ANGOLA // ANALYSE – For Angola og specifikt præsident Lourenço vil Bidens besøg være kulminationen på mange års hårdt diplomatisk forarbejde, og ikke mindst vil det være perspektivrigt for landets udviklingsmuligheder i den nye multipolære verdensorden, skriver Stig Jensen.
Joe Biden besøger Angola den 2.-4. december 2024. En overraskelse og undren for mange iagttagere, at præsidenten kort før lukketid besøger Afrika og særligt Angola. Rejsen var oprindeligt planlagt til oktober, men blev udskudt på grund af stormvejret i Florida.
USA ser Afrika som vigtigt, men præsidenter er fraværende
Amerikanske præsidenter har ikke ligefrem overrendt Afrika. Det seneste besøg var i 2015, da Obama besøgte Kenya. Afrika er ikke high politics for USA, og forventningen er endnu mindre opmærksomhed under den kommende Trump-administration.
USA og Angola har over en længere periode arbejdet på forbedringer af relationerne. Gennembruddet skete i 2017 under Trump-administrationen
Faktisk er Biden både interesseret og engageret i relationer til Afrika. Han var eksempelvis i 2022 vært for et stort anlagt USA-Afrika-topmøde, og i den forbindelse udsendte USA en Afrika-strategi (syd for Sahara).
Retorikken fra præsident Biden i forbindelse med disse Afrika-initiativer er, at vi skal lytte til det store kontinent, hvilket er meget på linje med tonen i den nyligt udsendte danske Afrikastrategi. Biden er dog endnu skarpere, som disse udtalelser vidner om: ”Afrikas succes er verdens succes” og ”Afrika vil forme fremtiden – ikke kun fremtiden for det afrikanske folk, men for verden. Med rod i denne erkendelse af, at Afrika er en central geopolitisk aktør.” Biden har ved flere lejligheder lovet at besøge det afrikanske kontinent, så besøget til Angola skal også ses som indfrielse af det løfte.
Hvorfor netop Angola?
Umiddelbart virker Angola ikke som det mest oplagte afrikanske land for et besøg fra en amerikansk præsident. Og så alligevel, for Angola har siden selvstændigheden i 1975 og den efterfølgende 26 år lange borgerkrig været Østblokkens absolutte afrikanske darling samt en af Kinas allervigtigste samarbejds- og samhandelspartnere i Afrika.
Lobito-jernbanen er primært finansieret af G7-landene, med USA som en helt central aktør
USA og Angola har over en længere periode arbejdet på forbedringer af relationerne. Gennembruddet skete i 2017 under Trump-administrationen, hvor João Lourenço, som på daværende tidspunkt var forsvarsminister, under et besøg i USA underskrev en samarbejdsaftale om strategisk samarbejde. Efterfølgende besøgte USA’s udenrigsminister Michael Pompeo præsident Lourenço i Luanda i 2020.
Biden-administrationen fulgte op med et møde mellem de to præsidenter i Det Hvide Hus. Både forsvarsminister Austin og udenrigsminister Blinken har inden for den seneste tid besøgt Angola.
Bidens besøg kan ses som den foreløbige kulmination i tilnærmelserne mellem de to lande. Det helt centrale fokus for rejsen er fejring af åbningen af Lobito-korridoren. En 800 kilometer jernbane fra den angolanske kystby Lobito til Kolwezi i det sydlige DR Congo, plus et appendiks ind til det såkaldte kobberbælte i det nordvestlige Zambia.
Lobito-jernbanen er primært finansieret af G7-landene, med USA som en helt central aktør. Formålet med styrkelsen af Lobito-korridoren er at skabe transportinfrastruktur og dermed adgang til mineralrige områder, især i det sydlige DR Congo, med særligt fokus på kobolt, som er et vitalt element i genopladelige batterier, der bl.a. bruges i elbiler.
Et andet aspekt i forbindelse med Lobito-korridoren er ønsket fra USA (og Vesten) om at udfordre Kina og specifikt deres silkevejsprojekt med investeringer i infrastrukturudvikling i Afrika.
Derudover har Biden noget, der minder om et juletræ med mange pakker under til besøget i Angola, med initiativer, der på forskellige måder både styrker relationerne mellem USA og Angola og, som USA ser det, fremmer Angolas udviklingsmuligheder. Alt fra udbygning af rumsamarbejdet, støtte til landsbrugsudvikling, opbakning til Angolas rolle som fredsmægler i det centrale Afrika, amerikanske investeringer i grøn omstilling, især med fokus på udnyttelse af solenergi, støtte til god regeringsførelse og meget mere.
Angola brændemærket af den kolde krig
Angola var den kolde krigs absolutte brandvarme hotspot med en borgerkrig, der varede 26 år, hvor det anslås, at op i mod en million mennesker blev dræbt, og fire millioner internt fordrevet. Landet har siden afslutningen af borgerkrigen i 2002 været præget at stabilitet, men krigen er absolut ikke glemt, hvilket efterladte tanks og sønderskudte huse mange steder i landskabet bringer påmindelser om.
MPLA og dermed Angola valgte Østblokken til, og under borgerkrigen var der særlig tætte relationer til Sovjetunionen og Cuba. Efter freden er Kina blevet Angolas absolut vigtigste partner. Samarbejdet var indledningsvis primært fokuseret på olie, da mere end 95 % af Angolas eksportindtægter kommer fra olieprodukter. Faktisk er Angola et af de få lande, der har et samhandelsoverskud med Kina.
Angola har især i de seneste år oplevet, at de nære relationer til Kina både har skabt afhængigheder og reduceret den nationale suverænitet
Senere har Kina diversificeret deres aktiviteter. Særligt tydeligt er det, at Kina, eller måske mere præcist firmaer med moderselskaber i Kina, har været involveret i store infrastrukturprojekter. Det største er en ny lufthavn uden for hovedstaden. Et prestigeprojekt for den angolanske elite, som er stærkt forsinket, men nok skal blive færdiggjort. I modsætning til en række bygge-, vej- og andre projekter, der står ufærdige og som skamstøtter over, at returkommission til eliten er vigtigere end færdiggørelse af projekter.
Hvad vil Angola med USA?
Når Angola er interesseret i tættere samarbejde med USA, skal det ses som en kombination af diversificerings- og en afsikringsstrategi. Med sidstnævnte menes, at Angola for alt i verden vil undgå igen at blive kampplads for en stedfortræderkrig som under den bipolære verdensorden. Så under præsident Lourenço har fokus været på at åbne op til verden for derved at undgå både at skulle vælge side og at blive opfattet som koblet op på øst.
Angola har især i de seneste år oplevet, at de nære relationer til Kina både har skabt afhængigheder og reduceret den nationale suverænitet. Især mærkbart på det økonomiske område, hvor Kinas rundhåndede långivning har skabt en massiv gæld til landet. Angola prøver at komme ud af gældsfælden ved at afbetale lån med penge og gennem olieeksporten. Angola har meldt sig ud af oliekartellet OPEC for at kunne skrue op for eksporten. Gældspresset er øget, fordi Kina på det seneste har reduceret indkøb af Angolas olie, især fordi Rusland udbyder billige olieprodukter.
Rusland har slet ikke den samme dominerende rolle i Angola, som Sovjetunionen havde i de første årtier efter selvstændigheden
Tilnærmelserne til USA, Vesten og omverdenen er et centralt element i en diversificeringsstrategi. Det har bl.a. betydet, at bureaukratiet i forbindelse med indrejse er nærmest forsvundet til fordel for visumfri indrejse fra et voksende antal lande. Landets valutakurspolitik er gradvist blevet tilpasset verdensmarkedet og har påvirket valutaen kwanzaens værdi. De afledte effekter har på den korte bane skabt øget inflation, stigende priser og dermed fordyrelse og ikke mindst forringelse af livsbetingelser for størstedelen af befolkningen.
Endelig prøver Angola at tiltrække vestlige investeringer i forarbejdningsindustrier, turisme mm. i håb om jobskabelse og økonomisk udvikling.
Kina stadigvæk til stede, mens Rusland går efter diamanter, og EU er afventende
Selvom Angola åbner sig mod Vesten, så er det mere som et add on end på bekostning af relationerne til Kina. For Kina er det vigtigt, for de aftog i 2022 over 42 % af Angolas eksport. Præsident Lourenço er løbende i dialog med Kina og rejser jævnligt dertil med fortsat udbygning af samarbejdsaftaler.
Rusland har derimod slet ikke den samme dominerende rolle i Angola, som Sovjetunionen havde i de første årtier efter selvstændigheden. Rusland har dog stadigvæk aktiviteter og er bl.a. involveret i diamantudvindingen i landet.
EU og Angola har gensidige interesser i forbedring af relationerne, men EU er mere afventende. Den primære bekymring er regeringsførelsen med et-parti-system koblet til MPLA, der opfattes som både altdominerende og totalitært. Selvom der er anerkendelse af fremskridt under præsident Lourenço, så er der mangel på grundlæggende menneskerettigheder, såsom pressefrihed.
Et andet stort problem er korruptionen inden for magteliten, som også blev blotlagt efter den tidligere præsident Dos Santos, der sad ved magten i næsten 40 år. Selvom MPLA siden selvstændigheden har haft patent på den politiske magt, så er partiet under stigende pres fra oppositionspartiet UNITA (União Nacional para a Independência Total de Angola), der blev dannet i 1966 af Jonas Savimbi.
UNITA var MPLA’s stærkeste modstander under borgerkrigen. Ved det seneste valg i 2022 fik UNITA ifølge de officielle opgørelse 44 % af stemmerne mod 51 % til MPLA. Et valg, som de færreste, faktisk ingen, jeg mødte i Angola, i lighed med vestlige iagttagere, betragter som frit og fair.
Bidens rejse til Angola er en sidste øjebliks pligtopgave, men kan også være brugbar for den indgående administration
Den koloniale fortid har betydet særlige bånd mellem Portugal og Angola. Under borgerkrigen i Angola søgte en del mennesker sikkerhed i Portugal. Nogle vendte tilbage til Angola, og flere private jordejere har fået deres ejendomme tilbage og stedvis genstartet landbrugsaktiviteter. Disse er endnu ikke i nærheden af niveauet før borgerkrigen, hvor Angola eksempelvis var verdens fjerdestørste kaffeeksportør.
Perspektiver i besøget af en ”lame duck”
Bidens rejse til Angola er en sidste øjebliks pligtopgave, men kan også være brugbar for den indgående administration. Selvom Biden og netværket om Trump har forskellige perspektiver på såvel Afrika som relationen til Angola, ser man i begge perspektiver muligheder i samarbejdet med Angola. Biden-administrationen ser Angola-rejsen som magtpåliggende for USA’s interesser på kontinentet, herunder troværdigheden af Afrika-strategien.
Den nye Trump-administration bruger næppe tid på Bidens Afrika-strategi, men her kunne Angola være interessant som en vigtig frontlinje af primært to grunde: Adgangen til vitale mineraler i DR Congo og den geopolitiske kamp mod Kina.
For Angola og specifikt præsident Lourenço vil Bidens besøg være kulminationen på mange års hårdt diplomatisk forarbejde, og ikke mindst vil det være perspektivrigt for landets udviklingsmuligheder i den nye multipolære verdensorden.
Klik dig videre til mere udlandsstof her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
