NYT FRA ØSTFRONTEN #2 // ARTIKELSERIE – Der er delte meninger om krigen blandt russere i den norske grænseby Kirkenes. De fleste vil ikke tale om den, men 42-årige Zhenya – der engang stemte på Putin og kaldte sig ’patriot’ – insisterer.
KIRKENES – ”I Rusland kalder vi Kirkenes for Kirsankovska,” griner Zhenya, da vi møder ham. Han forklarer: ”En venskabelig russificering af byens navn, mens andre – vist mest nordmænd fra det sydlige Norge – mener den nærmere bør hedde ’lille Murmansk’.”
Uanset kælenavn – nordmændene og russerne er tætte på hinanden, heroppe i nord, hvor kun en fossende elv og en masse klipper skiller de to lande. Alene gadeskiltene i Kirkenes på både norsk og russisk med kyrilliske bogstaver siger det hele. Her har de været venner i mange år. Her bliver der tjent penge, drukket øl, festet og arbejdet – sammen.
Og selvom der er temmelig delte meninger om krigen i Ukraine blandt de ’nogle-hundrede’ russere, der bor her, fornemmer Zhenya ikke umiddelbart, at det har ødelagt noget i byen, men, erkender han, det skyldes måske nok, at de fleste foretrækker slet ikke at tale om det. Det er ganske enkelt nemmere at lade emnet ligge for ikke at ødelægge stemningen. Alle forsøger at få livet til at gå sin vante gang.
Den eneste som efter sigende holder maksimalt lav profil i øjeblikket, er Ruslands konsul, der holder sig indendørs i konsulatets toetagers gule bygning midt i byen, lige ved rådhuset.
Upatriotiske fascister
Men Zhenya vil gerne snakke. Han er en klog og tænksom mand på 42 år, gift og med to børn. Han lægger ikke skjul på sin modstand mod krigen og sin kritik af Putin, også selvom krigen ikke var den faktor, som udløste familiens flytning til Kirkenes i januar i år. Alligevel har den fuldstændig vendt op og ned på familiens liv.
”Egentlig havde vi bare tænkt, at vi skulle prøve at bo her i et år, men så kom krigen, og nu er vi ikke sikre på, at vi nogensinde vender tilbage.”
Beslutningen om at forlade ’mit elskede Murmansk’, hvor han har boet hele sit liv, kom efter lang tids overvejelser, ja faktisk år, hvor han mærkede, at censuren og ufriheden sneg sig mere og mere ind. Zhenya driver et teater i Murmansk og stod bl.a. også bag en installation, en såkaldt ’audio-walk’, gennem byen som viste, hvordan indbyggerne i Murmansks heroiske modstand og enorme ofre forhindrede tyskerne i at overtage byen i 1941.
”Vi aflyste hele installationen på krigens første dag, vi mente, at det var uetisk at vise russerne som gode mennesker – også selvom det er historier fra en anden tid – når vi ser, hvad russerne gør i Ukraine nu. Den beslutning fremkaldte en enorm vrede hos folk i Murmansk, vi blev skældt ud og kaldt fascister, liberale og upatriotiske. Vi skulle ikke kritisere os selv, vi russere, det budskab var klart og tydeligt.”
Hans familie trygler ham om at holde op med at kritisere Putin og ytre sig i det hele taget om krigen på sociale medier. De er alle sammen bange
Zhenya taler om den splittelse, krigen i Ukraine med det samme har sået mellem russerne. Han tog med sin familie på en tur tilbage til Murmansk for nylig og som det første opsøgte de deres gode naboer og venner.
”Da vores ven åbnede døren, havde han en t-shirt på med det russiske krigssymbol, et stort Z. Først troede jeg, det var en joke for at drille mig, men da han ikke ville tage imod de gaver, vi havde med fra Norge, chokolade og marmelade, vidste jeg, at han var vred over, at vi ikke støtter Putin.”
Zhenya tror ikke, de nogensinde kan tale sammen igen.
Splittelsen
Og hans familie trygler ham om at holde op med at kritisere Putin og ytre sig i det hele taget om krigen på sociale medier. De er alle sammen bange.
”Jeg stemte engang på Putin. Jeg troede på, at han ville stå i spidsen for at udvikle et demokrati. Jeg kaldte mig selv for patriot. Men han er besat af historien, han ser bagud. For Putin er Ruslands kultur noget stabilt og uforanderligt, og den store fædrelandskrig 1941-1945 er udtryk for vores storhed. Børn i skolerne lærer ikke respekt og omsorg for andre, for klimaet, for vores verden, for fremtiden. De bliver opdraget til, at Ruslands bekæmpelse af fascister er det fundament, vores kultur står på i dag.”
Zhenya mener, at russernes støtte baserer sig på de løgne, de bliver fortalt. Han vil gerne tænke godt om russerne, at de er ofre for statsapparatets enorme propaganda om Vestens anti-russer-fobi – og har været det i årevis.
Men han tror også, at Rusland befinder sig i slutningen af en epoke. De gamle mænds epoke, Putins. Indtil den endeligt slutter, er han overbevist om, at mange russere vil forlade landet, helt som han selv.
I Kirkenes – eller Kirsankovska om man vil – føler han sig fri. Livet er måske ikke så intenst som i Murmansk, her er mere fredeligt, og måske er det derfor, han ikke længere behøver gå med briller, han slapper mere af – det tænker han i hvert fald over.
”Jeg håber, at en ny leder en gang i Rusland vil åbne for nye muligheder, sådan at russerne kan vende tilbage. I 1990’erne – efter Sovjetunionens sammenbrud – var der ganske vist store problemer og kaos, men vi oplevede også muligheder, store muligheder. Frihedsfornemmelsen fra dengang må gerne komme igen,” drømmer han.
Anne Haubek og Thomas Ubbesen er på rejse langs grænsen mellem Rusland og Europa – fra det nordligste Norge til det sønderskudte Ukraine. De mange møder med mennesker, og optegnelser undervejs bliver efter planen til en bog, som udkommer på Gyldendal til efteråret.
Læs mere om Ukrainekrigen i POV her.
Markering: Kirkenes, Norge
Artiklen blev oprindeligt publiceret i POV d. 10. maj 2022.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
