UKRAINE // OPDATERING – Går det godt eller skidt? Vi ved det ikke med sikkerhed, men det ser ud til, at det går langsommere end ventet, men godt. Ukrainerne rykker frem.
Som vanligt med offensiver fra ukrainsk side kommer der ikke meget nyt fra den ukrainske generalstab. Lidt ironisk er det lederen og ejeren af de russiske Wagner-soldater, Prigozhin, der er en af mine vigtigste kilder til information om ukrainsk succes.
Og netop Yevgeny Prigozhin har på det seneste tiltrukket sig stor opmærksomhed. Hans private milits, som længe har været en central faktor i det russiske overfald på Ukraine, synes at have vendt sig mod Putin og den russiske ledelse. Selv afviser oligarken, at der er tale om et kupforsøg, men at det er en ”march for retfærdighed”, når hans styrker har indtaget byen Rostov.
Det har sat gang i spekulationer om, hvorvidt Wagner-gruppen kan være på vej med en lignende offensiv mod Moskva og dermed magtens centrum. Men i første omgang handler Prigozhin i skarp opposition mod den russiske hærledelse, hvilket er alvorligt nok for den militære situation. For det skaber en dramatisk russisk splittelse, der kan få alvorlige konsekvenser, fordi den kommer på et tidspunkt, hvor den længe ventede ukrainske offensiv er ved at tage sin begyndelse.
Krigen, som den plejer …
De russiske styrker fortsætter med at sende missiler og droner mod de ukrainske byer. De fleste skydes ned. De meget kostbare og ”ustoppelige” hypersoniske Kinzhal, som amerikanskproducerede Patriot-missiler skød ned syv ud af syv gange, ser vi ikke noget til mere.
Desværre kan jeg mærke på mine venner i Ukraine, at de mange luftalarmer slider hårdt på civilbefolkningen. Den gode nyhed er, at elforsyningen fungerer, og Ukraine har endda genoptaget sin eksport af el til EU.
Det russiske artilleri og MLRS (moderne udgave af stalinorgler) fortsætter med dagligt at beskyde de ukrainske stillinger og byer langs fronten og grænsen. Tidligere var det værst ved Bakhmut, men her kan det se ud til at være aftaget lidt for at blive mere intensivt mod syd, hvor den store ukrainske offensiv er godt i gang.
Artilleribeskydning er virkelig en ubehagelig oplevelse, og man ved aldrig, hvornår en granat måtte ramme en, og der er intet, man kan gøre imod det. Sådan da, for antallet af russiske artilleripjecer, som ukrainerne har ramt, stiger voldsomt i disse dage, hvor de tidligere ”kun” ramte de russiske ammunitionsdepoter. Årsagen er formentligt, at forsyningerne af missiler til HIMARS nu for alvor har opnået stor volumen. Fx producerer Boeing nu også missiler til systemet, hvor det før kun var Lockheed Martin.
Russerne fortsætter med at foretage frontale angreb på de ukrainske linjer, men de er langt færre end tidligere. Russerne har haft massive tab
Det russiske luftvåben så vi ikke meget til få dage efter krigens start i den nuværende form, men der er relativt stor aktivitet i dag. De flyver frem til zonen, hvor de ukrainske luftværnsmissiler kan nå, og smider deres bomber, som fortsætter ind i Ukraine, mens de selv vender tilbage, før et ukrainsk missil kan ramme dem. I syd ser det ud til, at de russiske piloter tager større chancer ved at gå til angreb mod den ukrainske offensiv i syd. Resultatet er en stigning i antallet af nedskudte russiske kamphelikoptere.
Antallet af ukrainske luftangreb på de russiske enheder og deres materiel ser ud til at være aftagende. I disse dage er der normalt 10 til 15 daglige ukrainske luftangreb mod 30 til 40 tidligere. Men det ukrainske luftvåben eksisterer fortsat! Langt de fleste havde troet, at dets eksistens ville være ovre på få dage, og i skrivende stund er der gået 484 dage med krig, og F-16 kampfly er på vej og vil kunne indsættes, når piloter og jordpersonel er klar.
Et vigtigt nyt våben i det ukrainske arsenal er Storm Shadow fra Storbritannien. Det kan medbringe et 450 kg sprænghoved, hvor de mest almindelige missiler til HIMARS kan frembringe et sprænghoved på omkring 90 kg. En artikel forsikrede om, at de russiske S400 vil gøre det helt umuligt for Storm Shadow at ramme noget bag de russiske linjer. Det ser ud til, at S400 er fraværende.
Sidst på ugen ramte ukrainerne yderligere den ene forbindelse mellem det ukrainske fastland og Krim. En cykel- og fodgængerbro, en vejbro og en jernbanebro er ramt. Vandforsyningen til Krim er også ramt, da russerne selv sprængte Nova Kakhovka-dæmningen i luften.
Den store offensiv
Russerne fortsætter med at foretage frontale angreb på de ukrainske linjer, men de er langt færre end tidligere. Russerne har haft massive tab. For fire uger siden fortalte en ukrainsk oberst mig, at de russiske soldater er betydeligt bedre trænet nu, end de var ved starten af krigen, men deres udrustning er blevet langt ringere, noget jeg har set ved selvsyn.
Nu er der ubekræftede historier om, at der igen ankommer tvangsmobiliserede russiske soldater, der er sendt ud i al hast uden nogen træning overhovedet og dertil med elendig udrustning. Ifølge et vidneudsagn flygter selv officererne fra fronten, så snart de har givet deres soldater ordre om at gå ukrainerne i møde.
Det vigtige er forholdet mellem de ukrainske og russiske tab, og det forhold ser ud til at være, som det skal være, for at Ukraine vil vinde
Russerne skal have sat næsten alle deres reserver ind på forreste linje for at kæmpe mod den ukrainske offensiv i syd. Ukrainerne, på deres side, har kun i begrænset omfang sat deres offensive styrker ind og meget ulig deres tidligere operationer, angriber de over en bred front. Vi er mange, som næsten ikke tør tro, at russerne kan have lavet en så vild fejl, men kilderne er gode.
Offensiven er dermed ikke på fuld styrke. De rykker frem, og bare fredag kom der gode nyheder. Især går det godt nær Dniprofloden, sydøst for Zaporizhzhia i retning af Melitopol. Netop det sted, som de fleste regnede med, ville være ukrainernes hovedmål på vejen mod Krim. Situationen er, at ukrainerne nok møder mere modstand end ventet, da russerne har sat næsten alle styrker i syd ind. Præsident Zelenskyj har endda været ude og sige, at offensiven går langsommere end ventet.
Hvis oplysningerne er rigtige, vil det til gengæld betyde, at når først ukrainerne slår igennem de russiske styrker, så er der ikke noget, som vil kunne stoppe dem for alvor, før de når overgangen til Krimhalvøen. Inden vi tager glæderne på forskud, er det værd at nævne, at nok lider russerne store tab og deres forsvar vakler, men de holder stadig fronten lukket, selvom de må vige tilbage.
Lidt syd for frontlinjen har russerne meget store befæstningsanlæg, men næsten ingen til at bemande dem. Jo, de flygtende soldater, når/hvis ukrainerne opnår deres gennembrud, kan tage dem i brug, og flere soldater mobiliseret i ren panik kan også sendes derud. Men jeg tror ikke, at de vil kunne holde meget længere end Heinrichs armé under nazisternes sidste, fortvivlede forsøg på at forsvare Berlin i 1945. Forudsætningen for den forudsigelse er naturligvis, at ukrainerne bryder igennem for alvor, hvad vi stadig venter på.
Rusland har igen talt atomtruslen op, og der har været en meget klar amerikansk reaktion på det.
Dette kan udmærket forklare, hvorfor den ukrainske hær er så lang tid om at slå igennem det forreste russiske forsvar. Der er, for nu at bruge ukrainsk og russisk slang, alt for meget russisk ”kød”, til at man bare kan bryde igennem, hvis man kerer sig om egne tab.
Så længe ukrainerne ikke har fået et effektivt luftvåben, der kan møde det russiske ditto i fuld skala, må ukrainerne nøjes med at rykke frem i den takt, de kan flytte deres luftværnsmissiler. Går de længere, end de har beskyttelse, vil deres tab kunne blive enorme.
Tabstal
Et andet nyt normalbillede er, at russerne igen lider ganske enorme materielle tab, som det er opgjort af den ukrainske generalstab. Det er de mest pålidelige tal, som vi har. Også deres tab af soldater er store igen. Når det regner, og det hele går i stå i mudder, ligger de russiske tab på omkring 400-500 mand og ellers helt op til lidt over 1.000 på en enkelt dag. De ukrainske tab holder Ukraine tæt om.
Selvfølgelig har ukrainerne også store tab, især i starten af en stor offensiv, men vi ved ikke hvor mange. Russerne opgiver af og til tal, som er helt på månen. Vi er en del, som griner og taler om de mange tabte ukrainske hangarskibe (de har ingen). Mere alvorligt er, at jeg kender til enheder, der har lidt enorme tab som følge af deres helt enestående mod og kampvilje, men dette er egenskaber, der koster mange liv.
Når jeg taler om enorme tab, så refererer jeg til helt konkrete enheder, hvis identitet jeg kender, og som jeg taler med direkte. Når det er sagt, så er det min opfattelse, at de ukrainske tab ligger på et forventeligt niveau, og det ændrer ikke ved, at jeg mener, at Ukraine er på rette vej, men det er selvfølgelig en ringe trøst for de efterladte, eller er det? Er det ikke en trøst, at de efterladte kan vide, at deres kære ofrede sig for en god sag, for frihed, for sin ret til selve sin eksistens?
Der har været tab af vestlige kampvogne på ukrainsk side. Dette er ingen overraskelse. Flere tab vil komme. Sådan er krig. Det vigtige er forholdet mellem de ukrainske og russiske tab, og det forhold ser ud til at være, som det skal være, for at Ukraine vil vinde. Igen må det nævnes, at ukrainerne er meget dygtige til at holde tæt om deres tab.
Det er også værd at nævne, at der er flere kampvogne på vej til Ukraine, og senest har den tyske kansler Scholz udtalt, at nok kan Nato ikke give Ukraine medlemskab, så længe krigen er i gang, men at Nato i stedet for må give Ukraine en sikkerhedsordning, så de har alle de våben, som de behøver for at vinde. Jeg kunne ikke sige det bedre. Nu skal det bare følges op med handling.
Den næste uge
Rusland har igen talt atomtruslen op, og der har været en meget klar amerikansk reaktion på det. Ethvert atomangreb fra Rusland eller Belarus, det være sig med atomvåben eller med sabotage mod et atomkraftværk, vil blive opfattet som et angreb på Nato. Mere klar tale kan man vanskeligt forestille sig.
Reaktionen er endnu kun kommet i form af et udkast fra Kongressen, men både Republikanerne og Demokraterne står bag den med henholdsvis senator Richard Blumenthal (Dem) og senator Lindsey Graham (Rep). Derfor er der grund til at forvente, at Rusland igen vil dæmpe sine trusler, og virkeligheden er, at vi er nødt til at ignorere det og sætte hårdt mod hårdt. Giver vi først efter for den slags, så vil det ingen ende tage, og vi vil endnu hurtigere nå til, at atomvåben bliver brugt, end hvis vi står fast.
Putin og hans folk ved og skal vide, at denne ene grænse kan de ikke overskride, uden selv at måtte gå under.
På frontlinjen kan det se ud til, at Bakhmut kan komme nærmere på at blive omringet af ukrainerne. Det går langsomt, men det går den rigtige vej. I syd vil det ukrainske pres fortsætte, og måske kan de bryde igennem de russiske linjer, og vi vil se den fulde styrke blive sat ind. Måske vil der gå endnu en uge eller to.
Når næste uge er ved at gå på hæld, vil jeg igen være på vej til Ukraine. Denne gang på en funklende ny motorcykel, der virker til at være langt mere velegnet til rejsen. Det tidligere mærke gav massive problemer fire gange på fire rejser. Jeg havde ikke lyst til at se, om det også ville blive sådan femte gang!
Læs også Jens Alstrups artikel Ukraine: Den store offensiv.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
