FOLKERET // ANALYSE – En helt central udfordring for freden i verden er, at der eksisterer to divergerende retstænkninger, som kommer vilkårligt i anvendelse i forbindelse med staters krige. Den fundamentale udfordring for FN’s vedkommende består derfor i konstruktionen af en jurisdiktion, der er i stand til at forsone staternes positive rets partialitet med den kosmopolitiske rets universalitet.
Onsdag den 4. september kunne man i P1 høre et interview med en repræsentant for Amnesty International. Interviewet handlede om, hvorvidt dansk teknologi i Israels F-35 fly gjorde, at Danmark overtrådte den Humanitære Folkeret. P1 journalisten konstaterede op til sit spørgsmål følgende: “…for det er jo ikke ulovligt at føre en krig!” En konstatering fra journalistens side, der blev fulgt op af Amnesty med et “nej, det er det nemlig ikke … men man skal altid leve op til krigens regler.” Både konstatering og svar undrer mig, for det er ikke rigtigt. Krig er utvetydigt forbudt, jf. FN-pagten.
Måske skyldes usikkerheden om krigs lovlighed, at der eksisterer to forskellige lovkomplekser, og at disse lovkomplekser er modsatrettede og skabt under meget forskellige epoker, styreformer og teknologier?
International Humanitær Folkeret (IHL) går tilbage til 700 e.Kr., mens FN-pagten og Menneskerettighederne går tilbage til 1945. Autoriteterne for de to lov- og regelkonstruktioner er derfor af historiske grunde forskellige: IHL henviser til et anarkistisk system af suveræne stater. mens FN-pagten henviser til sig selv som en globalt legitimeret fredsinstitution. Denne henvisning resulterer i hhv. en vertikal retskonstruktion og i en horisontal retskonstruktion.
Hvad er krig?
For at kunne lovgive, forebygge, regulere, forhandle, mægle og afslutte krigshandlinger er det nødvendigt at definere, hvad krig er. Er fx kampene i Gaza krigshandlinger, eller er det folkemord eller begge dele?
De europæiske krige kan groft inddeles i nogle store perioder, som også markerer store forskelle i staternes styreform, legalitet og teknologier: de græske bystaters hoplit-krige fra 700 og frem til ca. 300 f.Kr., Roms krige fra ca. 300 f.Kr. og frem til ca. 500 e.Kr., ridderkorstogene mellem ca. 1100 og 1300, religionskrigene fra ca. 1300 og frem til Den Westfalske Fred i 1648, herefter de begrænsede dynastiske krige frem til nationalstaternes totale krige i 1789, som finder sted frem til 1945. Efter 1945 har de statslige grænser ligget nogenlunde fast i Europa, som også var forskånet for direkte krig, men underlagt kold krig.
Disse perioder havde forskellige beskyttelser af mennesker. Omkring 900 f.Kr. var talionsprincippet gældende; 400 e.Kr. herskede romerretten, 1250 så kanonisk ret, 1500/1648 blev staternes positive ret udviklet, fra 1789 ser vi staterne udvikle både positiv ret og borgerret, og endelig i 1945/90 ser vi FN påbegynde udviklingen af kosmopolitisk menneskeret.
Hvilken definition af krig leder det frem til? Hvis vi læser Clausewitz, så definerer han krig således:
“Krig er intet andet end en duel i omfattende skala. Hvis vi ser de utallige dueller som en krig består af, vil vi gøre bedst ved at se to brydere for os. Hver bryder stræber med fysisk magt for at tvinge den anden til at underkaste sig sin vilje: hver bryder bestræber sig på at kaste sin modstander for på den måde at gøre ham ude af stand til yderligere modstand. Krig er derfor en voldshandling, der har til formål at tvinge vores modstander til at opfylde vores vilje.”
Og hvis vi læser en nyere definition, så kan man søge til Jack S. Levy og William R. Thompson, der begge er professorer ved ansete amerikanske universiteter og sammen har skrevet bogen Causes of War (2010). Her hedder det således: “Vi definerer krig bredt som vedvarende koordineret vold mellem politiske organisationer (…) Det indikerer, at volden skal gengældes, hvis den skal kvalificeres som krig (…) Aktørerne er organisationer, ikke enkeltpersoner. (…) Det politiske mål er objektet, krig er midlet (…) midler kan aldrig betragtes isoleret fra formålet.”
Som vi ser, relaterer Levy og Thompson ikke krig kun til staten, men åbner definitionen ved også at relatere krig til politiske organisationer, fx Hamas.
Krige er reciprokke; krige udkæmpes af konfliktparterne selv for at vinde; afgørelser er baseret på direkte vold og styrkeforhold, og volden udøves af stater eller en organisation.
IHL og krigenes love og regler
De første reguleringer af krig ses med karolingernes magtsamling i år 700, som hentede tanker fra Augustin, Aquinas, Suarez, osv., og som førte til nogle af de første tanker om jus ad bellum, retten til krig.
Krige skulle overholde fem principper, hvis de skulle være retfærdiggjort. Centrale principper er: at krigen skal være proportional med årsagen, have et klart formål, målet skal være opnåeligt, og ledelsen skal have legitimitet. Disse principper danner stadig grundlag i IHL. Et af problemerne med jus ad bellum er, at deres religiøst-ideologiske udgangspunkt gør dem umulige at stoppe.
Det var først med Grotius’ arbejde under de westfalske fredsforhandlinger (1648), hvor han trak krigen væk fra en jus ad bellum-tænkning til en juridisk domineret jus in bello-tænkning, at (religions)krigen kom under politisk kontrol. Et skift, som markerer en overgang fra det kirkelige til det statslige.
Herefter blev krig set som et legalt element i international politik. I den westfalske konstruktion er stater lige og frie, besidder ultimativ autoritet over alle deres borgere inden for et afgrænset territorium; relationer til andre suveræne stater er frivillig; disse relationer er begrænsede i form og hensigt til militære og økonomiske alliancer, og vigtigst af alt: Indenrigspolitik er privat, adskilt fra udenrigspolitik. I denne konstruktion tildeles borgere efterhånden vertikale borgerrettigheder, men ikke menneskerettigheder.
Den fundamentale udfordring for FN’s vedkommende består i konstruktionen af en jurisdiktion, der er i stand til at forsone staternes positive rets partialitet med den kosmopolitiske rets universalitet. Der er brug for ét lovkompleks, som alle stater tilslutter sig.
Perioden frem til 2. verdenskrigs afslutning, hvor statslig suverænitet og den vertikale positive ret udvikles, er samtidig en periode, hvor krige er symmetriske, og hvor der hersker en forestilling om adskillelsen mellem regering, militær og civilbefolkning.
Menneskets ret
Retsopgøret i Nürnberg efter 2. verdenskrig var et opgør med principperne fra Den Westfalske Fred, og især et opgør med statens positive ret i forhold til egen befolkning. Opgøret med statens positive ret førtes med anklagen om forbrydelser mod menneskeheden, som var en nyformulering fra de allieredes side, og som ikke tog udgangspunkt i statens og borgerens vertikale positive ret, men derimod i personens horisontale kosmopolitiske ret: menneskeretten.
Det var Tysklands udryddelse af jøder og andre mindretal, denne nye ret sigtede mod. Det kunne ikke længere være en stats private ret. I den kosmopolitiske ret søges personens ret universaliseret, så personens ret ikke længere kun henvises til en stats indenrigspolitik. Dette er et forsøg på at undgå, at civile i et krigsområde ses som vilde, uciviliserede, kættere, oprørere eller terrorister, som kan udsættes for vilkårlige drab.
I den kosmopolitiske opfattelse af suverænitet er den formelle lighed mellem stater i stigende grad blevet afhængig af staternes anerkendelse af fælles værdier og principper såsom overholdelsen af menneskerettighederne, se fx FN’s vedtagelse af “Responsibility to protect”, som er en global forpligtelse.
Dette retsprincip blev godkendt på FN’s Generalforsamling i 2005 for at forhindre folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden. Med en sådan vedtagelse betyder suverænitet ikke længere ultimativ autoritet over en befolkning. Stater, som overtræder bestemte normer i behandlingen af deres borgere, vil ikke blive opfattet som tilhørende det internationale samfund af stater.
Forbuddet mod krig
I maj 1945 samledes over 300 delegerede fra 50 nationer i San Francisco for at underskrive et charter for den nye fredsorganisation De Forenede Nationer, der nu ville blive dannet. De delegeredes arbejde var baseret på forslag, som de fire store, USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Kina, var blevet enige om i Dumbarton Oaks i 1944.
Den fundamentale forskel mellem FN-pagten og IHL kommer især til syne i deres tænkning om, hvorvidt mennesker har ret til at leve
Allerede i forbindelse med de allieredes konference i Dumbarton Oaks i 1944 var der blevet udarbejdet et udkast til den pagt, som skulle underskrives. En af de centrale idéer, der blev indarbejdet i udkastet, var princippet om, at stater fremover skulle afholde sig fra vold i internationale relationer.
Det betød, at de stater, der tilsluttede sig FN-pagten, forpligtede sig til at afholde sig fra at bruge eller true med at bruge militær magt mod andre staters territoriale integritet eller politiske uafhængighed. Staterne skulle fremover søge at løse internationale tvister med fredelige midler såsom forhandlinger, mægling eller voldgift. Både pagt og artikel er juridisk bindende for de stater, der har ratificeret pagten. Den grundlæggende bestemmelse om, at stater skal afholde sig fra trusler eller krig, findes i artikel 2, paragraf 4:
“All Members shall refrain in their international relations from the threat or use of force against the territorial integrity or political independence of any state, or in any other manner inconsistent with the Purposes of the United Nations.”
Dokumenterne fra drøftelserne i Dumbarton Oaks er stadig i 2024 vejledende for fortolkningen af FN-pagten. FN-pagten lagde dermed grundlaget for en international retsorden, som udvidede det forbud mod krig, der allerede var blevet fastsat i Briand-Kellogg-pagten i 1928.
Der er juridisk ikke meget at tage fejl af i ovenstående – i denne paragraf forbydes krig. Pagten tillader selvforsvar, men da kun inden for usædvanligt stramme rammer og kun som en foreløbig foranstaltning, indtil Sikkerhedsrådet griber ind.
FN-pagten over for International Humanitær Ret
Denne udvikling leder frem til, at FN-pagten og International Humanitær ret (IHL) i dag udgør forskellige dele af det internationale lovkompleks, som hver tjener forskellige formål og har fundamentalt forskellige tolkninger af retten til liv.
At der er to lovkomplekser med forskellige mandater, love og regler åbner med andre ord for en ladeport af opportunisme, dobbeltmoral og retslig usikkerhed
FN-pagten er det grundlæggende dokument, der regulerer det internationale samfunds fred og sikkerhed. Ifølge FN-pagten, specifikt artikel 103, har FN-pagten forrang i tilfælde af konflikt med andre internationale aftaler. Det betyder, at hvis en stat er bundet af FN-pagten og en anden traktat, fx IHL, og der opstår en konflikt mellem aftaler, vil FN-pagten have forrang. Artikel 103 i FN-pagten siger:
“I tilfælde af konflikt mellem forpligtelserne for medlemmerne af De Forenede Nationer i henhold til denne pagt og deres forpligtelser i henhold til enhver anden international aftale, vil forpligtelserne i henhold til denne pagt have forrang.”
Pagten etablerer FN’s struktur og funktioner og fastlægger de principper, der styrer forholdet mellem verdens stater, herunder opretholdelsen af international fred og sikkerhed, fremme af venskabelige relationer mellem stater og fremme af internationalt samarbejde om at løse globale problemer. Den etablerer også Sikkerhedsrådet, som har hovedansvaret for at opretholde international fred og sikkerhed, og den fastlægger generelle principper som staters suverænitet, ikke-indblanding og fredelig bilæggelse af tvister.
IHL er dermed en underordnet specialiseret gren af international ret, der regulerer adfærden under væbnede konflikter. De primære kilder til IHL er Genèvekonventionerne og deres tillægsprotokoller. Disse traktater formulerer regler, der søger at beskytte civile, sårede og syge soldater og krigsfanger under væbnede konflikter. IHL’s hovedformål er at begrænse de lidelser, der forårsages af væbnede konflikter, beskytte dem, der ikke deltager i fjendtlighederne, og at afbøde konsekvenserne af ulovlige væbnede konflikter.
Det er altså forkert at henvise til IHL’s krav om voldens proportionalitet og samtidig tie om FN-pagtens forrang og forbuddet mod krig.
Menneskets ret til liv
Den fundamentale forskel mellem FN-pagten og IHL kommer især til syne i deres tænkning om, hvorvidt mennesker har ret til at leve.
FN’s tænkning om retten til liv kan findes i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Artikel 3 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne fastslår, at ethvert menneske har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed. Ligeledes fastslår artikel 6 i Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, at ethvert menneske har en iboende ret til liv, og at denne ret skal beskyttes ved lov, og at ingen vilkårligt må berøves livet. Ingen love og regler om krigsførelse kan leve op til disse to artikler, og IHL’s regler gør heller ikke.
For IHL forbyder ikke drab under væbnede konflikter, da parterne ifølge IHL godt kan engagere sig mod fjendens styrker. Hvis et militært mål identificeres, må et angreb ifølge IHL’s regler godt finde sted, hvis voldsanvendelsen er proportional i forhold til den forventede militære fordel:
“Artikel 57 (2)(a)(iii) understreger, at de stridende parter, inden de gennemfører et angreb, skal tage alle mulige forholdsregler for at sikre, at angrebet ikke vil forårsage sådanne uforholdsmæssige skader på civile.”
Det er udtrykket uforholdsmæssige, der er afgørende her, for det betyder, at krigens parter nok skal tage alle mulige forholdsregler for at minimere skader og drab på civile, men altså kun minimere antallet af drab. Her ser vi, at IHL er blevet formuleret før, den kosmopolitiske menneskeret blev formuleret, for det er i direkte modstrid med menneskerettighederne.
Det burde være klart for enhver, at et internationalt lovkompleks ikke kan fungere, når to så grundlæggende retslige reguleringer modsiger hinanden så fundamentalt
Som det fremgår, opfattes retten til statslig vold og retten til liv vidt forskelligt i FN-pagten og i IHL. I FN-Pagten er krig forbudt, og mennesket har ret til at leve, mens IHL ikke giver mennesket ret til at leve, men kun søger at minimere krigens vold.
Staters politikere henviser opportunt til IHL, når de starter krige, og til FN-Pagten når de anklager andre statsledere for at starte krige. At der er to lovkomplekser med forskellige mandater, love og regler åbner med andre ord for en ladeport af opportunisme, dobbeltmoral og retslig usikkerhed.
Én retsorden
Så FN-pagten forbyder krig, mens IHL tillader proportionale drab på civile. Det burde være klart for enhver, at et internationalt lovkompleks ikke kan fungere, når to så grundlæggende retslige reguleringer modsiger hinanden så fundamentalt.
En helt central udfordring for freden i verden er derfor, at der eksisterer to divergerende retstænkninger, som kommer vilkårligt i anvendelse i forbindelse med staters ulovlige krige. Og den fundamentale udfordring for FN’s vedkommende består i konstruktionen af en jurisdiktion, der er i stand til at forsone staternes positive rets partialitet med den kosmopolitiske rets universalitet. Der er brug for ét lovkompleks, som alle stater tilslutter sig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og