POLITIK // ANALYSE – Labours krise er den nyeste i en lang serie. Socialdemokrater og konservative i Europa betaler nu prisen for årtiers afindustrialisering, brutal privatisering, voksende ulighed og manglende kontrol med indvandringen. Højrepopulisterne samler de vrede vælgere op.
PARIS – Først en undskyldning til læserne. Analyserne af europæisk politik begynder at ligne hinanden. Det skyldes ikke intellektuel dovenskab hos skribenterne, men at de samme tendenser gør sig gældende næsten overalt på det gamle kontinent. Én udvikling overskygger alle andre: De gamle regeringsbærende partier er i frit fald.
Overalt står lederne af Europas traditionelle folkepartier – fra statsminister Mette Frederiksen til forbundskansler Friedrich Merz – med det samme budskab: Folkepartiernes storhedstid er forbi.
De socialdemokratiske og konservativt-liberale partier har ikke kun haft svært ved at følge med udviklingen. De er blevet overhalet af den
Det er i sig selv ikke dramatisk. Partier opstår og forsvinder i takt med samfundsudviklingen. De økonomiske og sociale forudsætninger for deres succes ændrer sig nu hurtigere end på noget tidspunkt i årtier. Samtidig er den geopolitiske ramme, som Europa har arbejdet indenfor i næsten 100 år, under opbrud.
De socialdemokratiske og konservativt-liberale partier har ikke kun haft svært ved at følge med udviklingen. De er blevet overhalet af den. Det gælder især i spørgsmål som indvandring, klima og økonomi. Afindustrialisering og manglende investeringer i ny teknologi har gjort Europa sårbart over for kinesisk konkurrence, lige fra avanceret teknologi til billige forbrugsvarer og farligt legetøj.
Labours ”forkerte spor”
Det seneste eksempel ser vi i Storbritannien. Her fejede Reform UK – Nigel Farages højrepopulistiske og indvandrerkritiske parti – både det regerende Labour og de konservative af banen ved kommunalvalgene i England. Samtidig fik partiet gennembrud i Skotland og Wales.
I Frankrig står Rassemblement National stærkt kun et år før præsidentvalget.
Nu kæmper premierminister Keir Starmer for sit politiske liv blot to år efter Labours jordskredssejr. Borgmesteren i Manchester, Andy Burnham, står klar som udfordrer, hvis han vinder et kommende suppleringsvalg til Underhuset.
Men spørgsmålet er, hvad han egentlig kan tilbyde vælgerne ud over større karisma end Starmer.
”En stemme på mig vil være en stemme på forandring i Labour,” sagde Burnham tidligere på ugen på en konference i Birmingham. Han lovede større købekraft, lokale initiativer og genindustrialisering.
Det lyder både velkendt og uklart. Mere interessant er hans analyse af Storbritanniens udvikling.
”Storbritannien har været på det forkerte spor i 40 år,” sagde han og pegede på ”afindustrialiseringen” i 1980’erne, ”privatiseringerne” i 1990’erne og ”nedskæringspolitikken” i 2010’erne efter finanskrisen.
Afindustrialisering og fattigdom
Afindustrialiseringen og privatiseringerne er i høj grad Labour-premierminister Tony Blairs værk. Socialdemokratiske regeringer i resten af Europa har i store træk fulgt samme kurs.
I Storbritannien er store dele af den offentlige sektor privatiseret – fra hospitaler til fængsler. Samtidig har både konservative og socialdemokratiske regeringer set passivt til, mens asiatiske konkurrenter har overtaget stadig større dele af europæisk industri.
Tanken var, at industri hørte fortiden til – med snavsede hænder og forurening – mens handel, finans og service var fremtiden. Det fungerede i London og andre europæiske storbyer med rigdom, en velstående middelklasse og et højt udviklet kulturliv. Resten blev, som den franske politolog Jérôme Fourquet kalder det i sin kendte bog L’Archipel français, ”bagbutikken”.
Store områder blev efterladt i forfald. En rejse gennem tidligere industriregioner i Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Spanien er i dag også en rejse gennem fattigdom, sociale problemer, discountbutikker og voksende kriminalitet. Det samme gælder i de fattige kvarterer i metropoler som London, Paris og Berlin.
I Frankrig er regionen Provence-Alpes-Côte d’Azur – med Rivieraen, Provence og skisportsstederne i Alperne – blandt landets fattigste områder. Omkring 20 procent lever under fattigdomsgrænsen. Mange ansatte i turistsektoren arbejder på deltid og til lave lønninger, mens de sociale forskelle er blandt de største i landet.
Politikerne har glemt indvandringen
Stemmerne på Reform UK, Rassemblement National, Vox i Spanien og Alternative für Deutschland i Tyskland er protester mod netop den udvikling, Andy Burnham beskriver.
Samtidig skyldes den radikale venstrefløjs fremgang i flere lande frustration blandt højtuddannede unge med usikre job og frygt for at blive de første ofre for kunstig intelligens. Men især socialdemokraternes krise bliver tydelig fordi, Burnham ikke nævner den vigtigste drivkraft bag vælgernes vrede: indvandringen.
En måling fra Ipsos i februar viste, at 66 procent af briterne mener, at indvandringen er for høj. Samtidig accepterer mange behovet for en kontrolleret indvandring til blandt andet sundhedssektoren.
Holdningen har været stabil i flere år. Alligevel har skiftende regeringer – trods løfter om stramninger og øget kontrol ved Den Engelske Kanal – ikke kunnet stoppe strømmen af migranter og flygtninge.
Myndighederne har i praksis ladet parallelsamfund vokse frem i dele af London og andre storbyer. Flere steder har kontrollen med sharia-lignende praksis ved skilsmisser, tvangsægteskaber og kontrollen med mange religiøse skoler været utilstrækkelig.
Der er tale om begrænsede fænomener, men sensationspressen og sociale medier forstørrer hver enkelt sag. Samtidig puster indvandrerkritiske grupper og Reform UK til utilfredsheden.
Udlændingepolitikken splitter
Labour er – ligesom mange andre socialdemokratiske partier i Europa – dybt splittet i spørgsmålet om indvandring. Det danske socialdemokrati er en af få undtagelser. Til gengæld er Mette Frederiksen presset af venstrefløjen. Det begrænser mulighederne for yderligere stramninger, og det har bidraget til Dansk Folkepartis comeback.
Derfor har de traditionelle partier haft svært ved at formulere en klar og troværdig udlændingepolitik. Populisterne udnytter tomrummet med slagord og løfter, som de næppe selv kan gennemføre.
I Storbritannien, FraDe gamle magtpartier står i dag med et dobbelt ansvar. Deres økonomiske politik har øget den sociale ulighed, og de har svækket Europas konkurrenceevne og Spanien forsøger de gamle konservative og liberale partier nu at løbe efter det yderste højre og kopiere dele af deres retorik i håb om at vinde vælgere tilbage.
Men det virker ikke.
De gamle magtpartier står i dag med et dobbelt ansvar. Deres økonomiske politik har øget den sociale ulighed, og de har svækket Europas konkurrenceevne
De gamle magtpartier står i dag med et dobbelt ansvar. Deres økonomiske politik har øget den sociale ulighed, og de har svækket Europas konkurrenceevne ved ikke at forberede overgangen til moderne industri ved en massiv indsats i forskning.
I flere lande står både socialdemokratiske og borgerlige regeringer bag regulære besparelser på uddannelse og forskning. Det er netop den kritik, som den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, fremfører i sin rapport om Europas konkurrenceevne.
Nu betaler de regningen. De har hverken taget et klart opgør med kræfterne, der ønsker næsten fri indvandring til Europa, eller med de fremmedfjendtlige bevægelser, der drømmer om et hvidt Europa uden indvandring.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og