USA’s præsident poserer med sin familie foran Michelangelos store billede af den bibelske dommedag i pavens residenspalads. Donald Trump tror, han er klædt i pænt tøj – magtens skræddersyede jakkesæt – men han er nøgen, skriver Jakob Brønnum. Michelangelo gennemlyser ham og viser os medmenneskeligt set et faldent menneske.
Søndag aften kunne den dedikerede skare af følgere af Ivanka Trumps Instagram-konto – og kort derefter den måbende offentlighed på Facebook hvor nogen havde delt det – se et billede af hende selv og hendes mand, Jared Kushner, hendes far, Donald Trump, der for tiden agerer i rollen som amerikansk præsident, og dennes kone, Melania, iført et sort hovedtørklæde.
Billedet var forsynet med en kortfattet men dog tydeligvis dybfølt tak efter familiens besøg i Rom. Hvor var det taget? På Peterspladsen? Ved Colosseum? Foran Den spanske trappe? Nej, det var taget i Det Sixtinske Kapel, og det viser den lille familie opstillet i stiv positur foran den nedre del af Michelangelos gigantiske maleri, Den sidste dom, der ham tog seks år at male, fra 1535-41.
Hvorfor vil Trump gerne foreviges der?
Ja, det kan man undre sig over. Det er et usædvanligt kunstigt opstillingsbillede, langt fra de gamle europæiske royale opstillinger, som præger den verdslige del af kunsthistorien så stærkt, og som man straks tænker på, fordi Trump har sin familie omkring sig på dette officielle billede, ikke sine embedsmænd.
De står foran, hvad der med en vis ret kan kaldes den åndelige del af kunsthistoriens hovedværk; en universel, kalejdoskopisk og dybt menneskeligt indfølende afbildning af mennesker i alle tænkelige positurer og psykiske tilstande, på vej i det næsten tomme rum; opad mod den himmelske glæde, eller nedad mod helvedes mørke hul.
Det er noget, der interesserer ham brændende. At befinde sig i magtens centrum. Trump er besat af magt, og det er heldigvis gensidigt, magten har også besat ham, så næsten alle de udtryk, han viser og ser, forholder sig til magtens udøvelse eller magtens positurer
På Michelangelos tid var det en dækkende kosmisk beskrivelse af verden, og der er derfor en dyb kunstnerisk og eksistentiel sandhed i at vise menneskets skiftende og mangeartede psykiske tilstande i den ramme.
Er det derfor, Trump ønsker at stå netop her? På grund af billedets menneskelige og åndelige rigdom? Næppe. Hans blik, det indre blik og det ydre, er efter alt at dømme rettet i andre retninger.
Dels mod loftet, hvor den reneste gengivelse af magt og hengivenhed, som menneskeheden kender, findes med sin enkle metaforik, nemlig Guds finger der rører Adams. Det berømte motiv, hvor to fingre mødes i det tomme rum. En næsten nøgen Gud i menneskeskikkelse og et næsten nøgent menneske rækker ud mod hinanden. Det er det stof, den vestlige verdens åndelige tradition er gjort af, efter at kristendommen har farvet og formet den antikke overlevering.
Dels rækker blikket indad. Trump ved nemlig, at det er i dette rum, at man vælger paver. Der, hvor de tilkaldte kardinaler har at blive siddende på deres plads, til de har bestemt sig, og der tændes en ild, som sender en hvid røg ud over Vatikanet udenfor.
Det er noget, der interesserer ham brændende. At befinde sig i magtens centrum. Trump er besat af magt, og det er heldigvis gensidigt, magten har også besat ham, så næsten alle de udtryk, han viser og ser, forholder sig til magtens udøvelse eller magtens positurer.
Pladsen i midten
Vi så det mest udtalt på den lille filmstump fra det NATO-topmøde, der også var på rejseplanen i den uge, Trump besøgte de pavelige gemakker. Hvad end der er aftalt eller ikke-aftalt på forhånd om, hvem der skal stå i midten, er der en anden mand, Montenegros premierminister, der står foran Trump, da de nærmer sig det sted, hvor det officielle topmødefoto skal tages. Man ser Trump med en irriteret og, lad os være ærlige, brutal mine, trænge montenegrineren bort, så han selv får sin plads i midten. Ligesom også her i Det Sixtinske Kapel.
Den ekstraordinære psykologiske detalje indtræder på NATO-filmstumpen umiddelbart efter, da Trump – selvom hele verden har set det – lader som ingenting efter sit upassende skubberi og magtfuldkommen og med en arrogant og ligegyldig mine stirrer ud over den gruppe af mennesker, der måtte tilbede ham med deres kameraer.
Embedsværkets demokratiske deroute
Demokratisk set er det helt og holdent upassende, at Trump stiller sig an i Det Sixtinske Kapel med sin klan, selv hvis Jared Kushner, der i øjeblikket er under FBI-undersøgelse for eventuelle diplomatiske uregelmæssigheder i forbindelse med sine russiske kontakter, ikke overtræder loven ved at modtage ansættelse som Trumps nærmeste rådgiver.
Men det er ikke kun upassende. Det er også gribende, fordi samme uge har været præget af en historie om årets amerikanske satireoffer, præsidentens pressetalsmand, Sean Spicer, der må lyve dagligt, hvad alle ved, at alle ved – og det i en sådan grad, at man trods alt også synes, det er lidt synd for ham.
I ugens løb indtraf i journalistkredse en situation, da Spicer ikke kunne skjule skuffelsen over ikke at være blevet inviteret med til mødet med paven. Spicer er, ligesom Trumps hustru, Melania, troende katolik, og man taler i Washington om, at det ville have været et uforglemmeligt højdepunkt i tilværelsen for Spicer, som Trump i ren og skær ufølsomhed ikke gav ham. Man ønsker naturligvis at dreje det over i ondskabsfuldhed fra Trumps side. Men det er der næppe tale om. Det er formentlig kombination af det rent praktiske – hvem og hvor mange – samt at Trump gerne vil ses alene med magtens hovedpersoner.
Paven knæler
Det er imidlertid mere end magtens centrum, Trump er landet i med sin klan. Det er pavens privatkapel. Paven knæler der. Ikke alle mulige andre steder i det pavelige palads, men lige der. Man forestiller sig, at paven ind i mellem er næsten alene i det rum, vi andre kun kender som fuldt af turister.
Der knæler han og holder en andagt. Lysene, der bruges ved andagterne, ses bag klanen på billedet, hvor det også ser ud som om, Trump får et krucifiks lige i knolden. Lysene har en ganske bestemt betydning for, at maleriet ser ud som det gør, lige nu.
Maleriet er blevet restaureret for nogle år siden og er meget mere farverigt end tidligere. Desuden rummer det flere nøgne mennesker end tidligere. Billedet hælder af tekniske årsager – det er en fresko, altså et maleri skabt i våd kalk – en lille smule udad mod beskueren. Det betyder, at det opsamler uforholdsmæssigt meget røg og sod fra stearinlysene og derfor er blevet snavset, som århundrederne er gået.
Sådan er livet så viseligt indrettet. Ting, vi har sagt, og handlinger, vi har foretaget, vender tilbage til os som holdninger og livsformer, vi må tage stilling til
Da den homoseksuelle Michelangelo malede det, lod han alle være nøgne. Det var alligevel for meget for renæssancepaverne, der ellers selv havde nok af vellystigheder på samvittigheden, så man tilkaldte en maler, hvis navn i almindelighed er glemt, fordi han derefter blev kendt som Buksemaleren. De draperier omkring kroppene, der blev tilføjet ved den lejlighed, er stort set alle fjernet i forbindelse med restaureringen i den hensigt at komme nærmere originalen.
At paven, som lever i cølibat, knæler her foran disse nøgne mennesker – i bøn og andagt, der er så stærk for ham, at andre impulser fortrænges – gør Trumps lumre mandehørm, som vi alle sammen kan huske, mere lummer end nogensinde. Sådan er livet så viseligt indrettet. Ting, vi har sagt, og handlinger, vi har foretaget, vender tilbage til os som holdninger og livsformer, vi må tage stilling til.
Pussy Riot
Fotografiets fire personers værste problem i verden lige nu er mændenes forbindelser til det russiske autokrati – den selv samme magt, der sendte medlemmerne af en pigegruppe ved navn Pussy Riot i fængsel efter demonstration i netop en kirke. Det russiske problem ødelægger hyggen ved alle deres familiemiddage i denne tid, det kan man være helt sikker på.
Vil ikke mindst et af de fire mennesker, der står her i pavens privatkapel, foran alle disse nøgne mennesker, i bønnens spændte atmosfære, opsuget i magtens flygtige kredsløb, danne den freudianske fortalelse, mens de står der med deres stive miner, så de næsten ikke kan lade være at råbe ud den i det højtidelige lokale: ”GRAB THEM BY THE PUSSY!”
Og hvem tænker de på, når det råber sig inde i hovedet på dem? Paven, Putin, Gud i lofthimlen over dem med sin finger, eller farmand Trump selv? Det er den slags, man ikke ved om livet, men som man alligevel ved.
Noget der er større end en selv
Det er selve bevidstheden om syndigheden, der er forbundet med at stå her foran helvedesrummet i Michelangelos maleri, der går over hovedet på Trump. Man kan kun stå her, hvis man føler, at der er noget i tilværelsen, der er større end en selv, og som man står overfor med sine gerninger, handlinger, sine udeladelser og intentioner. Sådan er Det Sixtinske Kapel indrettet, og man skal være et ualmindeligt stort paphoved for ikke at mærke det, når man træder ind. Ikke som en kulde, men som en varme og et kulturelt nærvær af uhyre dimensioner og dybder.
Det er selve bevidstheden om syndigheden, der er forbundet med at stå her foran helvedesrummet i Michelangelos maleri, der går over hovedet på Trump. Man kan kun stå her, hvis man føler at der er noget i tilværelsen, der er større end en selv, og som man står overfor med sine gerninger, handlinger, sine udeladelser og intentioner
Vi andre mærker det, alene fordi vi ser ham der, selvom det kan være svært at gribe om, rent sprogligt. Vi er i forvejen fyldt af en række opsigtsvækkende, for ikke at sige rent ud sagt afskyvækkende, scener fra Trumps første udlandsrejse.
Det var et gennemgribende udannet og pinligt pirattogt gennem det gamle europæiske kulturland, som han ikke kender eller forstår. Og som ikke interesserer ham, og som han derfor ikke ved har formet ham. Og som han i sin klokkerene uskyldstilstand af ren materialistisk rovdyrvirksomhed og egocentrisk magtliderlighed tromler hen over med renavlet dumhed.
Det forladte håndtryk
Han har gjort en naturlig og hyggelig situation, nemlig håndtrykket mellem mennesker, der arbejder sammen og respekterer hinanden, til en tåbelig cirkusforestilling, der er embedet, demokratiet og menneskeheden, som han tjener med sit politiske embede, helt og aldeles uværdig.
Ikke nok med at fremmede ledere skal øve deres golfslag op inden besøget hos Trump, for ikke at falde igennem, når værten drenget vil gå en runde med dem for at vise, hvor dygtig han er. De skal også øve sig i håndtryk, for ellers lægger han et magtspil ind over dem som en con-artist, en lurendrejer.
Vi så det med Merkel, Løkke-Rasmussen, og med Macron, hvis velforberedte, upåfaldende og elegante håndtryk forleden affødte en hævnaktion fra Trump senere på dagen, hvor han ydmygede ham foran hele G7.
Den nøgne Trump
Og nu står han der i sit jakkesæt, med sine hvide arme dinglende ned for sig og sin hustru ved siden af i en hovedbeklædning, hun bærer der, fordi hun er katolik.
Hun bar den ikke i de arabiske lande i ugens løb, hvor det var forventet, og hvor den saudiske kongefamilie derved trådte nærmere en kvinde med udslået, blondt hår i offentligheden, end de nogensinde før havde været på hjemmebane.
Hun bar den ikke i de arabiske lande i ugens løb, hvor det var forventet, og hvor den saudiske kongefamilie derved trådte nærmere en kvinde med udslået, blondt hår i offentligheden, end de nogensinde før havde været på hjemmebane
Og vi forstår, at han havde krævet, hun ikke skulle bære det i Saudi-Arabien for at ydmyge dem. Og det, at hun her bærer det, fordi hun vil, gør det endnu mere pinligt, fordi han åbent seksualiserede sin hustru i de arabiske lande, i protest mod den arabiske, skjulte seksualisering, og hun her afseksualiserer sig selv.
Modsat ham. Ved at stille sig op netop her, seksualiserer han sig selv på grund af sine tidligere gerninger og sin generelle misogyni. Han tror, han er klædt i pænt tøj, i magtens skræddersyede jakkesæt, men han er nøgen.
Her er man altid nøgen. Michelangelo gennemlyser hvert menneske, der træder frem for alteret her, og det er derfor, paven kan gøre det, som det eneste af alle mennesker i verden, der har privat adgang til denne fantastiske kunstbygning, der rummer hele kulturhistoriens billeder, alle de mest indflydelsesrige motiver i alle de mest berømte udførelser.
Michelangelos Dommedag rummer så mange henvisninger til andre dele af kulturen, at man aldrig kunne blive færdig med den. Den er bærer af kulturen og dens forestillinger. Vi ser hele Dantes Guddommelige Komedie, vi genkender den græske mytologi, og vi møder den jødisk kristne, psykologiske menneskeforståelse.
Michelangelos selfie
Midt i det hele hænger en tom hud, et menneske, der engang har været inde i en krop, men som nu er løbet ud. Det er Michelangelos selfie. Han viser, at stedt over for menneskeheden som sådan, der her er afbilledet i alle tænkelige variationer og figurationer, er han selv intet. Det ved paven.
Paven er intet specielt for en luthersk nordeuropæer som undertegnede, men lige præcis i den situation, hvor han i teorien knæler her og beder, bliver han repræsentant for mig som menneske – del af et større fællesskab af ligeværdige mennesker, der ved, at noget i livet er større, nemlig livsfællesskabet selv.
Trump tror, at han befæster magten, gennem at være et menneske der står her, klædt i egenskab af amerikansk præsident, som magten selv og med sin magtbase omkring sig. Men han tager fejl. Derfor er det hele så kejtet, så mislykket, så barnagtigt. Det anspiller på nogle primitive sociale markeringer, jakkesættet, klanen, magtens centrum, manden, hvis eneste kvalitet som menneske er, at han kan tjene penge og behandle andre arrogant på tv.
Han viser, at han er et nøgent menneske, et faldent menneske, der har overgivet det menneskelige til handelsbranchens hundske adfærdsformer. Et menneske uden forståelse for det menneskelige. I sit udtryk den mest nøgne af os alle.
Hovedillustration: Ivanka Trump, Instagram.
POV’s skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
