Krigen, vi glemte, er ikke slut – og slet ikke i Idlib

af i Mellemøsten/Rusland

SYRIEN // KOMMENTAR – Forleden udsendte FN’s Flygtningehøjkommissariat – UNHCR – en officiel meddelelse om de seneste tab i Syrien. På blot fire måneder, fra maj til slutningen af august, er over 1000 civile blevet dræbt i den nordvestlige provins Idlib. Over halvdelen af de dræbte er børn og kvinder. Hvorfor synes vi – medierne, politikerne, verdens ledere – at have glemt krigen i Syrien, spørger Yasmin Abdel-Hak. 

Idlib er den sidste tilbageværende lomme i Syrien, som endnu ikke er vundet tilbage af den syriske præsident Bashar al-Assad med intensiv hjælp fra Iran og Rusland. Krigen i Syrien udviklede sig fra en borgerkrig til en såkaldt proxy-krig med mange internationale stakeholders, der hver især har haft egne politiske dagsordner at tilgodese.

I september sidste år indgik et noget tøvende Tyrkiet en samarbejdsaftale – Sochi-aftalen – med Rusland om at skulle varetage sikkerheden i netop Idlib. Formålet med aftalen var, at Tyrkiet skulle holde styr på de islamistiske grupper, herunder forsøge at få modereret ekstremistgruppen Hayat al Tahrir al Sham (HTS)  i området, mod at Rusland til gengæld ville afholde den syriske regering fra at bombe samme område.

Hensigten var, at Idlib skulle være en såkaldt de-eskaleringszone, hvor ingen krigshandlinger måtte finde sted. Det er desværre en aftale, som ikke er blevet overholdt af nogen af de stridende parters side.

Tværtimod har Rusland og det syriske regime systematisk tæppebombet området og målrettet bombet skoler, hospitaler og civile boligområder, der har resulteret i massive ødelæggelser af infrastrukturen i provinsen.

Krigen er ikke slut, og slet ikke i Idlib. Det vil den tilbageværende civilbefolkning kunne bevidne, hvis medierne ellers ville dække krigen

Baggrunden for den massive militære indsats fra russisk og syrisk side skyldes, at netop Idlib er sidste bastion for tilbageværende jihadister. Oppositionen består af en lang række forskellige islamist-grupper, der hver især vil kæmpe til det sidste.

Begge sider i krigen har overtrådt den skrøbelige aftale indgået mellem Tyrkiet og Rusland. Ingen har holdt sig tilbage med at sende eksplosive droner afsted mod modparten. Der er således ikke noget, der tyder på, at denne sidste del af krigen vil foregå med formindsket styrke.

Tyrkisk tøven og russisk insisteren 

Tyrkiet var fra begyndelsen tøvende overfor Sochi-aftalen. Opgaven med at være ansvarlig for inddæmning af ekstremistgrupper, herunder den stærke HTS-gruppe i Idlib, var både dyr og besværlig set med tyrkiske briller.

Sochi-aftalen er i sig selv en noget mærkværdig konstruktion: På den ene side er Tyrkiet ansvarlig for de i Idlib tilstedeværende rebel-grupper, samtidig med at Rusland skal sørge for at afholde syriske tropper fra at begå angreb i provinsen.

Det besynderlige er, at Rusland sammen med syriske tropper foretager disse konstante angreb, samtidig med at Tyrkiet – som er en allieret med Syrien på linje med Rusland og Iran – begræder de syrisk-russiske angreb. Det er med andre ord to samarbejdspartnere, der de facto repræsenterer hver sin side af de krigende parter.

Det rejser nogle fundamentale spørgsmål, som ingen lande endnu har taget stilling til. For hvad gør man med ekstremister, når krigen er slut

Dermed står Tyrkiet i den prekære situation, at en allieret står bag massive angreb på et tyrkisk kontrolleret område. En opgavevaretagelse, der ikke umiddelbart kan kaldes en militærstrategisk succes, al den stund at Syrien og Rusland de sidste mange måneder har foretaget konstante luftangreb mod civilbefolkningen, selv i de såkaldte ”humanitære de-konflikt”-områder som omfatter hospitaler og lægeklinikker.

Sidstnævnte i et sådant omfang, at læger i Idlib ikke længere oplyser koordinater på hospitaler, fordi de ganske enkelt risikerer at blive et mål for russiske luftangreb.

Så sent som i sidste måned var Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, på besøg hos Ruslands præsident, Vladimir Putin, for at bede om hjælp til at opretholde Sochi-aftalen og for at få bekræftet russisk bistand med at holde styr på syriske tropper, mens Tyrkiet opretholder den såkaldte bufferzone rundt om Idlib-provinsen.

Men den tyrkiske præsident vendte ikke hjem med yderligere russiske løfter om hjælp andet end løs snak om skabelsen af en yderligere bufferzone, som blot vil klemme endnu flere civile sammen i Idlib.

Recep Tayyip Erdogan og Vladimir Putin under deres møde d. 27 august 2019. Foto: Kremlin.ru

Fra en humanitær vinkel er det ikke en holdbar løsning. Fra en russisk/syrisk militærstrategisk vinkel er det derimod ganske hensigtsmæssigt at få samlet så mange som muligt på så lille et område: Det gør trods alt bombningen – alt andet lige – så meget desto mere effektiv.

Dermed synes krigen i den sidste rebel-lomme i Syrien at blive fastholdt i de kommende måneder med yderligere intense kampe, som de sidste krampetrækninger for en døende nation.

Idlib nu – en ny flygtningestrøm

Der bor ca. tre millioner mennesker i Idlib, hvoraf mange er såkaldt internt fordrevne, altså mennesker der allerede er flygtet fra deres lokalområde andetsteds i Syrien.

De fortsatte kampe vil over de næste par måneder højst sandsynligt tillige skabe nye flygtningestrømme, formentlig først og fremmest til Tyrkiet, som i forvejen huser 3,5 millioner syriske flygtninge. Denne nye flygtningekrise vil formentlig indeholde en særlig gruppe flygtninge, nemlig medlemmer af diverse ekstremistgrupper, som på linje med deres egne familiemedlemmer og andre civile i øvrigt vil flygte fra intense bombninger af området.

Krigen i Syrien er en krig, vi ikke kan tillade os at glemme – kan man det med nogen krig?

Det er ikke et ukendt fænomen. Det samme skete, da Islamisk Stat (IS) faldt i Raqqa i det nordvestlige hjørne af Syrien for at tage ophold i flygtningelejre i Irak. Det rejser nogle fundamentale spørgsmål, som ingen lande endnu har taget stilling til: Hvad gør man med ekstremister, når krigen er slut?

I de seneste fire måneder er over 1000 civile blevet dræbt i Idlib – over halvdelen er børn og kvinder.

Det er frygtindgydende høje tal for en krig, vi – medierne, politikerne, verdens ledere – for længe siden besluttede sang på sidste vers og som derfor ikke længere omtales i medierne.

Men krigen er ikke slut og slet ikke i Idlib. Det vil den tilbageværende civilbefolkning kunne bevidne, hvis medierne ellers ville dække krigen. Men den synes at have mistet mediernes interesse uvist af hvilke årsager, for uhyrlighederne og drab på civile sker fortsat på daglig basis.

Hvilke mekanismer gør, at en krig pludselig forsvinder fra mediernes dækning? Fra at være dækket intenst igennem otte år til pludselig at forsvinde, så det end ikke bliver marginal dækket, er bemærkelsesværdigt. Men krigen i Syrien kan vi ikke tillade os at glemme – kan man det med nogen krig?

Når krigen er slut, vil Syrien være et helt anderledes land end før krigen – demografisk, etnisk, religiøst med en dybt traumatiseret befolkning og med en stor befolkningsgruppe i udlandet, der næppe har mod på at vende hjem af frygt for at blive fængslet.

Krigen i Syrien kaster skygger i andre lande

Selv uden for landets grænser har denne krig fået konsekvenser for andre lande; flygtningelejre med ekstremister, som ingen vil røre ved. Heller ikke det afhjælper ligefrem trusselbilledet fremover. Så sent som i denne uge har amerikanske kampfly gennemført bombninger mod Islamisk Stat-grupperinger i Irak, som amerikanske efterretninger siger er blevet styrket gennem de seneste måneder.

Det kurdiske spørgsmål vil tillige fylde meget i tyrkisk uden- og indenrigspolitik fremover. For kurdernes succesrige rolle i kampen mod Islamisk Stat i Syrien vil styrke deres position i regionen. En position, som set fra Tyrkiet, vil udgøre en trussel mod den tyrkiske indenrigspolitiske dagsorden og stabilitet.

Krigen i Syrien stiller på mange måder Tyrkiet i en særdeles sårbar situation, for der er mange politiske akilleshæle at skulle passe på: Udover at kurdere i både Syrien og Irak udgør en potentiel risiko for Tyrkiet, er der en ny flygtningestrøm at forholde sig til og en allerede eksisterende flygtningegruppe på over tre millioner bosiddende i Tyrkiet.

Dertil kommer en stigende utilfredshed fra lokalbefolkningen, der bebrejder de syriske flygtninge for en lang række dårligdomme, herunder stigende arbejdsløshed og et tiltagende islamisk udtryk i det offentlige rum. En ændring som ikke nødvendigvis harmonerer med den gængse mere sekulære tyrkiske tilgang til religion.

De evige arvefjender Iran og Saudi-Arabien vil fortsat kæmpe om at være dominerende i regionen. At Iran nu har Syrien, rykker magtkampen i Irans favør indtil videre

Endelig mærker landet stadig efterdønninger af det mislykkede militærkup i juni 2016, herunder en knægtelse af ytringsfriheden, som siden 2016 har ramt civilbefolkningen og det offentlige rum. At præsidenten så samtidig prøver at finde sit ståsted mellem USA og Rusland, gør ikke hans forsøg på en balanceakt mere yndefuld.

Også Irak vil i mange år fremover leve med konsekvenserne af krigen i Syrien: Islamisk Stat startede i Irak og fik erobret sig vej til Raqqa i Syrien. Og på vejen dertil erobrede de Sinjar, begik massakre på yezidi-folket, bortførte yezidi-kvinder og solgte dem til IS-krigere.

Og selvom der i Irak ikke længere er krig, er der stadig IS-celler inde i landet som til hver en tid vil kunne udgøre en fare igen. Irak er på mange måder stadig et traumatiseret og sårbart land. En svag, som potentielt vil kunne blive krigsramt hvis de rette komponenter af manglende agtpågivenhed fra det internationale samfund og konsolidering af ekstremistiske grupper er til stede.

Udover Tyrkiet huser andre lande som Jordan, Egypten og Libanon alle store flygtningegrupper fra Syrien. Og eftersom den syriske præsident Bashar al-Assad stadig er ved magten og efter otte års intens krig ikke har holdt sig tilbage med at begå seriøse overgreb mod sin egen befolkning, er der næppe det store incitament for disse flygtningegrupper til at vende hjem.

Disse lande vil med andre ord i mange år fremover skulle forholde sig til denne gruppe mennesker.

Rusland og Iran har som allierede til den syriske præsident fortrinsret til landets få naturressourcer. Nogle tal skønner, at genopbygningen af Syrien vil koste mellem 250-400 trillioner US dollars.

Det er i en størrelsesorden, som landet selv ikke har midler til. Og russisk og iransk bistand under krigen kræver naturligvis betaling ved kasse et i form af generøse koncessionsaftaler til udvinding af olie og mine-fosfater og indtægter ved landets havneporte.

Krigen i Syrien har spredt sig som ringe i vandet udover hele regionen. Den krig, vi glemte, og som langt fra er slut endnu

De to landes fingeraftryk i Syrien vil også rykke magtbalancen i regionen, herunder i forholdet til Saudi-Arabien. De evige arvefjender Iran og Saudi-Arabien vil fortsat kæmpe om at være dominerende i regionen. At Iran nu har Syrien, rykker magtkampen i Irans favør indtil videre.

Krigen i Syrien har dermed spredt sig som ringe i vandet udover hele regionen. Den krig, vi glemte, og som langt fra er slut endnu.


Topfoto: Wikimedia Commons.

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.

Seneste artikler om Mellemøsten