En krans til Spreckelsen – 30 år efter indvielsen af La Grande Arche

af i Kulturhistorie/Liv & Mennesker

ARKITEKTUR // ESSAY – Det var en sensation, da den danske arkitekt J.O. von Spreckelsen i 1983 vandt arkitektkonkurrencen om en ny triumfbue til Paris. Projektet var del af den franske præsident François Mitterrands ”Les Grands Travaux”. I dag, 30 år efter indvielsen i 1989, er Spreckelsen næsten glemt. Journalist Dan Tschernia, der fulgte byggeriet i Paris fortæller historien om et dansk mesterværk og dets skaber.

I slutningen af august sidste år sendte François Zimeray, der dengang var Frankrigs ambassadør i Danmark, sin chauffør til kirkegården i Hørsholm for at lægge en krans på arkitekten Johan Otto von Spreckelsens grav.

Zimeray havde netop hørt om Spreckelsen og hans genvordigheder for 33 år siden i forbindelse med byggeriet af ”La Grande Arche” i La Défense – en bydel vest for Paris. Nu ville han hædre danskeren, der havde tegnet det monumentale bygningsværk i den franske hovedstad.

Det var en sensation, at en ”ukendt dansker” havde vundet konkurrencen om et projekt for enden af Paris’ fornemme historiske vestakse

Socialisten François Mitterrand vandt præsidentvalget i Frankrig i maj 1981. En af hans ambitioner var at præge Paris’ arkitektur, ligesom franske konger og præsidenter før ham havde gjort.

Han videreførte nogle af sin forgængers byggeprojekter og tilføjede sine egne. Det samlede program blev kaldt ”Les Grands Travaux” – de store byggerier. Et af dem var færdiggørelsen af La Défense, der er en amerikanskinspireret bydel med højhuse, hvor kapitalstærke virksomheder holder til. Den ligger på Paris’ højtelskede historiske vestakse.

I den yderste vestlige del, der hed ”La Tête Défense” (Défense’ hoved), var der et stort hul. Det skulle dækkes. Man var ved at opføre et byggeri på stedet. Det brød Mitterrand sig ikke om, så han fik det standset.

I stedet udskrev han i 1982 en international arkitektkonkurrence, der gav 424 svar. Blandt dem udpegede en jury bestående af nogle af verdens førende arkitekter fire, som præsidenten skulle vælge mellem.

Han valgte den danske arkitekt, professor på Kunstakademiets Arkitektskole, J.O. von Spreckelsens.

Den ukendte dansker

Det var en sensation, at en ”ukendt dansker” havde vundet konkurrencen om et projekt for enden af Paris’ fornemme historiske vestakse.

Jeg var kultur- og presseråd på den danske ambassade dengang og blev ringet op af en ophidset kvinde fra Elyséepalæet, hvor præsidenten holder til. De kunne ikke finde Spreckelsen. Om jeg vidste, hvem han var, hvor han var, og hvordan man kunne få fat i ham.

Jeg vidste kun, hvem han var.  Nogle få måneder før havde den ”ukendte dansker” på lige fod med ti andre arkitekter og sammen med professorkollegaen Sven-Ingvar Andersson vundet konkurrencen om indretningen af Parc de La Villette, den gamle kødby i det østlige Paris.

Der kom ikke noget ud af førstepræmien. Men ved den lejlighed havde arkitekter i Danmark, hvor han blandt fagfæller ikke var spor ukendt, fortalt mig, at han var en selvbevidst, højt begavet og meget talentfuld arkitekt. Det fortalte jeg kvinden, der straks ville overbringe denne beroligende oplysning til Frankrigs præsident.

Spreckelsen kom med sin hustru til Paris. Det var i slutningen af maj 1983. Solen skinnede, og de var i højt humør. På ambassaden var der glæde over, at en dansker havde vundet en så vigtig konkurrence.

Spreckelsen sagde, at det var ”søde og hyggelige franskmænd” han havde med at gøre. Min kloge chef, ambassadør Ole Bierring, der holdt en lille reception for ham i residensen, manede med stor diplomatisk nænsomhed til forsigtighed. Det er ikke en udpræget fransk egenskab at være ”sød og hyggelig”.

Gnidninger i kulissen

Efter en lang række indledende øvelser og samtaler med præsident Mitterrand fik Spreckelsen grønt lys for sit projekt i sensommeren 1983. Han ansatte en gruppe danske arkitekter – de bedste af dem, der havde været hans studerende – installerede dem i nogle lejligheder, indrettede en tegnestue i La Défense tæt på byggepladsen og gav sig til at arbejde på sin store åbne kube.

Paul Andreu blev hans franske partner. Han var uddannet som både ingeniør og arkitekt og var leder af Aéroports de Paris’ gigantiske og hypermoderne tegnestue, der blandt andet benyttede sig af noget dengang så epokegørende nyt som computere.

Selvom han var yngre end Spreckelsen, havde han megen erfaring med store byggerier som f.eks. den runde Charles de Gaulle-lufthavn i Roissy. Og han vidste, hvordan man skulle manøvrere i forhold til de franske byggemyndigheder.

Bag kulisserne opstod der hurtigt gnidninger mellem projektets franske og danske deltagere. Der var faglige og kulturelle forskelle… Alle detaljer blev ordentligt gennemarbejdet og så smukke ud. Andreu betragtede deres grundighed som rent tidsspilde

Spreckelsen talte pænt om ham. Men bag kulisserne opstod der hurtigt gnidninger mellem projektets franske og danske deltagere. Der var faglige og kulturelle forskelle. Spreckelsen arbejdede meget systematisk, roligt og besindigt med sine danske arkitekter.

De gik på skandinavisk vis op i, at alle detaljer blev ordentligt gennemarbejdet og så smukke ud.

Andreu betragtede deres grundighed som rent tidsspilde. For eksempel brugte danskerne megen energi på at designe Kubens fundamenter. Andreu rystede på hovedet: ”De skal jo være under jorden – ingen kommer til at se dem”, sagde han fortvivlet til Spreckelsen, der muntert svarede, ”Gud ser dem!”.

Spreckelsen var begavet, dygtig og morsom. Hverken Andreu eller andre af projektets franske deltagere opdagede den humoristiske side af ham. De vidste ikke, at han var katolik, men anså ham for at være nordisk protestantisk stift klædt i sort eller gråt og iført fodformede Kalsø Earth Nulhælssko. De fortalte vittigheder om, at Spreckelsens tæer måtte være de lykkeligste i Verden:

De kunne folde sig ud, brede sig og have det rart i det kolossale fodtøj.

Danskerne syntes, at deres franske kolleger var latterligt lapsede, og Spreckelsen væmmedes ved den hygiejniske standard: Han ville have håndvaske i toiletrummene – det ønskede de franske bygherrer ikke.

Jeg overværede et møde mellem Spreckelsen og nogle af de franske aktører. De forlangte ændringer af det ene og det andet. Diskussionen foregik i en cirkusblanding af engelsk og fransk.

Han eksploderede og skældte ud – de kunne ikke blive ved med at stille nye krav, hvis tidsplanen skulle holde! De lignede bagefter hunde, der var blevet klapset med en våd søndagsavis.

Blandt de dygtigste studerende var Spreckelsen en populær lærer på Arkitektskolen. Det var under studenteroprøret, som han ikke gad have med at gøre.  Derimod ville han gerne undervise i, hvad han anså for at være ”rigtig arkitektur” og var inspirerende og autoritær på en gang. Det middelmådige havde han tilsyneladende ikke lyst til at beskæftige sig med.

Han havde derfor ry for at være hård over for fagligt svage studerende. I Paris fik nogle af hans franske forbindelser en smagsprøve på den behandling, han hjemme i København gav sine dårligste elever.

Spreckelsen forlader projektet

Præsident Mitterrand fulgte engageret med i byggeriet. Spreckelsen mødtes med ham cirka ti gange mellem 1983 og 1986. Han sagde, at præsidenten var ”et dejligt menneske, når man sætter sig ned og sludrer med ham”.

Jeg kender ingen franskmænd, der dengang eller i dag kunne finde på at betegne Mitterrand som et ”dejligt menneske”. Mitterrand var en hård banan, der for politiske venner og fjender var svær at bide skeer med.

Men de to havde det godt med hinanden. Mitterrand skrev senere om Spreckelsen: ”Jeg nærede beundring for ham og følte, vi havde et venskab”.

En af hans franske beundrere, arkitekten Michel Moritz, siger i dag, at dens arkitektoniske form er så stærk, at det er ligesom med en smuk kvindes ansigt: Ingen makeup kan ødelægge dens skønhed

I marts 1986 mistede Mitterrand flertallet i Nationalforsamlingen. Hans indflydelse blev stærkt reduceret. Og den borgerlige regering under Jacques Chiracs ledelse gjorde, hvad den kunne for at chikanere ham.

Det gik også ud over Spreckelsen og hans Kube. Regeringen besluttede at afbryde statens finansiering af Kuben. Enten skulle byggeriet standses, eller også måtte selskabet bag byggeriet skaffe kapital ad anden vej.

Omkring den store åbne Kube havde Spreckelsen tegnet nogle mindre kuber, som han kaldte for ”Højene”. Fordi der nu ikke længere var offentlige penge i projektet, skulle salg af Kubens og ”Højenes” lokaler sikre finansieringen. Spreckelsens ”Høje” var for små, og derfor blev den opgave taget fra ham. Efter en ny konkurrence overtog en anden arkitekt arbejdet med dem.

Der var diskussioner om, hvilken slags marmor, der skulle bruges til beklædning af Kuben. Spreckelsen havde været i Italien og valgt en særlig fin og hvid type, som, han og Mitterrand var enige om, ville se godt ud. Men den var for dyr, så bag ryggen på ham accepterede Andreu en billigere kvalitet. Det var Spreckelsen ikke glad for.

I sommeren 1986 orkede han ikke mere og meddelte Mitterrand og bygherren, at han ville forlade projektet. Det blev Paul Andreus opgave at færdiggøre Kuben.

Spreckelsens værk

Hjemme i Danmark fortalte han mig i sensommeren 1986, at han døjede med en influenza, som ikke var til at slippe af med. Under et ophold i Paris blev han dårligere og indlagt på The American Hospital i Neuilly. Han havde kræft, viste det sig. I marts 1987 døde han knap 58 år gammel.

Han fik derfor aldrig set sin Kube færdigbygget. Men han vidste nøjagtigt, hvordan den ville komme til at se ud. Den står, som han forestillede sig det. Marmoret forvitrede efter få år, og er nu udskiftet med en amerikansk grånistret granit. Udtrykket er derfor ikke det, Spreckelsen og Mitterrand ønskede.

Men en af hans franske beundrere, arkitekten Michel Moritz, siger i dag, at dens arkitektoniske form er så stærk, at det er ligesom med en smuk kvindes ansigt: Ingen makeup kan ødelægge dens skønhed.

Spreckelsen blev glemt. Først i Frankrig og efterhånden også i Danmark. En af hans akademikolleger fortæller, at hun for nylig holdt foredrag om ham. De fleste tilstedeværende havde aldrig hørt om arkitekten

En uges tid efter Spreckelsens død skete der noget besynderligt. Spreckelsens rådgivende ingeniør Erik Reitzel gav sig til at skrive til præsident Mitterrand og de personer, der var beskæftiget med byggeriet.

Han hævdede at være medophavsmand til Kuben og stillede i den egenskab krav i forbindelse med færdiggørelsen af den. Den var da kun en tredjedel opført. Desuden skrev han en artikel til et fransk arkitekturblad med samme påstand om at være ”co-auteur”, medophavsmand.

Spreckelsens hustru svarede, at det var hendes mand, der havde vundet arkitektkonkurrencen. Paul Andreu tilsluttede sig protesten mod Reitzels påstand:

Hvis Reitzel havde haft den rolle, ville Spreckelsen nok have fortalt om det inden sin død. Det stoppede ikke ingeniøren, der resten af livet påtog sig æren for ikke blot ingeniørdelen, men også den arkitektoniske form. Han hævdede, at inspirationen kom fra et forsøg med at blæse kubiske sæbebobler.

I min bog Spreck – en biografi om arkitekten Johan Otto von Spreckelsen, Aarhus Universitetsforlag, dokumenterer jeg, at det ikke er korrekt: Kubens form er ene og alene Spreckelsens værk.

Død og eftermæle

Lidt over to år efter Spreckelsens død blev Kuben indviet med pomp og pragt. Det var i forbindelse med G7-mødet fra den 14.-16. juli 1989. Nogle dage efter blev der arrangeret en stor fest med musik, champagne, optræden og lækkerier. Jeg var inviteret sammen med hans familie.

I DR, hvor jeg på ny var ansat, havde jeg produceret en lang udsendelse. ”Kun for Mennesker” hed den. Kubens ejere havde til lejligheden købt den med franske undertekster, for – som de sagde – at arkitekten på den måde kunne være tilstede ved indvielsen. Spreckelsen var i programmet meget direkte i sin kritik af, hvad han havde været igennem.

Efter at have set det, syntes de åbenbart, at det var for stærk kost. Så det blev vist i Kubens dybeste kælder, hvor ingen andre end jeg og familien opdagede det.

Her i 30-året for indvielsen af hans mesterværk kan vi andre mindes den begavede arkitekt ved at rejse ned til La Grande Arche – Kuben – i La Défense. Eller, hvis Paris er for langt væk, besøge hans smukke kirker i Hvidovre, Esbjerg, Vangede og Farum, som var, hvad han nåede at få bygget i Danmark

Spreckelsen blev glemt. Først i Frankrig og efterhånden også i Danmark. En af hans akademikolleger fortæller, at hun for nylig holdt foredrag om ham. De fleste tilstedeværende havde aldrig hørt om arkitekten.

I Frankrig har en roman af forfatteren Laurence Cossé genoplivet mindet om ham. Det er en fejlbehæftet skildring af Spreckelsens tid i Paris. Hun er betaget af hans person, men ikke af hans evne til at håndtere den store byggesag. Bogen er trods sine fejl blevet en stor succes.

Et filmselskab tog hende sidste år med til Danmark, hvor hun på den franske ambassade fortalte om romanen, der skal filmatiseres: ”En rutsjebanetur med følelser, skuffede ambitioner og skæbnesvangre kærlighedshistorier”, skrev selskabet om filmplanerne. Det leder efter danske co-producenter og vil have Lars Mikkelsen i rollen som Spreckelsen. Det kan sikkert blive festligt.

Det var Cossés beretning og filmselskabets besøg, der gjorde den franske ambassadør så rørt, at han sendte en krans til de ukendtes grav på Hørsholm Kirkegaard, hvor Spreckelsen blev begravet i 1987.

Her i 30-året for indvielsen af hans mesterværk kan vi andre mindes den begavede arkitekt ved at rejse ned til La Grande Arche – Kuben – i La Défense. Eller, hvis Paris er for langt væk, besøge hans smukke kirker i Hvidovre, Esbjerg, Vangede og Farum, som var, hvad han nåede at få bygget i Danmark.


Hovedillustration: Dan Tschernia. Andre fotos: Flickr.

Dan Tschernia er uddannet filminstruktør på Den Danske Filmskolle og har arbejdet i DR i Kulturafdelingen på tv og på Radioavisens udlandsredaktion.

Han har også arbejdet for fransk TV's Service de la Recherche de l’ORTF samt været Presse- og kulturråd på den danske ambassade i Paris.

Senest var han i mange år direktør for TV2/ Lorry.

I dag arbejder han som freelanceskribent. Han bor på Frederiksberg med sin familie.

Seneste artikler om Kulturhistorie

Abbey Road 50 år efter

KULTURHISTORIE // ESSAY – The Beatles’ mesterværk, albummet Abbey Road, udkom 26.