AFGHANISTAN // ANALYSE – Ayatollahstyret jublede, da amerikanerne trak sig ydmygede ud af Afghanistan. Nu taler det iranske regime sin tidligere dødsfjende Taleban op i et forsøg på at få sikkerhed, vand og for at stoppe både narko og flygtninge. Tidligere var Talebans drab på iranske diplomater tæt på at udløse krig, men i dag ser Iran stort på de historiske stridigheder, så længe Taleban får hovederne til at rulle på Irans fjender.
Skadefryden var tydelig, da den nyvalgte iranske præsident Raisi meldte ud, at ”arrogante” USA’s nederlag i Afghanistan var en chance for endelig at få fred i regionen.
Set fra Teherans perspektiv er et nyt Taleban kommet til magten, og derfor er der ingen grund til at tøve med at anerkende dem. Medier, der repræsenter det iranske regime, forsøger at fremstille Taleban i dag som mere ”moderate”, selvom fysisk vold mod journalister, forbud mod uddannelse for kvinder og hævndrab på tidligere regeringsstyrker tyder på det modsatte. Den iranske PR-kampagne for Taleban får, så jihad’en passer:
Det ’nye’ Taleban respekterer Afghanistans shiitiske befolkning, vil aldrig tillade angreb på Iran og vil udslette IS, hvis man skal tro den iranske dækning.
Men der er konservative politikere i Teheran, der aldrig har glemt 90’erne. Dengang stillede Iran hundredtusind soldater op ved grænsen til Afghanistan og var tæt på at erklære krig mod Taleban, fordi de havde henrettet diplomater og en journalist på det iranske konsulat i den afghanske by Mazar-e Sharif.
Nu advarer de konservative politikere med den gode hukommelse mod, at Iran glæder sig for tidligt over USA’s exit og hopper i armene på Taleban, som de mener, er utroværdige og vil hævne sig.
Så hvordan kan det være, at Teheran nu omfavner sine tidligere dødsfjender Taleban?
”De konservative iranske politikere frygter, at Iran går fra asken til ilden,” siger Claus Valling Pedersen, lektor i persisk på Københavns universitet, til POV.
På trods af advarslerne er Taleban og dets ’islamiske emirat’ dog for længst blevet anerkendt af det iranske regime.
”For tyve år siden sagde man i Iran, at hvis du finder en talebaner, der er til at forhandle med, er han ikke talebaner,” siger Claus Valling Pedersen.
Så hvordan kan det være, at Teheran nu omfavner sine tidligere dødsfjender Taleban?
Fælles grænse
Afghanistan har historisk set skabt store bekymringer for Iran, som landet deler en 900 kilometer lang grænse med. I 80’erne sendte Sovjetunionens krig i Afghanistan millioner af flygtninge til Iran og i 90’erne fortsatte uroen under den efterfølgende borgerkrig og Talebanregering.
Derfor var Iran villig til at samarbejde med USA om at vælte Taleban i 2001. Den gode stemning døde dog, da USA invaderede Irak i 2003 og den amerikanske præsident Bush betegnede det iranske regime som en del af ondskabens akse sammen med Irak og Nordkorea. Nu følte Iran sig klemt inde af USA, der både havde sit militær i Irak mod vest og i Afghanistan mod øst og de begyndte derfor at lede efter nye venner i regionen.
Når det kommer til Irans besværlige nabo, er der i dag andre faktorer, der vejer tungere. Her siger Teheran tydeligt: Sikkerhed trumfer ideologi
Det kan virke paradoksalt, at det iranske regime samarbejder med Taleban. Både med tanke på fortiden, men også fordi Irans nye præsident Raisi fremstiller sig som en dybt religiøs shiamuslim og konservativ ’hardliner’, der derfor ”burde” slå hånden af det militante og sunnimuslimske Taleban. Men når det kommer til Irans besværlige nabo, er der i dag andre faktorer, der vejer tungere. Her siger Teheran tydeligt: Sikkerhed trumfer ideologi.
I det følgende fremhæver jeg fire årsager.
Iran har brug for Taleban til at nedkæmpe Islamisk Stat
Det Iranske regime betragter Islamisk Stat (IS) som en ekstremistisk og militant salafistisk enhed, der er styret af deres regionale fjende nummer et: Saudi Arabien. Af den grund har Iran brugt store summer på at kæmpe stedfortræderkrige mod saudierne i Irak, Syrien og Yemen. Og her kommer Islamisk Stat i Afghanistan ind i billedet.
For også her har IS etableret en lokal franchise med navnet IS Khorasan (IS-K) opkaldt efter et historisk område, der omfattede store dele af det nuværende Centralasien og Iran. IS-K er om muligt endnu mere ekstreme end Taleban, som IS-K’s to til femtusind krigere i Afghanistan betragter som amatørjihadister, der har nedværdiget sig til at forhandle med den store fjende, USA.
Hvor Taleban de senere år officielt har taget afstand fra civile drab, har IS-K blandt andet stået bag massedrab på en fødeklinik, en shiitisk pigeskole og flygtninge og amerikanske soldater i Kabul lufthavn i august. Dette kan den shiitiske stat Iran ikke leve med, og de frygter, at IS igen vil angribe Iran ligesom det skete i Teheran i 2017.
Iran har derfor støttet Taleban med avancerede våben og militærtræning ud fra devisen ”min fjendes fjende er min ven”, og det er sandsynligt, at støtten til militære operationer mod IS-K kun vil fortsætte nu, hvor Taleban er kommet til magten.
Sikkert virker det i hvert fald, at IS-K vil optrappe kampen mod Taleban, blandt andet hvis man læser en ny analyse i Washington Post af den anerkendte jihadismeforsker Abdul Sayeed.
Så sent som i juli i år gik iranske demonstranter på gaden og råbte ”Vi vil have vand, vi vil bare have vand” og blev mødt af regimets vold og kugler
IS-K har kaldt magtskiftet i Afghanistan fra den tidligere præsident Ghani til Taleban for ”udskiftningen af en glatbarberet afgudsdyrker med en beskægget afgudsdyrker”, og dræbte fem personer i søndags, da de angreb en begravelsesceremoni i Kabul for moderen til Talebans talsmand.
Taleban har allerede svaret hårdt igen, og har de seneste måneder likvideret indflydelsesrige IS-K-sympatisører for at begrænse organisationens indflydelse. Som beskrevet i Wall Street Journal er en mullah med IS-K forbindelser i Zabulprovinsen blevet henrettet, og Taleban dræbte IS-Ks tilfangetagne leder, da de brød ind i Bagramfængslet i Kabul efter USA’s tilbagetrækning.
Irans indblanding i kampen mod IS-K i Afghanistan er en del af dets ’Forward defense’-strategi, der går ud på at bekæmpe Irans fjender i regionen, før de trænger ind på iransk territorium.
Som en artikel i Foreign Affairs påpeger, har det iranske regime derfor søgt at gardere sig mod terrorangreb fra Afghanistan ved at have en klemme på Talebans tætte allierede, Al-Qaeda, hvis leder Al-Zawahiri er godt oppe i halvfjerdserne. To af Al-Zawahiris mulige efterfølgere bor i Iran, som de har kunnet bruge som fristed samtidig med, at Iran udnytter dem politisk, og ikke tillader dem at forlade landet. Det kan være, at Talebanmodstanderne i det Iranske styre får ret i, at Taleban og Al-Qaeda ikke er til at stole på. Men I så fald ligger Teheran inde med to stærke kort på hånden, de kan bruge mod dem.
Afghanistan er Irans vandtank
Og så er der det komplicerede spørgsmål om det store smertensbarn i regionen: Adgang til vand.
Hele det østlige Iran er dybt afhængig af det vand, der flyder fra de afghanske bjerge og Helmandfloden. En fjendtligtsindet regering i Afghanistan kunne finde på at lukke for vandhanerne og skabe store ressourceproblemer i Iran. Det kunne nemt udvikle sig til folkelige protester, hvilket vil være livsfarligt for det legitimitetshungrende styre i Iran.
Så sent som i juli i år gik iranske demonstranter på gaden og råbte ”Vi vil have vand, vi vil bare have vand” og blev mødt af regimets vold og kugler.
Iran vil lukke grænsen for flygtninge og narkotika
Taleban har i lange perioder levet stort og fedt på eksport af opium, men i et forsøg på at få international anerkendelse har Taleban nu taget skridt mod at forbyde opiumsproduktion.
Hvis den iranske regering kan få Talebans hjælp til at bremse smuglingen af mennesker og narkotika over grænsen, vil det være i begges interesse. De iranske grænsevagter tjener styrtende på at assistere med smuglingen, og hvis Raisi kan få dæmmet en smule op for den lovløshed, kan det udmønte sig i en tiltrængt indenrigspolitisk sejr.
Derudover huser Iran flere millioner afghanske flygtninge og er ikke interesserede i flere – særligt ikke nu, hvor de risikerer at medbringe covid19, som stadig hærger Iran voldsomt.
Samarbejde med styret i Kabul kan gavne økonomien
Med Irans enormt anstrengte økonomi, på grund af de amerikanske sanktioner, er det vigtigt at få gang i den afghanske økonomi.
Det iranske regime er interesseret i, at afghanerne har penge mellem hænderne, og at der er stabilitet i landet til at gennemføre investeringer i infrastruktur som for eksempel jernbaner. Handlen i hård valuta mellem Afghanistan og Iran udgør dagligt op mod fem millioner dollar, og Afghanistan er Irans femtestørste eksportpartner.
For at holde gang i denne pengestrøm er Teheran derfor interesseret i et samarbejde med den siddende regering i Afghanistan uanset om den er vestligt støttet eller er Taleban. Iran har allerede investeret heftigt i Afghanistans nordvestlige område, hvor man har haft et veldokumenteret og flerårigt samarbejde med Taleban. Her har målet været at få loyale forbundsfæller og en sikkerhedszone ind til egen grænse.
Skrækscenariet for Iran er et internationalt isoleret og borgerkrigshærget Afghanistan, som ingen vil handle med. Derfor er Teheran interesseret i, at resten af verdenssamfundet hurtigt følger deres eksempel og anerkender Taleban. Men det skal gerne gå stærkt
Skrækscenariet for Iran er et internationalt isoleret og borgerkrigshærget Afghanistan, som ingen vil handle med. Derfor er Teheran interesseret i, at resten af verdenssamfundet hurtigt følger deres eksempel og anerkender Taleban. Men det skal gerne gå stærkt, da Afghanistans økonomi allerede er tæt på kollaps.
En internationalt anerkendt Talebanregering kan også betyde, at Afghanistan får adgang til verdensmarkedet og penge fra internationale donorer – blandt andet de ni milliarder dollar, som den amerikanske centralbank har indefrosset. Det vil også være godt nyt for Irans økonomi, da afghaneres indkomst, købekraft og valuta vil stige, så de kan købe flere iranske produkter.
Sikring af båndet til de persiske brødre i Afghanistan
Først langt nede på listen over det iranske regimes prioriteter kommer ønsket om at sikre iranernes ”kulturbrødre” i Afghanistan. Det drejer sig om den tajikiske befolkningsgruppe, der på trods af at være sunnimuslimer er persisktalende, men også den etniske minoritet hazaraerne, der både er shiamuslimer og persisktalende og led voldsomt sidste gang, Taleban var ved magten.
Det iranske regime har udadtil blæst denne prioritet højt op, selvom det er her, interessen formentlig er mindst. Iranske autoriteter optræder i medierne med forargelse over Pakistans påståede indblanding i Talebans krigsforbrydelser i den afghanske Panjshirprovins, men det er tvivlsomt, om de vil gøre noget ved det.
Tværtimod tyder det på, at Taleban og det iranske regime har indgået en studehandel om, at Iran vil lade stå til, så længe Taleban ikke igen massakrerer den shiitiske befolkning ligesom i 90’erne. Det indikerer, at det iranske regime er klar til at leve med Taleban.
Taleban har endda forsøgt at rekruttere hazaraer til geledderne og til lederposter, hvilket kan ses som Talebans forsøg på at gøre indtryk på Iran. Efter Talebans magtovertagelse svor iransk støttede shia-militser i Irak, at de ville forsvare deres shiitiske brødre i Afghanistan, men fik hurtigt at vide af det iranske regime, at de skulle skrue ned for charmen. ”Vi har styr på det”, lød det fra regimet, der allerede i 2015 angiveligt indgik aftaler med Taleban om at yde dem militær støtte, så længe de holdt fingrene fra shia-befolkningen.
Omvendt tyder rapporter dog nu på, at Taleban ikke har kunnet overholde deres del af aftalen, og at Talebankrigere allerede har genoptaget forfølgelsen af hazaraminoriteten. Tilsyneladende uden konsekvenser fra Irans side, indtil videre. Så det iranske regimes røde linje er i virkeligheden nok meget lyserød.
Et stabilt Afghanistan
Iran vil formentlig strække sig meget langt. Iran er afhængigt af et stabilt Afghanistan, der kan hjælpe dem med at sikre grænserne, infrastruktur og truslen fra IS-K. Iran har i forvejen ikke råd til det nuværende engagement i Libanon, Yemen og Syrien, og de har slet ikke råd til endnu en ideologisk og militær kamp i Afghanistan.
På trods af Taleban og Teherans historiske stridigheder, har Talebans islamiske emirat derfor for længst vundet anerkendelse i det iranske regime.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
