Lige nu er det oplagt at diskutere EU’s og verdens fremtid, skriver Ross Jackson. Han går ind for et markedsorienteret system, men er ængstelig for, at systemet ikke tager højde for miljø og grundlæggende menneskelige værdier. Emner, som han mener nationalstaterne må være villige til at afgive suverænitet på. Ellers har systemet potentiale til at udslette vores civilisation.
Der er flere grunde til, at en reformdiskussion af EU presser sig på. En af dem er naturligvis, at EU-Kommissionen for nylig har udsendt sin hvidbog “EU’s fremtid, fem scenarier” til debat. En anden er, at en hær af kritikere samtidig har kritiseret venstrefløjen for ikke at have fremsat et levedygtigt og attraktivt alternativ til højrefløjens fortælling – et bud som i mange lande fortsætter med at samle utilfredse borgere.
I al beskedenhed har et sådant alternativ imidlertid været fremsat og tilgængeligt for debat siden 2012, nemlig det, jeg fremlagde i min bog “Occupy World Street: vejen til en værdig fremtid“. Bogen fik rosende ord med på vejen af flere fremtrædende globale eksperter, deriblandt Maurice Strong og Dennis Meadows, bl.a. for at præsentere de mest konstruktive og detaljerede forslag, der på det tidspunkt havde været fremsat. Men bogen blev ikke bemærket ret meget af medierne, muligvis fordi den var for tidligt ude, inden den sande natur af de problemer, vi nu står overfor, blev mere alment anerkendt.
Imidlertid vil jeg ikke kalde mine forslag for venstreorienterede, selvom andre muligvis ville gøre det. Jeg ser dem som “overlevelsesstrategier”, hvilket ikke er ideologisk eller hverken højre- eller venstreorienteret.
Jeg er ikke modstander af kapitalismen, men nok af neoliberalismen. Jeg har hele mit liv arbejdet i den private sektor, og jeg tror på den enorme effektivitet og innovationskapacitet, som ligger i et markedsdrevet system.
Ideen om et grænseløst samfund er en neoliberal ide, som passer de rigeste én procent godt, men som ikke er til fordel for de almindelige borgere, der ønsker mere kontrol over deres umiddelbare omgivelser
Problemet er, at uden en ramme, der beskytter miljøet og grundlæggende menneskelige værdier, vil dette markedssystem til slut udslette vores civilisation, hvilket faktisk er det, der er ved at ske lige nu – og meget effektivt endda. Nøglen til en løsning er at skabe denne ramme, og at foreslå sådan en ramme og en strategi til at føre rammen ud i livet. Det var hovedformålene med min bog.
Hvis vi skal overleve som art
Mit udgangspunkt er erkendelsen af, at der er visse aktivitetsområder, som kræver internationalt samarbejde, hvis vi skal overleve som art.
De fleste aktivitetsområder er imidlertid ikke af denne natur og er bedre overladt til individuelle nationalstater med hver deres særlige kultur og traditioner. Jeg vil hævde, at vores civilisations største gode er diversiteten i vores kulturelle traditioner. Derfor tror jeg også på, at nationalstaterne med deres individuelle kulturer, værdier og traditioner bør være grundstenene i fremtidens globale samfund.
Ideen om et grænseløst samfund er en neoliberal ide, som passer de rigeste én procent godt, men som ikke er til fordel for de almindelige borgere, der ønsker mere kontrol over deres umiddelbare omgivelser, end de har i dag.
Udfordringen er at designe et globalt samfund, som er centraliseret omkring de få aktiviteter, der er afgørende for vores overlevelse, men ellers, hvad alt andet angår, grundlæggende er decentraliseret.
De to områder, der kræver internationalt samarbejde i min globale model, er miljøregulering og menneskerettigheder. De enkelte nationalstater må være villige til at afgive suverænitet på disse to område. Og det gælder alle nationer – store som små. Et lands økonomiske og militære styrke yder ingen beskyttelse imod tilintetgørelse, hvis den nuværende ukontrollerede udvikling fortsætter. Vi vil overleve eller gå til grunde sammen.
Det betyder i praksis, at en global myndighed må tildeles magt til at udstede bindende miljømæssige direktiver og udstede de påbud til medlemsstaterne, der skønnes nødvendige af hensyn til helheden. EU er et fint eksempel på, hvordan dette rent faktisk kan fungere i praksis.
Den anden nødvendige centraliserede myndighed er retten til at intervenere i medlemsstater, når individuelle borgeres, herunder minoriteters, menneskerettigheder er truede.
Uden denne grundlæggende forudsætning ville menneskearten muligvis være i stand til at overleve, men det ville i givet fald være under et autoritært, snarere end et demokratisk system. Jeg er sikker på, at langt størstedelen af verdens borgere vil foretrække det demokratiske alternativ.
En tredje mere “blød” funktion af den centraliserede myndighed er i min model tilbuddet om, at mediere i konfliktløsning mellem medlemsstater, men kun på opfordring. Dette kan være en vital del af en strategi til at undgå væbnede konflikter.
EU er allerede et alternativ
I min bog var vejen til at oprette sådan en international organisation baseret på et begrænset antal små lande, der tog initiativet og faktisk grundlagde sådan en organisation og som herefter enedes om at efterleve dets regler og inviterede andre til at tilslutte sig.
Sådan er alle større internationale organisationer startet – med en lille kerne af medlemsstater. Men i dette særlige tilfælde findes der allerede et alternativ, og det er, at EU, som allerede er en samling af individuelle stater, tager initiativet, og inviterer andre til at deltage.
Et lands økonomiske og militære styrke yder ingen beskyttelse imod tilintetgørelse, hvis den nuværende ukontrollerede udvikling fortsætter. Vi vil overleve eller gå til grunde sammen
Inden vi ser på, hvad dette ville betyde i praksis, kan vi se nærmere på EU ud fra ovenstående betragtninger.
En af hovedindvendingerne imod EU fra mange medlemsstater og politiske partier har været, at centret har fået for meget magt og periferien for lidt. Det vil jeg tilslutte mig, men samtidig hævde, at miljømæssige direktiver fra centret er en god ide og fuldstændig i overensstemmelse med ovenstående tankegang.
Andre centraliserede magtbeføjelser kan man imidlertid sætte spørgsmålstegn ved. En af disse er EU’s krav om arbejdernes frie bevægelighed over grænserne. Dette var en velment ide, men efter min mening en fejltagelse, som har vist sig meget besværligt for enkeltstaterne at håndtere, fordi disse ikke kan håndtere de sociale og kulturelle konsekvenser af alt for store indvandringer alt for hurtigt.
Medlemsstaterne burde have beholdt en vis kontrol over indvandringstempoet.
Men det er ikke for sent at rette op på, og det ville berolige mange på højrefløjen uden at give køb på menneskerettighederne. Enkeltstaterne kan overholde internationale traktater og stadigvæk have den endelige afgørelse om, hvem og hvor mange immigranter man accepterer og i hvilket tempo.
Samme princip for investeringer
Kapitalens frie bevægelighed over grænser er endnu en neoliberal ide, som gavner den ene procent, men som kan være yderst forstyrrende for de enkelte medlemsstaters ønsker.
Medlemslandene bør have den endelige afgørelse. I de fleste tilfælde er der intet problem, og investeringerne kan være til gavn for begge parter, men det er ikke altid sagen. I tilfælde af meningsforskelle bør nationalstaten have den endelige afgørelse – ikke det udenlandske firma.
Den samme logik gælder for varernes frie bevægelighed. Dette er en acceptabel politik indenfor EU, men det bør være muligt for de enkelte lande at bestemme, hvilke produkter man importerer fra lande udenfor EU.
Det er på tide, at EU anerkender, at dagsordenen for de europæiske multinationale firmaer ikke nødvendigvis er borgernes dagsorden.
Det burde for eksempel være muligt at lægge told på produkter og produktionsteknologier, der ikke lever op til lokale miljøstandarder. Udeladelse af denne mulighed i WTO-reglerne er endnu en neoliberal ide, som gavner den ene procent, men ikke det store flertal af borgere.
Det ville være endnu bedre, hvis hele EU antog en sådan politik. Men indtil nu har Unionen imidlertid prioriteret økonomisk vækst over miljøbeskyttelse og prioriteret de europæiske multinationale selskaber over store dele af europæiske firmaer og borgergrupper.
Det er på tide, at EU anerkender, at dagsordenen for de europæiske multinationale firmaer ikke nødvendigvis er borgernes dagsorden.
Lad os for et øjeblik antage, at EU’s ledere for alvor påtog sig en ny mission i overensstemmelse med denne tankegang— at de tog førertrøjen på og skabte en ny international alliance med vores arts overlevelse som topprioritet.
Hvad ville det indebære?
Det ville for det første kræve en fundamental nytænkning om den måde, international handel kan blive omorganiseret på; en måde, der ville være til gavn for alle verdens borgere og ikke kun for den ene procent.
Det nuværende system, som grunder sig på WTO’s regler, er omvendt en betydelig hindring for overlevelse.
Neoliberale har for vane at kalde deres foretrukne handelsmodel for “frihandel”, men det er misvisende. Et mere passende navn ville være “investorbeskyttelse”, for det er, hvad modellen i virkeligheden handler om.
Sammenhængen burde være soleklar
Der er en grund til, at langt den største del af den økonomiske væksts fordele hober sig op i multinationale selskaber og disses aktionærers konti i skattely. Sammenhængen burde være soleklar, men det er øjensynlig vanskeligt for de fleste at gennemskue denne orwellske diskurs.
EU ville blive nødt til at forlade WTO – eller i det mindste insistere på fundamentale ændringer, som giver magten tilbage til de individuelle stater snarere end til udenlandske interesser.
Unionen bør give magten tilbage til medlemslandene – magten til at regulere kapitalbevægelser, magten til at regulere indvandring, magten til at regulere hvilke produkter og udenlandske selskaber, der får lov til at komme ind i deres lande samt magten til at beskytte deres egen kultur. Men som nævnt på betingelse af, at medlemslandene afgiver myndigheden over miljøet og menneskerettighederne.
Miljøet og menneskerettighederne må komme først, alt andet ville komme i anden række. EU ville blive nødt til at tage subsidiaritetsprincippet—dvs. princippet om decentralisering af beslutningerne til det laveste niveau—alvorligt for første gang.
Unionen bør give magten tilbage til medlemslandene – magten til at regulere kapitalbevægelser, magten til at regulere indvandring, magten til at regulere hvilke produkter og udenlandske selskaber, der får lov til at komme ind i deres lande samt magten til at beskytte deres egen kultur. Men som nævnt på betingelse af, at medlemslandene afgiver myndigheden over miljøet og menneskerettighederne.
Et par eksempler:
Medlemsstaterne må have magt til at sige til et multinationalt selskab: “Hvis I benytter jer af skattely, skal I underlægges en skattelyskat, som udjævner forskellene. Dertil kommer, at I vil blive pålagt skat baseret på den del af den globale profit, som svarer til jeres omsætning i vores land og ikke baseret på jeres kreative bogføring, der fjerner skattebetaling.”
Anden case: EU kunne bekendtgøre, at Unionen ville lægge en betydelig told på produkter, der produceres under uacceptable miljøstandarder med det formål at skabe lige konkurrence. Dette er i dag ikke muligt på grund af WTO-reglerne. Sådan en politik ville, hvis den blev brugt i stor stil, sende selskaber som misbruger miljøet og bidrager til vores civilisations ødelæggelse, ud af business.
De multinationale selskaber og deres aktionærer eksisterer i virkeligheden i dag på et fundament af sand. Hvis alle nationer tog deres magt tilbage under de foreslåede rammevilkår vil de udbyttende multinationale selskaber enten rette ind eller forsvinde – og ikke mindst, ville vi mennesker have en fair chance for at overleve som art.
Topillustration: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her