En avis finder uregelmæssigheder i en politikers omgang med de muligheder, hendes embede giver hende. Presset øges dag for dag. Det er en god historie. Til sidst trækker hun sig, og alle kan se, at det er en alvorlig historie, personligt og karrieremæssigt. En virkelig historie. Men hvad nu, hvis det var en roman? Hvilke elementer ville så indgå i personkarakteristikken? Hvilke kræfter ville være på spil i selve romanens handling? Skyld, ansvar, karakterbrister, undladelsessynder, hensynsløshed? POV Internationals Jakob Brønnum tegner her en skitse til sådan en roman.
Det er som om, der er fire stemmer i koret dagen efter den unge radikale politikers fald. Vi skriver dagen efter Københavns Kommunes beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev trak sig fra sin post. Hendes beslutning blev taget efter en tids stadig øget pres og så kort før kommunalvalget, at det pres har haft og formentlig vil få konsekvenser for partiet.
De fire stemmer er for det første retfærdighedens stemme, journalistikkens. Hun måtte gå. Medierne blev ved at grave skidt og møg op under hende og omkring hende. Ikke voldsomme ting, men flere og flere.
Det er desuden hånlighedens og skadefrydens stemme. Den stemme, der kommer fra politiske modstandere til højre, som afskyr Anna Mee Allerslevs kompromisløse arbejde for et stort udsnit af spektret af de svageste i samfundet, herunder mennesker af anden etnisk baggrund. Med i koret af hånlige stemmer er også dem, der per refleks hader “eliten” og mener, at politikere generelt er priviligerede og verdensfjerne.
Det er som om politik og menneskeliv er helt adskilt. Desværre kan kun hensynsløshed blive konsekvensen af det. Det ved et menneske, der har levet lidt mere virkeligheden, end hun har kæmpet i magtens labyrinter
Den tredje stemme i koret er den, der siger: Lad hende nu være. Lad det være godt nu. Havde det ikke været for pressens hylende ulve, ville hun kunne have fortsat sit arbejde. Det er svært at undgå at lytte til den tredje stemme, men også nødvendigt til en vis grad at afvise den. Et menneske skal have fred, og der findes ikke noget mere stressudløsende end en offentlig shitstorm – stress er invaliderende og ikke til at spøge med.
Den fjerde stemme er den svageste. Den, der kommer frem i krogene og hjørnerne. Den, der siger, at der er flere historier, historier, som aldrig kommer frem og historier, som uvægerligt vil komme frem. Hvad skal man stille op med den stemme?
Hvis borgmesterens fald var en roman
Hvis det var en roman om den unge radikale borgmesters fald, ville det ikke være en krimi, og det ville ikke være en tidstypisk identitets- eller relationsroman, hvor man følger hovedpersonen gennem et forløb og lytter til hendes tanker og overvejelser.
Det ville være en måske lidt mere klassisk roman, som også ville have en slags moralsk perspektiv. Et fugleøje, der kunne se nogle af de andre aktører i dette labyrintiske politiske spil, som det altid er, når et menneske kommer hurtigt til tops, står i blæsten nogen tid, som fra agterstævnen i den uforglemmelige scene i James Camerons Titanic film. Og så falder med et brølende og knirkende brag, en tåre og en dyb smerte.
Det er ikke sikkert, den ville handle om den generelle moral indenfor politik. Det er for almindeligt. Det er hele tiden. Morten Messerschmidt (DF) viser sig angiveligt at være involveret i en tilsyneladende omfattende EU-parlamentariker-praksis, hvor snablen sidder solidt nede i pengekassen, og han trækker sygekortet.
Der mangler en empati, en form for menneskelig modenhed, der kun kan vokse gennem lydhørhed overfor omgivelserne. Det er en modenhed, som nogle ville kalde for rundhed og afvise som uanvendelig i moderne politik og måske endda også i erhvervslivet
Carl Holst (V) trak orlovskortet. Mogens Camre (DF) trak en pistol. Inger Støjberg (V) prøver angiveligt at forhindre udbetalingen af demokratisk bevilligede midler, fordi hun ikke bryder sig om dem, der skal have dem og hendes geniale undvigelsesmanøvrer virker atter, som da hun angiveligt bad embedsmændene bryde loven i et flygtningespørgsmål. Hun trækker ikke noget som helst kort. Det er ikke nødvendigt.
Det store menneskelige svigt
Romanen ville helt sikkert handle om en form for moral, vi næsten aldrig trækker frem, når vi drøfter den type spørgsmål, og som der er plads til i en klassisk roman med et fugleperspektiv. Den moral, der ligger i det store menneskelige svigt. Det ville være romanens omdrejningspunkt.
Når man skriver en roman, skal hovedpersonen være et menneske, man kan lide.
Der hersker en vis respekt om hovedpersonen i denne roman. Hun arbejder hårdt, hun arbejder hele tiden, hun arbejder målrettet. Hun er smuk, ung og måske er hun også rig, eller på vej til at blive det.
Det er svært at se hendes personlige karakter. Men husk, at det er en roman, og i en roman gælder bl.a. den regel, at ‘action is character’. Handlingen og personens karakter indgår i et fortællemæssigt afhængighedsforhold. Og man ville nok ikke kunne undgå et tilbageblik til dengang, hun lod en veninde strippe på sin valgvideo. Hvad siger det om hovedpersonens karakter?
Selve svigtet er Morten Østergaards, partilederens, eller Margrethe Vestagers, den tidligere partileder, som den nu faldne karrierekomet har været assistent for … Selve svigtet skyldes den menneskelige fattigdom i politik, der gør, at man ikke tager ansvar for hinanden
I et fremragende portræt, der ville indgå i romanens researchmateriale skriver Altinget: ”Når det gælder de nærmeste medarbejdere, er Allerslev kendt for at være hård at arbejde for. Borgmesteren selv bruger langt det meste af sin vågne tid på sit arbejde, og det forventer hun også, at andre gør.”
Og, hun er ”intens” at arbejde for og ”presser folk hårdt”, lyder det blandt andet.” En del af personkarakteristikken i romanen ville være, at der mangler noget mellem de spor i hendes virke, der arbejder med de politiske sager.
Der mangler en empati, en form for menneskelig modenhed, der kun kan vokse gennem lydhørhed overfor omgivelserne. Det er en modenhed, som nogle ville kalde for rundhed og afvise som uanvendelig i moderne politik og måske endda også i erhvervslivet.
Man kan ofte synes, at hele det politiske game, hele det journalistiske nyhedsræs med alle de mange forkortninger af argumentationsgange og redegørelser for sammenhænge og undladelse af nuancer, mangler denne modenhed.
Der mangler dette menneskelige for det menneskeliges skyld. Det politiske liv kan ikke hele vejen igennem være en anden verden end den virkelige verden
Da romanens hovedperson anvendte en strippende veninde for at blive valgt, ville man samtidig kunne lade hende selv have nogle replikker om, at prostitution og pornografi er åbenlys udnyttelse af kvinder.
Men der er ikke den samme sammenhæng i hendes eget aktionsmønster. Det er som om politik og menneskeliv er helt adskilt. Desværre kan kun hensynsløshed blive konsekvensen af det. Det ved et menneske, der har levet lidt mere i virkeligheden, end hun har kæmpet i magtens labyrinter.
Der er masser af materiale til det i researchmaterialet: ”Med sin offensive attitude har hun skaffet sig uvenner, og flere på Københavns Rådhus har gerne set hende ude,” skriver Altinget. ”Mange andre (peger) på, at hun skubber folk fra sig. I forhandlinger kan hun virkelig bide sig fast i bordet, og der kan være en skarp tone.”
Der mangler dette menneskelige for det menneskeliges skyld. Det politiske liv kan ikke hele vejen igennem være en anden verden end den virkelige verden, en verden der er drevet af andre midler end den virkelige verden. Der må være et sammenfald visse steder. Det ville romanen, med sin mere musiske og intuitive tilgang kunne vise.
Måske handler det om, at hun er endnu en politiker, der kun har yderst begrænset erfaring i en sammenhæng, hvor det ikke et magtspillet, der er omdrejningspunktet.
Hovedpersonen er ligesom Inger Støjberg (V), Joakim B. Olsen (LA), Søren Pape (K), Martin Henriksen (DF), Pia Kjærsgaard og andre af de mest prominente politikere gennem de senere år, et menneske, der har levet langt størstedelen af sin aktive erhvervskarriere udelukkende eller næsten helt og holdent i de politiske partiers ungdoms- og hovedorganisationer.
Arbejdsskader fra magtens centrum
Romanen ville have den krølle, at det måske slet ikke er muligt at nå til tops i det politiske magtspil, hvis man ikke forsøger fra man er ganske ung, man udvikler slet ikke de egenskaber, der skal til.
Og kommer man for langt ind i en erhvervskarriere, hvor man tager hensyn til mennesker, bidrager til arbejdsmiljøet, bruger en masse arbejdstid på at stå og tale med kolleger, og alt det, der indgår i et almindeligt arbejdsliv, kan man måske slet ikke begå sig i magtens centrum, fordi man mister den nådesløse målrettethed mod magten, som i dag er nødvendig – mere nødvendig end et personligt budskab.
En klassisk, jeg havde nær sagt gammeldags politiker, der vil opnå noget for mennesker, der har behov for det. Hun er vidunderlig
Så kan der indfinde sig en vis afstumpethed, menneskeligt set, en grundlæggende mangel i spektret af handlestrategier, et underskud af nuancer i den måde, hun møder andre mennesker på.
Det ville romanen vise.
Eller som en partifælle skrev på sin Facebookvæg: ”Personligt oplevede jeg ukonstruktiv kritik, som altid kom på bagkant; en mangel på ydmyghed og en katastrofal mangel på værdsættelse af de frivillige, som udgør rygraden i alle kampagner.”
Romanen ville vinde i dybde og fylde ved at hovedpersonen, foruden alle de negative egenskaber, moderne politikere åbenbart har, vitterlig også er en klassisk, jeg havde nær sagt gammeldags politiker, der vil opnå noget for mennesker, der har behov for det. Hun er vidunderlig. Som en citeres for i Altingets portræt: “Hun er helt ekset med integrationsspørgsmål. Hvis nogen bliver diskrimineret på grund af deres etniske baggrund, vil hun bare gøre noget ved det.”
Vidunderbarnet og de psykologiske mekanismer
Alle undrede sig da, da hun blev beskæftigelses- og integrationsborgmester, efter Klaus Bondam (R) trak sig. En så ung kvinde! Går det? En borgmester i tyverne.
Her træder en interessant, psykologisk mekanisme i kraft. Når man er vidunderbarn, trækker omgivelserne sig automatisk en anelse tilbage og lader barnet agere. Det er fordi det imponerer. ‘Lad dog barnet!’, som det hed i en berømt replik i Henri Nathansens skuespil ‘Indenfor murene’.
Men det er det, romanen ville handle om. Ikke vidunderbarnets svigt, det ville være dens plot, men ikke dens dybere indhold.
Selve svigtet er Morten Østergaards, partilederens, eller Margrethe Vestagers, den tidligere partileder, som den nu faldne karrierekomet har været assistent for. Eller en anden voksen i sammenhængen, et hovedbestyrelsesmedlem i partiet eller hvem der nu så det, men intet sagde. Selve svigtet skyldes den menneskelige fattigdom i politik, der gør, at man ikke tager ansvar for hinanden.
Ingen har sagt, hvad alle vi andre har tænkt, hver gang der har været en avisartikel de senere år, hvor hovedpersonens navn er kommet frem: Det her går ikke. Du er dygtig til politik og elendig til alt det andet. I politik lader man folk gå planken ud og falde ned i det dybe hul
Med alle de citater, der kommer op, og som citeres i denne skitse til en roman, kan vi se, at ingen har givet romanens hovedperson voksent modspil.
Ingen har sagt, hvad alle vi andre har tænkt, hver gang der har været en avisartikel de senere år, hvor hovedpersonens navn er kommet frem: Det her går ikke. Du er dygtig til politik og elendig til alt det andet. Den virkelighed findes ikke, og det er det, der får romanens til i lange passager at føles som en tragedie.
I politik lader man folk gå planken ud og falde ned i det dybe hul. Det magttomrum, der opstår efter dem er så dejlig enkelt og rent og fyldigt i al sin enfoldige tomhed, renset for menneskelige besværligheder.
Det tomrum efter den faldne politiker er en del af den politiske dynamik. Her kan nye talenter komme op og slås et øjeblik, indtil en af dem vender blikket ned og forføjer sig bort som taber. Bort til et sted, hvorfra vedkommende langsomt kan begynde at bygge små smædekampagner mod den anden, stille og roligt. Bare sådan lidt – i det skjulte.
Politik og magt
Platon, der er Europas første og muligvis også største filosof, var rasende i 25 år, engang i 300-tallet før vor tidsregning, fordi politikerne i det såkaldt demokratiske Athen havde slået Sokrates ihjel med den begrundelse, at han ledte de unge på afveje.
Det er som et sådant raseriudbrud, at Platon siger de berømte ord, der har fået folk til at mene, at han ikke var demokratisk sindet: At kun filosoffer burde lede samfundet. Lad os lige huske detaljen: Med det mener han ikke verdensfjerne, akademiske, abstrakte og elitære filosoffer. Han mener mennesker, der har kærlighed til viden og derfor ikke kærlighed til magt.
Ordet filosofi er græsk og betyder netop kærlighed til viden. For Platon var det åbenlyst at det politiske magtspil var ødelæggende for menneske- og samfundslivet og ægte filosofi – det vil sige sand kærlighed til indsigt og viden – vil forhindre mennesker i at handle indenfor magtperspektivet. Sådan en pointe kunne man godt have med i en roman af den art, der skitseres her.
Selvfølgelig står romanens hovedperson ikke alene. Hun er en del af en kultur, der hersker på det sted
Som en understrøm i romanen ville vi følge de journalister, der får øje på uregelmæssighederne, måske fordi en embedsmand har sendt en mail eller af en anden grund.
Det er igen det gamle konservative bladhus, der leverer undersøgende journalistik, og det er ikke sjældent, at man glæder sig over huset, samtidig med at man korser sig over de mange mærkelige dispositioner, særligt dets debatredaktører foretager. Fordi det er nu engang en af demokratiets juveler, at pressen bider politikerne i haserne.
Ville der være nogen sidehistorier? Ville man høre om overborgmesterens vilde julefrokoster og tegne ham – ikke som han ser ud, men som alle mænd ser ud lige for tiden – med det der daggamle skæg og de runde kinder og de smalle øjne med det beregnende blik, Harvey Weinstein-blikket?
I en roman kan man godt tillade sig at gå på kompromis med den faktiske kronologi, så måske ville man gå helt tilbage til dengang en berømt minister og senere overborgmester, før den nuværende, i fuldstændigt overmod ringede til Storebæltsfærgen og bad den vente på hende, så hun kunne komme hjem til Fyn og få te en time tidligere.
Der var en interessant forskel, fordi ministeren måtte gå fra sin ministerpost efter en voldsom overbookning på et hotel i Paris. Ikke fordi pressens pres blev for stort, som det er i vor tid, eller fordi hun havde begået noget ulovligt, men fordi enhver kunne se, at det var umoralsk, en grov fejlvurdering fra hendes side.
Menneskelige forudsætninger i den politiske magtkultur
Det viser alt sammen hen til en politisk magtkultur, som er usund og som kræver ganske særlige moralske og menneskelige forudsætninger for at undgå at lade sig gribe af snobberi, der gør at man skal bo over evne, at undgå at lade sig gribe af den form for rygklapperi, der ligger i, at man ikke er særlig god til at høre medarbejderne omkring en, ikke taler ligeud til en og ikke god til at få dem til at sige sandheden til en.
Hun har været dygtig til at manøvrere i den kultur, men måske har hun også overvurderet dens betydning. Et citat fra Altingets portræt igen: “Anna Mee Allerslevs fokus på regler frem for moral kombineret med en hård attitude for at nå sine mål har gjort hende svær at elske. Derfor har hun også været efterladt stort set alene i mediestormen.”
Inderst inde i romanens dyb, der hvor handlingen synes at afbrydes, og vi kan være fristet til at skimme nogle sider, ville vi møde hovedpersonens personlige drivkraft. Det man ikke rigtig kan sætte fingeren på. Det er det, der gør det til en god roman
Selvfølgelig står romanens hovedperson ikke alene. Hun er en del af en kultur, der hersker på det sted. Ligesom Harvey Weinstein og overborgmestrene. Men hun er mere end det.
Hun er også sig selv. Inderst inde i romanens dyb, der hvor handlingen synes at afbrydes, og vi kan være fristet til at skimme nogle sider, ville vi møde hovedpersonens personlige drivkraft. Det man ikke rigtig kan sætte fingeren på. Det er det, der gør det til en god roman.
Albert Camus’ roman Pesten handler ikke om et pestudbrud i Nordafrika i 1940’erne. Den handler om en ”pest” i tiden, om samfundets henfald til populisme.
Pia Kjærsgaards livlange kamp mod den kulturelle opløsning af hendes fædreland, handler ikke om, at hun ikke kan lide mennesker fra fremmede landes fremmede skikke, herunder lugten af hvidløg og lyden af urdu på offentlig gade, som hun ellers mange gange har givet udtryk for.
Den spejler en situation i hendes barndomshjem, som er skildret i hendes erindringer, hvor moderens nye mand arrangerede fester og fyldte det i forvejen opbrudte familieliv med fremmede mennesker i hjemmet, der skabte angst hos den lille pige. Den angst er hendes drivkraft.
Adoptivbarnets drivkraft
Hvad er den unge borgmesters drivkraft, hovedpersonen i vores roman? Hun er et adoptivbarn fra Sydkorea, og hvis der er noget, hun ikke kan holde ud, er det, at nogen bliver forfordelt, fordi de kommer et andet sted fra. Hvis der er noget, der er nødvendigt, så er det at være perfekt til sit arbejde, så man ikke støder mod nogen mure i samfundet, og hvis man gør, så kravler man bare over dem.
Det viser hendes suveræne vej gennem uddannelsessystemet, hendes fantastiske karriere i kommunalpolitik, hvor hun også er på vej til tops i Kommunernes Landsforening. Et førsteklasses indblik i netop det moment – perfektionen, der intet overlader til tilfældigheder – i vores hovedpersons karakter viste udsendelsen Sporløs, hvor det ambitiøse menneske søgte sit biologiske ophav.
Men det er som sagt, hvis det havde været en roman.
I virkeligheden er der mange andre ting på spil. Pressen, der blæser tingene op. Folk inde på Rådhuset, der føler sig trådt over tæerne og reagerer. Det kommende kommunalvalg. Er der nogen, der for alvor kan sige, at russiske hackere ikke er på spil, fordi de gerne vil hjælpe DF til to borgmesterposter næste gang, ligesom DF fik 30 procent i Sønderjylland ved EU-valget?
Det kunne også blive en udmærket roman. Forhåbentlig ikke helt så realistisk som denne.
Topfoto: Københavns Kommune
POV Internationals skribenter arbejder gratis. Støt gerne Jakob Brønnum på Mobile Pay 53 60 84 96 eller tegn abonnement:
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
