig fra selve Erbils sundhedsdirektør, før kvinder et par dage senere trods alt kan få også deres frisurer retmæssigt tilbage.

Det kan godt være irakerne hurtigt tog den nye gademode til sig i form af handsker og masker. Men social distance er ikke en del af den generelle irakiske ‘Emma Gad’.

En god og en dårlig nyhed

Den gode nyhed er, at Erbil, parallelt med genåbningen i Danmark, efter måneders udgangsforbud, restriktioner og alment livløst corona-liv med et fingerknips ophævede (næsten) det hele igen for knap to uger siden.

På sin vis endnu en hovedrystende oplevelse, at se Erbils basar fra en dag til den anden fyldt med handlende, familier, ballonsælgere og tedrikkere – for vandpiberi’et er fortsat ’haram’ – i et kollektivt inferno, hvor den største afstand på social distance kan måles i længden mellem en isvaffel og dens ejer.

Den dårlige nyhed er, at et nyt udgangsforbud allerede er blevet udmeldt og startede i denne weekend, 24. maj. Indtil videre tre dages total isolation i Erbil og hele otte dage i Bagdad, der tilmed har lukket fem hele bydele af. 

Årsagen skyldes ikke kun sammenfaldet med og altså aflysningen af den ’muslimske jul’, Eid: Kulminationen på ramadanen, der har været præget af lukkede moskeer, nul fællesbøn og overordnet har amputeret fastemåneden som ellers kollektiv social højtid.

I et land med anslået 3-500 respiratorer til 40 mio. mennesker, er det sidste man ønsker da at gå ned på noget så velment som bællevin

Det skyldes desværre også det faktum, at en bekymrende stigning i statistikkerne indikerer, at coronaens smittevandring i Irak langt fra er slut endnu.

Men i denne pandemiens tidsregning har jeg lært lektien fra sidst og i det mindste er jeg forberedt. Jeg må hellere aflægge Romy endnu et besøg. I et land med anslået 3-500 respiratorer til 40 mio. mennesker, er det sidste man ønsker da at gå ned på noget så velment som bællevin.

Erbil
Citadel – Irak, marts 2020.

DU KAN LÆSE MERE FRA IRAK SKREVET AF THEA PEDERSEN I POV HER


Alle billederne fra Erbil: Thea Pedersen. Topillustration: “Måske er mænd bare grimmere end kvinder, lyder en mulig forklaring fra en mand i en nyåbnet frisørsalon om, hvorfor kvindesalonerne ikke blev åbnet samtidig med barbersalonerne i Erbil. 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Thea Pedersen er freelancejournalist med fokus på Mellemøsten og konfliktområder. Uddannet i journalistik og historie og siden 2006 nyheds- og kriminalreporter samt USA-korrespondent for Ekstra Bladet. Har siden 2017 opereret som selvstændig med base i Irak og rapporterer fra og bag frontlinjer, felthospitaler, flygtningelejre og IS-fængsler samt om skæbnefortællinger, humanitære og menneskelige omkostninger af krig, konflikter og kulturer fra Irak, Syrien, Yemen, Libanon og Afghanistan.
Arbejder for en lang række danske og internationale medier i forsøget på at skildre en region, hvor livet oftest er en kaotisk farvepalet af toner og nuancer og langt fra den gængse fremstilling af sort eller hvid

Seneste artikler om Mellemøsten