hofnar

Trump: En hofnar takker af

i Kulturhistorie/USA af
POLITIK // KOMMENTAR – Vi har set Donald Trump optræde offentligt tre gange efter valgnederlaget, som han ikke vil indrømme. Jakob Brønnum ser nærmere på situationerne og tegner billedet af en hofnar. Problemet er bare, at narren og kongen er smeltet sammen og at narren gør nar af sit eget embede.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


I middelalderen var hofnarren en satiriker, der kunne vise ting i samfundets inderkreds, som det ellers var svært at komme frem til den enevældige hersker med.

Den amerikanske indehaver af præsidentembedet, ejendomsspekulanten Donald Trump, tabte forleden kampen for at blive genvalgt med forholdsmæssigt flere stemmer, end nogen anden præsidentkandidat siden 1932.

I en mindre mediefikseret og mindre selvoptaget verden, kan enhver se, at en grovere synd end at bagatellisere eller overse millioner af menneskers lidelser for at fremhæve sin egen fortræffelighed kan et menneske næsten ikke begå mod fællesskabet

Hans reaktion har vist ham som sådan en nar, problemet er blot, at det er hans eget embede, der er genstand for naragtighederne.

Vi har i skrivende stund set ham optræde offentligt tre gange efter valget for snart to uger siden.

Han er nemlig stort set holdt op med at passe sit arbejde og gør kun de nødvendigste ting, der kan stille ham i et bedre lys, hvis han gør dem, eller undgå at han bliver stillet i et dårligt lys, hvis han springer over.

Ære eller lidelse

Den tredje af de foreløbig tre lejligheder, var da han skulle tage æren for, at et privatejet medicinalfirma har fremstillet en næsten helt effektiv vaccine mod den sygdom, som USA, gennem hans undladelse af at tage sygdommen alvorligt, har haft flere tilfælde af end noget andet land i verden.

Trump har flere gange tidligere givet udtryk for, at han mener, USA (og derved ham selv) har klaret sygdommen bedre end noget andet land, fordi der er døde færrest i forhold til antallet af smittede.

Det var pinligt og patetisk at høre afgørelsen og den mulige afslutning på den alvorligste folkekrise siden 2. verdenskrig udelukkende handle om Trumps fortjenester.

Alle mennesker, der ejer et tv, havde mærket den sigende stilhed fra Det Hvide Hus efter valget, der næsten helt sikkert ville give Trump et nederlag, og efter at hans tro medievæbner, Fox News, havde forudset, at Arizona ville gå til Biden.

Det lyder som en middelalderlig nar, der gør grin med et opblæst menneske, fordi alle ved, at det handler ikke om, hvem eller hvad der har givet ordre til udførelsen af det, der ville blive udført alligevel, i dette tilfælde forskningsarbejdet for at skaffe vaccine, men om menneskers kolossale lidelser på alle niveauer af samfundslivet.

I en mindre mediefikseret og mindre selvoptaget verden, kan enhver se, at en grovere synd end at bagatellisere eller overse millioner af menneskers lidelser for at fremhæve sin egen fortræffelighed kan et menneske næsten ikke begå mod fællesskabet. Sådan en umenneskelig forvrængning kan næsten kun blive løgn, og det var den også her.

Offerrollen

Den anden hændelse var lille, men afgørende. Veterans Day er en føderal helligdag i USA og det ville koste ham dyrt i popularitet, hvis han sad derhjemme og surmulede, fremfor at hoppe i en helikopter og flyve over på den anden siden af Potomac-floden til Arlington-kirkegården, der tjener som national mindeplads for faldne soldater.

Det stod ned i stænger, men Trump havde ikke paraply under en stor del af ceremonien, hvor han bl.a. ensomt knæler for et gravmæle. At se ham dér som en druknet mus blev opfattet som en del af hans lidelseshistorie, en slags offerrolle, spillet for medierne og tilhængerne.

Det var uforglemmeligt pinligt at høre klakørerne huje i presserummet

Det latterlige består i, at hans hår sad bedre end selv Cary Grants gjorde i North by Northwest, efter at han havde spænet flere kilometer i hidsig jagt bag Mount Rushmore. Selvom Trump næsten ikke har noget hår, må der have været brugt så meget voks, at han nærmest har haft svært ved at holde hovedet oppe, for at få det til at sidde sådan under hele ceremonien.

Tropsføreren og marchmusikken

Den første af de tre små, naragtige optrædender var næsten den mærkeligste. Det var dagen efter valgaftenen. Pludselig forlød det, at Trump ville tale i presserummet i Det Hvide Hus.

Alle mennesker, der ejer et tv, havde mærket den sigende stilhed fra Det Hvide Hus efter valget, der næsten helt sikkert ville give Trump et nederlag, og efter at hans tro medievæbner, Fox News, havde forudset, at Arizona ville gå til Biden. Det var kun et spørgsmål om tid, før den sidste nødvendige delstat også ville gøre det.

En klassisk hofnar (William Merrit Chase, 1875)
William Merrit Chase,: The court Jester, 1875, Pennsylvania Academy of fine Arts. Foto: Wikimedia Commons.

Udover at Trump fremstillede valgresultatet bevidst fejlagtigt, lavede han tre grove forvanskninger af demokratiets form og grundlag, som en mere ansvarsfuld og reflekteret politiker ville opfatte som satire.

For det første udførte de få forsamlede pressefolk – nøje udvalgt efter deres loyalitet overfor Trumps skamløst løgnagtige narrativer – en øredøvende jubelscene, der varede længere end nødvendigt, så længe at man undrer sig over, hvornår det mon sluttede, også fordi det var så få mennesker, der tydeligvis prøvede at lave så meget larm som muligt.

Det var uforglemmeligt pinligt at høre klakørerne huje i presserummet.

For det andet sendte han sin familie ind først. Det lyder ikke af noget særligt, vel? De kom endda marcherende i takt.

Det var virkelig mærkeligt, nærmest kvalmende. Trumps familie har absolut intet at gøre der, det er jo ikke det før-demokratiske, klanstyrede Saudi-Arabien, hvor herskerens sønner (ikke døtre) står ved siden af ham for at kaste glans over ham over for alverden.

Det er skingrende udemokratisk og nepotistisk af en statsleder at fremhæve sin familie på den måde, og desuden gennemgribende latterligt, at de marcherede ind i række som en flok spejdere under hans, tropsførerens kommando.

Kan det virkelig være en freudiansk fortalelse?

I sammenhæng med et møde, der i generationer har været politikerens møde med den frie presse i et demokratisk samfund … bliver det latterligt og ude af takt med, hvad der skal foregå, at bruge marchmusik og jubel, fremfor seriøsitet og gensidig respekt

Altså sådan en situation, hvor man kommer til at sige noget eller gøre noget, der viser, hvad man egentlig tænker, men som er helt i skoven.

Trump ved naturligvis, at de amerikanske drengepejderes forbund efter 83.000 misbrugssager er gået i konkurs – som han selv er i overhængende fare for på alle niveauer, som vi vil se de kommende måneder.

Han vil miste sin politiske indflydelse, sende flere af sine selskaber i konkurs pga. store gældsposter og skulle kæmpe med en hidtil ukendt malstrøm af civile søgsmål for alt mellem himmel og jord, ikke mindst seksuelt motiverede sager.

For det tredje brugte han horn- og marchmusik til sin entre, noget rutinerede pressefolk fortæller, de aldrig har oplevet blot i nærheden af i sådanne sammenhænge – og slet ikke i USA. Marchmusikken bruges normalt, når et lands leder, f. eks. i forbindelse med militærparader og/eller statsbesøg skal vise sin magt og sin nationale forankring i magt og storhed.

I sammenhæng med et møde, der i generationer har været politikerens møde med den frie presse i et demokratisk samfund, et forum for udveksling af information til gode for samfundsfællesskabet, bliver det latterligt og ude af takt med, hvad der skal foregå, at bruge marchmusik og jubel, fremfor seriøsitet og gensidig respekt.

Trumps autoritære personlighed

Disse tre, groteske momenter ved den detroniserede, groft ukvalificerede ”con-man”, en svindler, som den seriøse, borgerlige presse også kalder ham, viser en autoritær personlighed, en mand, der skal stive sit ego af gennem ydre markeringer, der i dette tilfælde gør ham til en nar og embedet til det, narren gør nar af.

Hvis demokratiet nogensinde kommer sig over denne rystelse, hvad den fortsatte sobre nyhedsjournalistik blandt de største og vigtigste medier trods alt tyder på, vil Trump stå tilbage som dets største hofnar

Når man er en autoritær personlighed, dækker behovet for at stive sig af som regel over mere dybtliggende psykologiske problemer,

Og det bliver da også tydeligere og tydeligere i disse dage, da han ikke vil indrømme valgnederlaget, men forskanser sig i verdens politiske centrum, Det Hvide Hus i Washington.

Trump opfører sig som en lille dreng. Men hvis demokratiet nogensinde kommer sig over denne rystelse, hvad den fortsatte sobre nyhedsjournalistik blandt de største og vigtigste medier trods alt tyder på, vil han stå tilbage som dets største hofnar.


LÆS ENDNU EN KULTURHISTORISK ANALYSE SKREVET AF JAKOB BRØNNUM OM TRUMP HER


Foto: Pressebillede

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Mail: bronnum1@gmail.com
Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Kulturhistorie