EP-VALG 2024 // SPANIEN – Efter regionale valg i Baskerlandet og Catalonien er valgurnerne i Spanien sat frem for tredje gang på to måneder. Regeringen disker op med palæstinensisk valgflæsk, som dog ikke synes at vække appetitten hos de valgmætte spaniere. Kun Vox på den yderste højrefløj synes i stand til at mobilisere sine vælgere og kan ifølge meningsmålingerne se frem til en nær fordobling i forhold til det seneste valg til Europa-Parlamentet for fem år siden.
PAMPLONA – Rådhuspladsen i Pamplona dannede i fredags rammen om Partido Populars (PP) primære kampagnestop i den nordspanske region Navarra. Selv om partiets formand, oppositionslederen Alberto Núñez Feijóo, havde valgt at lægge vejen forbi, var der god plads til alle de fremmødte på den lille plads. Anderledes vanskeligt bliver det at finde plads, når den lokale byfest, San Fermín, skydes i gang om præcis en måned.
Den manglende interesse gør sig gældende over hele landet, og ingen forventer en massiv tilstrømning til urnerne på søndag. Traditionelt set er valgdeltagelsen til Europa-Parlamentet i Spanien, som i det meste af Europa, lav, og den manglende interesse er derfor ikke et nyt fænomen. Men et sammenfald af faktorer synes at have drevet vælgerne endnu længere væk fra urnerne.
Den generelle ligegyldighed står i stærk kontrast til betydningen af søndagens valg
For det første har både baskerne og catalanerne afholdt valg i april og maj, og selv om der er tale om regionale afstemninger, så har begge valgkampe fyldt meget i den nationale debat, fordi den spanske regering i Madrid har brug for støtten fra de regionale partier for at samle et flertal til sine politiske tiltag.
For det andet virker de fleste kandidater uinteressante og uinspirerende. Det ledende spanske socialistparti, Partido Socialista Obrero Españols (PSOE) spidskandidat, Teresa Ribera, er minister for økologisk omstilling og demografiske udfordringer. Hun har bevist, at hun er en driftsikker og dygtig politisk håndværker. Hun er imidlertid ikke specielt karismatisk, og det kan være et problem i en tid, hvor bombastiske udbrud og store armbevægelser giver gevinst.
Det højreorienterede folkeparti Parti Populars (PP) spidskandidat, Dolors Montserrat, sidder allerede i Europa-Parlamentet, hvor hun er vicepræsident for Det Europæiske Folkeparti. Ligesom sin socialistiske kollega mangler hun gennemslagskraft, og kun de færreste kan huske, at hun engang var social- og sundhedsminister. Fælles for dem begge er, at de er næsten usynlige, blandt andet fordi deres respektive partiledere ikke har givet dem scenetid.
Valgkampen synes at lide under en nedprioritering, som er særligt gældende for landets to store partier, PSOE og PP. Den manglende interesse afspejles også af det faktum, at kun den statslige kanal blandt de mange landsdækkende TV-stationer har arrangeret en debat med de respektive spidskandidater. Den eneste yderligere mulighed, som vælgerne havde for at se kandidaterne krydse klinger, blev afholdt sidste mandag formiddag og streamet af avisen El País og radiotransmiteret af Cadena Ser.
Den aktuelle politiske debat handler mest om nationale anliggender, der som oftest ikke har ret meget med europæisk politik at gøre
Den generelle ligegyldighed står i stærk kontrast til betydningen af søndagens valg. Javier Larequi, der er ph.d.-studerende og en af de drivende kræfter bag den pro-europæiske ungdomsbevægelse Equipo Europa (”Europaholdet”), forklarer over for POV, at på et tidspunkt, hvor Europa står med to krige på sin dørtærskel og øget opbakning til euro-skeptiske partier, som mener, at løsningen findes ved at føre kompetencerne tilbage til de enkelte medlemsstater, er det vigtigere end nogensinde at tage del i valget.
Han slår fast, at jo højere stemmeprocenten er, desto større er legitimiteten af de europæiske institutioner. Endvidere fremhæver han, at en høj valgdeltagelse normalt tilgodeser de midtersøgende pro-europæiske partier, og at et massivt fremmøde dermed også indirekte vil styrke opbakningen til det europæiske integrationsprojekt.
Selv om mange betragter EU som et bureakrati langt fra den almindelige hverdag, har spanierne aldrig sat spørgmålstegn ved værdien af et EU-medlemskab. De anerkender de positive effekter, som EU’s hjælpepakker og strukturfonde har haft – og stadig har – for landets udvikling, og ifølge Larequi er 56 pct. af den spanske lovgivning direkte affødt af direktiver fra Bruxelles. Men det har ikke udmøntet sig i politisk eller folkelig debat om eksempelvis immigration, behovet for en grøn(nere) dagsorden, landbrugspolitik eller en øget økonomisk integration.
Den spanske valgkamp bærer præg af en vis udmattelse
Den aktuelle politiske debat handler mest om nationale anliggender, der som oftest ikke har ret meget med europæisk politik at gøre. Enkelte sager har dog strejfet den europæiske dagsorden. For nylig aflagde Ukraines præsident Zelenskij et besøg i Madrid, og den spanske regeringsleder Pedro Sánchez gav tilsagn om en spansk støttepakke på 1 mia. euro i løbet af 2024. Aftalen har opbakning fra oppositionspartiet PP, mens regeringspartneren, Sumar, har tilkendegivet, at man vil stemme imod.
Palæstinensisk valgflæsk
Konflikten i Mellemøsten er et andet emne, som har affødt en intens debat.
I sidste uge valgte Spanien sammen med Irland og Norge at anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Det er ikke nyt, at kræfter i den spanske regering, primært fra koalitionspartneren, Sumar, har presset på for, at Spanien officielt skulle anerkende Palæstina som en selvstændig stat.
I en institutionel erklæring som vice-premierminister slog Sumars leder, Yolanda Díaz, fast, at anerkendelsen blot var første skridt, og at den spanske regering vil presse på for, at EU bryder alle bånd med Israel og fortsat kæmper for “et frit Palæstina fra floden til havet”, en polemisk udtalelse, som efterfølgende har udløst en diplomatisk krise mellem Spanien og Israel.
Støtten til Palæstina har en relativt bred opbakning blandt spanierne – langt videre end blot de 12 pct. af stemmerne, som stemte på Sumar ved det seneste parlamentsvalg sidste sommer. Storebroren i regeringskoalitionen, PSOE, ser en mulighed for at tiltrække vælgere fra den yderste venstrefløj og lefler derfor for væglerne hos deres regeringspartner. PP påpeger, at timingen er betænkelig, og beskylder regeringen for at træffe forhastede beslutninger i en febrilsk jagt på stemmer.
Det yderste højre i international offensiv
Det spanske parlaments andet oppositionsparti, Vox, som udgør Spanien’s svar på det yderste højre, lod det ikke blive ved den mundtlige kritik. Umiddelbart efter den spanske anerkendelse af en palæstinensisk stat lod partiets leder, Santiago Abascal, sig fotografere i Jerusalem sammen med den israelske premierminister, Benyamin Netanyahu, hvor han forsikrede ham om, at det langtfra var alle spaniere, som delte regeringens holdning.
Vox har været aktiv i valgkampen og vejrer morgenluft. Hvor de fleste partier står i stampe, så giver de seneste meningsmålinger partiet en fremgang fra 6,2 pct. til ca. 10 pct. af stemmerne. Det vil gøre partiet til det tredjestørste, en position, som igennem de seneste valg er konsolideret i det nationale parlament og en lang række regionale parlamenter. For de øvrige partier er der ikke de store forandringer i sigte. PP forventes at få flest stemmer, efterfulgt af PSOE. Begge partier står til 30-35 pct. af stemmerne hver, og sammen med Vox vil de tilsammen få tre fjerdedele af alle stemmerne.
Vox har benyttet det forestående valg til at promovere sig internationalt. I midten af maj måned inviterede Abascal således højreorienterede ledere fra nær og fjern til den spanske hovedstad. Blandt deltagerne var den ungarske leder, Orbán, og Italiens premierminister, Giorgia Meloni, som begge deltog via videokonference. Front Nationals leder, Marine Le Pen, var en af weekendens hovedtalere sammen med den nyslåede argentinske præsident, Javier Milei.
Mileis besøg trak alle overskrifterne. Forud for hans ankomst til Madrid havde Oscar Puente, den spanske regerings transportminister og ubestridte provocateur, udtalt på et møde med partifæller, at Milei uden tvivl var på sprut eller stoffer, eller muligvis begge dele, når han stillede op til møder og interviews.
Den farverige præsident, som sjældent går af vejen for et godt verbalt slagsmål, gav svar på tiltale og rettede skytset mod regeringslederen, Pedro Sánchez’ kone, som for tiden undersøges for sin rolle i tildeligen af store offentlige kontrakter. Ingen af parterne har undskyldt sig, og balladen har affødt en diplomatisk krise, hvor Spanien har trukket sin ambassadør i Buenos Aires hjem.
Sagen er endnu et eksempel på de sager, som har optaget pressen og de spanske politikere. Abascals bestræbelser på at søsætte en debat om international immigrationspolitik og iscenesætte sig selv som en international leder af den yderste højrefløj løb ud i sandet, da fokus blev rettet mod Milei.
Den spanske valgkamp bærer præg af en vis udmattelse. Politikerne har skudt med skarpt mod hinanden det meste af foråret, og en apatisk ligegyldighed synes at karakterisere vælgerne. Ifølge meningsmålingerne står Europa over for en markant højredrejning. Også i Spanien kan Vox se frem til hver tiende stemme. Det er et beskedent skridt til højre, for der er stadig langt fra den opbakning, som søsterpartierne i eksempelvis Frankrig eller Italien kan mønstre.
Klik dig videre til mere EU-stof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
