ESSAY // BRASILIEN — São Paulo er Brasiliens største by og Sydamerikas økonomiske centrum. Der er få seværdigheder og ingen strande. Det er derimod en global megaby, der er fuldt integreret i verdensøkonomien med en blandet befolkningssammensætning af rige expats og fattige brasilianere. Thomas Christiansen skriver fra byen: Om paralleltilværelser på trods af interaktion mellem de privilegerede og servicemedarbejdere samt det socialt stigmatiserende ved at tage offentlig transport.
Min kone og jeg har en lejlighed på 200 m2 med to parkeringspladser i kælderen i en ejendom i det centrale og luksuriøse Jardins-kvarter. Lejligheden har et vinduesløst tjenestepigeværelse på 4 m2, men det bruger vi dog til opbevaring.
Der er hegn omkring ejendommen, som har 24-timers vagt, swimmingpool og to elevatorer, så vi ikke ”risikerer” at køre op sammen tjenestefolkene.
Skellet mellem hvem der må bruge den ene elevator, og hvem der skal bruge den anden elevator, håndhæves hårdt. På et tidspunkt havde vi købt nogle stole, som blev leveret fra forretningen. Jeg var endnu urutineret i den sociale etikette, så jeg bad manden, der kom med stolene, om at sætte dem ind i den fine elevator. Før det kom på plads, kaldte vagten imidlertid os til orden og beordrede os til at bruge elevatoren til tjenestefolkene.
Til daglig er der således en stor interaktion mellem os privilegerede og vores hær af servicefolk. Men det er også tale om to parallelle tilværelser
Når jeg et par gange om ugen kommer hjem fra en løbetur i Ibirapuera-parken, er jeg dog også henvist til tjenestefolkselevatoren. Da vi flyttede ind, fik vi at vide, at de andre beboere helst ikke deler elevator med folk som sveder.
Servicefolket
Som expat i São Paulo tilhører jeg det privilegerede lag. Jeg er ikke med i det superprivilegerede lag af personer med egen helikopter, en Porsche eller Maserati i garagen og en lejlighed på 600 m2 eller en villa, der er dobbelt så stor. Jeg er heller ikke med i laget lige nedenunder, som ikke har deres egen helikopter, men som bestiller én på den lokale taxa-app, når de skal til lufthavnen.
Men fælles for alle grupper af privilegerede er, at vi har adgang til en syndflod af lavt betalte servicearbejdere, der får dagligdagen til at glide med mindst mulig ubehag.
Selvom privilegerede i byen sjældent bruger den offentlige transport, er den vigtig. Uden den ville vi have meget sværere ved at få adgang til vores servicefolk
Vores analfabetiske hushjælp, Marilene, og alle hendes kollegaer køber ind, gør rent og laver mad. I supermarkedet er der medarbejdere, som pakker varerne i poser, når hun og vi en sjælden gang køber ind. Vi kan også få båret varerne ud til bilen eller helt hjem, når man bor i nærheden. Her sørger vores vagt naturligvis for, at det kun er posebærere med et legalt ærinde, som kommer ind i bygningen.
Da vi kørte en tur i den brasilianske version af Ikea for at købe en sovesofa, skulle vi ikke tænke på at finde en parkeringsplads. Foran butikker og restauranter er der valet-parkering, hvor vi for nogle få reais får en person til at parkere bilen et sikkert sted og hente den igen, når vi skal videre.
Hvis vi på en køretur bliver nødt til at holde for rødt lys, kan vi købe vand, tyggegummi, is, viskestykker og meget mere fra børn og voksne som tjener, hvad der svarer til en krone eller to ved hver handel.
Når jeg skal have bilen vasket, kører jeg ned til den manuelle vaskehal på den lokale tankstation. Her står to mænd i store gummiforklæder klar til at vaske bilen grundigt. Med det på plads overgiver jeg bilen til tre andre personer, som tørrer den af, støvsuger, tjekker olie og sprinklervæske. Imens drikker jeg en kop kaffe og læser avis på en bænk.
Når mine sko er blevet beskidte, får jeg løst det problem hos en af de mange skopudsere. De vandrer op og ned ad gaderne med en skammel over skulderen.
En torsdag i november inviterede min kones tyske arbejdsforbindelse, Jens, og hans kone, Beate, os og en masse andre på drinks og middag. Det var en blanding af et socialt og et arbejdsmæssigt arrangement, hvor der flittigt blev udvekslet visitkort. Jens og Beate havde selvfølgelig hyret en kok og nogle hjælpere, som stod for indkøb, madlavning, servering, opvask og oprydning, mens parret passede deres sociale forpligtelser.
Parallelle tilværelser
Til daglig er der således en stor interaktion mellem os privilegerede og vores hær af servicefolk. Men det er også tale om to parallelle tilværelser.
Først og fremmest bor vi ikke sammen, og det er ikke kun fordi, vi ikke har en hushjælp boende i lejligheden.
I São Paulo bor de privilegerede og servicefolkene ikke i nærheden af hinanden.
Det er blandt andet resultatet af, at byrådet i slutningen af 1930’erne lavede en plan, som smed fattige lejere ud af den centrale del af byen. Samtidig fik byen et nyt vejnet formet som et cykelhjul med eger, som blev en forudsætning for, at de fattige kunne bo i periferien, men arbejde i centrum.
Servicefolkene mærker fortsat konsekvenserne af den beslutning, da de fleste skal pendle ind fra favelaer og andre billige boligområder i periferien af byen. I en by med 22 millioner indbyggere kan det være en lang tur, og for Marilene tager det som regel to timer at komme hjem med bussen.
Vi rejser også sjældent sammen, for det er i et vist omfang socialt stigmatiserende at bruge offentlig transport. Vores bekendte, Morten, er en sjælden undtagelse. Han er brasiliansk gift og bor i Interlagos-området syd for byen, men han har en pragmatisk holdning til at komme på arbejde. Han kan vælge mellem at sidde i en time i egen bil i den tætte trafik, eller sidde 45 minutter i bussen og læse en bog eller avisen. Han tager som regel bussen, men det er der få, som forstår. Folk, der tager bussen, er normalt dem, der ikke har andre muligheder.
[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]
Men selvom privilegerede i byen sjældent bruger den offentlige transport, er den vigtig. Uden den ville vi have meget sværere ved at få adgang til vores servicefolk. Kommunen har derfor sørget for busbaner på alle indfaldsvejene. Der er omkring 1.000 buslinjer, og for 350 kroner får man et månedskort, der gælder i et område på 50 gange 70 kilometer.
På den måde kan vi privilegerede købe billige serviceydelser uden at risikere, at vores ejendomme bliver devalueret ved, at servicefolket bor i nærheden i billige boliger. Transaktionsomkostningen, i form af lange men usynlige transporttider, ligger entydigt på skuldrene af servicefolket.
Fattigdomsfælden: Lav løn og lav produktivitet
Når den fattigere del af befolkning er bosat i periferien, så slipper mange af de privilegerede samtidig for et dagligt ubehag. Det er ubehaget ved at blive mindet om, at den løn man betaler, ikke gør det muligt for servicefolket at have en ordentlig bolig. For lønnen er som regel ikke særligt stor, hverken absolut eller relativt set.
På det absolutte niveau er den officielle minimumsløn lige blevet reguleret op til 1.700 kroner om måneden. På det relative niveau viste en nylig opgørelse fra avisen Folha de São Paulo, at en gennemsnitlig løn for en mand med en videregående uddannelse er cirka syv gange så stor. Overført til danske forhold svarer det til, at gennemsnitslønnen for en mand med en videregående uddannelse i Danmark skulle være 120.000 kroner om måneden.
I parentes bemærket har kvinderne i Brasilien et lønefterslæb på cirka 35 %.
Når jeg køber en simpel serviceydelse, køber jeg mig primært lidt frihed, lidt behagelighed og måske noget tid. De, som sælger mig ydelsen, leverer næsten udelukkende deres tid og fysiske tilstedeværelse
Den lave absolutte og relative minimumsløn afspejler, at mange af servicejobene har en meget lav produktivitet og ikke giver meget merværdi i forhold til, hvis jeg selv udførte opgaverne. Posepakkeren og poseslæberen i supermarkedet sparer mig for lidt praktisk besvær med at bære pakke og bære indkøbene. Men det går ikke meget hurtigere, end hvis jeg selv havde klaret det. Det samme gælder for bilvaskeren, hundelufteren og kokkepigen.
Med undtagelse af kokkepigen er det også tvivlsomt om resultatet er bedre.
Så når jeg køber en simpel serviceydelse, køber jeg mig primært lidt frihed, lidt behagelighed og måske noget tid. De, som sælger mig ydelsen, leverer næsten udelukkende deres tid og fysiske tilstedeværelse. Samtidig har de få muligheder for at differentiere eller forbedre deres ydelse. For folk med få jobmæssige alternativer og kvalifikationer, er tid deres vigtigste vare, og den er der et stort udbud af her i São Paulo. De er derfor tvunget til sælge deres tid billigt, og fra købers synsvinkel er der sjældent et markedsøkonomisk incitament til at betale noget ekstra.
Hvis en person først befinder sig i branchen for lavtkvalificerede serviceydelser, er der derfor en stor risiko for, at vedkommende lander i et permanent ræs mod bunden, hvor han er nødt til at tilbyde sin service til den billigst mulige pris, da alternativerne er værre. Eller sagt på en anden måde: Brasilianere, der arbejder med simple serviceydelser, risikerer nemt at lande i en fattigdomsfælde. Her vil de som arbejdende fattige være strandet i en situation, hvor de hverken kan differentiere deres ydelser, eller har tid til at opkvalificere sig.
For de privilegerede er det derimod en fin situation. De kan få frigivet mere og mere tid og ubehag ved trivielle opgaver, som de kan bruge til kvalitetstid. Alternativt kan de bruge tiden til at tjene endnu flere penge, hvilket igen giver dem mulighed for at frikøbe sig for endnu flere tidskrævende og ubehagelige opgaver.
Spændinger og konfrontationer
Alt i alt betyder det, at der på den ene side er en tæt og daglig kontakt mellem de privilegerede og de ikke-privilegerede, men på den anden side er der altså tale om parallelle liv. Det giver nogle spændinger, som er meget synlige i gadebilledet.
For det første har de privilegerede etableret et omfattende sikkerhedsapparat. Vi lever alle bag hegn og vagter, og jeg kan kun komme ind eller ud af ejendommen, hvis vagten åbner for mig. Vagterne også en fast del af gadebilledet i mit kvarter, hvor de står foran barer, restauranter, butikker, hoteller og et langt etcetera.
Paradoksalt nok er jeg dog ikke sikker på, at sikkerhedsopbuddet giver mig en større personlig fornemmelse af sikkerhed. På den ene side får vagterne mig til at føle mig sikker. På den anden signalerer de også til mig, at dagliglivet er meget farligt, og så føler jeg mig igen mindre sikker.
Men der er også to andre vigtige konsekvenser af sikkerhedsopbuddet. For det første kan det for de privilegerede føre til en dehumanisering af ”de andre”, det vil sige dem, som gør, at det er nødvendigt med sikkerhed. For det andet kan sikkerhedsopbuddet være mentalt undertrykkende for de ikke-privilegerede, fordi de konstant bliver mistænkeliggjort, set som farlige, som folk der skal holdes ude, som folk der ikke er til at stole på.
Hvis en person først befinder sig i branchen for lavtkvalificerede serviceydelser, er der derfor en stor risiko for, at vedkommende lander i et permanent ræs mod bunden, hvor han er nødt til at tilbyde sin service til den billigst mulige pris, da alternativerne er værre
For det andet, er der den fysiske adskillelse mellem de privilegerede og de ikke-privilegeredes boliger. De ikke-privilegerede kender i et vist omfang vores livsstil, om ikke andet når de kommer for at gøre rent efter os, lave vores mad, levere vores varer og så videre. Men de privilegerede kender ikke de ikke-privilegeredes livsstil. Vi kommer ikke i deres boligområder, vi deler ikke arbejdsplads, og vores børn går ikke i de samme skoler. Den manglende kontakt er i sig selv med til at fremme dehumaniseringen af de ikke-privilegerede, fordi vi ikke møder dem i deres hverdag, men kun i kraft af deres funktion.
Men i São Paulo oplever jeg ikke kun grøfterne mellem privilegerede og vores servicefolk. Jeg ser også grøfterne mellem de privilegerede og dem, som enten er faldet ud af eller aldrig er kommet ind i gruppen af servicefolk. De dukker nogle gange op til overfladen lige foran mig i form hjemløse, narkomaner, alvorligt syge, psykisk syge og prostituerede.
Det sker for eksempel, når jeg er til koncert med byens fremragende symfoniorkester, der holder til i en tidligere jernbanestation, som er ombygget til koncertsal. Koncertsalen ligger midt i et område, der er kendt som Crackolandia, og her holder en stor del af São Paulos crackmisbrugere til og prøver at overleve. På den ene side oplever jeg en højkulturel aften i koncertsalen, som kan indbefatte en forudgående middag og champagne i pausen. På den anden side står jeg midt i den dybeste armod når jeg ankommer og tager af sted, med folk omkring mig, som jeg nogle gange tvivler på vil overleve til næste dag.
Noget tilsvarende sker, når jeg besøger São Paulos fremragende Kunstmuseum MASP, som også er et af byens få arkitektoniske vartegn. Bygningen er dels underjordisk, dels svævende i en betonkonstruktion i anden sals højde. Det mellemliggende åbne rum i gadeplan er populært blandt hjemløse, da det giver ly for de tropiske regnskyl. For nyligt læste jeg et interview Folha de São Paulo med en af de faste beboere under museet, som lever af at sælge vand på flaske til godt tre kroner for en halv liter. Han har et hjem og en familie i udkanten af São Paulo, men bor alligevel under MASP i løbet af ugen. Det er, forklarede han, for dyrt og for tidskrævende at rejse hjem på hverdage, så det er kun i weekenden, at han tager ud til periferien og bor med sin familie.
For mig er især oplevelsen ved koncertsalen en påtrængende oplevelse. Kan jeg tillade mig, spørger min samvittighed mig, på en aften at bruge et beløb på finkultur, gourmetmad og champagne, når de samme penge kunne holde en hjemløs i live i en måned?
Er det et nul-sums spil eller win-win?
På mange måder er São Paulo indbegrebet af nogle af de bedste og værste sider af globaliseringen i det geografiske syd.
Jeg bor og lever her som en del af en stor veluddannet og privilegeret klasse. Vi begår os på de internationale bonede gulve i teknisk avancerede brasilianske og multinationale virksomheder, eller arbejder på fremragende universiteter eller lige så gode forskningsinstitutioner. Men samtidig bor jeg også i en by med en stor underprivilegeret gruppe af folk, hvor de heldige er dem, som hænger fast i lavtlønnede servicejob med få eller ingen muligheder for at komme videre. De uheldige bor i Crackolandia.
Som jeg kan se i São Paulo, har de privilegerede få incitamenter til at ændre situationen på det individuelle niveau. Der er umiddelbart ikke andet end min egen samvittighed, der forhindrer mig i at falde ind i ræset mod bunden i servicefolkenes løn. Hvis jeg sætter lønnen op til det dobbelte bliver min bil ikke dobbelt så ren, min hund ikke luftet dobbelt så godt, og vagten foran mit hus er ikke til stede 48 timer i døgnet. Men der er en god chance for, at min bil fortsat bliver ren, min hund fortsat bliver luftet, og min vagt er på plads 24 timer i døgnet, hvis jeg sætter lønnen ned.
Så er der selvfølgelig folk, der siger at det er bedre, at folk har et lavtlønnet servicejob end slet intet job. På den korte bane har de selvfølgelig ret. Men på længere sigt er det en rigtig skidt idé, hvis et samfund ikke har sammenhængskraft, fordi store befolkningsgrupper lever parallelle og delvist isolerede liv. Det er også en skidt idé, at store dele af et samfunds talenter forbliver ubrugt, fordi folk er fanget i lavproduktive og dårligt lønnede brancher, som nemt indebærer en lav social mobilitet. Derudover er det samfundsøkonomisk en skidt idé, at holde en stor del af befolkningen fast på en lav indkomst. Det betyder nemlig, at de ikke efterspørger varer og kvalificerede serviceydelser, som ville få økonomien til at vokse.
Men det er ikke en bæredygtig eller langsigtet løsning, at jeg giver Marilene 50 kroner ekstra om dagen for at gøre rent og lave mad. Det er heller ikke en bæredygtig løsning, at jeg springer hver anden koncert over med symfoniorkesteret og i stedet giver pengene til en hjemløs crackmisbruger foran koncertsalen.
Det er derimod en bæredygtig løsning at indrette samfundet sådan, at jeg ikke har råd til på samme tid at betale en hushjælp, en hundelufter, en posepakker og en vagt. Men det kræver vel at mærke, at min nu tidligere hushjælp får nogle kvalifikationer, så hun kan oppebære en løn, der giver hende og hendes familie bedre fremtidsudsigter.
Selvom der er langt fra Danmark til Brasilien, så er den danske historie ikke irrelevant for udviklingen i Brasilien. Lavt kvalificerede servicejobs eksisterede også i Danmark indtil for nyligt. Som min afdøde grandtante, som var født i 1907, sagde, da hun var kommet op i alderen: ”Når man kommer ind med toget, er det ikke til at få en drager nu om dage”. Det kan man fortsat i lufthavnen i São Paulo.
Men historien om velfærdsstaten i Danmark i det 20. århundrede er blandt andet, at folk blev opkvalificeret og søgte bedre jobs. Samtidig betød stigende lønninger i bunden af indkomstskalaen og en relativ lige indkomstfordeling, at det ikke længere var rentabelt eller muligt at have en hær af servicefolk.
For at komme derhen kræver det imidlertid, at de privilegerede i São Paulo accepterer, at der sker en indkomstmæssig omfordeling, hvor de enten skal betale mere for deres hundeluftning og/eller have mindre tilbage i pungen, når skatten er betalt.
På den korte bane ser det desværre ud til, at den erkendelse er begrænset her i São Paulo. Ved præsidentvalget i 2018 stemte to ud af tre på Jair Bolsonaro, som blev valgt på et program med en neoliberal økonomisk politik, social eksklusion af blandt andet sorte og kvinder, og et opgør med Arbejderpartiets socialpolitik i det seneste årti. Jeg har svært ved at se det som andet end en afspejling af en mentalitet, hvor relationen mellem privilegerede og ikke-privilegerede ses som et nul-sums spil, hvor andres gevinst er dit tab.
Alternativet er, at se relationen som et potentielt win-win scenarie. Her mister vi privilegerede ganske vist den luksus, at vores poser bliver pakket for os i supermarkedet. Til gengæld vinder vi og de ikke-privilegerede på andre og meget vigtigere parametre, som social sammenhængskraft, fysisk sikkerhed, og økonomisk udvikling, og de ikke-privilegerede får adgang til velstand.
Men indtil det slår igennem, kan jeg fortsat få luftet min hund billigt i São Paulo, mens vagten er på plads foran ejendommen.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: pxfuel.com
[/expander_maker]
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her