CORONAKRISE // KOMMENTAR – På mange måder var coronakrisen faktisk et drømmescenarie for en introvert en som mig. Besynderligt nok mærker jeg dog en altoverskyggende trang til at være social, efter, at Danmark er begyndt at åbne op for restaurationer og kulturtilbud. Spørgsmålet er: Har jeg i virkeligheden bare faket? Er jeg i virkeligheden bare ekstremt ekstrovert?
Da coronapandemien ramte Danmark, tilbage i marts, var min første indskydelse at søge akut refugium hos mine forældre på landet, langt væk fra Københavns asen og masen og menneskemængder. Derude, hvor markerne breder sig og snor sig langs vejene og alle nabokattene har det med at mødes på tomme villaveje, fandt jeg en ro, som hjalp mig igennem pandemiens første fase.
På mange måder var coronakrisen faktisk et drømmescenarie for en introvert en som mig. Besynderligt nok mærker jeg dog en altoverskyggende trang til at være social, efter at Danmark er begyndt at åbne op for restaurationer og kulturtilbud. Spørgsmålet er: Har jeg i virkeligheden bare faket? Er jeg i virkeligheden bare ekstremt ekstrovert?
Grundet mine akademiske tilbøjeligheder har jeg for læserens skyld valgt at inddele coronapandemien ind i to faser. Men altså, ikke de WHO-definerede faser for pandemier, men snarere de Signe-definerede. Her karakteriseres første fase ud fra princippet ”stik af fra storbyen”, mens anden fase, den vi befinder os i for nuværende, dækker over det faktum, at det bliver sværere og sværere at opretholde en coronapandemi-standard, for nu begynder Danmark langsomt at åbne op igen.
Fase et: Stik af fra storbyen
Som et jaget dyr søgte jeg ro hos mine forældre, da coronapandemiens indflydelse på det danske samfund blev en realitet: Mit universitet lukkede. Selvom min første tanke var, at det måske egentlig kunne vise sig ganske rart med et lille break fra #unilife, propfyldte toge og dårlig kaffe, så gik det hurtigt op for mig, at stræberen inde i mig nok ville kæmpe lidt med, ikke at kunne have min dagligdag blandt professorer, bøger og biblioteker.
Og pludselig, en eller anden dag i april, havde jeg haft min sidste forelæsning nogensinde i det, i mangel på bedre, værelse, mine forældre har indrettet til mig i deres hjem, som i virkeligheden er min mors påklædningsværelse. Så der sad jeg mellem røde såler, håndtasker og tøj, lukkede min computer i, og tænkte: ”Nå, det var det, nu venter specialet forude”.
Jeg blev god til at lave en ramen, jeg genoptog min interesse for skak, men vigtigst af alt, så drak jeg et slags ceremonielt glas vin hver dag klokken fem på mine forældres terrasse
Under fase et levede jeg i sandhed som blommen i et æg: Jeg behøvede ikke tage stilling til andre mennesker, jeg havde tid til at skrive mine eksamensopgaver, og jeg gjorde det, som mange andre også gjorde. Jeg fik mig en fritidsbeskæftigelse. Og selvom jeg aldrig nåede at komme på god fod med en surdejsblanding – faktisk fik jeg en af en ven, og efter et forsøg med surdejsboller besluttede jeg, at det nok var fint – så blev jeg god til at lave en ramen, jeg genoptog min interesse for skak, men vigtigst af alt, så drak jeg et slags ceremonielt glas vin hver dag klokken fem på mine forældres terrasse.
Og der hersker ingen tvivl om, at denne fase var både hyggelig og rar, men den blev også, efter noget tid, erstattet med en form for ubeslutsomhed og frygt for, at verden aldrig ville vende tilbage til status quo.
Fase to: Gå på bar
I takt med at Danmark åbnede igen – og her referer jeg specifikt til de steder, der serverer mad og alkohol – følte jeg en trang til at komme tilbage til storbyen. Det startede i det små. Jeg sås med venner, med afstand, i parker og udenfor, jeg vinkede i stedet for at kramme, og jeg sprittede mine hænder, hver gang jeg mødte en dispenser på min vej.
Jeg begyndte også at gå rundt i storcentre, for at få en form for fornemmelse af liv. Men på mange måder var det også, som om jeg skulle genlære, hvordan man opfører sig i det offentlige rum.
Flere gange oplevede jeg, hvordan andre fuldstændig ignorerede det faktum, at vi skulle holde afstand. I Føtex, da jeg nærstuderede et par økologiske champignoner med den intention at lave svampetoasts, listede en ældre kvinde med iltmaskine sig stille og roligt tættere og tættere på mig, og lige pludselig stod vi side om side der midt i grøntafdelingen.
Det er ligesom om, at coronapandemiens begrænsninger har resulteret i et større behov for at være social. Jeg har lyst til at se mine venner hele tiden
Jeg havde mest af alt lyst til at fortælle hende om alle de moralske principper, hun havde brudt, og at vi altså ikke kunne #ståsammenhverforsig, når hun i hvert fald ikke #stodsammenhverforsig.
I stedet greb jeg fat i en pakke champignoner og gik videre på min indkøbstur og tænkte, at hun jo nok måtte have sine grunde til fuldstændig at se stort på alle de prædikener, vi som danskere var blevet introduceret for af myndigheder.
Men langsomt begyndte jeg også at mærke, at i takt med, at Danmark langsomt åbnede op for restaurationer og kulturtilbud, blev det også sværere og sværere for mig at holde samme afstand til mine venner.
Det er, ligesom om at coronapandemiens begrænsninger har resulteret i et større behov for at være social. Jeg har lyst til at se mine venner hele tiden. Det er bare, som om det at kunne ses på en bar, fuld af liv og musik, over en øl er et slags nirvana, der efter måneder med afstand pludselig er opnåeligt.
Så ja, måske har jeg bare været en introvert faker, men det er der vel heller ikke så meget galt i.
Illustration: Wallpaperflare.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
