La Fiesta de Cuasimodo er én af Chiles gladeste fester

i Syd- og Latinamerika af

FESTDAG – I denne søndag fejrer indbyggerne i det centrale Chile La Fiesta de Cuasimodo – en festlig religiøs tradition, der skal bringe altergangen til de syge og gamle, som ikke kan komme i kirke under påsken ugen før. Anne M. Sørensen beretter om skikken, der blev bragt til Chile af de spanske erobrere, men som menes at have sin oprindelse i Italien.

SANTA CRUZ, CHILE I det katolske Latinamerika er den nys overståede påske naturligvis en vigtig religiøs begivenhed, men der findes også en masse lokale opfølgninger og én af største og mest farverige foregår i det centrale Chile denne søndag, altid nøjagtig en uge efter fejringen af Jesu opstandelse.

Den kaldes La Fiesta de Cuasimodo og har til hensigt at bringe altergangen til alle de syge og gamle, der ikke var i stand til at gå i kirke og gennemføre ritualet i påskedagene.

I de små landsbyer forbereder man sig adskillige måneder før selve dagen og øver det optog, hvor alle indbyggerne deltager til hest, til fods eller på cykel. Man skal desuden dekorere byen, pynte hestene og skaffe blomster, bånd og dragter.

Cuasimodo er en festlig dag med farverige gevandter og glade ansigter.  Allerede tidligt om morgenen samles folk ved kirken. I forvejen har man lagt ruten, så ingen gamle eller syge forbigås. Der er ingen musik, blot en klokke,

Det tager alt sammen tid, hvis det skal gøres ordentligt.  Og det skal det.

Cuasimodo er en festlig dag med farverige gevandter og glade ansigter.  Allerede tidligt om morgenen samles folk ved kirken. I forvejen har man lagt ruten, så ingen gamle eller syge forbigås. Der er ingen musik, blot en klokke, der bebuder optogets ankomme for dem, de skal besøge.

Forrest går den lokale præst, der flankeres af en æresport af det chilenske flag, båret af de lokale for at beskytte den gejstlige mod Chiles stærke sol. Bag dem rider op til hundredvis af mænd på heste, der er pyntet fra top til tå. De bredskyggede hatte, der normalt bæres af de lokale cowboys, er i dagens anledning erstattet af hvide tørklæder. Alle landsbyernes beboere er på gaden og også børnene er oftest klædt ud som cuasimodister.

Ordet Cuasimodo kommer fra den latinske sætning ”Quasi modo geniti infantes”, der betyder ”Som nyfødte børn” og er de første ord i den prædiken, der holdes den første søndag efter Jesu opstandelse.

Traditionen blev bragt til Chile af de spanske erobrere, men stammer vistnok fra Italien, hvor den katolske kirke under tridentinerkoncilet, der blev afholdt i Trento i Italien fra 1545, besluttede, at alle skulle have adgang til nadveren mindst én gang om året.

I Latinamerika var den vedtagelse nogle gange lettere sagt end gjort, da det var farligt for en præst at bevæge sig alene rundt på mørke veje med de værdifulde remedier, der hører sig til en altergang. Bander og røvere lå på lur og flere end få alterbægre, kander og rosenkranse har skiftet hænder i nattens mulm og mørke. Mere en én bange præst har mistet livet på sin færd.

Det er autentisk, folkeligt og uden sidestykke. Turister er hjerteligt velkomne, men den lokale befolkning gør det først og fremmest for at fejre sig selv, sin historie og sine gamle traditioner

Derfor blev det en tradition i det landlige Chile at bevæbnede mænd til hest beskyttede deres præst på hans ture rundt i distriktet. Begivenheden blev en del af det centrale Chiles folklore.

Med tiden blev festen naturligvis ikke mindst en væsentlig begivenhed for Chiles såkaldte huasos, de beredne cowboys, der var udsete til at beskytte præsten. De stolte huasos præger stadig livet i det centrale Chile med deres rodeoer og konkurrencer om at fange kvæg eller tæmme heste.

Utallige er de cowboyklubber, der eksisterer i den del af Chile, hvor jeg bor, og de benytter enhver lejlighed til at fejre de gamle traditioner, hvortil også hører en god ”asado”, der er al slags kød og pølser stegt på en stor grill. Dertil tomatsalat med rå løg.

Bagefter danses der cueca, hvor par vifter flirtende med lommetørklæder til hinanden, mens de skiftevis nærmer sig og vender ryggen til hinanden. Det er autentisk, folkeligt og uden sidestykke. Turister er hjerteligt velkomne, men den lokale befolkning gør det først og fremmest for at fejre sig selv, sin historie og sine gamle traditioner.

Topillustration: Wikimedia Commons.

Anne M. Sørensen er født i København, men tilbragte sin ungdom i hhv. Ringe, Silkeborg, Viborg og endelig Århus, hvor hun først dimitterede fra Handelshøjskolen (EA) med fagene engelsk og spansk og siden fra Journalisthøjskolen. Latinamerika fik hun i blodet allerede da hun efter gymnasiet drog til Mexico med sin rygsæk. Med uforandret kærlighed til Mexico og lidt bedre spanskkundskaber kom hun tilbage et par år senere og arbejdede på et rejsebureau i Mexico City. Derpå flyttede hun til New York. I 1988 blev Anne ansat på Politikens Kulturredaktion, men hoppede snart videre til Udlandsredaktionen, som hun har været tilknyttet siden med Latinamerika som område, herunder 4 års udstationering i Mexico. Hun var desuden så svineheldig at vinde et ét-årigt John S. Knight fellowship på Stanford University og et ophold på Georgetown University. For ni år siden valgte Anne at flytte til Chile med sin chilenske mand og sammen købte de en vinmark og byggede et hotel, som de begge driver. Hun arbejder dog stadig som Politikens Latinamerikakorrespondent. Anne har skrevet biografien ”Fidel” og ”Turen går til Mexico” (med Claes Amundsen). Medforfatter til bogen JFK.

Seneste artikler om Syd- og Latinamerika