NY BOG // ANMELDELSE – Den tysk-skandinaviske journalist Ernst Harthern skrev i 1934 en skildring af sin ”palæstinafærd”. Den står i dag som et enestående historisk dokument, som samtidig er stor litteratur.
Et enestående tidsdokument. Rejseskildring og journalistisk reportage fra øverste hylde. Medrivende læsning. Intet mindre kan gøre det.
Gads Forlag har fundet den tysk-skandinaviske journalist Ernst Harthens bog, En jøde rejser til Palæstina, frem og har genudgivet den. Den udkom første gang i 1934, hvor forfatteren skrev den umiddelbart efter en rejse til det daværende britiske mandatområde, og den blev en succes med oversættelser til flere sprog.
”Assimilerede jøder! Hvad vil det sige? Hvad betyder det egentlig?”
Citat fra bogen
Men som det ofte sker, forsvandt den efterfølgende ind i glemslens tåger, og på den baggrund er det i højeste grad prisværdigt, at den nu har fået nyt liv og sikkert også mange nye læsere. For ud over at være en mesterlig skildring, vil den i dag stå som uomgængelig, hvis man gerne vil have indsigt i konflikten mellem israelere og palæstinensere. Og ikke mindst er den forbløffende aktuel.
Hjemvé
Det historiske tidspunkt er afgørende for virkelig at kunne værdsætte bogen. Det er tiden, hvor Hitler var på fremmarch i Tyskland, og forfatteren, som boede trygt og godt i København, hvor han i øvrigt giftede sig med skuespilleren Maria Garland, begyndte at føle sig udstødt af Tyskland.
De nazistiske forfølgelser udløste en uro, en ængstelig rastløshed hos tyske jøder, der ellers betragtede sig som fuldt ud integrerede i den europæiske hverdag
Hans søn, Holger, opgav kort efter den nazistiske magtovertagelse studierne ved kunstakademiet i Berlin, og han besluttede sig for at rette sine ambitioner i en helt anden retning ved at gå i lære på en gård på Sjælland. Man kaldte dem landvæsenselever, og sønnen var blandt de unge tyske jøder, der flygtede fra det nazistiske Tyskland for at søge en bedre fremtid med at dyrke jorden i det kommende jødiske hjemland.
Egentlig tog faderen på sin rejse i sommeren 1933 for at sondere terrænet på vegne af Holger, men det hele fik pludselig et stærkt element af selverkendelse. Han havde gennem 20 år været korrespondent i København for flere tyske aviser, men var blevet fyret som følge af sin manglende ariske baggrund. Derfor så han nok også en personlig grund til at gøre den tre måneder lange rejse. De nazistiske forfølgelser udløste en uro, en ængstelig rastløshed hos tyske jøder, der ellers betragtede sig som fuldt ud integrerede i den europæiske hverdag.
Han beskriver det samspil, som han ser det mellem jøder og arabere i en tid fuld af forandringer og håb
”Assimilerede jøder! Hvad vil det sige? Hvad betyder det egentlig?” skriver han et sted. ”Det betyder, at en to tusind år gammel hjemvé har været omsonst. Det betyder, at vi selv ikke mere ved, hvordan vi er. Det betyder, at vi selv stadig ønsker os anderledes, end vi er.”
Samspil mellem jøder og arabere
Forfatteren rejser med skib fra Göteborg til Jaffa, og møder straks ved ankomsten det land, han hele livet har gjort sig forestillinger om uden egentlig at kende. På rejsen gør han sig mange tanker om, at han gennem sine tyve år i Skandinavien faktisk altid har følt sig som gæst, og selv om han har svært ved at se sig selv som zionist, kommer han lidt efter lidt til den erkendelse at zionismen er det rette løsning. Man kan sige, at ’palæstinafærden’, som han kalder det, bliver en jødisk identitetsrejse.
Dette er dog en helt personlig erkendelse. Bogen er skrevet med afsæt i tidens verdensopfattelse, og mellem linjerne opfatter man problemerne. Med sine iagttagelser afspejler Harthern det europæiske syn på landets arabisk-muslimske befolkning, men han beskriver også det samspil, som han ser det mellem jøder og arabere i en tid fuld af forandringer og håb.
Men med eftertidens tilbageblik kan vi i dag også se, at Harthern bevæger sig mellem dystre fremtidsperspektiver. ”Vi kører på den brede, asfalterede hærvej, der strækker sig mellem rustne bjerge med telegraftråde, kamelkaravaner, biler i rasende fart og langsomt travende små æsler med arabiske mennesker,” beretter han således fra en kort køretur fra kibbutz Kiryat Anavim til Jerusalem.
Hvor Stefan Zweig konkluderede at verden virkelig var ved at gå under og derfor begik selvmord i 1942, går Harthern en anden vej ved at søge håbet
Ude i kibbutzen har han overværet, at effendien fra den lokale palæstinensiske landsby kom på besøg for at besigtige det nye vandreservoir. Forholdet mellem parterne er godt og fortroligt, og det hele emmer af godt naboskab og samarbejde. Anderledes forholder det sig i Jerusalem, som han beskriver som et forstenet virvar, hvor det meste drukner i ussel fattigdom og historisk skidt.
I byen møder han berliner-journalisten Bisatzky, der også er flygtet fra nazisterne. Denne taler om ’jordskælvsmennesker’, altså de rastløse og kreative jøder, der er blevet rykket op fra deres tilværelse og nu er i gang med at skabe noget nyt. De to enes i forestillingen om at moderniteten og troen på fremskridtet kan skabe bånd mellem folkene, og på den måde bliver dette til et præcist portræt af stemningen blandt de jødiske indvandrere.
Det tabte europæiske tilhørsforhold
Ved læsningen kan man ikke lade være med at tænke på Stefan Zweigs mesterlige erindringsbog, Verden af i går. Den store østrigske forfatter var lidt ældre end Harthern, og han udtrykte det jødiske opbrud i en kaotisk verden i nogenlunde de samme vendinger. Men hvor Zweig konkluderede at verden virkelig var ved at gå under og derfor begik selvmord i 1942, går Harthern en anden vej ved at søge håbet.
Det er ikke en politisk bog, men Hartherns mange observationer tegner et klart billede af de store socioøkonomiske forskelle, der skulle blive en vigtig bestanddel af konflikten
Dette er en vigtig pointe. Der er indgående beskrivelser af effendien, som besøger Kiryat Anavim, men man kan sige, at denne person blot passer pænt ind i den optimisme, forfatteren klynger sig til. Men herudover fylder den allerede igangværende konflikt mellem de zionistiske indvandrede og de lokale palæstinensere meget lidt, ligesom man kun lige fornemmer de britiske mandatmyndigheder, selv om også de spillede en bastant rolle i udviklingen.
Det synes at have gjort langt større indtryk på Harthern at høre tonerne af Beethoven fra et åbentstående vindue i Jerusalem. For ham stod det som essensen af den tætte forbindelse med det tabte europæiske tilhørsforhold og den nye jødiske identitet, som voksede frem i Palæstina.
Set med historiske briller er dette på mange måder karakteristisk for zionistbevægelsen i 1930’erne. Den blev båret frem af optimisme, men den var også gennemsyret af vildfarelser, og det ikke mindst i sit syn på den lokale befolkning, altså palæstinenserne. Det er en af årsagerne til at denne bog er et mageløst dokument at have i hænderne.
Forfatteren Thomas Mann betegnede denne bog som ”et virkelig originalt og bevægende værk,” og det kunne næppe formuleres bedre
Harthern har svært ved at identificere sig med zionismen, men det synes at hænge sammen med, at der er for meget centraleuropæisk bymenneske i ham til at han kan falde for ”jødebøndernes” slidsomme arbejde med at opdyrke jorden omkring Kiryat Anavim. Og samtidig er han tydeligt præget af tidens europæiske syn på de mellemøstlige kulturer:
”De ved, at vi jøder og arabere er brødre, blot med den forskel, at vi af vor Gud, som jo også er deres Gud, for et par tusind år siden med magt blev strøet over hele den vestlige verden, for at vi, som hungerstudenter, skulle tilegne os vestens viden, kunnen og arbejdsevne, så vi, når tidens fylde kom, kunne vende tilbage til vore her forladte brødre og delagtiggøre dem i vor rigdom; og for at vi kunne genopbygge Erez Israel, som i mellemtiden jo ikke havde været andet end et Erez Ismael, forsømt, udtørret, mishandlet, gøre det til et Erez Abraham.”
Det er ikke en politisk bog, men Hartherns mange observationer tegner et klart billede af de store socioøkonomiske forskelle, der skulle blive en vigtig bestanddel af konflikten. Og det hele er tilsat de mange holdninger og forudfattede meninger, som var og er til stede hos alle konfliktens parter. Harthern var naturligvis et produkt af sin tid, og det er i det lys, man skal læse hans beskrivelser og dermed få et enestående kig ind i en vanskelig brydningstid.
En anden af tidens eksilerede tyskere, forfatteren Thomas Mann, betegnede denne bog som ”et virkelig originalt og bevægende værk,” og det kunne næppe formuleres bedre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og