TRO // KRONIK – De kræfter, som Trump kommer i kontakt med i sit såkaldte sugar rush ved at gå i krig, er ikke blot personlige følelser af magt, skriver Nikolaj Knub. De er forbundet med en strøm af mere kollektive og arketypiske energier, der ligger i hans bagland: “Hvor absurde de end forekommer, så er vi nødt til at forholde os til de apokalyptiske forestillinger som en naturlig konsekvens af 2000 års kristen civilisation og forsøge at engagere os i dem bevidst og symbolsk”.
Hvorfor gik Trump i krig med Iran? Det er et spørgsmål, som mange undrer sig over i disse dage. En krig, hvis afslutning der umiddelbart ikke er nogen plan for, og hvis konsekvenser mildest talt virker uoverskuelige lige nu. Nogle taler om begyndelsen på 3. verdenskrig, mens oliepriserne synes at stige ind i uendeligheden, og en global recession lurer om hjørnet. En høj pris at betale for at få erstattet én ayatollah med en anden!
Derfor har der naturligvis også været spekuleret meget over motiverne på Trumps og hans administrations side. Var det magt- og geopolitiske interesser? Var det Israel og Netanyahu, der fik ham lokket? Eller var det mere psykologisk motiveret: Trumps narcissistiske personlighed og hans behov for at føle sig magtfuld?
Der er mange gode bud, og det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet, men jeg savner i debatten herhjemme en faktor, som man med et kort og fint fremmedord kunne kalde “eskatologi”, dvs. den kristne lære om apokalypsen, “verdens ende” og Kristi genkomst på jorden. Lyder det absurd?
Skal Bibelen læses bogstaveligt?
Kort efter USA’s første angreb på Iran udkom en artikel fra den amerikanske journalist Jonathan Larsen, der gjorde opmærksom på over 100 anonyme klager internt i det amerikanske militær.
Klagerne kom typisk fra menige og officerer, der rapporterede, at deres befalingsmænd brugte kristne, apokalyptiske budskaber som motivation og argumentation for at gå i krig. Blandt andet havde en øverstkommanderende fortalt sine befalingsmænd, at krigen var “en del af Guds plan”, og at præsident Trump “var salvet af Jesus til at antænde signalilden i Iran, udløse Armageddon og markere hans genkomst på jorden”.
I løbet af krigens første dage, fra lørdag den 28/2 til tirsdag den 3/3 om morgenen, modtog MRFF (Military Religious Freedom Foundation) mere end 110 lignende klager, vel at mærke fra mere end 40 forskellige delinger spredt ud over mindst 30 forskellige steder.
Med andre ord var der ikke tale om nogle få enkeltstående tilfælde, men derimod om en retorik og en tendens, som synes at have vidtrækkende forgreninger i det amerikanske militær, også i den absolutte top af hierarkiet.
Mellem 80 og 100 millioner amerikanere, dvs. ca. en tredjedel af alle vælgere, betragter sig selv som evangeliske kristne
Som det bl.a. også kommer frem i dokumentaren Praying for Armageddon, der kan ses på DR for tiden med titlen Venter på dommedag, så er store dele af Trump-administrationen dybt engageret i den kristne evangeliske bevægelse og dens eskatologiske overbevisninger.
Forsvars- og krigsminister Pete Hegseth tager f.eks. ugentligt del i Det Hvide Hus’ bibellæsninger, der ledes af en præst, som bl.a. mener, at det er Guds befaling, at USA skal støtte Israel, og som angiveligt også sender månedlige “prayer meetings” med evangelistiske budskaber ud til hele Pentagon.
Derudover skal man tage højde for, at mellem 80 og 100 millioner amerikanere, dvs. ca. en tredjedel af alle vælgere, betragter sig selv som evangeliske kristne, en trosretning, der mener, at Bibelen, og ikke mindst Johannes’ Åbenbaring, skal læses bogstaveligt.
Hvor skørt det end lyder i vores (post)moderne og sekulære ører, synes der altså at være en udbredt forestilling i befolkningen, som også spredes fra toppen af det amerikanske militær, om, at man er ved at bekæmpe selveste “Antikrist” i Iran og derved bane vejen for Kristi genkomst og den endelige apokalyptiske sejr over det, der for amerikanerne i årtier har været centrum i “ondskabens akse”.
Euforien
Man kunne selvfølgelig spørge, hvor stor effekt disse ideer har i det konkrete. Det virker jo stadig ret vildt, hvis de ligefrem har motiveret Trump og hans administration til at gå i krig med Iran. Men religiøse ideer er sjældent “blot” ideer. Det er ikke kun abstrakte, intellektuelle og døde forestillinger.
Ifølge psykologen C.G. Jung kunne man kalde dem “arketypiske kræfter”, der i visse tilfælde kan “gribe” os, ja nærmest besætte os, og fuldstændig farve vores måde at se os selv, hinanden og verden på. De er ifølge Jung at betragte som “psykiske instinkter” og rummer utrolig meget affekt, følelse og intensitet.
I denne forbindelse var det slående, hvordan MRFF’s præsident og grundlægger, Mikey Weinstein, opsummerede klagernes indhold:
“Disse opkald har én forbandet ting tilfælles; vores MRFF-klienter (militærpersonel, der søger MRFF-hjælp) fortæller om deres befalingsmænds og kommandokæders uindskrænkede eufori over, hvordan denne “bibelsk legitimerede” krig tydeligvis er det uomtvistelige tegn på den hastigt nærmende “endetid”, som de fundamentalistiske kristne ser levende beskrevet i Johannes’ Åbenbaring.”
Hvorefter han fortsætter: “Mange af deres befalingsmænd er især begejstrede for, hvor grafisk denne kamp vil være, idet de fokuserer på, hvor blodig alting må blive for at opfylde og være 100 pct. i overensstemmelse med den fundamentalistiske kristne eskatologi om verdens ende.”
Vi mister således evnen til at rumme kompleksitet og modsætninger og ender i stedet i et psykisk split med polarisering og fjendebilleder til følge
Et typisk tegn på, at man, ubevidst eller blindt, er grebet af en arketype, er netop euforien og ønsket om at udleve ideen eller billedet i det konkrete.
Herved bliver arketypen, der kunne, og ifølge Jung burde, forstås symbolsk, i stedet gjort bogstavelig og dermed fundamentalistisk. En læsning af Johannes’ Åbenbaring kunne jo f.eks. rumme mange forskellige lag af betydning og symbolsk dybde og kompleksitet, men hvis vi ikke formår at stå i et reflekteret forhold til de arketypiske ideer og kræfter, så udspiller de sig i det konkrete og tager form af profetier, ultimative sandheder og åbenbaringer, som, død og pine, må indfries.
Vi mister således evnen til at rumme kompleksitet og modsætninger og ender i stedet i et psykisk split med polarisering og fjendebilleder til følge. Som fx at vi er “de gode”, som må bekæmpe “det onde”, der findes derude et sted, men aldrig, Gud forbyde det, i mig selv eller hos os.
Som Jung bl.a. beskrev det i Aion i 1951 ved den kolde krigs begyndelse: “I dag er menneskeheden, som aldrig før, splittet op i to tilsyneladende uforenelige halvdele. De psykologiske regler siger, at når en indre situation ikke gøres bevidst, sker den i det ydre som skæbne. Det vil sige, at når individet forbliver udelt og ikke bliver bevidst om sin indre modsætning, må verden nødvendigvis udspille konflikten og blive revet i to modsatrettede halvdele”.
Et citat, der desværre ikke synes at være blevet mindre relevant med tiden.
Trumps realityshow
Hvis man er i tvivl om, hvordan sådan et polariseret narrativ og dynamik ser ud, så kan man passende kaste et blik på den pressevideo, som Det Hvide Hus udsendte på deres sociale medier den 9/3.
På den mest dramatiske og højspændte hollywoodagtige måde iscenesættes Trump som den beslutsomme og magtfulde mand, der med et par hurtige træk – bang, bang, bang! – kan få gjort en ende på de iranske “lunatics” og dermed – paradoksalt nok – fremstå som den store fredsskaber, eller Frelser, om man vil.
Forleden, den 13/3, hørte jeg Rasmus Sinding Søndergaard i DR’s radioprogram Genstart tale lige netop om denne film og dette spørgsmål; hvorfor gik Trump i krig i Iran?
Søndergaards svar pegede faktisk også i retning af de psykologiske motiver, men tog udgangspunkt i Trumps personlige psykologi: hans behov for at føle sig magtfuld og fascinationen af og lysten til at bruge militæret som sin potente forlængede arm.
Trump spiller med andre ord rollen ikke blot som stærk mand, men også som en religiøs skikkelse, der som “udpeget af Kristus” er villig til at tage sværdet i hånden
Trump havde lige oplevet, hvordan militæret kunne få Venezuelas præsident Maduro afsat, og havde ifølge Søndergaard nærmest fået et sugar rush, altså euforien, oven på denne militære succes, som han havde fulgt med i som en anden Hollywood-actionfilm fra sit Florida-palæ Mar-a-Lago.
Nu var det tid til Part Two af filmen, som i passende Hollywood- og eskatologisk stil blev døbt Operation Epic Fury. Og dermed fik vi en naiv, impulsiv og helt igennem uigennemtænkt start på en regional eller global storkrig.
Jeg deler på mange måder analysen fra Søndergaard om en trigger happy Trump, der havde brug for et sugar rush, men savner, at man tager højde for det arketypiske element i Trumps psykologi.
De kræfter, som Trump kommer i kontakt med i sit såkaldte sugar rush, er ikke blot personlige følelser af magt, men altså også en strøm af mere kollektive og arketypiske energier, der ligger i hans bagland, som synes dybt indlejret i militæret, og som er båret af en eskatologisk grundfortælling om dommedag og Kristi genkomst på jorden.
Trump spiller med andre ord rollen ikke blot som stærk mand, men også som en religiøs skikkelse, der som “udpeget af Kristus” er villig til at tage sværdet i hånden og lade blodet flyde i den “endelige sejr” over mørkets kræfter.
Foreningen af modsætninger
“Manuskriptet”, om man vil, til denne krig har derfor langt dybere rødder end Det Hvide Hus’ administration og presseafdeling anno 2026. Det taler med ekkoet af 2000 års såkaldt kristen civilisation, der aldrig har formået at adressere problemet med “det onde”, men i stedet projiceret det over på diverse fjendebilleder: Djævlen, kvinderne, jøderne, palæstinenserne, muslimerne, hedningerne, kætterne osv.
Fortællingen om bekæmpelsen af det onde og mørkets kræfter strækker sig ned i de kollektive, kulturelle og arketypiske lag af den vestlige kulturs psyke. Derfor kan vi heller ikke blot rationelt afvise de apokalyptiske ideer som religiøst nonsens eller lade, som om det kun er nogle få tossede fundamentalister i det amerikanske Midtvest. Man ville heller ikke kunne forklare korstogene i middelalderen eller conquistadorernes kolonisering af den nye verden uden at forstå det kristne tankegods, der lå bag. Måske en overdrivelse, men somme tider fremmer det forståelsen.
Vi står med andre ord ikke kun i en klimakrise, en (geo)politisk krise eller en økonomisk krise, men denne polykrise må samtidig, og måske først og fremmest, forstås som en meningskrise
Blot for at sige: Hvor absurde de end forekommer, så er vi nødt til at forholde os til de apokalyptiske forestillinger som en naturlig konsekvens af 2000 års kristen civilisation og forsøge at engagere os i dem bevidst og symbolsk, hvis ikke de skal udspille sig i det konkrete med fatale konsekvenser til følge.
Som den feministiske teolog Cathrine Keller formulerer det i sin bog Facing Apocalypse, Climate, Democracy and Other Last Chances: “På trods af de påfaldende religiøse udbrud cirkulerer apokalypsens metaforer for det meste under overfladen. Så at bringe dens virkninger op til overfladen, gøre dem bevidste og fastholde dem vil være nødvendigt for den økologiske og sociale respons i den forudsigelige fremtid. Bevidstheden om apokalypsen kan forhindre os i at udspille den i privat fortvivlelse eller kollektiv uundgåelighed … Apokalypsen er som en drømmetilstand, der har brug for omgående fortolkning.”
Hvis Jung var på sporet af noget i sin fortolkning af dette “øjeblik” (kairos) i den vestlige kulturs udvikling, så fordrer det bl.a., at vi anerkender, at vi har et åndeligt behov for mening, der rækker ud over det kapitalistiske og nihilistiske forbrugsdyr.
Vi står med andre ord ikke kun i en klimakrise, en (geo)politisk krise eller en økonomisk krise, men denne polykrise må samtidig, og måske først og fremmest, forstås som en meningskrise.
Hvad sker der i verden for tiden?
Det er denne dimension og dette perspektiv, som jeg efterspørger i vores forsøg på at forstå bevæggrunde, f.eks. hvorfor Trump gik i krig, og mere generelt i vores forståelse af, hvad der sker i verden for tiden.
Velfærd og velstand, demokrati og international verdensorden, frihed, lighed og broderskab er alle smukke idealer, som vi skal værne om, men det synes at blive mere og mere tydeligt, eller “åbenbaret”, at rationalitet og fornuft alene ikke er nok til at rumme de arketypiske kræfter, som huserer i psykens dybder.
Bevidsthedens klare lys kaster en mørk skygge, hvis kræfter vokser i proportion til, hvor hårdt den bliver undertrykt. Derfor synes der at være behov for beholdere, som religion ideelt og potentielt set er, hvori vi kan stå i et symbolsk, kreativt og meningsfuldt forhold til disse modsætningsfyldte kræfter.
Jeg tror, flere og flere kan genkende og mærke følelsen af at leve i “slutningen af en æra” og dermed, hvad man kunne kalde en apokalyptisk tid
Det ville naturligvis fordre, at vi ikke blindt identificerer os med arketyperne og går i krig i deres navn, men ligeledes at vi ikke blot affejer dem fra et rationalistisk, “oplyst” og ophøjet standpunkt, hvorfra de i princippet har lige så stor mulighed for at drive deres spil bag om vores ryg, med hykleriet til følge.
Jeg tror, flere og flere kan genkende og mærke følelsen af at leve i “slutningen af en æra” og dermed, hvad man kunne kalde en apokalyptisk tid.
Men egentlig betyder det græske ord apocalypsis blot “åbenbaring”, at noget bliver synligt eller afsløret.
Og der er jo en hel del, der bliver synligt for tiden! Men mere specifikt refererer apocalypsis til det erotisk ladede øjeblik, hvor bruden løfter sit slør, blotlægger sig, og foreningen med brudgommen kan fuldbyrdes.
Hvis vi fremadrettet forholder os symbolsk til det apokalyptiske, så er der måske også et potentiale i alt dette kaos? Det tror og håber jeg i hvert fald. Navnlig muligheden for at forene modsætninger, der hidtil i kristendommen og i den vestlige civilisation i det hele taget har været adskilt, med polarisering og dæmonisering til følge.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og