SORG // ESSAY – Der er et gammelt ordsprog, der siger, at en kat er hjemmets sjæl. Hvis man nogensinde har elsket og mistet en kat, ved man, at det er sandt. Da min kæreste og jeg sidste vinter mistede vores kat, føltes vores hjem ikke længere som et hjem. Det var alt for stille og rent.
Vi var begge to overraskede over den sorg, vi oplevede. Vi kunne ikke komme ud af sengen i flere dage, så uudholdelig var tanken om at gå rundt i lejligheden uden vores kat i vindueskarmen eller i sofaen.
Vi spiste kun, fordi min veninde kom på besøg og lavede mad til os.
“Sådan gør jøderne, når et familiemedlem dør,” sagde hun, og så sørgede vi som jøderne og tændte et stearinlys for Trolderik i den vindueskarm, der var hendes.
Om aftenen, når min kæreste var faldet i søvn, lå jeg og kiggede på lyset, der flakkede utålmodigt for pludselig at blive mørkt og stille.
Da det blev forår, gjorde det stadig ondt.
Sorg, siger Henrik Nordbrandt, er næstenhed: Om natten kunne jeg næsten høre Trolderik kradse på soveværelsesvinduet for at blive lukket ud eller ind, og jeg kunne næsten mærke hende omkring mine ben, når jeg gik rundt i lejligheden.
Kærligheden til et dyr er helt ren og enkel. Sammen med et dyr er jeg et bedre menneske
Pludselig var det, som om hun stod ved siden af mig, og for et øjeblik glemte jeg, at jeg havde modtaget et opkald med ordene “vi synes, hun skal få fred”, og mit eneste svar til døden havde været det skrig, vi også kommer til verden med.
Jeg glemte næsten, at dyrlægen havde sprøjtet klar væske ind i et drop i en åre på den lille kattekrop, der efterfølgende var blevet svøbt i et tæppe, før den nåede at blive stiv.
Inden min kat trak vejret for sidste gang, hørte jeg ordene “undskyld og tak” forlade min mund. De to ord var alt, jeg vidste om kærlighed; det var de ord, der eksisterede uden for bevidstheden.
Sådan gik jeg i lang tid rundt med næstenheden i en konstant vekselvirkning mellem at glemme og så huske, at hun var død: Det var den samme synkende følelse, som når man vågner fra en drøm, der er bedre end virkeligheden.
Med Trolderik mistede jeg et livsvidne. Hun lå i min fodende på tidspunkter, hvor jeg selv var skredet, hvis jeg havde haft et valg. Det var den form for kærlighed, der forsvandt med hende.
Min kærlighed til dyr har altid været stærk, og det har noget med den trofasthed at gøre. Jeg ved, hvad det vil sige at blive forladt og forlade. Jeg ved, det kan ske uden varsel, selvom der findes stor kærlighed. Mellem mennesker er der ingen garantier. Vi elsker og forlader hele tiden; vi bliver så let distraheret.
Den havde siddet på klinkegulvet uden at vige bort, da jeg en tirsdag nat blødte et foster ud i toilettet, og den var det eneste, jeg tog med mig, da jeg et år efter aborten gik fra min ekskæreste
Men kærligheden til et dyr er helt ren og enkel. Sammen med et dyr er jeg et bedre menneske, og det var den del af mig selv, jeg også mistede med Trolderik: Den formildende udgave af mig selv, der troligt står op om natten for at åbne vinduet og tænde for vandet i vandhanen, så min kat kan få, hvad hun vil have.
Da det blev sommer, var jeg stadig ikke parat til at få en ny kat. Det var for tidligt og føltes som en erstatning for noget, der ikke kunne erstattes.
I min verden fandtes der kun én kat, og den var sort med hvide poter og en perfekt lyserød snude. Den var kommet ind i mit liv på et tidspunkt, hvor jeg havde følt mig allermest alene, den havde siddet på klinkegulvet uden at vige bort, da jeg en tirsdag nat blødte et foster ud i toilettet, og den var det eneste, jeg tog med mig, da jeg et år efter aborten gik fra min ekskæreste.
Trolderik var min følgesvend, og da jeg mistede hende, mistede jeg også en del af den verden, jeg havde lyst til at være en del af. Verden var ganske enkelt et fattigere sted uden min kat i den.
I perioden efter tabet af Trolderik læste jeg romanen 1Q84 af Haruki Murakami, og i den fortælling findes der to verdener: en med én måne og en med to. Hovedpersonen og hans elskede lever i hver deres verden adskilt af en skjult dør, og det var den dør, jeg stadig ledte efter, så jeg igen kunne være sammen med min kat. Det er den dør, vi alle sammen leder efter, når vi mister en, vi elsker.
Som tiden gik, kom der skorpe på mit sår. Det gjorde ikke længere kronisk ondt, når jeg rørte ved det, og min kæreste og jeg snakkede om, hvad vi skulle gøre med den kærlighed, der i sorgen var blevet hjemløs.
Nu kunne jeg kun tænke på alt det liv, der var hjemme i vores soveværelse i en lille skuffe i min kærestes klædeskab, og jeg følte en snert af mening, jeg ikke havde følt i lang tid
Vi besluttede at skrive en mail til det lokale dyreinternat, hvor vi tilbød at blive plejeforældre for en herreløs kat, der ventede killinger.
Allerede nogle dage senere hentede vi Kleopatra. Hun mjavede hele vejen hjem i bilen, og jeg tænkte på, hvilket liv hun havde haft, og hvor voldsomt det måtte være at bo i et bur og blive hentet af fremmede mennesker. Jeg tænkte på, hvordan jeg ville gøre mig umage over for hende og hendes killinger, og hvordan jeg aldrig ville sætte hende tilbage i et bur.
Nogle uger senere fødte Kleopatra fem killinger, og jeg havde det, som når mine brødre og jeg for mange år siden fik et nyt computerspil, og vi hverken kunne sove om natten eller vente med at komme hjem fra skole, fordi vi kun havde en ting i hovedet. Nu kunne jeg kun tænke på alt det liv, der var hjemme i vores soveværelse i en lille skuffe i min kærestes klædeskab, og jeg følte en snert af mening, jeg ikke havde følt i lang tid.
I de næste par måneder handlede vores liv om katte, på samme måde som det handler om et barn, når man bliver forældre. Jeg kunne sidde i timevis og betragte dem og misunde, hvordan de så ubesværet var til: Når de var sultne, spiste de. Når de var trætte, fandt de en solstråle. Når de så en flue, jagede de.
Kan vi ikke bare være de mærkelige kattemennesker med seks katte?
Pludselig skulle vi af med dem igen, og jeg tænkte på min kat, Sorte, der løb hjemmefra, da jeg var lille. Da han kom hjem igen, løftede jeg ham op og knugede ham så tæt ind til mig, som man gør, når man forstår, at alting forsvinder. Mine søskende ville holde ham, men jeg pressede hans bløde krop tættere på mit ansigt og begravede min næse i duften af græs og frisk luft. Jeg ville ikke give slip. Jeg ville beholde ham for mig selv.
”Kan vi ikke bare være de mærkelige kattemennesker med seks katte?”, spurgte jeg min kæreste igen og igen, fordi jeg ikke kunne give slip.
Tanken om killingerne, der skulle flytte en efter en, mindede mig om Trolderiks død.
Jeg havde indlagt min kat på dyrehospitalet efter at have fundet hende krøllet sammen i et hjørne på bagtrappen. Da vi besøgte hende kort før hendes død, sad hun alene i et bur med et drop i sin barberede pote. Kun et par uger forinden havde hun klatret i træer.
Hendes pels var ikke længere blank. Den var livløs og grålig, og da jeg kaldte hendes navn, kravlede hun besværet hen til min hånd og vendte ryggen til mig.
Det var ikke, fordi jeg besluttede mig for det, men jeg begyndte at sabotere processen med at få afsat killingerne
Jeg kunne ikke vriste mig fri af skyldfølelsen.
Jeg havde sat hende i et bur, og jeg havde til sidst indvilget i, at dyrlægen måtte ende hendes liv. Jeg vidste, at det var den rigtige beslutning. Hun havde smerter til sidst. Så mange, at når min kæreste aede hende, knurrede hun. Men jeg havde sagt ja til døden, ligesom jeg havde sagt ja til at give disse kattekillinger fra mig. Det gav ingen mening for mig. Killingerne var jo ikke døende, de var alt andet end døende. Hvorfor kunne jeg ikke beholde dem?
Det var ikke, fordi jeg besluttede mig for det, men jeg begyndte at sabotere processen med at få afsat killingerne.
Hver gang, vi havde indgået en aftale med en familie, blev jeg fysisk syg. Jeg kunne ikke sove om natten. Jeg havde det, som dengang min første store kærlighed forlod mig. Dengang listede jeg ind under min lillesøsters dyne om natten og hægtede mig fast til hende som en igle. Hendes kropsvarme var det eneste, der bekræftede mig i, at jeg stadig eksisterede. Med killingerne var det på samme måde. At tage afsked med dem var som at amputere mig selv.
Når en familie kom og skulle besøge killingerne, gjorde jeg dem klart, at det ikke var sikkert, de kunne få en killing. Jeg ville vurdere hver enkelt familie og matche killingerne derefter. Når de spurgte, om de kunne ønske en killing eller udpege en favorit, sagde jeg nej. Sådan fungerede det ikke. De skulle være heldige, hvis de blev valgt ud.
En anden familie havde børn, der ikke kunne finde ud af at ae kattene ordentligt. De gjorde det konsekvent på den forkerte måde. Dur heller ikke. Sådan fortsatte det, indtil vi var løbet tør for familier
Familier blev kasseret på, hvad jeg selv syntes, var helt fornuftige kriterier.
En familie havde mistet to katte tidligere, fordi de var løbet hjemmefra. Dur ikke. En anden familie havde børn, der ikke kunne finde ud af at ae kattene ordentligt. De gjorde det konsekvent på den forkerte måde. Dur heller ikke. Sådan fortsatte det, indtil vi var løbet tør for familier, og processen skulle starte forfra.
Da vi endelig havde fundet de rigtige familier, begyndte jeg at trække aftalerne tilbage. Jeg kontaktede dem og sagde, at jeg havde fortrudt. At jeg ikke kunne give slip. “Jeg ved godt, det er uprofessionelt,” sagde jeg, “men jeg kan simpelthen ikke give dem fra mig.”
På denne måde famlede jeg, indtil dyreinternatet en dag ringede og truede med at hente killingerne, hvis jeg ikke rettede op på mine handlinger over for familierne.
Jeg vidste godt, jeg havde gjort noget forkert. Det var ikke anderledes end at stjæle. Jeg havde taget noget, der ikke var mit, og nu var jeg blevet opdaget. En del af mig var lettet over afsløringen ligesom dengang i gymnasiet, hvor min storesøster havde fundet det tøj, jeg havde stjålet fra hende og gemt bagerst i mit skab. Med afsløringen kunne jeg endelig stoppe.
Jeg græd, da de lukkede lågen og tog ham med
Om aftenen tog vi afsked med den første killing. Cæsar blev hentet af en familie med seks børn. En af pigerne i familien havde syet en pude til ham, som hun havde lagt ind i transportkassen. Hun mindede mig om mig selv: en lille pige i en stor sammenbragt familie. Hun satte sig forsigtigt på gulvet og kaldte på Cæsar. Hendes øjne lyste op, da han uden tøven kravlede ind i transportkassen.
Jeg græd, da de lukkede lågen og tog ham med.
Jeg græd for denne kat og alle de andre, jeg skulle give slip på. Jeg græd for den lille pige, jeg næsten havde frarøvet en ven. Jeg græd for Trolderik. Og jeg græd, fordi jeg endelig havde givet slip.
Udmattet af tårer gik jeg ind i soveværelset og lagde mig i min seng. Rummet var koldt og mørkt.
Mens jeg lå under dynen, tænkte jeg på nordbakken Frey, som jeg ofte besøgte på Naturskolen i Randers, da jeg var lille. En morgen, da jeg var 13 år gammel, vækkede min stedmor mig, fordi Frey af uforklarlige årsager stod uden for vores hus.
“Er det ikke den hest, du besøger på Naturskolen?”, spurgte hun.
Jeg sprang op af sengen og kunne konstatere, at det var Frey, der stod dernede i mørket med en kæde om halsen lænket til en kold lygtepæl.
Min stedmor og jeg gik ned for at hente ham. Hans stærke krop var rolig, nærmest opgivende. Øjnene var store og åbne.
Min stedmor insisterede på, at vi ringede til politiet. “Måske savner de ham på Naturskolen,” sagde hun. “Måske er han løbet hjemmefra”.
Mit hjerte sank. Jeg havde håbet, jeg kunne beholde ham som en mønt, man finder på gaden.
Der er så meget, vi må give slip på, og når vi giver slip, gør det ondt. Det er den pris, vi betaler, når vi elsker
Politiet spurgte min stedmor, om vi selv kunne aflevere ham på Naturskolen. Jeg nikkede insisterende, og min stedmor indvilgede.
Min far lavede en grime til Frey af et tov, han fandt i skuret. Jeg prøvede at binde Frey til kastanjetræet i baghaven, men han blev ved med at trække sig fri, og allerede om eftermiddagen måtte jeg smide håndklædet i ringen og trække ham langs den store vej til grusvejen, hvor Naturskolen lå et par kilometer længere nede.
Jeg ville ride ham, inden jeg skulle tage afsked med ham, og da vi var kommet et stykke ned ad grusvejen, kravlede jeg op på den muskuløse krop og holdt godt fast i manken.
Frey gik, indtil han genkendte duftene og lydene. Jeg prøvede at holde fast med mine hænder og mine lår, mens hesten satte i galop, men jeg kunne ikke. Jeg var nødt til at give slip.
Jeg faldt af Frey, der løb, som om han endelig var sluppet af med en rygsæk, der skarver. Han løb, indtil han stod foran indhegningen til sit hjem, hvor han hørte til.
Jeg tænkte på Frey, mens jeg lå her alene i min seng, fordi jeg forstod, at der er så meget, vi må give slip på, og når vi giver slip, gør det ondt. Det er den pris, vi betaler, når vi elsker.
Pludselig mærkede jeg en killing hoppe op i sengen til mig. Han mjavede lidt anklagende som for at sige “se på mig”, og i lang tid kiggede vi på hinanden, inden han slog blikket ned og lagde sig til rette i fodenden.
Der er ingen kærlighed, der forlader kroppen, når den først er flyttet ind, men ligesom et landskab, der ændrer sig efter en naturkatastrofe, bliver sorgen også til noget andet. Den bliver lidt mindre kantet; man slår sig ikke hele tiden på den
Der var noget, der rykkede sig inden i mig.
Det var mere end et halvt år siden Trolderiks død, og uden at jeg havde opdaget det, var der opstået et rum i mit hjerte – det var ganske stort – hvor hun stadig kradsede på vinduer og drak af vandhanen. Men det rum hjemsøgte mig ikke længere om natten. Det var blevet en integreret del af mig som et ar, der har været der siden barndommen.
På den måde er der ingen sorg, der går over. Der er ingen kærlighed, der forlader kroppen, når den først er flyttet ind, men ligesom et landskab, der ændrer sig efter en naturkatastrofe, bliver sorgen også til noget andet. Den bliver lidt mindre kantet; man slår sig ikke hele tiden på den.
Den intense smerte, der havde været der siden Trolderiks død, havde fortaget sig som en tinnitus, der ikke længere er konstant, og jeg mærkede noget åbne sig, som ikke havde været der før.
Et nyt hjørne af mit hjerte var blevet ledigt, og i det øjeblik tænkte jeg ikke på Trolderik eller Frey eller Cæsar eller noget andet, jeg skulle miste i fremtiden. Jeg mærkede bare denne lettelse i min krop, mens jeg kiggede på den makrelstribede killing, der var i live i min fodende, og jeg vidste, at jeg var villig til at gå det hele igennem endnu engang for ham. Jeg var villig til at åbne mit hjerte og få det knust igen, og for første gang i lang tid lukkede jeg mine øjne og faldt i en tung, drømmeløs søvn.
Læs flere essays af Sofia Rasmussen i POV her: Min onkels begravelse
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
