FV26 // ANALYSE – Selv om krav, røde linjer og modsatrettede mål har tårnet sig op, er en regering med Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale fortsat det mest sandsynlige udfald, skriver Helle Ib. Men ormen må gnave rundt omkring som følge af uforudsigelighedens mester, Lars Løkke Rasmussen.
Fredag blev de første indledende sættemøder afviklet med syv partier i forhandlingerne om en ny regering. Det foregår i et politisk landskab, hvor de parlamentariske muligheder tegner sig bøvlede og brogede.
Valgets tale var ikke én knusende og klar fortælling, men en række pointer, som centrale politikere forsøger at sætte sig på, og som kommer til at præge forhandlingerne om regeringskonstellationer og politisk indhold.
Hvad kan Lars Løkke finde på for at fravriste S-formanden styrepinden? Hvilken pris er han reelt villig til at betale for at kunne dominere spillet?
Uanset hvordan spillet om magten ender i denne omgang, tyder alt på, at en ny regering kommer til at operere på det historisk velkendte mix af noget halvblåt og rødt.
Selv om krav, røde linjer og modsatrettede mål har tårnet sig op, er en regering med Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale fortsat det mest sandsynlige udfald. Men ormen må gnave rundt omkring som følge af uforudsigelighedens mester, Lars Løkke Rasmussen (M).
Lars Løkke havde peget på sig selv som kongelig undersøger, og forud for mødet med Mette Frederiksen (S) og andre socialdemokratiske topfolk fredag lød det, at Løkke havde “svært ved at se det store og vilde perspektiv i det, Socialdemokratiet havde linet op”.
Der er tre grunde
Tre hovedgrunde taler dog fortsat for, at det må ende med en centrum-venstre-regering:
For det første er det for flere af partilederne personligt knald eller fald:
Mette Frederiksen, Pia Olsen Dyhr (SF) og Martin Lidegaard (R) skal til ministerfadet, ellers er de næppe at finde på Christiansborg ved næste valg. Dette fremmer fleksibiliteten, selv om alt ser svært ud nu. Og Lars Løkke Rasmussen?
De intense momenter mellem Løkke og DF’s Morten Messerschmidt under partilederdebatten onsdag i Publicistklubben må umiddelbart eliminere enhver tvivl. Løkke vil i regering eller andet stort og nøjes naturligvis ikke med rollen som støtteparti for en borgerlig regering, selv om Messerschmidt snedigt og taktisk storsindet tilbød sig på den anden plads i sidevognen.
Men det står også klart, at vejen til Løkkes indflydelse på en ny regeringsdannelse står og falder med, at han rent faktisk har noget at true Mette Frederiksen med.
Derfor gnaver ormen.
Hvad kan han finde på for at fravriste S-formanden styrepinden? Hvilken pris er Løkke reelt villig til at betale for at kunne dominere spillet?
Dette spørgsmål rumsterer på Christiansborg i disse dage.
Alternativerne har et urealistisk skær
Den anden grund til, at en centrum-venstre-regering trods alt er det mest sandsynlige udfald, er, at alternativerne har et urealistisk skær over sig.
Selv om Lars Løkke nok skal få fremtvunget nogle forsøg på at skabe et nyt bredt midterprojekt, får han næppe succes med at få Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen til at “komme ned” fra træet, som hans opfordring lød på valgnatten. Med Venstres og Troels Lund Poulsens katastrofale valgresultat er det tæt på utænkeligt, at Venstres mandater bliver brugt til at sikre Mette Frederiksen endnu en periode i Statsministeriet.
Et gæt herfra: De Konservative kommer ikke til at gå i regering med Mette Frederiksen som statsminister
På valgnatten i Venstres lokale på Christiansborg gik snakken mand og mand imellem på, om de gamle og nært forbundne, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen, kunne lykkes med snedigt at pakke kortene i fællesskab, så de borgerlige efter flere kongerunder pludselig ender med at kunne fravriste Mette Frederiksen magten. Hvordan dette præcist skulle udfolde sig, og hvordan fænomenet Messerschmidt i så fald skal håndteres, henstår dog fortsat i det uvisse.
Det samme gør forestillingen om, at De Konservative måske kunne træde til og hjælpe en ny midterregering, frigjort fra yderfløjene, til verden. Mona Juuls sympatiske attitude og venlige forhandlingsåbenhed, den socialgrønne profil og afvisningen af at glide i ét med det, Løkke har betegnet som det “blå-sorte” gruppearbejde, har givet næring til spekulationerne om et K-hop.
Et gæt herfra: De Konservative kommer ikke til at gå i regering med Mette Frederiksen som statsminister.
Et nyvalg vil næppe ændre billedet
For det tredje er der ikke udsigt til eller nogen som helst sikkerhed for, at et hurtigt nyvalg umiddelbart kan stille centrum-venstre-partierne i en markant bedre situation end nu. Det taler for, at partierne må hugge til og enes, og at der ikke skal gå flere måneder, før Danmark har en ny regering.
Verdens urolige tilstand giver de centrale partier et ekstra alibi for at moderere egne budskaber
Enhedslisten og SF kan ikke satse på ægte rødt. Lars Løkke Rasmussen kan miste momentum, hvis han spiller sine kort for hårdt og langtrukkent. Og Mette Frederiksen, der tabte næsten en tredjedel af sine personlige stemmer og måtte se Socialdemokratiet gå tilbage i hele landet, får næppe en bedre chance end nu for at gå over i historien som den S-leder, der sikrede magten tre valg i træk.
Skal man lægge S-lederens ord til grund om, at hun går efter en “stabil” regering, der også kan samarbejde bredt, forestår der et større tillids- og afklaringsarbejde.
Men verdens urolige tilstand, krigen i Mellemøsten og de seneste advarsler fra Nationalbanken om mådehold i finanspolitikken af hensyn til inflationsrisikoen giver de centrale partier et ekstra alibi for at moderere egne budskaber om f.eks. velfærdsforbedringer.
Alvoren, skabt af geopolitiske udfordringer, rykkede tilbage i dansk politik straks efter, at valgstederne lukkede. Det kan præge billedet hele vejen rundt efter fire uger, hvor pengene ellers sad løst.
At Enhedslistens Pelle Dragsted efter sit eget møde fredag med Mette Frederiksen talte om optimisme og “vilje til at lytte og bøje sig mod hinanden”, vidner om, at Dragsted ikke lader sig caste som en upragmatisk yderfløjs-umulius, der forhindrer et centrum-venstre-flertal i at blive brugt.
Eller sagt med andre ord: Selv om Enhedslisten gør sig enorme anstrengelser for at undgå ydmygelser i stil med dem, de måtte lægge ryg til fra 2011 til 2015 under Thorning og Corydon, vil Dragsted i denne fase ikke forære Lars Løkke et alibi for at forsøge at kappe Enhedslisten helt af.
Intet er sikkert
Det mudrede politiske billede betyder under alle omstændigheder, at indholdet af et regeringsgrundlag kan blive en blandet affære.
På de mest kontroversielle områder, især i den økonomiske politik, må vælgerne forvente, om ikke handlingslammelse, så noget, der ligner små hop på stedet, hvis centrum-venstre-partierne ender med at være med i eller muliggøre en ny S-ledet regering.
Stilstand eller spark til hjørne er måden at holde sammen på i umage regeringskonstellationer, og partierne må så give den fuld gas på de felter, hvor den politiske fællesmængde er større.
Som ved andre valg står det klart, at vælgerne ikke har sammensat et folketing, der vil kaste et markant kursskifte af sig i den ene eller den anden retning.
Historisk viser erfaringerne fra dansk politik, at kreativiteten er stor i munden på en toppolitiker, der må skifte standpunkt eller position
Der er ikke flertal for Mette Frederiksens formueskat eller store skattestigninger for borgere eller erhvervsliv. På tværs af Folketinget er der flertal for at fortsætte den reformkurs, der gennem årtier har gjort det danske samfund rigere og skabt muligheder i den økonomiske politik, som andre lande, ikke mindst i krisetider, må misunde. Men der er hverken flertal for et markant højreryk a la LA-model eller venstrefløjens fantasier om mindre arbejde og endnu flere velfærdsforbedringer, finansieret gennem øgede skatter og afgifter.
Der er flertal for en fortsat stram udlændingepolitik, men ikke for at lade Danmark gå enegang og stemple helt ud af internationale konventioner.
Løft af folkeskolen, grisevelfærd, nationalt sprøjteforbud, renere drikkevand og opprioritering af de grønne dagsordener, større fleksibilitet på pensionsområdet og håndsrækning til iværksættere må være blandt de områder, hvor en centrum-venstre-regering kan enes. Det samme gælder de store linjer i EU-politikken og på forsvarspolitikken.
De kommende uger vil vise, om der bliver trængsel på træstammerne, når nogen skal bevæge sig ned fra toppene.
Hvis viljen er til stede, bobler argumenter og forklaringer som regel op af vandet. Historisk viser erfaringerne fra dansk politik, at kreativiteten er stor i munden på en toppolitiker, der må skifte standpunkt eller position.
Derfor tyder meget fortsat på, at Danmark efter nogle besværlige kongerunder og forhandlinger kan få en S-SF-M-R-regering. Men intet er sikkert, og Lars Løkke Rasmussens høje cigarføring taler for, at han må tage sig dyrt betalt politisk, hvis han skal ende med at forsvare en S-ledet regering uden andre hel- eller halvblå partier end sit eget.
Læs mere af Helle Ib i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og