
Nysgerrighed førte Karen Hammer til Nordkorea i 2012. Turen bød på farefulde momenter, en forbudt tur på egen hånd, men også større forståelse for et af verdens mest lukkede samfund. Landet er andet og mere end “de kære ledere”, selvom disse spiller en altdominerende rolle. Man skal dog ikke regne med at se andet end det, styret ønsker at vise frem.
Japan koloniserede Korea i 1910. Japanerne vidste, at de var alle andre folkeslag overlegne, og behandlede derfor koreanerne som en slags slaver. Man inddelte landet i Nord og Syd og satsede på landbrug i den sydlige lunere region, mens den bjergrige og ofte meget kolde nordlige region egnede sig bedst til industri og minedrift.
Historierne om forholdet mellem de to lande er mange: Under 2. verdenskrig misbrugte japanerne flere end 100.000 koreanske kvinder som sexslaver. Blandt anden derfor betragter man ikke just Japan som en nær samarbejdspartner i Nordkorea, men da man havde brug for oplysninger om Japan, kidnappede man i 70’erne mange japanske skolebørn, der endte som sproglærere for Nordkoreas spioner; Kim Jong-il, der var meget filminteresseret, kidnappede efter sigende også en kendt sydkoreansk filminstruktør, der fik frie hænder til at lave et nordkoreansk mesterværk.
Alt dette og mere til har man hørt gennem årene, men er der noget om snakken? Jeg ville gerne vide mere om dette fjerne og yderst utilgængelige land, så da jeg hørte, at Venskabsforeningen var ved at arrangere en rejse til Nordkorea i anledning af præsident Kim Il-sungs 100 års dag i 2012, meldte jeg mig straks ind i foreningen.
Nordkoreas fødsel
Først lidt historisk baggrund: I de første dage af august 1945 var USA noget bekymret over situationen, for Stalin erklærede Japan krig 8. august, og det stod klart, at Japans kapitulation var lige på trapperne, (nemlig den 15. august). Sovjetunionen var begyndt at rykke tropper ind i Manchuriet og i den nordlige del af Korea. Derfor satte man i Washington den 10 august to unge officerer, der intet anede om Asien, til at finde den grænse, hvortil USA’s besættelseszone skulle gå.

Helt tilfældigt blev det den 38. breddegrad, for så fik USA jo hovedstaden Seoul. Stalin standsede lydigt sin fremrykning der, så fra august 1945 var landet således delt i to ”midlertidige” besættelseszoner, hvis had til hinanden gennem koldkrigsårene blev dybere og dybere. Sovjetunionen opbyggede mod nord et kommunistisk system under ledelse af Kim Il-sung, der havde været guerillaleder under den japanske besættelse. Den Demokratiske Folkerepublik Korea blev oprettet i september 1948 med Kim Il-sung som ministerpræsident. Han dannede i 1949 det kommunistiske Koreanske Arbejderparti.
Optræk til krig
For at hjælpe sine underkuede sydkoreanske ”brødre” sendte Kim Il-sung i juni 1950 sine tropper ind over den 38. breddegrad. FN-styrker – godt støttet af amerikanske tropper – trængte Kim Il-sungs tropper langt mod nord og gennembombede landet, så der stort set ikke var eet helt hus tilbage.
Lederen af de amerikanske styrker, general Douglas MacArthur, trængte de nordkoreanske tropper helt op til Kinas grænse, men så gik Mao Zedong massivt ind i krigen, til man atter stod ved 38. breddegrad. Millioner af mennesker var døde (heraf næsten tre millioner civile), uden der var opnået noget som helst udover en våbenstilstandsaftale i juli 1953.
Der er endnu ikke indgået en fredsaftale, så den demilitariserede zone fungerer stadigvæk som grænse. Sovjetunionen, Kina og de østeuropæiske lande hjalp økonomisk til Nordkoreas genopbygning; man satsede stort på minedrift og industri, og indførte gratis 11 års skolegang og gratis sundhedspleje. Kim Il-sung indførte i 50’erne Juche-ideologien, der er basereret på “selvtillid” og har som princip, at militæret kommer først. Juche lægger vægt på national, kulturel og økonomisk uafhængighed samt revolutionær troskab og kommunistpatiets overlegenhed. Ifølge Juche-filosofien skal individet sætte samfundets behov over dets egne.
Hungersnøden
I 1997 indførte Nordkorea en ny tidsregning, der udgik fra Kim Il-sungs fødseslår 1912, dvs. at jeg besøgte Pyongyang i Juche-år 100. Fordi kun 17 procent af Nordkoreas jord egner sig til landbrug, og regionen ofte er plaget af voldsomme oversvømmelser eller tørke, har det været svært for regeringen at undgå hungerkatastrofer. Det har været lige så svært at oplyse om situationen og ydmyge sig ved at bede om hjælp.
Derfor døde op mod 2,5 millioner mennesker af sult i årene 1997-98, og landets styre fik et endnu dårligere ry end før. Manglende infrastruktur i de skrappe nordlige bjergregioner kombineret med hård frost må tages med i betragtning, når man skal bedømme, hvorfor det gik så galt.
Uden det større kendskab til Juche-filosofien eller den historiske baggrund, landede jeg i Pyongyang d. 10. april 2012. I lufthavnen var alt afslappet, men min mobiltelefon blev inddraget. Ved ankomsten til det 45 etager høje Yanggakdo International Hotel blev vores delegationsgruppe fotograferet, så vi kunne komme i avisen sammen med de flere hundrede andre delegater fra hele verden.
Det er hårdt arbejde at være i en politisk delegation, og at være i et politisk diktatur, hvor man skal lystre, ikke komme for sent og ikke stille dumme spørgsmål.
Jeg fik tildelt et dejligt værelse med bad oppe på 31. etage. Hotellet ligger på en ø sammen med det store biografkompleks, der hvert år i januar afholder internationale filmfestivaler. Der er undertiden en fantastisk udsigt fra den roterende restaurant på toppen, men da byen i april var skæmmet af dis og tåge, blev mine billeder ikke helt vellykkede.
Det er hårdt arbejde at være i en politisk delegation, og at være i et politisk diktatur, hvor man skal lystre, ikke komme for sent og ikke stille dumme spørgsmål. Vi var 31, og man var tilfredse med, at Danmark kunne stille med en så stor gruppe. Men nogle var meget unge og drak mange øl til sent på morgenen, så vi nåede ikke altid op til bussens afgang, og derved skabte vi samtidig problemer for de stakkels guider, der hele tiden skulle have situationen under kontrol og vide, hvor hver eneste af os var.
Allerede den første morgen manglede vi Mads, og en af guiderne blev tilbage for at samle ham op. Vi havde fået tildelt hele tre guider: Unge smukke Whang, tjekkede og meget effektive Kang og Kim, der virkede nervøs og samtidigt havde fået tildelt en noget utaknemmelig opgave: Han skulle interviewe os en efter en for at motivere os til et større engagement for sagen. Det virkede som om, man havde tjekket os grundigt inden ankomsten, for Kim vidste adskilligt mere om os, end vi havde opgivet i vores visumansøgninger.
I Nordkorea bliver ingen væk
I en kortege med politibiler foran mere end 20 busser, kørte vi mod Mangyongdae-parken og Kim Il-sungs fødested. Effektive trafikbetjente dirigerede os gennem byens næsten tomme gader. Fremme ved parken blev vi overhalet af en Mercedes, der bragte den forsinkede Mads frem – i Nordkorea er der ingen, der bliver glemt eller væk.

Kim Il-sung gik allerede som 14-årig ind i modstandsbevægelsen mod Japans tyranni. Ifølge historikerne kæmpede han i Manchuriet, men ifølge Nordkorea havde hans guerillatropper base på det hellige bjerg Paektusan nær den imponerende vulkansø, som grænser op til Kina. Her levede han med sin hustru Kim Jung-suk, og her blev sønnen Kim Jong-il født 16. februar 1942.
Vi havde set frem til også at skulle fejre hans 70-års dag, men han sank pludselig sammen af et hjertestop 17. december 2011. Hans tredje søn Kim Jong-un var da allerede kørt i stilling som den næste ”kære leder” – og ham fik vi lov til at både se og høre ved millitærparaden 15. april.
I 2012 var der hård frost oppe i bjergene i april måned, så man havde allerede bestemt at vi, de ærede delegater, ikke ville kunne komme helt frem til den sagnomspændte vulkansø på Paektusan-bjerget, men guerillaparrets hytte nogle kilometer længere nede det skulle vi da opleve.
En hård tur
Meget tidligt om morgenen den 12 april blev vi i et gammelt russisk fly fløjet mod nord til Samjiyon-lufthavnen. En lang række slidte busser ventede på os og kørte os ad snedækkede grusveje op til en større lysning i nåleskoven, hvor Kim Il-sung engang havde vundet et vigtig slag mod japanerne. Her stod en 50 meter høj bronzestatue af Kim Il-jung og mange andre kæmpestore bronzemonumenter af kæmpende soldater.
Sneen var skovlet væk, så man kunne komme omkring, men under sneen var jorden spejlblank af is, så repræsentanten for Demokratisk Republik Congo faldt med et brag, og hans røde kasket fløj ud i sneen. De mange busser fortsatte op mod bjerghytten i hurtigt tempo på trods af de isdækkede veje, og nu begyndte det at sne.
Så skete det, som myndighederne ikke havde forudset: Busserne, der havde helt nedslidte dæk, kunne ikke køre i det glatte føre, de slingrede og stillede sig på tværs, så ingen bagved kunne komme frem. De unge danskere prøvede med et reb at trække bus nr. 11 tilbage på vejen, men den gik ikke. Vi måtte alle stå af og gå de næste tre kilometer op ad bjerget.
De rigtige fanatikere gik videre op ad bjerget og stod i en stiv klokketime i hård frost og lyttede til taler, der priste Kim Il-sungs styre.
Det ældre politikerpar fra Uganda i deres smukke lange afrikanske kjortler var ikke begejstret for situationen, og hun faldt flere gange. To kilometer inden den berømte blokhytte var der et lille hus med toiletter og nogle få stole. Her slog jeg mig ned sammen med fyren fra Demokratisk Republik Congo og adskillige andre; vi var temmelig gennemblødte.
De rigtige fanatikere gik videre op ad bjerget og stod i en stiv klokketime i hård frost og lyttede til taler, der priste Kim Il-sungs styre. Busserne var nu blevet vendt og turen gik ned ad igen i rasende fart, indtil bus nr. 11 stillede sig så grundigt på tværs, at vores bus lige bagved kørte ind i den meterhøje snevold langs vejen og måtte graves fri.
Alle måtte nu kæmpe sig videre til fods. Jeg var forsynet med en vandrestav og faldt kun én gang. Efter en halv times tid havde vi passeret de havarerede busser og blev samlet op af andre, så vi med tre timers forsinkelse endelig kunne komme i ly på en restaurant , der serverede en frokost med dejlige svamperetter.

En farlig flyvetur
Efter den sene frokost var natten faldet på og situationen var ikke helt nem at takle. Samjiyon-lufthavnen lå nu kulsort i aftenmørket uden andre lys end tre små bål tændt for enden af landingsbanen, der var spejlblank. Jeg måtte klamre mig til en af de andre for ikke at falde. Guiderne diskuterede, hvorvidt det er forsvarligt at flyve i det vejr. Der kunne jo være is på vingerne. De besluttede sig til at tage af sted, for det skulle jo nok gå med sådan en solid russermaskine. Og det gjorde det. Vi var hjemme sent om aftenen, dødtrætte. Det havde været en fantastisk dag, som man ikke sådan glemmer. Vi diskuterede, om myndighederne mon ville straffe chauføren fra bus nr. 11.
Næste dag var afslappende: Vi besøgte en ”kunstudstilling” med malerier og broderier, der forestillede legende børn, unge arbejdere, tigre, vilde fugle, den pragtfulde kratersø ved Paektusan-bjerget og et flot blomsterbillede med røde begonier – de såkaldte Kimsunglia – der er skabt af en japansk botaniker til Kim Il-sungs ære.
En tilsvarende blomst til Kim Jong-il er en lyserød orkidé med navnet Kimjongilia. Begge planter findes i tusindvis i Blomstermuseet, der var helt overdådigt udsmykket i anledning af fødselsdagen. Om aftenen var vi inviteret til en storslået festbanket i Kulturhuset. Der var masser af lækre koreanske retter, vin og Ginseng-snaps; guiden Kang tog sig pænt af mig og fortalte, at jeg mindede ham om hans farmor.
En enorm parade
Endelig var vi fremme ved fødselsdagen og den store militærparade på Kim Il-sung-pladsen: Større end noget andet, jeg hidtil havde mødt på mine rejser. Vi blev vækket klokken seks og blev kørt frem i ”god tid”. Der var forbud mod kameraer; fantastisk ærgerligt.
Alle former for metal selv det lille døråbningskort var forbudt. Kim Jong-un ville deltage i ceremonien og tænk om nogen skulle kunne kaste noget 10 meter op i luften til den balkon, der var oppe over alle vores siddepladser.
Jeg flyttede med Kangs velsignelse længere frem til fyren fra Demokratisk Republik Congo og en række charmerende politikere fra Nigeria, og der sad jeg så i de følgende to timer. På første parket mens titusinder af soldater i perfekt strækmarch i en flydende strøm passerede forbi. Et hundredemands orkester spillede uafbrudt gennem hele forløbet.
Jeg var imponeret; mage til disciplin og perfektionisme havde jeg aldrig før hverken hørt eller set. I dagens anledning var byens gader fyldt med mennesker med store buketter af røde blomster. Mange af disse vrimlede ind på pladsen bag militærparaden og begyndte at lave ”billeder” med de røde blomster.
Det hele afsluttedes med et langt pragtfyrværkeri. Der var ingen tvivl om, at militæret havde fortrinsret i dette land. Der var over en million soldater i hæren og en kæmpestor reserve; alt i alt er 42 procent af befolkningen med i forsvaret. Nordkorea har den fjerdestørste hær i verden. Forrest på en af de mange lastbiler med misiler sad et banner, der lød: ”Lad os udrydde USA med folkehærens uovervindelige magt.”
På egen hånd
Den 17. april var festlighederne forbi og de mange delegationer skulle hjem. Guiderne havde ikke tid til os, og vi havde ikke lyst til at hænge hjemme på hotellet, så min kinesiske veninde Wei Jacobsen og jeg besluttede os til at gå en tur i byen, sådan som de mange unge drenge havde gjort det de forrige aftener. Vi vidste godt, at det var forbudt, men: Forsigtigt listede vi over broen og drejede til venstre over floden.
Der var mange cyklister og ældre folk med små trækvogne. De kiggede lidt skræmt på os; en lille dreng var så nysgerrig, at han for at kunne studere os bøjede sig ned over sine snørebånd mindst otte gange. Wei begyndte at fotografere nogle mænd, der lastede et tog.
Der var ikke særlig interessant, så vi tog en genvej op over sporene og ind under en motorvejsbro, hvor folk traskede afsted ad en pløret sti med deres små trillevogne. Der mødte vi en ung soldat, der stoppede os.
Vores danske leder Anders, kommenterede situationen sådan: ”Hvis du havde været alene, havde de ikke stoppet dig. Det var Wei, de var efter, for du ligner jo ikke just en spion!”
Det viste sig, at vi havde haft en ”stikker” hængende efter os i nogen tid. Han virkede begejstret, for måske han nu havde hjulpet til med at fange et par spioner. Soldaten tilkaldte en motorcyklebetjent, der irriteret bladrede rundt i Weis kamera. Mit kamera i inderlommen så de aldrig. Endnu en militærbetjent dukkede op på en stor motorcykel.
Han var venlig med humoristisk sans. Også han studerede Weis billeder. Ingen af dem talte andet end koreansk; jeg spurgte drillende til deres sprogfærdigheder. Ingen havde hidtil interesseret sig for mig, men nu tog jeg over, for mit engelsk er bedre end Weis. Samtidig ankom en sortklædt, seriøst udseende officer med en emaljeret partiknap i reversen. Jeg beklagede høfligt, at vi havde givet dem så mange problemer.
Han så strengt på mig: ”Yes, you have made problems.” Han studerede vores kongresskilte, og tjekkede vores identitet med oplysninger over mobilen. Han tog os i forhør og spurgte, om vi havde taget fotografier her under broen. Selvfølgelig havde vi ikke det, for der var intet udover pløre og små nyplantede træer.
Jeg prøvede at charmere ham og fik ham overtalt til at køre os tilbage til hotellet, så han kunne sikre sig, hvem vi var. Alt gik fint. På hotellet tog Kang over, og jeg gik ud for at tisse. Siden hørte vi ikke mere til politiet. To måneder før havde de fanget to sydkoreanske spioner i byen, men vi var altså en nitte. Det var lige ved, at jeg fik medlidenhed med den stakkels fyr, der havde stukket os.
Havde han ventet fem minutter til, så havde vi fået problemer, for lige på den anden side af broen løb en lille bæk, og der sad en række soldater og vaskede deres sokker lige foran en lille primitiv militærbarak. Vores danske leder Anders, kommenterede situationen sådan: ”Hvis du havde været alene, havde de ikke stoppet dig. Det var Wei, de var efter, for du ligner jo ikke just en spion!”
I Hartlings fodspor
Dagen efter skulle vi nordpå til Hyangsan for at besøge de to ”kære lederes” gavemuseer. Enhver besøgende medbringer gaver til præsidenten eller generalsekretæren og de har hver en kæmpemæssig grotte hugget ud i klippen med tusindevis af mere eller mindre bizarre skatte.
Endnu engang var al fotografering forbudt. Vi nærmest løb igennem de mange sale, og jeg bemærkede, at Malis første præsident Modibo Keita havde været der engang i 60’erne, og at amerikaneren Billy Graham havde været forbi adskillige gange med meget kitschede gaver.
Også Poul Hartling havde engang været der med en figur fra Den kongelige Porcelænsfabrik. På vej ud til Hyangsan besøgte vi et lille landbrugskollektiv bl.a for at aflevere en kæmpekasse med Lego til en lille børnehave. Der boede 354 personer og dog påstod kollektivlederen, at Kim Il-sung i sin store godhed har skænket kollektivet hele 34 traktorer.
Vi så en, og vi besøgte den lille børnehave, hvor ungerne bor 10 dage i træk – og kun er hos deres forældre tre dage ad gangen. De kvikke veltrænede småbørn dansede og sang for os. Udenfor musikstuen hang der fine plakater med glade børn i favnen på de ”kære ledere” og en lille plakat med en begejstret dreng, der peger mod et missil og udbryder: ”Min general er den bedste!”.
To måneder før havde de fanget to sydkoreanske spioner i byen, men vi var altså en nitte. Det var lige ved, at jeg fik medlidenhed med den stakkels fyr, der havde stukket os.
Vi besøgte også et lille hus beboet af en ældgammel dame, der er noget særligt, idet hun i 1958 havde besøg af Kil Il-sung. Bag hendes hus hang et banner med indskriften: ”Kim Il-sung! Vi vil kæmpe for dig – om nødvendigt til døden!”

Her arbejdede folk i 10 dage, de har så fire dage til at slappe af og se deres børn, inden det hele begyndte forfra. Her var det alt for nemt at indoktrinere de små. For mig at se var en større del af befolkningen hjernevasket til at tro, at dette land er det bedste af alle og ”de kære ledere” var fantastiske og alfaderlige.
Jeg fortalte guiden Kim, at vi i Danmark i fjernsynet havde set, hvordan alle stod på gaderne og græd, da Kim Jong-il var død, at vi ikke rigtig kunne forstå det, og så spurgte jeg:”Græd du også?”- ”Ja selvfølgelig” svarede han,” det var jo som at miste sin fader”.
En tom motorvej
Vores sidste dag i Nordkorea tilbragte vi delvis nede ved grænsen til Sydkorea og delvis i Kaesong. Vi blev kørt gennem den demilitariserede zone og frem til de lyseblå huse, der ligger på selve grænsen. Her forhandlede Kim Il-sung i dagene før sin død med USA og Sydkorea om en form for fredelig samarbejde. Men døden kom på tværs og siden var Washington slet ikke interesseret i at tale med nordkoreanerne.
Undervejs til grænsen kørte vi i gamle busser uden støddæmpere, så jeg med faste mellemrum løftede mig mindst 10 cm fra sædet – en interessant oplevelse. Vi var praktisk talt alene på den store motorvej, der på de sidste 10 km var forsynet med en slags faldtårne, der i tilfælde af krig kunne væltes ned over vejen og stoppe al trafik.
Jeg fortalte guiden Kim, at vi i Danmark i fjernsynet havde set, hvordan alle stod på gaderne og græd, da Kim Jong-il var død, at vi ikke rigtig kunne forstå det, og så spurgte jeg:”Græd du også?”- ”Ja selvfølgelig” svarede han,” det var jo som at miste sin fader”.
På markerne var store områder fyldt op med ruller af pigtråd. Hvis man skal angribe Nordkorea, må det vist blive fra luften. Som sædvanlig var der besynderlige regler for fotografering. Turens eneste røde ko stod og græssede tæt ved den demilitariserede zone. Mit forsøg på at fotografere den, blev stoppet med voldsomme råb. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor. Koen gik på en høstet rismark, der var ingen huse i nærheden.
Jeg oplevede mange interessante forskelle mellem dem og os på kun 11 dage i Nordkorea, og jeg blev mere interesseret i dette folk, end jeg havde kunnet forudse. Jeg kom ligefrem til at savne mine nye venner – de tre guider, der hver for sig var meget menneskelige, og jeg har i dag også lyst til at vende tilbage til dette land, der gjorde meget, for at jeg kun skulle se, hvad der var passende, men på trods af dette også sørgede for at jeg fik en interessant tur.
Alle fotos: Karen Hammer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her