På Nørrebrogade finder vi endnu en af de mange nye italienske restauranter i osteria/trattoria-klassen, der er skyllet ind over København gennem det seneste års tid. Cicchetti er imidlertid bestyret af særdeles erfarne folk, der ifølge Kim Jong Andersen bestemt er udover ”italiensk for begyndere-stadiet”, og som også i forvejen er kendte af mange restaurantgæster på Nørrebro i København.
Nina Krysiza Sørensen og Rikke Kolding Pedersen var blandt de oprindelige fire Famo-kvinder, som i 2011 startede Spiseri i Griffenfeldsgade på Nørrebro, der senere skiftede navn til POP. Det lille eventyr blev dog lukket ned for et par år siden, men nu er de tilbage – og hvilket comeback!
Med sig har de fået Luna Hjerming, der denne aften stod for betjeningen af vores bord, og som også fungerer som stedets sommelier. At Luna har sans for at matche ingredienserne i Nina og Rikkes køkken med de rigtige druer, fik vi så rigeligt bekræftet, som aftenen skred frem.
Cicchetti er et spisested – ikke en restaurant til tete-a-tete
Cicchetti er indrettet i et højloftet, men forholdsvis trangt lokale, der dog fremstår dejligt lyst og venligt grundet vinduespartiet fra gulv til loft. Hver en kvadratmeter er udnyttet, og der er således både siddepladser i bemeldte vinduesparti samt oppe ved baren med udsigt til det åbne køkken.
Her kan man så sidde og få vakt appetitten, når de umiskendelige dufte af italiensk madlavning spreder sig i lokalet. Da man også sidder ret tæt, er det nok mere den livlige atmosfære, man skal lade sig charmere af. Det er ikke et sted, der egner sig til dybe, fortrolige samtaler eller som rammen om en romantisk candlelight dinner.
Det er nok mere den livlige atmosfære, man skal lade sig charmere af. Det er ikke et sted, der egner sig til dybe, fortrolige samtaler eller som rammen om en romantisk candlelight dinner
Og nu vi taler om appetitten, så er der mulighed for at blive meget mæt eller blot kigge forbi til en hurtig bid. Cicchetti er nemlig betegnelsen for italienske snacks, der minder om antipasti, men ikke er deciderede forretter. Serveringerne kommer i meget afmålte størrelser, der bedre kan sammenlignes med tapas, og intentionen er således også, at man skal komme rundt i kortet og få prøvet nogle retter.
Konceptet – og priserne, hvor alle snacks er prissat meget billigt fra 30-70 kr. – egner sig dermed også særdeles godt som delemad, og da vi var to sultne og velvoksne herrer til bords, var det bare om at komme til fadet.
En lind strøm af velsmag – med kun et par enkelte svipsere
Vi lagde ud med lidt salume – en mortadella med lidt mostardo (sennepstilsmagt æblegelé) – og burrata ledsaget af et glas hvid Chiaranda, 2015 fra Donnafuguta på Sicilien. En lidt smørfed, men stadig elegant dame lavet på Chardonnay, hvis frugt stod fint til såvel pølsen som osten.
Mortadellaen valgte jeg lidt som en test for at se, hvilket kvalitetsniveau Nina og Rikke havde valgt at købe ind efter, når det gælder et færdigt produkt, da den omhyggelighed der udvises ved valg af netop færdige produkter, oftest går igen, når vi taler om råvarer til videre forarbejdning i køkkenet. Og vi blev bestemt ikke skuffede. Den italienske kødpølse – der i øvrigt har sin oprindelse i Bologna – var i en høj kvalitet, godt krydret og tilsat rigelig med pistacienødder, der fik lov til at smage igennem.
Burrataen var både frisk, mild og fed uden at blive for meget, som det ellers godt kan være tilfældet med bøffelmozzarella fyldt med fløde! Cichettis version hører til blandt de bedste i byen lige nu – og spisestedet er da i øvrigt også nomineret i kategorien byens bedste i AOK’s årlige konkurrence – men den slår nu alligevel ikke den, man får på Bæst, en anden italiensk kending på Nørrebro. Men Bæst laver så også deres egen mozzarella formet i hånden hver morgen!
Cicchetti er betegnelsen for italienske snacks, der minder om antipasti, men ikke er deciderede forretter. Serveringerne kommer i meget afmålte størrelser, der bedre kan sammenlignes med tapas
Efter den indledende omgang gik vi over til de friturestegte snacks. Dels Arancino di riso med fyld af salsiccia, den fennikel- og aniskrydrede italienske pølse, dels Zucchine med mayo. Nu er det meste, der har været en tur i frituren jo altid ekstra sprødt og lækkert. Det gjaldt også vores riskugle og dejrullede courgette. Førstnævnte var langt fra den massive panerede risklump, som mindre dygtige kokke laver, men her lavet med en dejlig let og cremet risotto tilsat en smule salsicciaragu som smagsgiver.
Til de stegte snacks fik vi et glas Barbera d’Alba 2015 fra Giacomo Fenocchio, en af de ældre vingårde i Piemonte, hvor det i dag er femte generation, der står for produktionen. D’Albaen var som det ofte er kendetegnet ved denne vin en kraftig, kirsebærpræget sag i både næsen og munden, men med nok struktur til at hæve den op over den gennemsnitlige vin fra denne region.
Nu gik turen så til et par hvide asparges med pesto og crostinis med aubergine og røget scamorza – en komælksost, der minder lidt om mozzarella. Aspargesene var vitterligt kogte snarere end blancherede, så konsistensen ville absolut få et thumbs up af en ældre, jysk husmoder som værende helt perfekte til tarteletter. Jeg var knap så begejstret. Crostinien var desværre også en rimelig forglemmelig, anonym størrelse.
Årets vegetarret er Malfatti
Heldigvis kom køkkenet hårdt tilbage med en servering, som nok er den bedste vegetarret, jeg har fået i umindelige tider i form af Malfatti i tomat. Malfatti betyder noget i retning af ”dårligt formet”, men hvad gør det, når smagen er i top. Det var den her. Disse gnocchi/ravioli-lignende dumplings fik smagsløgene til at synge i det høje leje. Intens tomat-, basilikum og hvidløgssmag i bløde, indsmigrende klæder (malfatti er lavet på frisk ricotta, parmesan og æg).
Det var lige før, jeg overvejede at skippe kødretten for at bestille en portion mere.
Efter dette højdepunkt gik vi videre til Cicchettis meget roste blæksprutte – polpo – med kartoffel, tomat og oliven samt grillet polenta med klipfisk eller baccala, som er saltet og tørret torsk. Jeg havde høje forventninger til sprutten, og den var bestemt også udmærket, om end ikke så mør, som rygterne ellers havde fortalt. Der var lidt for meget gummislange i konsistensen.
Personligt synes jeg ikke, at kombinationen med tomat og oliven var helt i skabet, selvom det lyder helt klassisk på papiret. Måske fordi oliven-smagen blev for overdøvende – men jeg har fået fortalt, at polpoen hos Cicchetti ofte bliver varieret med forskellige ingredienser. Noget bedre gik det med baccalaen, hvor der ikke var gjort alt for meget for at dæmpe den lidt gennemtrængende smag af tørret fisk, hvorfor majsbrødet også var den perfekte ledsager hertil.
Som den sidste ret inden desserten fik vi også polenta – men her i den blide, grødede version, de fleste kender den. Ovenpå fløjsmosen var der lagt en salsicciaragu. Ægte comfort food, når det er bedst – det var lige før, jeg måtte bede om supplement, selvom vi på dette tidspunkt allerede var godt mætte. Til denne ret fik vi skænket et glas Lamole Chianti Classico fra I Fabbri.
En bærret vin, som er typisk for Sangiovese-druen, med en afrundet balance mellem den røde frugt og garvesyren. Meget traditionel i stilen – og derfor også yderst drikbar.
Efter den omgang måtte vi lige have en grappa fra Gaja og en espresso til at rejse os på, hvorefter vi sagde tak for mad
Mæt eller ej – dessert må der til, hvis der skal sættes gang i fordøjelsen. På bordet kom den nok bedste pannacotta, jeg nogensinde har fået i forhold til konsistens og smag – og hvor jeg slet ikke tør gætte på, hvor meget fløde, der egentlig var brugt. Her var det nemlig præcis fløde- og vaniljesmagen, der var sat i førersædet dæmpet lidt ned af et par syrlige jordbær. En på en gang fuldfed og opfriskende afslutning på et solidt måltid.
Efter den omgang måtte vi lige have en grappa fra Gaja og en espresso til at rejse os på, hvorefter vi sagde tak for mad og bevægede os videre ud i det københavnske aftenliv.
Cicchetti serverer byens bedste italienske snacks til meget moderate priser ledsaget af nøje udvalgte vine med få svipsere, og for en oplevelse i den bedre ende kvitterer vi med 5 ud af 6 bamsepoter herfra – ikke mindst fordi man her får virkelig god mad for pengene, selvom ikke alle serveringer falder lige heldigt ud.
Cicchetti har i øvrigt også åbent til kl 02.00 i weekenden, så man kan få sig en hapser, hvis sulten melder sig ud på de små timer.
Cicchetti
Nørrebrogade 56,
2200 København N
Åbningstider: ons-tors fra kl. 17.30 – 00.00, køkkenet lukker kl. 22, men man kan få salumi og formaggio indtil kl. 23.30. Fredag og lørdag er der åbent til kl. 02.00 – køkkenet lukker kl. 23 men som alternativ til de mange shawarma-barer på Nørrebrogade, kan man bestille salumi og formaggio helt frem til 01.30.
Topfoto: Forsiden på Cicchettis hjemmeside – http://www.cicchetti.dk
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
