UKRAINE // ANALYSE – Det uforståelige er, at det har taget verden så længe at se, i hvilken rædselsfuld retning den russiske stat har udviklet sig, siden Putin blev præsident i år 2000, skriver Jens Alstrup. Mordene på PMC Wagners ledere Jevgenij Prigozhin og Dmitrij Utkin er kyniske aflivninger. Rusland er en lovløs mafiastat, hvor paramilitære ledere henretter soldater med hammere, og landets præsident eliminerer sine rivaler.
Det er påfaldende, hvor hurtigt Moskva var i stand til at nå frem til ulykkesstedet og bekræfte de 10 omkomnes identitet, da Jevgenij Prigozjin for rullende kameraer onsdag blev slået ihjel i et flystyrt små 50 km fra den russiske hovedstad.
Prigozjin var som bekendt leder af den russiske privathær Wagner og manden, der stod i spidsen for marchen mod Moskva og oprøret mod Putin 23. juni.
Ombord på flyet var også lejehærens grundlægger, Dmitrij Utkin, samt andre topfolk i Wagner. I alt 10 personer blev slået ihjel i styrtet, der ikke var en ulykke: Flytypen regnes for en af verdens sikreste, og kun et enkelt af denne type har været involveret i et uheld, i en kollisionsulykke i 2006.
Hvad der konkret er sket, vides ikke endnu.
Pentagon udelukker, at der kan være tale om et missilangreb. På internettet florerer teorier om en bombe placeret i en kasse vin, der kom med i sidste øjeblik. Var der tale om en større bombe, ville vragdelene imidlertid være spredt over et større område.
Det var en udbredt antagelse, at Prigozhin var dead man walking efter oprøret 23. juni, selvom den hviderussiske præsident Lukashenko havde forhandlet en opsigtsvækkende fredsaftale mellem Putin og Prigozhin
Hvorom alting er, så var det en udbredt antagelse, at Prigozhin var dead man walking efter oprøret 23. juni, selvom den hviderussiske præsident Lukashenko havde forhandlet en opsigtsvækkende fredsaftale mellem Putin og Prigozhin.
Præcis to måneder senere kan vi konstatere, at Prigozhin er død. Putin gav ham kynisk nogle mindeord med på vejen:
”Jeg har kendt Prigozhin gennem meget lang tid, lige siden de tidlige 1990’ere. Han var en mand med en kompliceret livsbane, og han gjorde alvorlige fejl gennem sit liv. Han opnåede de resultater, han havde brug for, både for ham selv, og da jeg bad om det for en fælles sag, som det var tilfældet gennem de sidste måneder.”
Allerede i 2010 konkluderede den spanske chefanklager, José Grinda, at der var en tæt forbindelse mellem den russiske mafia og den russiske stat, og i dag kan vi konstatere, at det mægtige land er en lovløs mafiastat.
Det uforståelige er, at det har taget verden så længe at se, i hvilken rædselsfuld retning den russiske stat har udviklet sig, siden Putin blev præsident i år 2000.
Intet har egentlig været skjult, men man ønskede måske ikke at vide.
Altkanzler Gerhard Schröder har som bekendt direkte været på Putins lønningsliste, og en række partier og politikere på den yderste højrefløj i Frankrig, Østrig og England har på forskellig vis modtaget midler fra Moskva.
PMC Wagner og Dmitrij Utkin
Selvom Wagnergruppen er endnu mere lovløs end staten, så nyder lejehæren sympati blandt russerne. Mange har lagt blomster foran organisationens hovedkvarter i Sankt Petersborg.
Hærens officielle navn er PMC Wagner – Wagner Private Military Company – opkaldt efter den tyske komponist Richard Wagner af grundlæggeren Dmitrij Utkin.
Utkin, der også omkom i flystyrtet, dyrkede Nazityskland og havde tatoveringer af SS-symboler og svastikaer – se nedenfor.
Wagner var som bekendt Hitlers yndlingskomponist, og hans musik blev for mange synonym med Nazityskland.
Det brænder i Rusland
Tirsdag den 22. august angreb Ukraine to Tupolev Tu-22M supersoniske bombefly i Soltsy, dybt inde i Rusland. Tu-22M kan flyve to gange lydens hastighed og anvendes til bombetogter i Ukraine.
Om droner af denne type – quadkoptere kaldet UAV – kan sendes 650 km ind i Rusland, er usikkert. Den russiske, pro-demokratiske partisanbevægelse kaldet Rospartizan skriver kryptisk, at dronerne må være sendt fra russisk territorium, men om de har kapacitet til at gennemføre denne type operation, er usikkert.
Ødelæggelserne er mest symbolske, men når Moskva er under droneangreb, stopper al civil luftfart omkring byen
Desværre ser det ud til, at partisanerne er få og næppe kan danne grundlag for et nyt og bedre Rusland. Men de gør noget, og det kan man kun have sympati for. Rospartizan har således stået bag sabotage mod en mobilmast, der sammen med relæskabe til jernbaner har vist sig meget sårbare. Rusland har derfor optrappet overvågningen af jernbaner og mobilinstallationer.
Men det er fortsat ukrainske droner, der har sigte mod Moskva, der skaber overskrifter. Mange af dem skydes ned på rejsen mod hovedstaden, men enkelte slipper igennem.
Ødelæggelserne er mest symbolske, men når Moskva er under droneangreb, stopper al civil luftfart omkring byen.
Nogle kan måske huske fra historiebøgerne, at den storskrydende leder af Luftwaffe, Herman Göring, sagde, at man kunne kalde ham for ”Meyer”, hvis blot en eneste bombe ramte Berlin! Måske den russiske general Surovikin blev kaldt ”Meyer”, før han blev fjernet fra posten som leder af det russiske luftforsvar onsdag? Han var i forvejen under husarrest. Det hele går efter planen, som de russiske talspersoner siger.
Rusland er også under pres på anden vis: Værdien af landets valuta, rublen, er faldet til under en cent; lørdag styrtede den russiske månelandingsraket Luna 25 ned på månen; Putin kunne i den forgangne uge ikke deltage i BRICS-topmødet i Sydafrika pga. arrestordren mod ham, der er udstedt af Den Internationale Domstol i Haag.
Opdatering
Ukraine har intensiveret deres angreb på Krim, hvor de i den forløbne uge har ramt en S400-installation – langtrækkende missiler – med et Neptun-missil samt flere gange har ramt den strategisk vigtige Kertsjbro, der forbinder Krim med fastlandet. Russerne har svaret igen ved at sænke flere færger ud for broens sydside, hvor de ukrainske overflade- og undervandsdroner kommer fra, men broen er lang.
På den ukrainske uafhængighedsdag gik en gruppe ukrainske specialtropper på spektakulær vis i land på det vestlige Krim, ud for Olenivka, og plantede et ukrainsk flag på den annekterede halvø.
Det er første gang i 9 år, at Ukraine har soldater på Krim. Vi ved kun lidt om, præcis hvordan specialoperationen er blevet udført, men det er formentlig sket af elitesoldater, der er trænet af den britiske hær, og med en efterladt borerig i Sortehavet som base. Her skal gruppen endda være blevet angrebet af et russisk Su-30 angrebsfly, som soldaterne fik skudt ned.
Den systematiske kampagne mod russisk artilleri er ved at nå sit mål: at den russiske overlegenhed er væk, og at der nu er paritet
Ugens store nyhed er, at ukrainerne har fuld kontrol med den lille by Rabotine. Byen ligger i Zaporizhzhia-regionen, og den er et skridt på ruten til Tokmak, som er nøglen til at kunne komme videre til Melitopol. Med andre ord så er der fortsat lang vej og mange russiske forsvarslinjer, før Melitopol er nået, men general Zaluzhnij, har antydet, at dette kun er begyndelsen.
Zaluzhnij oplyste også, at den systematiske kampagne mod russisk artilleri er ved at nå sit mål. At den russiske overlegenhed er væk, og at der nu er paritet.
Det har jeg selv observeret, da jeg for nylig var ved fronten ved Bakhmut: Der er markant forskel på forholdet mellem russisk og ukrainsk artilleri, som jeg hørte det i januar og senest i starten af august.
Zaluzhnij, som sjældent kan beskyldes for at være overoptimistisk eller smilende, plejer ikke at komme med den slags udtalelser, uden der er reelt indhold i dem. Dette kan have afgørende indflydelse på hele krigens udfald.
Det giver ikke Ukraine sejren i morgen, men det er et skridt i den rigtige retning.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her