manna K

Næsten som manna fra himlen #125

i Essays/Børn & unge af
ESSAYSERIE – “Vingefanget af den bevilling får mig både til at gyse og grine; gyse fordi det præcis var det, vi bad om at få for 3 år siden (og naturligvis ikke fik). Grine fordi – ja, af det indlysende fantastiske i, at min lille sol endelig kan få hjælp.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der lider af angst og har Aspergers. I denne uge finder Odile og familien ud af, at K kan gå til psykolog “ad libitum”.

’Det er givet ad libitum..’

’Undskyld, hvad mener du?’ Vantroen, der øjeblikkeligt er bygget op i mig, flyder ud gennem min stemme og ned i telefonen, hvor der samles op af psykologen i den anden ende.

Nu har K fået bevilliget en rigtig autisme-erfaren og -vidende psykolog, fra det psykolog-hus, vi anerkender som et af landets bedste

’Der er ikke sat nogen deadline på, det vil sige, der er bevilliget en times samtale om ugen. Og en del af kontrakten lyder,’ svarer hun, ’at vi her fra centeret deltager i halvårlige opfølgningsmøder med forvaltningen.’

’Det’ da løgn!’

Omfanget og betydningen af beskeden, rejser sig monumentalt, knejser foran min bevidsthed og jeg stønner under vægten af alle de muligheder, det giver. ’Hold da kæft,’ er det eneste, jeg formår at udtrykke.

’Ja, det må du nok sige. Jeg har aldrig oplevet det før.’

’Det er jo… Jeg ved ikke … Men .. Hvor er det fantastisk.’

K har med sin vanlige præcise klarhed udtrykt, at hun gerne vil have en psykolog. En god en, en rigtig en – ikke en fra kommunens egen Psykologfabrik, for guderne skal vide, at det er prøvet og at det lagde os brak; mit hjerte blev revet itu på det råkostjern af udtalelser, psykologen mødte os med.

Men nu har K fået bevilliget en rigtig autisme-erfaren og -vidende psykolog, fra det psykolog-hus, vi anerkender som et af landets bedste.

Vingefanget af den bevilling får mig både til at gyse og grine; gyse fordi det præcis var det, vi bad om at få for 3 år siden (og naturligvis ikke fik). Grine fordi – ja, af det indlysende fantastiske i, at min lille sol endelig kan få hjælp.

Det skyldes VISO, tror jeg. Det gode som sker for K nu, skyldes VISO. Og også det skulle vi slå os til blods for at få igennem; et helt års insisteren og en frakendelse af K’s dagbehandlingsskole skulle der til, før forvaltningen valgte at kontakte VISO.

Vi er halvvejs i samtalerne med Birk, og ved hvert møde er K fuldt ud tilstede og meget aktiv. Faktisk er hun den mest talende af os. For hver samtale vi har haft, har K åbnet sig mere og mere, synes at blive mere og mere tryg ved Birk

Det gjorde indtryk på VISO; at blive bekendt med borgere, der ikke har adgang til dem, trods det er derfor, VISO er sat til verden; at træde ind når der sker konflikt og u-samarbejde mellem borgere og forvaltning. Det er bare så tricky
foranstaltet, at borgerne ikke selv kan aktivere den indsats, men skal tigge og bede forvaltningen om lov.

Nuvel.

K har fået bevilliget psykologsamtaler, takket være Birk, VISO-psykologen, der kommer hjem til os og herfra viderebringer input til forvaltningen for at kunne yde den støtte, K har brug for.

Vi er halvvejs i samtalerne med Birk, og ved hvert møde er K fuldt ud tilstede og meget aktiv. Faktisk er hun den mest talende af os.

For hver samtale vi har haft, har K åbnet sig mere og mere, synes at blive mere og mere tryg ved Birk. Som om hun efterlader sig, stille og sindigt, ét for ét, de finmaskede lag af beskyttelse, hun har tætnet om sig med en nøjsomlighed som en dygtig tækkemand; hendes lag som gør det ufremkommeligt for fremmede at bevæge sig ind og finde hende.

Eller ikke kun for fremmede, det gælder alle faktisk – det er der ingen garantier for at få hende frem.

Og det er under samtalerne med Birk, at K har sagt hun gerne vil have en psykolog. Eftersom Birk oplever, hvordan K reflekterer, analyserer og konkluderer har han kunnet melde sig helt enig i hendes behov, men også i, at hun evner at være i samtaler på meget højt niveau, da hun blandt andet har en meget stor selvindsigt.

Mange siger autister ikke har selvindsigt. Men mange har så ikke mødt K.

Sim-sa-la-bim. Der er endelig hul igennem!

Kommunen mente ellers, at det faktum at K har en kontaktperson-ordning, hun blot kan aktivere, når hun vil, måtte gøre det ud for en psykolog. Men det har Birk heldigvis rådgivet dem om, langtfra er det samme som samtaler med en psykolog.

’Endnu en kontaktperson,’ grinede K ironisk, da hun i sommer fik det fremlagt af afdelingslederen fra Socialforvaltningen. ’Det kan jeg lige så godt sige jer med det samme, at hvis det er, hvad I vælger at tilbyde mig, så kan I lige så godt lade være!’

Kan man sige det mere tydeligt? Oven i købet kom det lige efter K havde forklaret, hvordan samtlige fagpersoner fra kommunen havde set på hende, som var hun et misfoster.

Sim-sa-la-bim. Der er endelig hul igennem!

’Det er godt!’ K nikker, smiler et lille smil, men det smil kender jeg og ved, at det dækker over en større tilfredshed end det tilkendegiver. Hun er ikke jublende, selvklart er hun ikke det; hun skal først møde den psykolog og finde ud af, om der er kemi og om vedkommende er dygtig og om hun kan give K det, hun endnu har til gode i sit møde med professionelle. Selvfølgelig skal hun det!

Men der er åbnet en sprække.

’Jeg tror gerne, jeg vil komme hen til hende,’

’Vil du det?’

’Ja, men det er fordi, hvis ikke jeg tager hen til hende første gang, så bliver det endnu sværere at gøre det gangene efter.’

’Jamen, så er det da en god ide, at første møde er i deres praksis.’

’Mm. Så kan vi bagefter nok mødes herhjemme.’

’Det synes jeg, vi skal holde fast i.’

veren efter at holde K fast på at komme ud af vores hjem, overhaler min fornemmelse for timing. Erfaringsmæssigt ved jeg, at det er umuligt at forcere noget som helst i eller for K.

Og så ved jeg, hun vil bearbejde tanken; den vil blive anskuet fra alle vinkler, blive dissekeret, samlet igen, vendt på hovedet, rystet, sat til ro og intet vil være uden for K’s kontrol, når den endelige beslutning lander

Alligevel snubler jeg fra tid til anden over mit eget behov for, at K skal i en bestemt retning i et bestemt tempo; selvsagt gør jeg det – jeg vil så gerne, at hun skal få det bedre.

Det er alligevel dér, jeg har udviklet mig mest de sidste år herhjemme med K; lært at sætte mig selv til side, min trang til at få K til at få det bedre er naturligvis lige stærk, men jeg har fattet meget mere om, hvordan jeg giver K plads og tid.

Men skulle nogen ha’ fortalt mig for 4 år siden, hvor lang den her vej har været… Og stadig er….

’Ja, måske. Jeg må tænke over det.’

’Det er klart.’ Og så ved jeg, hun vil bearbejde tanken; den vil blive anskuet fra alle vinkler, blive dissekeret, samlet igen, vendt på hovedet, rystet, sat til ro og intet vil være uden for K’s kontrol, når den endelige beslutning lander.

Det eneste jeg kan gøre rigtigt nu, er at give hende tiden til at få det på plads, være til rådighed og ellers gå med på enten at køre hende til psykologen (hvor jeg vil finde et sted at vente med mit strikketøj eller en god bog og en kop kaffe imens) eller overlade hjemmet til psykologen og K.

Jeg tror på, at vi stadig er på vej mod det gode og fjerner os fra det døde dyng, der har hængt om hvor ankler, knæ, skuldre og i perioder om vor halse. Jeg tror så meget på det, at jeg næsten ved det.

Lige meget hvad K vælger, så ved jeg, at hun er i gang med at forberede sig til igen at færdes uden for, derude i verden.

STU’en starter til 1. Januar 2021 og det giver hende mulighed for at nå en håndfuld samtaler med psykologen inden.

Jeg tror på, at vi stadig er på vej mod det gode og fjerner os fra det døde dyng, der har hængt om hvor ankler, knæ, skuldre og i perioder om vor halse. Jeg tror så meget på det, at jeg næsten ved det. Det føles som manna fra himlen.


LÆS ALLE ODILE POULSENS KLUMMER HER


Foto: Manna fra himlen eller bare fra VISO? Pixabay

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Essays