FOLKEDOMSTOL & METOO // DEBAT – Er folkedomstolen i politikeres #metoo-sager uretfærdig og udemokratisk? Nej, mener antropolog og kønsforsker Christian Groes. Offentlighedens vurdering af politikeres #metoo-sager, hvor seksuelle krænkelser anses som et brud på de etiske regler, som en politiker skal leve op til, kan sammenlignes med politikere, der fældes af den offentlige opinion grundet sager om ulovlig eller uetisk adfærd som løgn, spirituskørsel, skattely, sort arbejde, grådighed eller vennetjenester. Så længe medier og journalister skaber de rette vilkår, er folkedomstolen en af demokratiets grundpiller.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mange bruger ordet ’folkedomstol’ om de debatter, der har været, efter en række kvinder er stået frem med beretninger om politikere, de føler, har krænket dem.
Det nyeste eksempel er anklagerne mod den konservative politiker Naser Khader, der bl.a. blev bragt i DR, Berlingske og BT efter flere års research og indsamling af vidneudsagn.
Nogle af kvinderne fortalte om seksuel tvang, voldsom adfærd og ydmygende overgreb. Den 2. september brugte Khader udtrykket ’folkedomstol’ på sin Facebook-væg i et forsøg på, at afvise de vidnesbyrd, der er kommet frem i den nyligt lækkede rapport fra advokatundersøgelsen. Khader hævder bl.a., at kvindernes vidnesbyrd var koordinerede eller udtryk for en konspiration. De påstande florerer også på sociale medier, men er gentagne gange blevet afvist.
Udtrykket ’folkedomstol’ henviser til, at en person dømmes af en folkestemning, f.eks. i medier og på sociale medier, fremfor at personen dømmes juridisk i en retssal.
Kritikerne af folkedomstolen hævder, at den er udemokratisk, uretfærdig og ikke hører hjemme i en retsstat. Man ser en arrig og nådesløs pøbel for sig, der forfølger den uskyldigt dømte med høtyve og fakler. Man tænker politiske skueprocesser og sekteriske justitsmord. Voldsmetaforerne står i kø. Nogle kalder det en gabestok.
Vælgernes dom bygger på det mønster, der tegner sig af politikeren. Dommen bygger sjældent på en såkaldt rygende pistol
Spørgsmålet er alligevel, om den offentlige debat om #metoo-sager kan have en demokratisk berettigelse?
Det repræsentative demokrati ER allerede en folkedomstol
For det første er det en næsten banal sandhed, at politikere altid vælges på baggrund af en stemning i vælgerhavet. Det er den dom, som vælgerne fælder over en kandidats egnethed til et embede, der bestemmer, om hun eller han får adgang til magten.
Det er også velkendt, at vælgerne ikke kun ser på en kandidats politiske holdninger, når de går i stemmeboksen. De vurderer også personens integritet. Hvis en politiker f.eks. tages i at være fuld på arbejdet eller benytter sig af vennetjenester, kan dommen også være hård i offentligheden, uden at sagen kan dømmes i en retssag. Det repræsentative demokrati er allerede, om man vil det eller ej, en slags folkedomstol.
Kritikerne – af at #metoo-sager bliver dækket og debatteret offentligt – peger på, at der ofte mangler klare beviser på den anklagedes skyld, udover de vidnesbyrd om krænkelser som medierne bringer.
Hvorvidt en politiker kan gøre comeback, afhænger selvsagt af alvorsgraden af sagerne, og af hvordan personen reagerer på sagerne
Jeg har tidligere beskrevet, hvordan debattører sår tvivl om de historier om krænkelser, som flere kvinder er stået frem med, og jeg har argumenteret for, at vi som udgangspunkt bør stole på kvindernes udsagn. Det gælder særligt i tilfælde, hvor der er et ulige magtforhold mellem den anklagede, i dette tilfælde en fremtrædende politiker og ofre uden nævneværdig indflydelse, men hvis historier samstemmende viser et tydeligt mønster. Selv i en retssag kan domsmænd og en dommer dømme en anklaget, hvis de vidnesbyrd, der fremføres, er overbevisende og samstemmende peger på den anklagedes skyld.
Dermed ikke sagt, at Khader er skyldig i det, som beskrives. Men det er ikke korrekt, at konkrete fysiske eller tekniske beviser er det eneste grundlag for at dømme en person, heller ikke juridisk. Vælgernes vurdering af politikeres personlige integritet bygger sjældent på konkrete beviser, som i øvrigt i #metoo-sager er svære at fremskaffe, eftersom krænkelserne ofte foregår mellem to mennesker i lukkede rum. Vælgernes dom bygger på det mønster, der tegner sig af politikeren. Dommen bygger sjældent på en såkaldt rygende pistol.
Folkedomstolen straffer ikke juridisk, men handler om politikerens omdømme
For det andet følger der ingen juridisk straf med offentlighedens vurdering af en folkevalgt person. Personens agtelse kan undermineres i offentlighedens øjne, hvis historier om krænkelser er overbevisende, og særligt hvis de er af alvorlig karakter.
Men eftersom politikere i udgangspunktet har immunitet, fører det ikke nødvendigvis til retssager, medmindre et flertal i folketinget beslutter at ophæve den folkevalgtes immunitet.
Folkedomstolen er i sagens natur ikke en egentlig domstol. Den har f.eks. ikke konsekvenser i form af fængselsstraf, bøder eller samfundstjeneste. Folkedomstolen afgør heller ikke, hvilke konsekvenser en sag skal have.
Det er i første omgang det parti, politikeren er medlem af, som har det ansvar. Et parti kan vælge at ekskludere et partimedlem, fordi #metoo-historier vurderes som belastende for partiet, men partiet kan også nøjes med at irettesætte eller degradere vedkommende. I Khaders tilfælde endte det med eksklusion, efter at den konservative ledelse kendte resultatet af advokatundersøgelsen.
Hvis der er tegn på, at ofre kommer med opdigtede påstande, har medieverdenen et ansvar for at afsløre dette
Selvom #metoo-historier kan skade en persons fremtid som politiker, udelukker de ikke muligheden for en karriere – i eller udenfor politik.
Selv når #metoo-sager har sat en politiker i skammekrogen, viser f.eks. historien om Jeppe Kofod, at man godt kan gøre comeback i politik efterfølgende. Han blev som bekendt Udenrigsminister trods tidligere anklager om at have udnyttet sin magt seksuelt i relation til en 15-årig praktikant i Socialdemokratiet.
Også den tidligere leder af det Radikale Venstre, Morten Østergaard er kommet på fode igen efter sin #metoo-sag. Han arbejder i dag som klimarådgiver.
Hvorvidt en politiker kan gøre comeback, afhænger selvsagt af alvorsgraden af sagerne, og af hvordan personen reagerer på sagerne. Om personen eksempelvis lytter og undskylder og demonstrerer en adfærdsændring – eller benægter alle vidnesbyrd og går til modangreb.
Den mediedrevne folkedomstol har været balanceret og fair, indtil videre
For det tredje kan man argumentere for, at folkedomstolen – hvad angår #metoo-sager med enkelte undtagelser – følger mange af de samme principper som i retssystemet: I #metoo-sager indtager journalisterne rollen som efterforskere, men de er også i nogen grad anklagere og eller forsvarere, eftersom en historie kan vinkles for eller imod den anklagede. Det er problematisk, hvis balancen mellem at anklage og forsvare en person offentligt er for uligevægtig.
I nævnte sag og andre #metoo-sager lader det indtil videre til, at journalisterne bevarer den balanceakt. Balancen sikres ved at foretage en så grundig research som muligt, med inddragelse af en række kilder, ’vidner’ og faktatjek, en vurdering af kildernes troværdighed, men også en tillid til deres udsagn.
Det er ikke ensbetydende med en generel mistænkeliggørelse af mænd, eller at mænds retssikkerhed i dag er truet
Jeg ved fra tidligere sager, jeg har kommenteret, at det undersøges, om der kan ligge politiske motiver bag historierne, eller om anklagerne kan være koordinerede for at ødelægge personens omdømme. Det er min opfattelse, at indicierne mod den anklagede skal være overbevisende, før journalisten går videre med sin research eller ender med at publicere historien. Og hvis der er tegn på, at ofre kommer med opdigtede påstande, har medieverdenen et ansvar for at afsløre dette.
Udover journalistens vurdering af en histories berettigelse skal vi huske, at den også bliver vurderet af mediets redaktører, før den blåstemples. Sidstnævnte overvejer bl.a. risikoen for modanklager om injurier og mulig straf i form af bøder, irettesættelse af pressenævnet, og i værste fald fængselsstraf. Og selvfølgelig tabet af anseelse, hvis historierne er usande.
De etiske hensyn gælder både den anklagede og ofrene, der anklager ham. I dækningen af Naser Khader-sagerne er Weekendavisen senest gået ind i debatten med chefredaktørens påstand om, at lækket af advokatundersøgelsens rapport var vigtigere end hensynet til de kvinder, der ikke har givet samtykke til, at deres forklaringer kunne offentliggøres.
Den anklagede kan forsvare sig, og det er ikke en sammensværgelse mod mænd
For det fjerde har den anklagede politiker og eventuelle sympatisører rig mulighed for at forsvare vedkommende imod anklager. Den anklagede kan i samarbejde med advokater, medierådgivere og partikolleger komme med modsvar og sin egen beskrivelse af hændelserne. Det står politikeren frit for at afvise anklagerne, en for en, som Naser Khader har gjort i nævnte sager. Partikolleger har desuden deltaget i forsvaret af ham ad flere omgange.
Der lader indtil videre til at være en stor grad af fairness i dækningen af politikeres #metoo-sager. Og det bør der fortsat være, hvis opbakningen til #metoo-bevægelsen skal fortsætte
De fleste #metoo-anklager har indtil videre været rettet mod mænd, og årsagen er formentligt den enkle, at det oftest er mænd, der begår seksuelle krænkelser. Årsagen er ikke, som kritikerne af folkedomstolen hævder, en sammensværgelse mod mænd.
Krænkelserne har først og fremmest at gøre med en bestemt type maskulin adfærd, mandlig dominans og gentagende magtmisbrug i møder med kvinder. Det er ikke ensbetydende med en generel mistænkeliggørelse af mænd, eller at mænds retssikkerhed i dag er truet. Den krænkende adfærd, der har været beskrevet, er ikke acceptabel i dag og var det heller ikke ’i gamle dage’. Forskellen er kun, at ofrene i dag i større grad tager bladet fra munden.
Journalisterne repræsenterer vælgerne og bør være politisk uafhængige
For det femte er de fleste journalister uddannede i at være kildekritiske, etisk ansvarlige og i, at de skal høre alle parter i en sag for at sikre en balanceret dækning. Og det er sjældent, vi ser ’fake news’ om politikeres privatliv, hvor journalister løber med en halv vind.
Faren for justitsmord imod en folkevalgt minimeres også af, at journalister uanset mediets officielle politiske ståsted, har forskellige politiske overbevisninger, netværk og ophav. I vidt omfang repræsenterer journalister de medieforbrugere, som de skriver til og for, og som i sidste ende bidrager til deres eksistens og lønningspose.
Som en fungerende offentlig opinion er folkedomstolen hverken lovgivende, udøvende eller dømmende. Til gengæld kan den ses som et af demokratiets grundpiller
Og selvom deres overordnede kan hindre historier i at udkomme, er der i et demokratisk samfund et armslængdeprincip i forholdet mellem journalister og deres chefredaktører og mediets ejere.
Det betyder normalt, at politikere ikke beskyttes imod historier, fordi en chefredaktør eller ejerkredsen f.eks. er gode venner med vedkommende.
Når det gælder andre temaer af privat karakter, såsom kendtes skilsmisser, sexliv og andre udskejelser holder dele af tabloidpressen sig modsat ikke altid for god til at skrive historier uden tilstrækkelig dækning eller etiske hensyn. Først hvis #metoo-sager udsættes for samme sladderbladsmetoder, kan vi måske begynde at tale om et uretfærdigt medie- og pøbelvælde.
Et anarkistisk værn mod politikeres magtfuldkommenhed
For det sjette skal vi huske, at det, der kaldes folkedomstolen, først bliver farlig, hvis den misbruges af magtfulde personer, der manipulerer med sandheden, styrer medierne politisk, fabrikerer falske historier, eller hvis borgernes mulighed for at debattere begrænses.
Hvad er alternativet til at dække #metoo-sagerne i medierne, når de ikke kan fremføres ved en domstol? At fortie kvinders erfaringer og vidnesbyrd?
Men i et demokrati fungerer ’folkedomstolen’ i vid udstrækning anarkistisk. Det vil sige, den består af sammensatte stemmer fra alle dele af samfundet, på sociale medier, i debatspalterne og i den generelle samtale, uden nogens ledelse og uden formel magt.
Som en fungerende offentlig opinion er folkedomstolen hverken lovgivende, udøvende eller dømmende. Til gengæld kan den ses som en af demokratiets grundpiller, så længe medier og journalister skaber de rette vilkår for dens eksistens. Dens berettigelse består primært i at fælde dom over den anklagede, når krydset skal sættes. På den måde kan den være et værn imod magtfuldkommenhed og politisk urørlighed, så længe debatten er balanceret.
Hvad er alternativet til at dække #metoo-sagerne i medierne?
Endeligt kan folkedomstolen opfylde en ekstraordinær funktion, hvis der er en udbredt opfattelse af, at retssystemet ikke slår til eller er uretfærdigt. Der er mange tilhængere af #metoo-bevægelsen, der mener, at politi og domstole, selv efter samtykkelovens indførelse, stadigt er for dårlige til at behandle og vurdere sager om seksuel vold, voldtægt og overgreb, og at der er for få domsfældelser.
Desuden ville en del af de sager, der er fremme i øjeblikket, slet ikke kunne dømmes ved en domstol, enten på grund af forældelse eller fordi de ikke anses som kriminelle handlinger.
’folkedomstolen’ markerer første skridt hen imod nye erkendelser og forhåbentligt nye normer for retfærdighed og ligestilling
Men eftersom folkevalgte, som repræsentanter for borgerne, forventes at leve op til særligt høje standarder, handler folkedomstolen ikke om vurderinger af kriminelle gerninger, men er til syvende og sidst en vurdering af deres egnethed som politikere.
Og hvad er alternativet til at dække #metoo-sagerne i medierne, når de ikke kan fremføres ved en domstol? At fortie kvinders erfaringer og vidnesbyrd? Er der nogen, der vil påstå, at de beretninger, kvinderne er kommet med, ikke er relevante for en vurdering af en fremtrædende politiker, for så vidt de bare er i nærheden af sandfærdige?
Hvor politikere tidligere er blevet fældet af den offentlige opinion på grund af sager om ulovlig eller uetisk adfærd som f.eks. løgnagtighed, spirituskørsel, skattely, sort arbejde, grådighed og vennetjenester, har #metoo-bevægelsen bidraget til, at seksuelle krænkelser nu også anses som et brud på de etiske regler, som en politiker skal leve op til.
Måske er det kendetegnede for en bevidsthedsmæssig revolution om køn, magt og grænser, som #metoo-bevægelsen kan siges at være, at ’folkedomstolen’ markerer første skridt hen imod nye erkendelser og forhåbentligt nye normer for retfærdighed og ligestilling.
LÆS FLERE TEKSTER AF CHRISTIAN GROES HER
Topillustration: Naser Khader. Politikeren mener, at han er blevet uretfærdigt dømt af folkedomstolen. Foto: Steen Brogaard
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
