INTERNATIONALT // ANALYSE – Siden den russiske annektering af Krim og indblanding i kampene i Østukraine, samt militære intervention i Syrien på Bashar al-Assads opfordring, er det ikke overraskende, at der har været stor fokus på Ruslands militære handlinger uden for landets grænser. Der er imidlertid en overset del af russisk udenrigspolitik, skriver Nicolai Fogth Gjøde Nielsen. En relativ ny form for strategisk tilgang Kreml har indarbejdet i sin udførelse af udenrigspolitik kaldet soft power.
Soft power-konceptet blev udtænkt af den amerikanske professor Joseph S. Nye, som første gang fremlagde idéen i 1990 i magasinet Foreign Affairs. Idéen handler grundlæggende om et lands besiddelse af tiltrækningskraft ved at have en attraktiv kultur, politiske værdier og ved at opretholde en oprigtig og moralsk udenrigspolitik.
Der er derfor tale om en form for tiltrækningsværdi gennem et lands idéer eller kultur, der ikke kun bliver luftet ved brug af traditionelt diplomati. Tiltrækningsværdien evner at kunne trække andre lande over på det pågældende lands side uafhængigt af hard power, dvs. militær magt eller økonomisk afhængighed. F.eks. har det russiske sprog kulturelt set i mange af de postsovjetiske lande stadig en væsentlig betydning (udover hos de etniske russere i landene), og Rusland bliver også i mange af de lande opfattet som at have bedre fremtidsmuligheder, hvilket har en stor tiltrækningskraft, som f.eks. hos de centralasiatiske lande.
Efter den russiske annektering af Krim er der i medier i de baltiske lande en udbredt opfattelse af, at de er de næste i køen til en russisk militær overtagelse
Det første tidspunkt, hvor soft power blev en del af den russiske udenrigspolitiske strategi, var sandsynligvis i 2004, hvilket var det samme år som Joseph Nye mere dybdegående udlagde konceptet i en bog ved navn Soft Power: The Means to Success in World Politics. Det er dog først i 2013, at det formelt blev en del af Kremls udenrigspolitiske koncept.
Formålet med brugen af soft power for Rusland var at få indflydelse først og fremmest i det ”nærmeste udland”, altså i de tidligere sovjetstater. I disse lande findes der i dag stadig en relativt stor minoritet af etniske russere, som bl.a. i de tre baltiske lande og i Kasakhstan, Hviderusland og Ukraine, hvilket er lande Kreml håber at kunne integrere økonomisk og politisk tættere med Rusland.
Soft Power i aktion
I Estland og Letland, hvor etniske russere udgør ca. en fjerdedel af befolkningen, er der ofte en selvopfattelse blandt de etniske russere af, at man bliver diskrimineret imod, og mange føler sig derfor ikke som en del af det land, de bor i, men ser i stedet Kreml som befolkningens beskyttende magt. I Ukraine har der i en længere periode været en del usikkerhed om det russiske sprogs rolle i landet.
I Ukraine under den pro-russiske præsident Viktor Janukovitj blev en lov i 2012 sat i kraft, der gjorde russisk til et såkaldt regionalt sprog, hvilket betød, at det ville blive muligt at bruge russisk i bl.a. skoler og offentlige institutioner, hvis der var en russisktalende minoritet i et område. Senere er loven dog blevet ophævet.
Når Kreml udelukkende fokuserer på at fremme egne statsinteresser i udlandet og ikke tillader, at civilsamfundet deltager, men insisterer på, at strategien skal udføres gennem statskontrollerede agenturer, spænder Rusland ben for sig selv
En del af de uroligheder, der efterfølgelse begyndte i Ukraine og resulterede i den russiske annektering af Krim samt kampene i Luhansk og Donetsk, skete netop på grund af ophævelsen af loven. Dette var fordi den russisktalende befolkning nu følte, at de blev diskrimineret, og Kreml kunne dermed bruge dette som en del af begrundelsen for at annektere Krim.
Soft power-strategien bliver anvendt anderledes på etniske russere i det nærmeste udland, da Rusland ikke kun forsøger at give et billede af at være en beskyttende magt, men også fordi diasporaerne, dvs. de russiske befolkningsgrupper i f.eks. de baltiske lande, direkte bliver interageret med i form af akademiske legater, kulturelle begivenheder med et fokus på russiske værdier, samt støtte til at opbygge og styrke pro-Kreml netværk.
Et forsøg på at splitte lande indefra
Selvom Kreml har stor fokus på de postsovjetiske lande, når det kommer til brugen af soft power, er det også derfra den største del af kritikken af den russiske form for udførelsen af metoden kommer. Bl.a. lyder det i en rapport fra Chatham House, at i de baltiske lande er den kulturelle udveksling ensidig og udelukkende fremmer ”Kreml-venlige netværk i kulturelle, økonomiske og politiske sektorer.”
Der er derfor en opfattelse af, at Ruslands brug af soft power er et forsøg på at splitte lande indefra for at gøre så mange samfund og fællesskaber afhængige af Kreml som muligt. Efter den russiske annektering af Krim er der i medier i de baltiske lande en udbredt opfattelse af, at de er de næste i køen til en russisk militær overtagelse, bl.a. fordi ca. 25 procent af Estland og Letlands befolkning er etniske russere og omkring 5 procent af Litauens befolkning. Men til forskel fra de baltiske lande var Ukraine ikke en del af NATO, da Rusland annekterede Krim og var derfor ikke beskyttet og garanteret af alliancens musketered.
Dertil er Krim-halvøens russiske befolkningsandel langt større på omkring 70 procent, og 80 procent af halvøens befolkning har russisk som modersmål. Derudover havde den russiske sortehavsflåde base på Krim, som Rusland, indtil annekteringen af Krim, leasede af Ukraine.
Det var med den såkaldte Kharkov-pagt, der blev indgået i 2010 mellem Rusland og Ukraine, at det blev aftalt, at den russiske sortehavsflåde ville forblive i Sevastopol indtil 2042, da leasingaftalen ellers ville udløbe i 2017, i bytte for at Ukraine ville modtage billigere russisk naturgas. I Kasakhstan, hvor over 20 procent af befolkningen er etniske russere, er regeringen begyndt at øge kontrollen med enhver form for konflikter og friktioner mellem de forskellige befolkningsgrupper, bl.a. ved at føre en strengere kontrol af pro-russiske internetindlæg.
Kulturelle værdier som udenrigspolitisk middel?
At have etniske russere boende i nabolandene er således ikke alene nok til at kunne fremme dybere politisk og økonomisk integration mellem landene, og Kreml har derfor været nødt til at lave en ny strategi baseret på soft power-princippet, hvor russiske kulturelle værdier skal kunne være tiltrækningskraften.
Putin sagde i 2012, at der var brug for en ny russisk udenrigspolitisk strategi, hvor ”udviklingen af det multilaterale samarbejde og integrationsprocesser inden for SNG, [skulle betragtes, red.] som et nøgleområde for Ruslands udenrigspolitik”. (SNG er en regional organisation, der består af 10 af de tidligere sovjetstater.) Han opfordrede de russiske udenrigspolitiske beslutningstagere, diplomater og permanente repræsentanter i internationale organisationer til at se med nye øjne på problemet og nye måder at føre russisk udenrigspolitik på. Soft power fik, som nævnt, senere en større rolle og blev en officiel del af den russiske udenrigspolitiske strategi.
På den ene side bliver der officielt talt om nødvendigheden af åbenhed og prioritering af handel og økonomisk samarbejde, men på den anden side forhindres en udveksling mellem Rusland og udenlandske parter. Som Joseph Nye har skrevet: Regeringspropaganda er sjældent troværdigt
Men den russiske form for soft power afviger fra Joseph Nyes udlægning af konceptet, da Kreml, udover den kulturelle tiltrækningskraft, også inkluderer økonomiske faktorer i dens strategi. Rusland har i lang tid fokuseret på at skabe et økonomisk image af at være en pålidelig energileverandør, især ift. de europæiske lande. Men denne rolle som billig og pålidelig energileverandør skrider ift. soft power-konceptet, og det russiske image skifter; energipolitikken bliver til egentlig økonomisk politik, da Rusland har brugt energi som handels- og udenrigspolitisk instrument. Rusland bruger dermed både energileverance til at forbedre sit internationale image, samtidig med at det bliver brugt som er handelsvåben.
Den russiske strategiform afviger også fra den originale version, idet måden hvorpå strategien bliver udført udelukkende er gennem statsbaserede agenturer; russiske NGO’er der arbejder med soft power er egentligt statskontrollerede og baseret på Kremls interesser, hvilket ifølge Joseph Nye i stor grad hæmmer soft power-effektiviteten, fordi det i høj grad udelukker civilsamfundet. F.eks. har Kreml ifølge flere russiske eksperter i internationale forhold ofte hindret firmaer, universiteter og NGO’er i at påbegynde og vedligeholde internationale samarbejder.
Upopulær populærkultur
Det vil dog være forkert at påstå, at det er mangel af virkeligt selvstændige og uafhængige NGO’er og sanktioneringen af civilsamfundets internationale samarbejder, der er skyld i et forværret negativt billede af Rusland. Det er i stedet nærmere på grund af handlinger som f.eks. håndteringen af Krim-krisen, at Rusland lider under et forværret negativt billede internationalt, dvs. et egentligt trusselbillede.
Udover trusselsbilledet af Rusland, er der er også en opfattelse af, at landet er udemokratisk og ufrit på mange måder bl.a. på grund af mord på Kreml-kritiske journalister og aktivister samt svindel ved præsidentvalgene. Det er derfor begrænset, hvor meget succes der har været med at promovere russiske værdier og bruge dem som en tiltrækningskraft ift. Rusland. Dertil kommer en russisk populærkultur, som ikke er populær internationalt, og endda i en vis grad heller ikke blandt russere, der bor i udlandet.
Når det bruges rigtigt, kan soft power være en brugbar og vigtig komponent i et lands udenrigspolitik, når målet er at fremme landets attraktivitet. I nyere tid har USA og Vesten været bedre til at bruge kultur og populærkultur, sprog og politisk ideologi i form af demokratiske værdier. Ifølge Kreml selv vil det blive et nyt værktøj, som Rusland officielt vil indføre i landets udenrigspolitik. Men Kreml spænder ben for sig selv, når der samtidig i så stor grad ikke gives grønt lys for civilsamfundet til at føre internationalt samarbejde.
Der er endnu et stykke vej, før Kreml har fået trukket jernnæven i fløjlshandsken
Dette hæmmer i stor grad, hvis ikke fuldstændigt, effektiviteten af soft power-strategien. Det er derfor tvivlsomt om Ruslands trang til, og vel også behov for, at ændre dets internationale billede, vil blive imødekommet blot ved indførelsen af soft power i den officielle udenrigspolitiske strategi, når viljen til at ændre, hvad der egentligt fremmer dette billede, ikke er til stede.
Når Kreml udelukkende fokuserer på at fremme egne statsinteresser i udlandet og ikke tillader, at civilsamfundet deltager, men insisterer på, at strategien skal udføres gennem statskontrollerede agenturer, spænder Rusland ben for sig selv. På den ene side bliver der officielt talt om nødvendigheden af åbenhed og prioritering af handel og økonomisk samarbejde, men på den anden side forhindres en udveksling mellem Rusland og udenlandske parter. Som Joseph Nye har skrevet: Regeringspropaganda er sjældent troværdigt.
Det er nok muligt, at idéen om soft power også har stærk appel i Kreml. Historiske forhold og en i mange sammenhænge ekspansiv og i en vis forstand aggressiv politik betyder imidlertid, at Rusland har vanskeligt ved at implementere konceptet om soft power i landets udenrigspolitik. Der er endnu et stykke vej, før Kreml har fået trukket jernnæven i fløjlshandsken.
Foto: Kremlin.ru
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.