JAPAN // BOGUDDRAG – Om et par uger udkommer bogen ”Aizu – dagligliv i Japan uden for storbyen” af Asger Røjle Christensen. Den udkommer på forfatterens 70-års fødselsdag og er et personligt projekt af en rejsebog, hvor han i en måned har boet i Aizu i det nordøstlige Japan, iagttaget livet, talt med lokale beboere og på godt og ondt beskrevet det anderledes Japan, man møder som rejsende, når man begiver sig andre steder hen i landet end bare Tokyo og Kyoto. POV bringer her et af bogens kapitler.
Det sikreste og smukkeste efterårsvarsel, jeg kender i Japan, er spredte kakitræer med orange frugter på bjerg- og bakkeskråninger og i kanten af landmændenes små marker. Ofte ser man dem også inde i byerne i folks smalle forhaver.
Altid har træerne tabt alle bladene, mens frugterne stadig hænger der og lyser lokkende op i den kølige og klare efterårshorisont. Der er intet så lækkert som kakifrugter her i deres allerbedste sæson.
I danske supermarkeder har kakifrugter nogle gange heddet sharon, når de kom fra Israel, og nogle har engang forsøgt at indføre betegnelsen ferskenblomme for dem. Men i Den Danske Ordbog på nettet kaldes de i dag slet og ret kaki.
Den er ingrediens i mange traditionelle retter, især i efteråret og vinteren, og den er i klassisk haiku-digtning ofte selve symbolet på efterår
I Aizu har man sin helt egen sort, Mishirazu, større og endnu sødere end den almindelige kaki, man får andre steder. Høstsæsonen er normalt oktober og november, og i få uger prydes skråningerne overalt af pittoreske frugttræer.
Der er så mange af dem, at man ofte lader frugterne hænge på træerne uden at høste dem – blot af dekorative årsager. Hvilket i 2025 ulyksaligvis i flere tilfælde har lokket bjørne til. Bærvæksten i skovene var af vejrmæssige årsager gået helt skævt, og bjørnene sultede.
Magisk sødme
Aizu-egnens Mishirazu-frugter smager lige godt og frisk, om de er hårde og modne, eller om de er blevet bløde og lidt overmodne. Men ved de fleste kaki-sorter spiser man dem normalt ikke lige fra træerne. Efter at være plukket skal frugterne først overhældes i et par uger med enten shochu (stærk japansk alkohol, red.), kuldioxid eller et andet middel med samme effekt. Herved fjernes frugtens naturlige garvesyre, der ellers godt kan snerpe sammen i munden på en og få den til at føles tør. Denne forunderlige proces, hvor smagen så at sige færdiggøres til menneskebrug, mens frugterne samtidig modnes yderligere, kan lykkes bedre eller mindre godt. Når den lykkes, får frugterne en magisk sødme.
Og når de er klar til at blive spist, så er kaki-frugter sunde, sprængfulde af A-, B- og C-vitamin, og gode for ens øjesyn, siger lægevidenskaben.
Kaki til shogunen
Man har kendt til fremstillingen i århundreder, og en lokal anekdote fortæller, at kaki-frugter fra Aizu helt tilbage i 1300-tallet blev transporteret hele vejen til Kyoto for at blive serveret for den regerende shogun, Ashikaga Yoshimitsu. I vore dage er der tradition for hvert år at sende en leverance til det kejserlige hof i Tokyo.
Ideelt set bruges der i dag så megen naturgødning – og så lidt kunstgødning – som muligt. Jo mere kløver der er i jordbunden, jo bedre. Man forsøger i væksttiden om sommeren at stimulere, at der er masser af insekter omkring træerne. Alt sammen bidrager på den ene eller den anden måde til den karakteristiske smag.
Timing af høsten er ligeledes vigtig, fortæller de, der har årelang erfaring med at dyrke kaki. Frugternes sødme forstærkes i efterårets løb af Aizu-regionens store temperatursvingninger mellem dag og nat, så det er alt andet lige en god ide at lade dem hænge på træerne så længe som muligt. På den anden side ødelægges de af frost, så de skal plukkes, inden kuldegraderne for alvor sætter ind.
Elsket motiv i kulturen
Kakifrugten har gennem tiden fået sin egen kulturelle rolle og betydning i det japanske samfund. Den er ingrediens i mange traditionelle retter, især i efteråret og vinteren, og den er i klassisk haiku-digtning ofte selve symbolet på efterår.
Hoshigaki, skrællet og tørret kaki, hængende uden for folks huse, er et elsket motiv for klassiske malerier og træsnit. Hoshigaki har ofte været benyttet ved teceremonier til at skabe en sød balance i forhold til den lidt bitre grønne te, og det er den dag i dag en populær form for slik i mange japanske familier om vinteren.
Og der er endnu en god ting ved kakifrugterne. De skal spises, mens de er friske, de har normalt ikke godt af at blive opbevaret længe og transporteret over lange distancer, og der er mildest talt rigeligt af dem i sæsonen.
Så de er ikke så vanvittigt dyre i supermarkederne, som andre frugter godt kan være her i Japan.
Asger Røjle Christensen: Aizu – dagligliv i Japan uden for storbyen
Forlaget Turbine, 2026.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og