
POV BUSINESS // ARBEJDSLIV – ”Det kan godt lade sig gøre at blive et rimelig lykkeligt menneske, selv om man tager et ’fjumreår’ eller to og tænker over, hvilken retning ens liv skal tage,” skriver Poul Arnedal, der har arbejdet i 40 år som freelancejournalist. For ham blev det lykken at blive fyret som 18-årig journalistelev. Det gav ham 14 fjumreår, inden han kastede sig ud i tilværelsen som freelancer, der har bragt ham tæt på både skuespillere, forfattere, designere, politikere og erhvervsfolk. Og så har han et vigtigt budskab til alle, ikke bare unge mennesker: “Man skal investere sig selv i de ting, man laver. Det har selvfølgelig sin risiko. Men det giver også et bedre resultatet, som du kan være stolt af og stå inde for.”
I år vil jeg kunne fejre mit 40-års jubilæum som freelancejournalist.
Er der så noget at fejre?
Ja, det er der skam, for jeg er et eksempel på, at man ikke behøver en studentereksamen eller at være uddannet på hverken Journalisthøjskolen eller en journalistuddannelse på et af vore universiteter (og det sidste eksisterede slet ikke i min ungdom).
Og ja, man kan blive en rimelig succesfuld journalist med masser af spændende og farverige oplevelser på bagen, selv om man mislykkes i første omgang, som det skete for mig, da jeg som 18-årig efter et halvt års prøvetid blev fyret som journalistelev på Venstre-avisen Fyns Tidendes lokalredaktion i Kerteminde.
Trusler om selvmord og klager til en ex-statsminister
Årsag til fyringen?
Officielt fordi jeg ikke kunne stave (hvilket var decideret forkert, selvom jeg en enkelt gang var kommet til at stave ’gyngmastik’ i stedet for gymnastik på telexen, som sendte mine artikler ind til hovedredaktionen i Odense). Det reelle grund var, at jeg ikke meldte mig ind i den lokale afdeling af Venstres Ungdom og fulgte de uskrevne partiregler.
Mit manglende partimedlemskab resulterede i, at jeg tidligt i min korte karriere omtalte Venstres lokale partiformand ved navns nævnelse i en lidt uheldig sag.
Derfor nævnte jeg selvfølgelig også pligtskyldigt navnet, da jeg i retten overværede, at en lidt ældre mand, der efter en temmelig våd og festlig aften med nogle yngre kvinder i Odense, blev dømt for spirituskørsel
Arbejdsdelingen på redaktionen var nemlig klar fra første dag. Lokalredaktøren, min lærermester, tog sig af byrådsmøderne og det politiske. Jeg dækkede alt, hvad der foregik i retten, og hvad der i øvrigt var af småstof som f.eks. opførelsen af et nyt toilet på havnen. Og som noget af det første blev jeg indprentet, at det var Fyns Tidendes ufravigelige politik altid at nævne navnet på de mennesker, som blev dømt for spirituskørsel. Det skulle virke afskrækkende.
Derfor nævnte jeg selvfølgelig også pligtskyldigt navnet, da jeg i retten overværede, at en lidt ældre mand, der efter en temmelig våd og festlig aften med nogle yngre kvinder i Odense, blev dømt for spirituskørsel.
[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]
Hvad jeg i min ungdoms naivitet ikke vidste var, at den pågældende var formand for Venstres lokale partiforening.

Det skabte en del postyr og telefoniske trusler fra formandens datter om, at han ville begå selvmord, og at der ville blive klaget over mig til avisens formand, som var den tidligere statsminister Erik Eriksen fra Ringe.
Under alt dette var jeg alene på broen.
Min redaktør og lærermester havde været i København og besøge svigerfamilien, som bl.a. bestod af hans svigerfar, Jens Peter Jensen, der var et kendt Venstre-folketingsmedlem og chefredaktør på dagbladet Børsen, samt hans svoger Uffe Ellemann-Jensen, der på det tidspunkt studerede til cand. polit. i København. Da han kom tilbage til Kerteminde, trak han blot på skuldrene over hele miseren, som han jo ikke kunne bebrejde mig, og nævnte det i øvrigt aldrig siden.
En anden grund til min fyring var måske, at jeg var en smule umoden, for man kan måske nok kalde det umodent, at jeg på trods af min unge alder ikke havde sat mig ind i de lokalpolitiske magtforhold, selvom de ikke var mit stofområde.
En lykke at blive fyret
Men på mange måder var det nok en lykke for mig, at jeg blev fyret. For det betød, at jeg gennem de næste ti år fik en masse oplevelser og udfordringer, som var med til at gøre mig til det menneske – og den journalist – jeg er i dag. På den anden side vil det nok havde været en økonomisk sikrere vej, hvis jeg havde kunnet forfølge en ubrudt karriere som fastansat dagbladsjournalist med pension og hele molevitten.
Efter en kort årrække i redaktørjobbet havde jeg – endelig – fået nok af den ’demokratiske centralisme’ og KAPs ’maoisme’
Men så var jeg aldrig kommet til at bo i London, dengang byen var Swinging London, blive pædagog og arbejde med stofmisbrugere i det københavnske narkomiljø, tage på højskole og blive undervist af Ebbe Kløvedal Reich og Niels Højlund, tage en bifagseksamen i Filmvidenskab på universitetet (på dispensation for manglende studentereksamen) eller bevæge mig ud på den yderste venstrefløj, hvor jeg fandt vej tilbage til journalistikken som underbetalt redaktør af Kommunistisk Arbejderpartis avis, Arbejderavisen.
Den del af mit liv har jeg i øvrigt skrevet lidt mere om, da POV bragte et større tema om 1970’erne i 2016.
Efter en kort årrække i redaktørjobbet havde jeg – endelig – fået nok af den ’demokratiske centralisme’ og KAPs ’maoisme’, og kastede mig ud i tilværelsen som selvstændig freelance journalist. Det er nu 40 år siden.
‘Vi passer ikke alle til karriere-skabelonerne’
Selvom tiden godt nok er en anden i dag, så vil jeg gerne sige til alle de unge, der nu om stunder tudes ørene fulde af, at de skal sikre sig gode karakterer og komme hurtigt i gang med uddannelse og karriere og pensionsopsparing: ”Det kan godt lade sig gøre at blive et rimeligt lykkeligt menneske, selv om man tager et ’fjumreår’ eller to og tænker over, hvilken retning ens liv skal tage.”
Det gør ikke noget, hvis man er lidt ”umoden”, for vi passer jo ikke alle sammen ind i de karrieremæssige skabeloner, som konkurrencestatens fædre og mødre har udformet.
For mit vedkommende blev det til fjorten fjumreår, inden jeg endelig blev moden nok til igen at finde ind på min rette hylde. De havde til gengæld givet mig så megen livserfaring, at jeg har kunnet tære på den lige siden.
Jeg har opnået et over 30-årigt venskab med skuespilleren David Robb, som senest har spillet Dr. Clarkson i Downton Abbey
Som freelance journalist kunne jeg af egen kraft kaste mig ud i opgaver, som jeg selv havde valgt. Det gav mig et liv, som jeg aldrig ville have fået, hvis jeg som karrierejournalist havde siddet på en redaktion, hvor chefer havde udpeget mine arbejdsområder, og mine ambitioner havde koncentreret sig om det næste karrieretrin og den forgyldte pension, der som en perleport ventede ude i horisonten.
Jeg har været i den enestående situation, at der aldrig er nogen chefer, som har været i stand til at fyre mig, fordi jeg aldrig har været fastansat – bortset fra det halve år på Fyns Tidende.

Hjemme hos Fay Weldon og Michael Palin
Til gengæld har jeg kunnet lave artikler efter eget ønske og tilskyndelse til samtlige landsdækkende dagblade, til de fleste ugeblade og adskillige fagblade samt producere programmer til de fleste danske tv-kanaler.
Jeg mødte og interviewede Oluf Palme i Folkets Hus i Stockholm under hans sidste valgkamp i 1982, hvor han genvandt statsministerposten, inden han blev dræbt i 1986. Fra Kashmir skrev jeg om Sveriges salg af kanoner til Indien. Jeg oplevede Neil Kinnock, da han blev leder og genrejste det engelske Labour-parti. I London har jeg været hjemme og lave interview hos Michael Palin, Fay Weldon, Inspector Morse-skuespilleren John Thaw, og Hercule Poirot-skuespilleren David Suchet fik jeg til at spille på klarinet for mig og fotografen.
Jeg har opnået et over 30-årigt venskab med skuespilleren David Robb, som senest har spillet Dr. Clarkson i Downton Abbey, og som jeg sammen med fotografen Søren Rud første gang interviewede i 1988.
Jeg er blevet forfatter og medforfatter til 9 bøger lige fra en bog om ’det hemmelige’ Rom over Nordisk Films 100-års jubilæumsbog til bøger om klima, natur og mode.
Pludselig eksploderede hele facaden, mens jeg stod og knipsede. Tragisk nok døde bomberydderen, men jeg troede, at jeg havde taget mit livs billede
Det meste er kommet ud fra en personlig interesse og nysgerrighed. En del er også kommet som en tilfældig appelsin i turbanen, som da jeg gennem 10 år blev modejournalist og rapporterede om og analyserede mode til bl.a. ALT for Damerne og Ekstrabladet fra Londons to årlige modeuger. Det kom som en ren tilfældighed ud af en journalistisk nysgerrighed, som kan fortælle en del om, hvordan mit arbejdsliv har udviklet sig.
Nærmeste vidne til en IRA-bombe i London
Efter at have boet over et år i London som 20/21-årig var den engelske hovedstad trængt dybt ind i mit DNA. Og som noget af det første, jeg foretog mig, efter jeg i 1980 var sprunget ud som fuldtidsfreelance, var at tage på reportagerejser til London. Det blev hurtigt sammen med min gode kollega, fotografen Søren Rud.
Allerede den 26. oktober 1981 blev jeg nemlig klar over, at det ikke nyttede noget, at jeg selv forsøgte at tage billeder. Den dag ved 17-tiden stod jeg overfor en Wimpy Bar i Oxford Street, som var udsat for en bombetrussel. Jeg var tilfældigvis kommet forbi og stod bag afspærringerne på den modsatte side af gaden.
Her forsøgte jeg at tage billeder i tusmørket, mens en bomberydder nede i fastfood-restaurantens kælder forsøgte at afmontere IRA’s bombe. Forsøget mislykkedes og pludselig eksploderede hele facaden, mens jeg stod og knipsede. Tragisk nok døde bomberydderen, men jeg troede, at jeg havde taget mit livs billede. Der var ikke en pressefotograf i miles omkreds, så jeg forsøgte at sælge min ufremkaldte film til avisen The Star på Fleet Street og havde allerede dollartegn i øjnene.
Men da de fik filmstrimlen fremkaldt, var den fuldstændig underbelyst, og man kunne intet se af eksplosionen.
Fra den dag af rejste jeg næsten altid sammen med fotograf Søren Rud.

Dansk oliemagnat, der blev modekonge i London
For at kunne finansiere vores reportagerejser jagtede vi altid nye historier, som vi kunne sælge herhjemme.
I vores jagt stødte jeg på en ganske kort historie i The Guardian om en ukendt dansk mangemillionær, som var blevet bagmand for en række af de store modeforretninger i Bond Street og Sloane Street. Peder Bertelsen hed han, og ham måtte vi opsøge. Vores første interview med den dengang 58-årige olie- og modemagnat foregik i hans hovedsæde lige bag Buckingham Palace, og efterfølgende gav han en køretur i sin hvide Rolls Royce rundt til sine forretninger, som omfattede nogle af de største navne i modebranchen.
Det kan du godt glemme. Min eneste interesse i dametøj er at tage det af kvinderne
Han var søn af en hestehandler fra Esbjerg og var som ung kommet ind i oliebranchen, hvor han under oliekrisen i 1972 havde optjent en formue. På et tidspunkt i sine oliehandler var han ved et tilfælde også kommet i besiddelse af en ranch på en bjergskråning i Colorado. En amerikansk ejer af den modsatte bjergskråning ville gerne opkøbe Peder Bertelsens ranch, så han kunne være helt i fred, men danskeren var ikke interesseret i at sælge. Trods mange tilnærmelser blev tilbuddene altid afslået. Endelig mødtes de to bjergsideejere. Her tilbød amerikaneren, at udover et anseeligt beløb ville Peder Bertelsen også få halvpart i alle hans forretningsbesiddelser i London.
”Hvad sælger du?” spurgte Peder Bertelsen.
”Dametøj,” svarede amerikaneren.
”Det kan du godt glemme. Min eneste interesse i dametøj er at tage det af kvinderne,” fastslog den bramfri dansker. Hans finansielle rådgiver var dog af en anden mening og anbefalede ham at slå til. Amerikaneren var nemlig modegiganten Ralph Lauren. På den måde blev hestehandlerens søn fra Esbjerg pludselig en stor spiller i den engelske modeverden.
I løbet af kort tid åbnede han forretninger for Valentino, Armani, Ungaro og andre store modenavne i Bond Street og Sloane Street, og blev økonomisk bagmand for en række engelske designere.
På det tidspunkt var John Galliano i starten af sin karriere, og på vores næste besøg i London mødte vi ham i hans noget beskedne studio, som var indrettet oven på en nedlagt tankstation på New Kings Road
”I skal sgu da også lave noget om mode, drenge,” sagde han og tog os med til en modeopvisning med John Galliano, som han havde i sin stald. Galliano blev siden en af de største stjerner på modens firmament og leder af Dior i Paris, indtil han faldt i unåde efter i en vodka- og kokainbrandert at have råbt antisemitiske udgydelser efter gæsterne på en parisisk café.
“There is no cow on the ice”
På det tidspunkt var John Galliano i starten af sin karriere, og på vores næste besøg i London mødte vi ham i hans noget beskedne studio, som var indrettet oven på en nedlagt tankstation på New Kings Road. Det blev mit første modeinterview. Takket være Peder Bertelsen var vejen banet og interessen vakt.
Gennem de næste 10 år blev det til deltagelse i de to årlige modeuger i London og interview med designere som Vivienne Westwood, Katherine Hamnett, Alistair Blair, Helene Storey, et håndtryk med Prinsesse Diana i forbindelse med en officiel modereception og mange besøg på diverse vinbarer og restauranter med den danske mangemillionær. Og når man spurgte ham, hvordan det stod til med forretningen var hans standartsvar: ”There is no cow on the ice!”
I den sammenhæng stødte jeg også ind i den danske modedesigner Isabell Kristensen. Hun var på det tidspunkt også ganske ukendt. Men hun var interessant for os, fordi hun var dansker, og vi kunne sælge en historie med hende til et dansk magasin.
Vi blev allerede dengang enige om, at når hun engang blev berømt, så skulle jeg skrive hendes biografi og Søren Rud levere billederne. I 2001 ringede de så fra Lindhardt og Ringhof og sagde, at jeg skulle skrive hendes biografi. Det blev min fjerde bogudgivelse.

Brug for lidt faste honorarer
På det tidspunkt havde jeg for en tid sat den skrevne journalistik på stand-by, og arbejdede på Nordisk Film, hvor jeg lavede tv-programmer. Men heldigvis havde jeg en pause mellem to tidsbegrænsede ansættelser, så jeg fik tid til at lave bogen om Isabell Kristensen.
Det gik nemlig ikke altid bare smertefrit i jobbet som skrivende freelancer. I 1980’erne arbejdede jeg i en række år på tidsbegrænsede freelanceaftaler i Danmarks Radios TV-Kulturafdeling, og hen imod årtusindskiftet havde jeg igen brug for at få lidt faste honorarer ind på bankkontoen.
For selvom nogen aldrig har kunnet fyre mig fra en fast stilling, så har jeg til gengæld oplevet at miste kunder i min egen lille butik. Også meget lukrative kunder.
”Sagde du luk lige røven?”
Et eksempel: I mange år leverede jeg sammen med Søren Rud en masse artikler til Ude & Hjemme. Vi havde nærmest en fast aftale. Og de betalte godt. (Det var dengang freelancere stadig blev ordentligt honoreret)
Her lavede vi interviews med unge talentfulde kunstnere lige fra en 18-årig Nikolaj Lie Kaas til en meget ung Annette Heick. Fra London lavede vi interviews med skuespillere, der medvirkede i engelske tv-serier, og danskere, der lavede spændende ting i England. Det stod på i over 10 år.
”Sagde du ’luk lige røven?’,” spurgte han ophidset. ”Ja!” svarede jeg. Så smækkede han røret på, og fra den dag af kunne vi ikke længere sælge til Ude og Hjemme
Men så en dag sidst i 1990’erne, hvor vi havde lavet (endnu) et interview med en ny og upcoming sangerinde, fik jeg en opringning fra bladets redaktionssekretær, som vist nok havde kikket temmelig dybt i whiskyflasken. Han råbte og skældte ud over, at vi ikke havde været ’hjemme hos’ vedkommende, men havde lavet interviewet i hendes agents lejlighed. Det resulterede i en lang usammenhængende tirade om min uduelighed, hvortil jeg til sidst for at få et ord indført afbrød ham med et: ”Luk lige røven og hør!”.
”Sagde du ’luk lige røven?’,” spurgte han ophidset. ”Ja!” svarede jeg. Så smækkede han røret på, og fra den dag af kunne vi ikke længere sælge til Ude og Hjemme. Hvad jeg aldrig fik fortalt ham, var, at den pågældende sangerinde pga. private forhold ikke ville have os hjem til sig, og det respekterede vi selvfølgelig. Men det kostede en stor kunde.

Det samme skete, da Sissel Kjyrkjebø blev gift med Eddie Skoller, og de købte en villa i Charlottenlund. I mange år havde vi lavet artikler til det store norske dagblad VG, som nu ønskede en historie og et billede af Sidsels og Eddies hus og have. Problemet var blot, at de havde købt et sted med en høj hæk rundt omkring for netop at være fri for nysgerrige blikke.
”Så find en stige, og kravl op og tag et billede ind over hækken,” lød beskeden fra Oslo. Det ville vi selvfølgelig ikke, fordi vi respekterede deres ret til at privatliv – og at det i øvrigt ville være i strid med god presseetik.
Bum! Så hørte vi heller aldrig fra VG.
Man skal investere sig selv
Det, jeg vil fortælle med denne historie, er, at man skal investere sig selv i de ting, man laver.
Det har selvfølgelig sin risiko. Men det giver også et bedre resultatet, som du kan være stolt af og stå inde for.
Samtidig kan det også give venskaber og kontakter, som du har resten af dit liv. En af fordelene ved at arbejde på egen hånd er, at jeg selv har opsøgt de skuespillere, kunstnere, forfattere, politikere og erhvervsfolk, jeg har lavet (og laver) interviews med. Det er sket gennem deres agenter, gennem personlige kontakter eller ved direkte henvendelse. På den måde er det blevet til selvstændige solohistorier og ikke blot en del af en række samlebåndsinterviews, hvor grupper af journalister er blevet fløjet ind i forbindelse med en filmpremiere eller et PR-stunt.
Selvfølgelig betyder det, at du går glip af en masse nemme og hurtige historier. Til gengæld føler dit ’offer’ sig mere personligt forpligtet, end hvis du blot er endnu en journalist, der har stået i kø og ventet uden for en hotelsuite på, at det blev hans tur.
Det bliver aldrig et samlebåndsarbejde, hvor du bare skal have gjort noget færdigt, fordi en redaktør eller redaktionssekretær forventer, at du afleverer ’et eller andet’ inden deadline.
Det skal også være en opfordring til at kæmpe for og sikre ordentlige aflønnings- og arbejdsforhold for freelancere inden for alle typer fag
Og jeg er stadig freelance bl.a. som ’portrætredaktør’ her på POV International. På grund af den lange jule- og nytårsdvale var det ikke været muligt at opdrive nogen, som kunne lægge mundtøj til et portrætinterview. Derfor skrev jeg denne – måske lidt selvforherligende – historie om, hvordan det godt kan lade sig gøre at skabe sig en form for karriere, selvom – eller måske netop – fordi jeg tog mig fjorten fjumreår.
I dag, hvor arbejdsmarkedet bliver stadig mere fragmenteret, og flere og flere inden for mange brancher i fremtiden kan se frem til at være en del af det ’prekariat’, som vil bestå af freelancere og løsarbejdere, kan det måske oven i købet være en inspiration til at gå sine egne veje. Samtidig skal det også være en opfordring til at kæmpe for og sikre ordentlige aflønnings- og arbejdsforhold for freelancere inden for alle typer fag. Sådan er det nemlig ikke i dag. Og slet ikke inden for journalistfaget.
Topfoto: Forfatteren og Søren Rud i deres redaktionslokale på et værelse på Regent Palace Hotel i London. Foto: Søren Rud.
[/expander_maker]
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her