UDSTILLING – Et Storm P lignende apparat med snurrende plader og lys, der reflekteres og projekteres, så dansende farveflader viser sig på skærme. Det er stort set, hvad der møder én, hvis man lukker en af Thomas Wilfreds maskiner op. En mekanisk forordning, der formår at skabe farvet lys af næsten æterisk skønhed. Havde man en spirituel åre, var der hér, den kunne oplades, skriver Ulla Rønberg, der har besøgt udstillingen på Smithsonian American Art Museum i den amerikanske hovedstad.
WASHINGTON D.C. – Museet for amerikansk kunst i Washington DC, Smithsonian American Art Museum, viser som afslutning på året en udstilling af Wilfreds værker, hentet fra museer som Hirschhorn Museum i Washington, MOMA i New York og private samlere. Lumia, Thomas Wilfred and the art of light er titlen. Wilfred er ikke kendt i bredere kunstkredse, men nærmere i de snævre. Han er ofte nævnt som pioneren indenfor lyskunst, som han navngav: Lumia.
I dansk sammenhæng var der en større udstilling på Charlottenborg i 1999, der inkluderede værker af Wilfred, men ellers er han heller ikke i dansk sammenhæng synderlig kendt.
Så hvordan havner en endog stor, retrospektiv udstilling med hans værker på et museum, der huser en af verdens største samlinger af amerikansk kunst?
Når man bevæger sig rundt i udstillingen er det indlysende nok: Hans værker er fascinerende og besidder en suggestiv appeal, der får de besøgende til at sidde i op til 10 minutter på små bænke foran værkerne (og det er, som enhver med kendskab til museumsstatistik vil vide, meget lang tid at vie et værk).
Det er nærliggende at trække en linje tilbage til gotikkens ide om ’guddommeligt lys’ i de store, hvælvede kirkerum, når Wilfreds farveflader lyser op på vægge og i maskiner, der står som små altre i lokaler. Eller bruge ”naturens katedral”, himmelhvælvet og nordlysets flimren, som reference
Museets direktør, Stephanie Stebich, er glad for at kunne vise Thomas Wilfred i Washington igen, fortæller hun.
Sidst der var en udstilling med hans værker var i 1971 på det nu hedengangne Corcoran Gallery of Art (i dag del af George Washington University), en udstilling, der i øvrigt også blev vist samme år på MOMA i New York.
”Publikum er begejstrede! Der er en helt særlig stemning her i udstillingen,” beretter hun. Lyset er dæmpet i salene og museumsgæsterne taler sagte. Det er nærliggende at trække en linje tilbage til gotikkens ide om ’guddommeligt lys’ i de store, hvælvede kirkerum, når Wilfreds farveflader lyser op på vægge og i maskiner, der står som små altre i lokaler. Eller bruge ”naturens katedral”, himmelhvælvet og nordlysets flimren, som reference, når Wilfreds kunst skal beskrives.
Under alle omstændigheder indgyder Wilfreds lyskunst en andægtighed, som er sjælden indenfor moderne kunst – det skulle da lige være i mødet med Mark Rothkos store lærreder.
I pressemeddelelsen fra 1971-udstillingen beskrives denne fornemmelse af ophævelse af tid, rum og sted ud fra et studie i Wilfreds egne teoretiske skrifter: ” Wilfred definerede de nødvendige elementer i lyskunst som form, farve og bevægelse i et mørkt rum. Af de tre anså han form og bevægelse for de vigtigste.
Wilfreds mål var at tilføje det manglende tredje element (farve) til en flad skærm på en måde, så den flade skærm blev et vindue til det uendelige. Hans største bidrag til lyskunsten var dog tilføjelsen af et fjerde element – tid”. Det lyder kompliceret, men er det langt fra. Hans værker er umiddelbare og meget appellerende. Det eneste de virkelig kræver – er netop tid.
Noget af det spændende ved Wilfred er, hvordan han i 1920’erne som en af de første bragte teknologi og kunst sammen – i en ny kunstform. Han skabte værker, som vi i dag kan se lavet på computere
Et andet aspekt ved Wilfreds kunst, der indgyder undren – og respekt – er den sindrige mekaniske og matematiske præcision, der driver værkerne. Stebich har taget nøglerne med til ”maskinrummene”. Hun har allieret sig med en teknisk oppasser, hyret ind særligt til at tilse Wilfreds maskiner, der med stor entusiasme fortæller om de særlige udfordringer, hver maskine stiller. Jo mere besværlig maskinen er at passe, des større begejstring hos den unge tekniker:
”Dette værk kan kun være tændt kort tid ad gangen, ellers bliver pladerne for varme. Jeg bliver ofte ringet op og kaldt ind i weekenden!”.
Det lyder som ethvert museums mareridt af et udstillingsbudget, der skrider: ”Denne maskine kører i ét loop, der varer ca. 9 år. Ikke på noget tidspunkt i den cyklus vil det samme billede dannes”.
Stebich supplerer: ”Noget af det spændende ved Wilfred er, hvordan han i 1920’erne som en af de første bragte teknologi og kunst sammen – i en ny kunstform. Han skabte værker, som vi i dag kan se lavet på computere”.
De første af Wilfreds værker kunne man kun opleve ved at købe billet til en forestilling. Wilfred selv spillede på et orgel-lignende instrument han havde bygget og navngav: Clavilux.
Orglet fremkaldte kun farver og former på et lærred – ingen lyd, da Wilfred mente musik var uforeneligt med hans farvekompositioner. Publikum sad som i et teater, meget lig de gæster på museet i dag, der tålmodigt bliver siddende på bænkene.
”Han blev i 1952 kanoniseret som en af de helt store,” fortsætter Stebich. ”På udstillingen ”15 Americans” på MOMA i New York blev hans værkser vist sammen med kunstnere som Jackson Pollock. MOMA’s eget værk af Wilfred: ” Lumia Suite, Op. 158” blev vist på museet i 16 år som del af den faste samling”.
Det er ikke mange danske kunstnere, der har haft et værk udstillet på MOMA 16 år i streg – tilmed beskrevet flere steder som et af favoritværkerne for museumsgæsterne, indtil det blev pakket væk i 1980. Der er heller ikke mange danske kunstnere, der æres med en stor retrospektiv udstilling på et af de største kunstmuseer i Washington D.C.
Wilfred var i 1952 på højden af sin karriere og i de følgende år blev hans værker vist side om side med blandt andre Nam Jun Paik, videokunstens fader. Men alligevel blev han langsomt glemt. Hans lyskunst fandt aldrig det store publikum, kom aldrig for alvor på de store museers indkøbsliste og langsomt blev han overhalet af ny teknologi, som fik hans maskiner til at ligne spøjse anakronismer.
Som beskrevet ovenfor kræver hans installationer desuden pleje og vedligeholdelse; det er derfor en stor omkostning at have dem stående fremme. De værker, der var indkøbt af museer, endte på magasiner. Som konsekvens blev Thomas Wilfred næsten glemt.
frosted-glass screen in an aluminum cabinet; 11 hrs., 7 mins., 30 secs. Carol and Eugene Epstein Collection. Photo: Rebecca Vera-Martinez
Et spørgsmål, der naturligt melder sig, når man sidder blandt Wilfreds værker er, hvorfor han ikke er et navn i dansk kunsthistorie? Hvorfor er han ikke nedfældet i den danske kunstgenealogi?
Det er ikke mange danske kunstnere, der har haft et værk udstillet på MOMA 16 år i streg – tilmed beskrevet flere steder som et af favoritværkerne for museumsgæsterne, indtil det blev pakket væk i 1980. Der er heller ikke mange danske kunstnere, der æres med en stor retrospektiv udstilling på et af de største kunstmuseer i Washington D.C. (det skal i parentes bemærkes, at i USA har man naturligvis taget immigranten til sig, så herovre betragtes han som en amerikansk kunstner).
Wilfred får plads som en af de første kunstnere, der fusionerede teknologi og kunst og dermed var med til at skabe rammerne for nye kunstformer. At han beskrives som amerikansk kunstner, må vi jo så bare leve med i Danmark
Den manglende danske interesse i Wilfreds kunst kan måske også findes i det faktum, at hans værker ikke er repræsenteret i danske museers samlinger, og han derfor ikke er tilgængelig for et dansk kunstpublikum. Han arbejdede i USA og hans værker er stadig i USA. Søger man på Kunstindeks Danmark, en database over museernes samlinger, ser man dog samtidig, at Wilfred er omtalt i det danske kunstleksikon Weilbachs, det tætteste en dansk kunstner kommer på officiel blåstempling. Så anerkendelsen er der, men værkerne og indskrivning i historien mangler.
Interessen for Wilfred er til gengæld vakt her i USA og dermed genindskrivning i de kunsthistoriske skrifter. Wilfred får plads som en af de første kunstnere, der fusionerede teknologi og kunst og dermed var med til at skabe rammerne for nye kunstformer. At han beskrives som amerikansk kunstner, må vi jo så bare leve med i Danmark.
FAKTA
Thomas Wilfred blev født i 1889 i Danmark og rejste til USA i 1916 som 27-årig. I starten af 1920’erne begyndte han at bygge orgel-lignende maskiner, hvad Wilfred kaldte et Clavilux, hvormed han kunne skabe farvekonstellationer på et lærred. Han rejste de næste par år i både USA, Canada og Europa med sine forestillinger. I 1928 begyndte han at skabe lysværker, der var drevet alene af maskiner bl.a. for at kunne imødegå bestillinger fra private samlere og fra museer. De første maskiner mindede om tidlige fjernsynsapparater, små, oprejste træmøbler med skærme, man kunne have stående fremme i stuerne. Wilfred var dog optaget af at forfine teknologien, der skulle drive værkerne og hans senere værker er større maskinrum bag en stor vægskærm, hvorpå farvekompositionerne skabes. I 1930 grundlagde han ”The Art Institute of Light” i New York, der blev et center for forskning og undervisning i lyskunst. Hans værker er repræsenteret på museer som Hirschhorn Museum i Washington og MOMA i New York. Han døde i 1968 i New York. En del af Wilfreds efterladte materiale er de meget detaljerede manualer, skitser samt konstruktionstegninger, han udarbejdede. Efter hans død donerede hans søn materialet samt adskillige værker til Yale University Art Gallery. Yale Art Gallery varetager i dag Wilfreds kunstneriske arv ved forskning, udstillingsvirksomhed, konservering og istandsættelse af hans værker. Yale Art Gallery har lagt flere optagelser af Wilfreds værker på YouTube:
Topillustration: Fra udstillingen Thomas Wilfred, Study in Depth, Op. 152, 1959. Projector, reflector units, electrical and lighting elements, and a projection screen; 142 days, 2 hrs., 10 mins. Hirshhorn Museum and Sculpture Garden, Smithsonian Institution, Washington, DC, Gift of Bristol-Myers Squibb by transfer from the National Museum of American History, Behring Center, 2004, 04.2. Photo: Courtesy Yale University Art Gallery
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
