Rwanda: Altid huske, aldrig glemme

af i Liv & Mennesker/Podcast/Rejse

LONGREAD // REJSEBREV & PODCAST #2 – I en ny serie i POV rejser Kirstine Kærn Jorden rundt for at undersøge livsbetingelserne for verdens ikke-troende. I dette afsnit er Kærn ankommet til Rwanda. Landet i Østafrika blev i 1994 hærget af folkemord, der den dag i dag kaster skygger over befolkningen.  

Forestil dig at alle mennesker i København helt ud til Kastrup blev slået ihjel. Forestil dig at de blev skudt eller halshugget. Forestil dig at de blev hakket ihjel med økser eller banket til døde med køller. Forestil dig at det skete i løbet af de kommende forårsmåneder, i løbet af kun 100 dage. Forestil dig at blodet flød i gaderne og ligene blev liggende i månedsvis.

Tilføj så oveni alle mennesker i Gentofte, Albertslund, Ballerup, Brøndby, Rødovre og på Frederiksberg. Så er vi ved at være op på den ca. 1 mio. – ja 1.000.000 mennesker, man regner med blev slået ihjel under folkemordet i Rwanda. Det skete på sølle 100 dage i 1994, mens resten af verden så til uden at gøre noget.

Folkemordet er det eneste jeg kender til Rwanda. Jeg tror det er det eneste de fleste danskere kender til landet. Det eneste jeg ved om nutidens Rwanda er, at det ifølge Udenrigsministeriets rejsevejledning er et fredeligt land at rejse i.

Landets brutale historie fylder naturligvis meget under mit besøg. Det er kun 25 år siden det skete, og de fleste indbyggere mistede familiemedlemmer under myrderierne. Det er svært at forstå, hvordan det overhovedet kunne ske. Det er også svært at forstå, hvordan et land kan komme videre efter det der skete.

Rwanda Genocide Memorial Museum

Dan, der er leder af Rwanda Humanist Association, henter mig i lufthavnen i hovedstaden Kigali. Han har sørget for, at jeg bliver indkvarteret i et lokalt gæstehus. Hoteller er som regel dyrere og mere turistede. Hvis man vil have et billigt alternativ, er et gæstehus en god løsning til 2-300 kroner per nat inkl. morgenmad og internet.

Det er næsten en befrielse at besøge Kigali. Byen er så ordentlig, ren og velorganiseret i modsætning til det kaos, der herskede i Kampala, Uganda. Der er græs, blomster og træer i grøftekanterne og midterrabatterne. De små minibusser, der bliver brugt som taxaer i de fleste lande i Østafrika, er forbudt indenfor bygrænsen. Ude på landet bliver de stadig brugt af alle for at komme til og fra arbejde, da de færreste har råd til en bil. I byen må kun køre busser og moto’s (de små motorcykler der kaldes boda boda’s i Uganda).

Her frygter jeg ikke for mit liv, når jeg sætter mig bagpå en moto for at blive transporteret rundt. Her stopper chaufførerne for rødt lys og man har hjelm på. Selvom det kan være lidt skræmmende i starten, er det en fantastisk måde at blive transporteret rundt på. Det er billigt – og når det er varmt, er det den bedste måde at blive kølet ned på. Jeg bliver stadig nødt til at holde godt fast, mens jeg ser misundeligt på de lokale, der sidder bagpå uden at holde fast, mens de sender sms’er eller taler i telefon.

Overvejende majoritet af kristne

I Rwanda er majoriteten af landets indbyggere kristne i en eller anden form, men rigtig mange har inkluderet overtro fra de gamle stammereligioner i deres religiøse overbevisning. Så her i landet tror man ligesom så mange andre steder i Afrika på hekse, og på at albinoer har magiske kræfter. Da de fleste er meget religiøse, er det en udfordring for ikke-troende at stå frem. Der tegner sig det samme billede som i Uganda, nemlig at ikke-troende bliver betragtet som dårlige mennesker og i værste fald djævletilbedere.

Hvorfor udsætter jeg så mig selv for den her oplevelse? Jeg synes det er vigtigt at fastholde mindet om folkemord og om de krige, der har været. Det er vigtigt at huske alle dem, der mistede livet

Da jeg interviewer Dan, fortæller han om sin opvækst under folkemordet. Hans forældre var på et tidligere tidspunkt flygtet fra Rwanda, og de levede derfor i en flygtningelejr i Uganda, mens myrderierne foregik. Dan var kun 10 år dengang, men fortæller mig:

”Der er et billede, som jeg ikke kan få ud af mit hoved. På tv så jeg et lig med det meste af huden flået af. Mine forældre fortalte mig, at det var tutsier fra Rwanda, der bliver slået ihjel. De billeder har aldrig forladt mig.”

Folkemordet fik Dan til at sætte spørgsmålstegn ved religion, ikke mindst fordi nogle præster og nonner deltog. Da myrderierne begyndte, søgte mange folk tilflugt i kirkerne, men en del præster og nonner afslørede, hvor de gemte sig. Derefter blev folk slået ihjel og kirkerne brændt ned, eller der blev sat ild til kirkerne, så folk blev brændt levende. Oplevelserne er årsagen til, at Dan er blevet ikke-troende humanist.

At være en udstillingsgenstand

I mit gæstehus er det kun ejeren, der er god til engelsk. Men med fagter og tegnsprog lykkes det som regel at forstå hinanden. En af de ansatte insisterer på, at vi skal have taget billede sammen, og det er først flere dage senere, at jeg finder ud af hvorfor. Hun ville gerne have et billede af mig, der er meget hvid sammen med hende, der er meget sort – åbenbart for at vise det til venner og familie. Lidt morsomt at jeg på den måde åbenbart også kan være en udstillingsgenstand.

Det er hverken første eller sidste gang, at jeg får opmærksomhed pga. min hudfarve. Jeg bliver stirret på uanset, hvor jeg er henne, selv på turiststeder. Mange vil gerne tale med mig, og jeg oplever flere gange, at folk vil røre ved min hud.

Det er første gang på min rejse (men ikke sidste gang) jeg møder den holdning, at der skal en stærk mand til at styre et afrikansk land

De er ikke nærgående på en ubehagelig måde, men jeg er sikker på, at de også ville have rørt ved mit hår, hvis de havde været lidt mere modige. Jeg tager det som en oplevelse, og så er det nok nogenlunde sådan en afrikaner oplever det, når hun besøger en provinsby i Danmark.

Dan og jeg besøger museet og mindesmærket for folkemordet. Det er en voldsom oplevelse. Ingen kan lytte til de overlevendes beretninger og være upåvirket. Ingen kan se på alle billederne af de myrdede og se de bamser, sko og det tøj som de myrdede efterlod uden at blive mærket af det. Museet er bygget ved en massegrav, hvor man mener at 250.000 mennesker er begravet – 250.000 mennesker er et ufatteligt tal. Jeg græder undervejs.

Jeg husker, dengang min datter Sofie og jeg var i Cambodia for mere end 10 år siden. Vi besøgte The Killing Fields i Pnom Phen, en massegrav der er lavet til mindesmærke for alle dem der blev myrdet af Khmer Rouge. Det var frygteligt at være der. Det var frygteligt at se fordybningerne i jorden, hvor den var sunket sammen efterhånden som ligene var gået i opløsning. Dengang holdt vi hinanden i hånden og græd.

Og hvorfor udsætter jeg så mig selv for den her oplevelse? Jeg synes det er vigtigt at fastholde mindet om folkemord og om de krige, der har været. Det er vigtigt at huske alle dem, der mistede livet. Det er vigtigt at huske, hvorfor det skete, så vi kan forsøge at forhindre gentagelser. Desværre viser historien, at vi ikke er særlig gode til det.

Rwandas stærke mand

Der havde været konflikter og borgerkrig i mange år i Rwanda inden folkemordet. I månederne op til myrderierne blev der kørt en effektiv skræmmekampagne fra hutuernes side. Det var en kampagne, som handlede om at umenneskeliggøre tutsierne. Tutsierne skulle gøre til fjender, så befolkningen blev delt op i ’dem og os’. Kampagnen var så effektiv til at skabe frygt, at naboer slog naboer ihjel, at venner slog venner ihjel. Formålet var at udrydde alle tutsier og det lykkedes næsten. Man regner med at 70% af alle tutsier blev dræbt.

Her frygter jeg ikke for mit liv, når jeg sætter mig bagpå en moto for at blive transporteret rundt. Her stopper chaufførerne for rødt lys og man har hjelm på

Rwanda er kommet ud på den anden side, ikke helskindet. Mange børn blev forældreløse. Mange blev smittet med HIV. Det vil tage mange år, nok generationer før sårene er helet. Landet styres med hård hånd af deres nuværende præsident, Paul Kagame. Man taler ikke om stammetilhørsforhold, alle er fra Rwanda, som præsidenten siger. Landets lovgivning er streng, fx må man ikke diskriminere homoseksuelle, men det sker alligevel. Der bliver bare ikke talt højt om det. Det virker, som om der er mange ting, man ikke taler højt om. Det er, som om de er bange for at forrykke den skrøbelige balance, der er opbygget.

Det er første gang på min rejse (men ikke sidste gang) jeg møder den holdning, at der skal en stærk mand til at styre et afrikansk land. Holdningen er, at landene skal finde deres egen vej til en form for demokrati, der passer bedre til dem. De holder meget af deres præsident i Rwanda, selvom han de seneste år er blevet noget mere diktatorisk. Spørgsmålet er også, hvad der sker med landet, når den stærke leder ikke længere er til stede. Vil det hele så gå i opløsning igen med interne konflikter, som vi har set i så mange andre afrikanske lande?

De tusinde bakkers land

I Rwanda er der sket økonomiske fremskridt siden folkemordet. De udenlandske investorer er vendt tilbage. Infrastrukturen er blevet bedre, selvom der indimellem er strømafbrydelser, fordi der ikke produceres nok strøm. Turisterne er også vendt tilbage, hvilket er forståeligt, fordi Rwanda har så meget fantastisk natur- og dyreliv. Det er ikke kun i Uganda man kan besøge bjerggorillaer. De findes i den nordvestlige del af Rwanda, men jeg tager kun på sådan en udmattende trekking tur én gang i mit liv.

I stedet besøger Dan og jeg Akegara nationalparken i den nordøstlige del af landet. Vi kører fra Kigali igennem bølgende grønne landskaber på en vej, der er meget bedre end dem jeg oplevede i Uganda. Uanset hvor jeg kigger hen er der grønne bakker. Rwanda er kendt som de tusinde bakkers land, hvilket ikke er helt forkert. Jeg er ikke i tvivl om, at vi er i et fattigt land. Det kan man se på hytterne, vi kører forbi, man kan se det på det tøj folk har på og på børnenes manglende sko.

Mange vilde dyr blev slået ihjel under og efter folkemordet. Landet forsøger nu at genindføre flere dyrearter, fx vil de kunne tiltrække flere turister hvis de har ’the big five’. ’The big five’ er de fem dyr som det menes at være sværest og farligst at nedlægge: løven, leoparden, næsehornet, elefanten og bøflen. Hvis et land har alle fem dyrearter, trækker det mange flere turister til. Fordelen ved at tage til Rwanda på nuværende tidspunkt er, at landet ikke er overfyldt med turister, så man får det lidt for sig selv.

Tynd kaffe

De mennesker jeg møder i Rwanda, er venlige og imødekommende. Når jeg rejser, er det vigtigt for mig at kunne komme på internettet. Jeg har brug for at kunne lave backup af mine optagelser og opdatere min blog. Jeg skal også have tilstrækkelig hurtigt internet til at kunne publicere min podcast. Forbindelsen i mit gæstehus er upåklagelig, når det ellers virker. Indimellem er der strømafbrydelse, eller også er der ikke mere data tilbage.

Den unge generation er meget engageret og tror på, at de kan skabe store forandringer i Rwanda. De ved, at forandringerne vil ske langsomt, men de er sikre på at de vil komme

Jeg fik dejlig velsmagende mad, hvor jeg boede, men de kan ikke finde ud af at lave en ordentlig kop kaffe. Utroligt nok kan de ikke brygge kaffe i de lande, hvor de producerer kaffebønder. Det er meget mærkeligt. Enten kan man få serveret Nescafé eller de laver kaffen så tynd, at den ligner te. Jeg valgte at gå over til te i stedet for – afrikansk te. Den bliver lavet ved at koge teblade i mælk. Den er stærk og krydret – og de drikker den i spandevis.

Ungdommen er fuld af håb

Jeg mødte også en gruppe unge humanister, mens jeg var i Rwanda. De er alle i starten af 20’erne og er altså født efter folkemordet, men vokset op i skyggen af det. En af dem er Bruce, der er it-studerende og har sit eget firma. Bruce er meget aktiv på de sociale medier og har etableret et diskussionsforum på WhatsApp (AYEM Rational). Her prøver han at samle alle ikke-troende i Rwanda i et fællesskab, som på sigt gerne skulle blive til en større gruppe eller organisation.

Da jeg møder Bruce og hans ven Eric var det meningen, at jeg kun lige skulle lave en halv times interview med dem hver. Det endte med at vi fortsatte samtalen efter jeg slukkede for min optager, og vi talte den halve nat. De var meget diskussionslyste og ville høre alt om, hvordan det er at være ikke-troende i Danmark og Europa. Den unge generation er meget engageret og tror på, at de kan skabe store forandringer i Rwanda. De ved, at forandringerne vil ske langsomt, men de er sikre på at de vil komme.

Bruce, Eric, Skribenten og Dan

Hvert år mindes Rwanda folkemordet henover 100 dage, fordi de insisterer på at huske hvad der skete dengang. Jeg spekulerer på om højtideligholdelserne efterhånden vil ebbe ud i takt med, at dem der overlevede folkemordet bliver gamle og dør. Vil der ske nogle af de samme ting, som der er sket ifht. 2. verdenskrig. Vil der så også være flere og flere, der forsøger at benægte at folkemordet skete. Vil nogle af de samme holdninger og den samme retorik dukke op igen – og vil historien gentage sig.

Jeg ved det ikke. Folkemordet kom til at fylde meget under mit besøg i Rwanda – det fylder stadig meget. Det er vigtigt at vi prøver på at forhindre, at den slags sker igen. Derfor skal vi altid huske og aldrig glemme, hvorfor det skete. Jeg synes der er håb i Rwanda – jeg er lidt mere i tvivl om resten af verden.


Jeg interviewede fire mennesker i Rwanda. Lyt med her: Interview med Bruce. Interview med Dan. 

Følg Kirstine Kærns rejse her.

Alle fotos af skribenten.

Kirstine Kærn (f. 1971) er blogger, skribent, foredragsholder og producerer podcasten Babelfish. Hun er også næstforperson i Humanistisk Samfund.

Kirstine solgte i 2018 alt, hvad hun ejede for at rejse jorden rundt. Undervejs interviewer hun humanister, fritænkere og ateister for at dokumentere deres livshistorier i podcasten Babelfish. De fortæller om de udfordringer de møder som ikke-troende i en religiøs verden, og hvordan de arbejder for humanisme og menneskerettigheder.

Hun er cand.mag. i Filmvidenskab fra Københavns Universitet (1999). Har arbejdet som projektleder, programchef & kvalitetschef i IT-branchen i 20 år samt undervist projektledere og ledere.

Alle bidrag er velkomne på Mobilepay 25188437

Seneste artikler om Liv & Mennesker