UDDANNELSE // KOMMENTAR – Inden man søsætter en kolossal reform af uddannelsessystemet, er man nødt til at tænke sig grundigere om og konkretisere, hvad man ønsker at opnå og hvordan, skriver Tony Andersen Søndergaard i denne kommentar. Hvis de kommende ungdomsuddannelser reelt skal sidestilles og opnå samme status, så skal det faglige niveau på EPX hæves betydeligt, for ellers bliver det blot til halvdannelse. Og det kan vi ikke være tjent med.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Enhver uddannelse skal ifølge den hollandske professor i pædagogik Gert Biesta forholde sig til tre grundlæggende dimensioner, nemlig socialisation, subjektifikation og kvalifikation, men de vægtes forskelligt, alt efter hvilken uddannelse vi taler om.
Dét er værd at have med i baghovedet, hvis man skal diskutere den nye EPX-uddannelses plads blandt de tre skoleformer: folkeskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.
I folkeskolen er den primære opgave at socialisere børnene, dvs. at lære dem, at gruppens behov kommer før deres eget. Man kan sige, at den fælles folkeskole er det fundament, som det demokratiske danske samfund bygger på. Det er i folkeskolen, at man ideelt set møder børn fra andre sociale lag, børn med andre baggrunde og børn, der er anderledes end én selv. Og man lærer, at på trods af disse forskelligheder, så går det.
Måske skulle de danske uddannelsespolitikere også lære at tøve, inden de kaster resten af os ud i endnu en uddannelsesreform
Selvfølgelig opnår børnene også visse faglige færdigheder, men der er vel næppe nogen, der tror, at de alle sammen bliver dygtige musikere, blot fordi de har haft musik i 4. klasse? Dybest set er fagligheden i folkeskolen til for, at alle kan læse, skrive og regne i rimeligt omfang, og at børnene får en fornemmelse af, om de primært er praktisk eller bogligt anlagte, og hvorvidt den grundlæggende heterotopi ”skole”, hvor man skal lave lektier, sidde stille i et lokale osv., er noget for dem.
Og ja, ”bogligt anlagt” har i de sidste 20 år været en slags anakronisme, men det er en mere neutral formulering end ”dygtig” eller ”klog”, som nok bærer mere positive konnotationer med sig – og dermed sætter den praktisk anlagte i et negativt lys. Det er ikke intentionen her.
De seneste års fokus på faglig trivsel peger dog på, at hvis man ikke er bogligt anlagt, så vil tiden på en ungdomsuddannelse – læs STX – ofte føles lang, frustrerende og demotiverende, hvilket næppe kan komme som den store overraskelse.
Så hvorfor vælger så mange unge alligevel STX? Svaret ligger i den anden kategori, nemlig subjektifikationen.
Hvad laver de unge egentlig på gymnasiet?
De danske gymnasieuddannelser står på to ben: uddannelse og dannelse. Det ved enhver. Men enhver ved også, at gymnasieuddannelsen i sig selv ikke kvalificerer til en plads på arbejdsmarkedet.
Man uddanner sig altså ikke til et fag i gymnasiet, modsat erhvervsskolerne, hvor de unge uddanner sig inden for et håndværk og dermed kvalificerer sig til et konkret job. Så hvad laver de unge egentlig på gymnasiet?
Først og fremmest bliver de ideelt set til autonome subjekter, til kritiske individer. De dannes til oplyste medborgere, som kan tage vare på hinanden, på samfundet og på miljøet. Det gør de, mens de samtidig lægger nye lag oven på den generelle viden, som de har med sig fra folkeskolen. Der er ingen, der går dummere ud af gymnasiet. Tværtimod.
De dannes til oplyste medborgere, som kan tage vare på hinanden, på samfundet og på miljøet … Der er ingen, der går dummere ud af gymnasiet. Tværtimod
Selv de elever, som træder ind på en ungdomsuddannelse med begrænset viden fra folkeskolen, er blevet bedre til at læse, skrive og regne, når de får huen på, og har fået en mere nuanceret forståelse af verden og af sig selv. Faktisk så stor en viden, at vi med en vis rimelighed kan forvente, at de kan træffe et velbegrundet valg om, hvor de vil finde deres plads på arbejdsmarkedet. Langt hovedparten af de ting, de har lært og opnået faglig viden om i gymnasiet, kommer de aldrig til at bruge i deres arbejdsliv, hvilket netop understreger pointen, at gymnasiet ikke primært er rettet mod kvalifikation, men derimod subjektifikation, dvs. dannelsen af myndige unge mennesker.
Som uddannet datalog har man fx næppe nogensinde behov for at kunne citere, endsige bare huske, Michael Strunges digt Vær min kamæleon, men måske var det lige præcis dét digt, den følelse, det skabte, som man havde brug for, da man var 17 år gammel og i gang med at forstå sig selv og de mange følelser, der tumler rundt i et ungt menneske.
Gymnasiet er en succes for individet og for samfundet, fordi vi både danner og uddanner. Dén mulighed har de tekniske skoler ikke i øjeblikket, hvor fokus udelukkende er på kvalifikationen, og netop dér ligger et argument for en ny type ungdomsuddannelse som EPX.
Derfor vil EPX ikke fungere
Hovedformålet med en videregående uddannelse er hverken socialisering som i folkeskolen eller subjektifikation som på ungdomsuddannelserne, men derimod kvalifikation.
Man tager en videregående uddannelse for at kvalificere sig til et arbejde, for at blive kompetent inden for et fag. Hvis man ikke forstår denne uddelegering af ansvarsområder i de tre forskellige uddannelseslag, så kan man heller ikke forstå, hvorfor gymnasiet, først og fremmest STX, er blevet så populært, som det er, hvorfor det giver mening at lave en ny ungdomsuddannelse for håndværkertyperne, og hvorfor den nye EPX i sin nuværende rudimentære udformning ikke vil blive en succes.
Hvis EPX også skal føre til subjektifikation, så skal uddannelsen have dannelsesaspektet med. Det rejser imidlertid spørgsmålet om, hvilken form for dannelse man skal møde på EPX
Det handler nemlig ikke om, at de unge bare skal gå ind ad den samme dør, eller at tømrerne skal have nogle fredagsbarer, hvor de kan kysse på nogle piger. Det handler om, at vi skal opfinde en skoleform, hvor de praktisk anlagte unge også får muligheden for at blive dannede subjekter på en måde, der både er givende og meningsfuld. Det kræver pædagogiske forsøg og omtanke og ikke blot en reform med et spinkelt politisk flertal i ryggen.
For hvis EPX også skal føre til subjektifikation, så skal uddannelsen have dannelsesaspektet med. Det rejser imidlertid spørgsmålet om, hvilken form for dannelse man skal møde på EPX. Almen dannelse? Lige nu lægger udspillet op til et par fag på C-niveau, og det opnår man altså hverken etisk, kunstnerisk, politisk eller historisk oplysning eller dannelse ved.
Hvis man ønsker, at de kommende studenter fra EPX skal blive arbejdsduelige, livsduelige og demokratiske samfundsborgere, og hvis de kommende ungdomsuddannelser reelt skal sidestilles og opnå samme status, så skal det faglige niveau på EPX hæves betydeligt, for ellers bliver det blot til halvdannelse. Og det kan vi ikke være tjent med.
Inden man søsætter en kolossal reform af uddannelsessystemet, er man nødt til at tænke sig grundigere om og konkretisere, hvad man ønsker at opnå og hvordan.
A-hold og B-hold
Noget af det mest ærgerlige ved den nyligt vedtagne ændring af ungdomsuddannelserne er, at man fra politisk hold med vidtåbne øjne skaber et A- og et B-hold. Det kan man naturligvis benægte, men enhver halvstuderet røver ved godt, at der er noget, der hedder udbud og efterspørgsel, og hvis den udbudte mængde bliver mindre, ja, så vil den opfattede værdi af den udbudte vare stige.
Det er besynderligt, at et socialdemokratisk parti på denne vis vælger at skabe mere ulighed i samfundet
Eller sagt på en anden måde: Jo sværere noget er at opnå, jo mere attraktivt bliver det, mens det, der er lettilgængeligt, taber værdi. Så hvis man skal have et gennemsnit på 6 for at komme ind på en uddannelse, så bliver den automatisk mere værd end den uddannelse, hvor man kan komme ind, hvis man har et snit på 2. En EPX-uddannelse har altså fra begyndelsen mindre værdi end en STX- eller HHX-uddannelse hos langt de fleste forbrugere. Det handler ikke om uddannelse, det handler om udbud og efterspørgsel. Det er ikke uddannelsessnobberi. It’s just economy, stupid …
Det kan vi nok godt leve med, selv om det er besynderligt, at et socialdemokratisk parti på denne vis vælger at skabe mere ulighed i samfundet, men S-toppen vil nok argumentere for, at man har et standpunkt, til man tager et nyt, og at man bliver klogere med tiden.
Sandt nok, men desto mere sørgeligt er det, at man fra partiets side ikke evner at udbrede denne indsigt til opfattelsen af vores unge mennesker. Åbenbart er det nemlig sådan, at man ud fra en 9. klasses folkeskoleeksamen kan vurdere, hvad et menneske kan blive til. Her er der ingen mulighed for at udvikle sig eller blive klogere med tiden. Her er man som 15-16-årig fuldt dannet. Hvis det ikke var så trist, var det næsten sjovt.
Sandheden er imidlertid en anden, og jeg vil gerne afsløre den her: Unge mennesker gennemgår faktisk en kolossal udvikling i løbet af de sene teenageår.
Det er sandt, at vi hvert år får en gruppe elever ind på gymnasiet, som ikke er specielt gymnasieegnede, hverken fagligt eller modenhedsmæssigt. Men når vi sætter studenterhuen på dem tre år senere, så er der faktisk sket noget.
De studenter, som vi sender ud, er modne voksne mennesker, som er blevet bedre til at læse, skrive og regne, ja, de er faktisk blevet til dannede individer.
Dette er gymnasiets store succes, og den bliver der aldrig talt om, fordi det ikke er politisk opportunt, men der er mange late bloomers derude, som har brug for et lidt længere tilløb end en afsluttet 9. klasse, før både de selv og måske også vi andre kan se deres potentiale.
Gymnasiet løfter alle
Tillad en personlig anekdote. Sidste år ved denne tid spurgte en af mine 3.g’ere mig, om jeg havde fem minutter til en snak, og det havde jeg da. Så fortalte hun, hvordan hun havde været demotiveret siden midten af 1.g, hvordan hun ikke kunne se pointen med at lave skriftlige opgaver eller lektier, og hvordan hun stod til at miste sin SU, fordi hun ikke var studieaktiv. ”Hvilket er rigtigt nok,” som hun sagde, og nu var hun egentlig klar til at droppe ud tre måneder før den sidste eksamen.
Gymnasiet havde aldrig været noget for hende, men alle de andre veninder havde valgt det, og så var hun bare fulgt med, men nu orkede hun altså ikke mere. Og hendes snit var i øvrigt noget lort.
Vi tog en snak, blandt andet om motivation og om det, der kan motivere os: mestring, formål, anerkendelse. Jeg sagde til hende, at det lave snit nok handlede mere om den manglende motivation end om hendes evner, hvilket var sandt, og at jeg sagtens kunne forstå, at hun ikke havde et mål for sin fremtid lige nu, men at jeg aldrig havde mødt en gammel elev, som ikke på et eller andet tidspunkt havde fundet sin vej i livet.
Gymnasiet løfter dem alle, både dem, der mestrer det fra begyndelsen, og dem, der lærer det hen ad vejen
Så måske kunne formålet med de sidste måneder være at give hendes fremtidige jeg en chance for en afsluttet studentereksamen og alle de muligheder og oplevelser, der knytter sig til den.
Det var en god samtale, og den sluttede med: ”Du kan mere, end du viser, men hvis du aldrig er forberedt, har du ingen mulighed for selv at opdage det.”
Til sidst lavede vi en deal: Hun prøvede at lave sine lektier, og jeg lovede at støtte og inddrage hende i hver time, så hun fik nogle succesoplevelser.
Da sommeren kom, blev hun student, blandt andet med et 10-tal i skriftlig dansk, og hun understregede dermed min pointe. Gymnasiet løfter dem alle, både dem, der mestrer det fra begyndelsen, og dem, der lærer det hen ad vejen. Studenterhuen klæder dem alle sammen.
Sporene skræmmer
Som gymnasielærer udvikler man i virkeligheden en slags professionel tøven, en dybtliggende erkendelse af, at unge mennesker modnes i forskelligt tempo, at der er en helt grundlæggende forskel på især drenge i 1. og 3.g, og at man derfor som underviser skal huske at holde sine domme og indtryk relative.
Den urolige elev, der måske ikke var skoleparat i 1.g, kan sagtens udvikle sig til en moden og myndig 3.g’er. Det sker ikke altid, men det sker oftere, end at Spielverderberen fortsætter med at ødelægge klasserummet for alle andre.
Måske skulle de danske uddannelsespolitikere også lære at tøve, inden de kaster resten af os ud i endnu en uddannelsesreform.
Sporene fra tidligere reformer skræmmer i hvert fald mere, end de indgyder tiltro og håb, og en reform kunne begynde med at erkende, at det ikke er nødvendigt med et snit på 6 for at kunne få en god studentereksamen, og at der skal mere dannelse på programmet, hvis subjektifikationen på den nye EPX-uddannelse skal lykkes.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
