EUROPAS NYE FLYGTNINGEKRISE #3 // REPORTAGE – Migranter har ret til at få deres asylansøgning undersøgt og afgjort i det første land i Europa, de ankommer til. Men systemet er kollapset, skriver Viktor Walentin fra Rom, hvor mange migranter strander. Fanget i en virkelighed, hvor der ikke er nogen hjælp at hente til at komme videre gennem Europa eller tilbage til Afrika.
ROM – Hovedbanegården Stazione Termini ligger mellem mondæne marmorbygninger og 5-stjernede hoteller i Roms finansdistrikt.
Ranke forretningsmænd går med den ene hånd i lommen og den anden i et løst greb med fingerspidserne om to go-kaffen. Kvinderne svæver over fortovene i høje hæle, mens turisterne forsøger at navigere i virvaret af trafik og menneskekroppe. Men mens disse menneskers liv farer afsted, synes en bestemt befolkningsgruppes at stå stille.
Masseophobningerne af migranter på Termini venter hverken på tog eller metroer. De venter derimod på at få asyltilladelser eller penge nok på lommen til at kunne komme et skridt tættere på de nordiske lande. Men mange af dem har gjort det i årevis, og intet tyder på, at situationen kommer til at ændre sig foreløbig.
To af de migranter, der har trodset Middelhavet i en gummibåd og bevæget sig op igennem landet til Rom, er Eduard og Suleman. De har været i Italiens hovedstad siden 2017 og ejer ikke andet end det ene sæt tøj, de har på, og den madras, de har handlet sig til.
Alle migranter har ret til at søge asyl i det første land, de ankommer til. Det er en fundamental rettighed
I små etaper bevæger de sig igennem landet, step by step, som Suleman forklarer mig. De lever en nomadisk tilværelse med en ukuelig optimisme, men selvom de med lyssyn fortæller om drømmen i et nordeuropæisk land, beretter renderne under øjnene og den distræte stemmeføring om det hårde liv, de har på gaden.
Uden asyldokumentet er de nødsaget til at krydse grænserne ulovligt. En dyr affære, der kræver en opsparing, som migranterne i Rom ikke har.
Flere skal ud end ind
Gert Sørensen, der er lektor emeritus og forsker i den politiske tænkning i Italien, beskriver det for bevidst spil fra den italienske regering: ”Vi er på grænsen af, hvad konventionerne tillader. Kigger man på asylprocessen i landet, er den meget sporadisk, og principperne om, at en migrant har ret til at få sin ansøgning behandlet, bliver forkortet væsentligt.”
”Det vidner om en strammere global migrantpolitik fra EU’s side,” siger han.
Tal fra UNCHR, altså FN’s Menneskerettighedskommission, påviser, at der lige nu er over 77.000 verserende asylansøgninger, hvor størstedelen af dem befinder sig lige her i Rom.
Der er konsensus i den italienske befolkning om, at dette er den rigtige tilgang
Da ansøgningerne ikke bliver behandlet, ender migranterne på gaden eller søger husly i byens faldefærdige bygninger. Men så snart politiet får nys om, hvor migranterne befinder sig, evakuerer de bygningerne og smider de asylansøgende på gaden. Et led i den strategi, hvor flere skal ud end ind.
”Man skal have flere ud end ind, og det har ligget i den italienske regerings dagsorden – også før Meloni tiltrådte. Der er konsensus i den italienske befolkning om, at dette er den rigtige tilgang,” siger Gert Sørensen.
Midt om natten
Eferm Ali fordrev tidligere på året asylventetiden i en af de forladte bygninger, der ligesom migranterne skiller sig ud fra mængden i Italiens hovedstad.
Han fortæller, at politiet i Rom har igangsat en klapjagt mod de migranter, der søger væk fra gaderne til fordel for en midlertidig bosættelse i en af de tomme bygninger: ”Politiet kom kl. 05:30, mens alle lå og sov og var uforberedte. Vi greb det, vi kunne bære og blev beordret ind i nogle pansrede busser, der kørte os til politistationen, mens politiet smadrede alt i bygningen. Vinduer, døre og vores toilet blev ødelagt. Alt var ødelagt. Jeg kunne ikke forstå, at sådan noget kunne ske i Europa,” siger han.
Médecins Sans Frontières mener, at omkring 10.000 migranter lever under inhumane forhold i Rom. Organisationen er enig i, at de langsommelige asylprocesser i landet er bevidste fra den italienske regerings side, så de giver politiet ret til at smide migranterne på gaden.
Juan Matías Gil er Head of Mission hos Médecins Sans Frontières og har gennem de sidste seks år arbejdet med redningsaktioner og migrantforhold.
”De her mennesker har ikke de rette papirer, da de hverken kan få asyl eller arbejdstilladelse, så politiet gør egentlig ikke noget forkert – ifølge lovgivningen. Dér, hvor problemet ligger, er, at den proces, der skal gøre dem lovlige, er for langsom. Og jeg ser, at regeringen trækker tiden med fuldt overlæg.”
Systemet i Italien er kollapset, og det her går imod mange af de europæiske menneskerettighedskonventioner
Ifølge gældende EU-lovgivning har alle migranter ret til at søge asyl i det første land, de ankommer til. Det er en fundamental rettighed, der også betinger, at man har lov til at opholde sig i et modtagecenter. Alligevel ender de fleste på gaden i Rom. Stedet, hvor tiden for mange af migranterne er gået i stå.
”Systemet i Italien er kollapset, og det her går imod mange af de europæiske menneskerettighedskonventioner, som mange af de samme politikere, der nu stemmer imod migranternes velvære, var med til at danne.”
”Hvad skal de gøre? De kommer til Italien og har i hjemlandet fået at vide, at så længe de bare når grænsen, så skal det hele nok gå. Så kommer de hertil, og virkeligheden er en helt anden. Mange bliver låst og ender ved togstationerne, hvor de prøver at finde ud af, hvordan de kan komme videre – hvis de overhovedet kan og vil videre,” afslutter Juan Matías Gil.
Mange vil retur
Symfonien af stemmer på Roms hovedbanegård blander sig med hinanden og bliver til en diskret baggrundsstøj. De mange taxaer, der holder i tomgang, udskiller en konstant brummen, mens store schæferhunde ligger tålmodigt på maven og venter på næste kommando fra de befalende politibetjente.
Der patruljeres og holdes øje med migranterne. De ligger fastmonteret ved metroindgangene, på bænke, riste og støvede brosten. En italiener med solbriller i panden og en opknappet, hvid skjorte får øje på en sovende migrant, mens han iler afsted mod byens finansdistrikt – den forjættede verden, der kun ligger et smutkast fra mange af migranternes hullede madrasser. Han måber og gestikulerer opgivende til mig. Jeg ignorerer hans nonverbale henvendelse.
Jeg vil tilbage til Afrika. Jeg kan ikke noget med mit liv her, men jeg har ikke pengene til at komme hjem
Mens jeg bevæger mig ned langs Roma Terminis hårde stengulve, taler jeg med flere af de migranter, hvis håb og drømme er blevet slukket af den langsommelige asylbehandling.
En af dem er Emmanuel. Han taler lavt, og hvert ord er en tydelig kraftanstrengelse. Jeg så ham i forgårs, jeg så ham i går, og i dag ligger han det samme sted.
”Jeg vil tilbage til Afrika. Jeg kan ikke noget med mit liv her, men jeg har ikke pengene til at komme hjem.”
En anden migrant fortæller mig, at selvom mange gerne vil tilbage til Afrika, så tolkes en hjemrejse som det ultimative nederlag, da mange forlader kontinentet med løftet om penge til familien og landsbyen.
Derudover synes mange at være fanget i den italienske maskine, hvor der ikke er nogen hjælp at hente til at komme videre gennem Europa – eller tilbage til Afrika. De sidder fast, og kun de færreste slipper fri af nettet.
Den eneste hjælp, der lige nu er at finde på banegården, er de nonner, der med nænsomme skridt nærmer sig migranterne og spørger, om de har brug for en kop kaffe.
Emmanuel afslår med en viftende hånd: ”Hvad skal jeg bruge kaffe til?”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
