YTRINGSFRIHED // KOMMENTAR – Paludans ytringsfrihed skal forsvares, selv når han udmaler konfrontation og krig mod det han kalder De Fremmede Fjender. Men den absolutte ytringsfrihed er en fiktion, som aldrig har eksisteret, hverken i praksis eller paragraffer. At møde Paludans hang til kaoskræfter og personrettede krænkelser med den orden, der ligger i lovens bogstav og gældende retspraksis, er et rationelt svar på hans adfærd.
I skæret af flammerne fra en brændende koran indsvøbt i bacon står en gruppe teenagedrenge bevæbnet med deres mobiltelefoner og synger i kor “De skal ikke integreres, de skal hjem, de skal ikke integreres, de skal hjem… ”. Bag dem ligger spredte boligblokke. Og foran dem står kapelmesteren, der sætter sangen i gang, Rasmus Paludan.
Sangens omkvæd er et ekko af det paradigmeskifte, fra integration til hjemsendelse, som blev vedtaget i Folketinget d. 21. februar.
En skikkelse fra samfundets underbevidsthed
Mange debattører og politikere har i den seneste uge gentaget credoet om, at vi kollektivt bør ignorere Paludan. Det er da også fristende at forsøge at fortrænge den groteske politiske skikkelse, der ligner noget, der er steget op fra historiens dyb eller fra samfundets underbevidsthed. Men det fortrængte vender tilbage i forvrænget form. Og vi er for længst forbi det punkt, hvor det er en mulig strategi at ignorere ham.
Når Paludan frem for fortrængningens tusmørke kræver fortolkningens lys, er det ikke mindst fordi han har etableret en digital platform, der netop på grund af det ofte grotesk-komisk-krænkende har fået kolossal udbredelse blandt de unge. I almindelige gymnasieklasser, hvor den politiske bevidsthed er stærkt svingende, er han en af ganske få politiske figurer, som alle elever uden undtagelse kender.
“Det er partiets politik, at islam skal være forbudt i Danmark” – Stram Kurs
Langt de fleste, der ser og hører ham, ved godt, at han er en tragikomisk klovn. Og politikere over hele spektret lægger afstand til ham. Men samtidig spejler han i skiftevis fortættet, forstørret eller forvrænget form ideer om muslimer, der allerede har et vist greb i vores forestillingsverden.
De fremmede fjender og den femte kolonne
På hjemmesiden for Paludans parti Stram Kurs, kan man læse om hans visioner for Danmark. Paludan drømmer om en mere homogen befolkning præget af det, han kalder “etnonationalistisk sammenhængskraft”.
“Det er partiets politik, at Danmark skal være landet for danskere. Det er personer, som har etnisk, kulturelt, religiøst, sprogligt og normativt fællesskab.”
Som følge af denne målsætning om et mere etnisk ensartet Danmark er partiprogrammet klinisk renset for ordet integration, mens hjemsendelser optager så meget desto mere plads.
I Paludans ideverden er islam og muslimer det farligste fremmedelement for den nationale sammenhængskraft. En tankefigur, der virker velkendt. Løsningsmodellen er til gengæld radikal:
“Det er partiets politik, at islam skal være forbudt i Danmark.”
“De fremmede fjenders blod vil ende i kloakken, hvor de fremmede fjender hører hjemme” – Rasmus Paludan
Udover forbudstanken, der ikke harmonerer med de frihedsrettigheder Paludan anser sig selv som eksponent for, benytter han en fuldtonet krigsretorik, når han omtaler ”De Fremmede Fjender” og ”Den Femte Kolonne, der”, ifølge Paludan, ”er et meget lille antal danskere, der hjælper De Fremmede Fjender med at undergrave Danmark”.
”Floder af blod”
1. oktober 2016, i en periode, hvor Paludan er tilknyttet partiet Nye Borgerlige, holder han en tale ved en demonstration for den antiislamiske bevægelse For Frihed i Nyhavn. Paludan er iklædt en lang, koboltblå frakke, der måske i hans egen selvforståelse, giver ham lidt af den aura, der omgav den lille korsikaner, Napoleon. Paludan taler som en antiislamisk feltmarskal. Krigen er omdrejningspunktet. Den uundgåelige endelige krig mellem de ”mindst 350.000” fremmede fjender – Paludans betegnelse for muslimer i Danmark – og danskerne.
Mens han taler, sidder masser af allierede, ifølge Paludan, ”hjemme og klargør deres våben og øver sig på at ramme med deres rifler. Det er desværre nødvendigt…”
Den lille mand i den koboltblå frakke taler sig gradvis op i et crescendo for til sidst at nå den ultimative dæmonisering: ”de fremmede fjender ønsker at dræbe danskerne”.
Og så følger et blodigt klimaks, der samtidig på baggrund af det ekstreme fjendebillede får karakter af en slags katarsis – en renselse – i talens dramaturgi:
”Vi vil kæmpe side om side med politi og Hjemmeværn, som udgør vores brødre, vores gader og stræder vil blive forvandlet til floder af blod. Og de fremmede fjenders blod vil ende i kloakken, hvor de fremmede fjender hører hjemme.”
Personlig chikane og racismedom
Paludans aktivistiske praksis har to hovedakser: racistisk chikane mod enkeltindivider af anden etnisk oprindelse og racistisk chikane, ydmygelse, hån og nedgørelse af den muslimske minoritet og sorte som kollektiver.
Mit første møde med Paludans propaganda var en plakat på en lygtepæl. Overskriften lød: “Stram kurs’ Top 20 – De Skal Ud – evt. med faldskærm”. Plakaten udråbte 20 navngivne personer som uønskede i landet. Fem af dem kendte jeg som gode facebookvenner. Det var to sorte kvinder, en mand og en kvinde af palæstinensisk herkomst og en kvinde med iranske rødder. Alle lovlydige borgere. Men med en etnicitet, der ikke passede ind i Paludans etnisk rene rige.
Enkeltindivider, udsat for en grænseoverskridende offentlig krænkelse, som var helt uden politisk fernis. Det var chikanens skingre sprog, der lød fra den plakat. Muligvis efterfulgt af den tragiske klovns urovækkende latter.
En af personerne på listen, Bwalya Sørensen, fik senere et særligt besøg af Paludans bizarre krænkelses-karavane. Han tog opstilling i nærheden af hendes hjem og indspillede en video til sine mange tusind følgere. I videoen karakteriserede han Bwalya Sørensen som småt begavet i lighed med de ”fleste n… i Sydafrika”. Og hævdede desuden, at årsagen til de problemer, der er i Sydafrika i dag, er, at landet ledes af ANC – Nelson Mandelas gamle parti – som ifølge Paludan er ”IQ70-personer” (en IQ på grænsen til det udviklingshæmmede). Derefter pointerede han, at ”personer fra lav-IQ-befolkningsgrupper, jo ikke magter at styre en nation”.
Rasmus Paludan fik d. 5. april en dom for sin racistiske propagandavideo, der trækker på renlivet biologisk racisme.
Uromagerne var ikke alene tankeløse idioter med en helt uacceptabel adfærd, de var også nyttige idioter, som spillede efter kapelmesteren Paludans partitur
En dom Paludan har appelleret. Han tolker nemlig situationen helt anderledes. Ifølge ham er det Bwalya Sørensen, der er racistisk, fordi den bevægelse, hun er forkvinde for, hedder Black Lives Matter. Paludan gik således efter dommen til modangreb, offentliggjorde Bwalya Sørensens adresse og annoncerede en ny demonstration ved hendes hjem.
Bwalya Sørensen er siden kommet under politibeskyttelse. D. 13. april kl. 2 om natten fik hun brug for den overfaldsalarm politiet har udstyret hende med. Der lød et pludseligt højt smæld mod vinduet og bagefter kunne hun chokeret iagttage lange røde baner, der silede ned ad ruden – det viste sig at være ketchup.
Paludans triumf
Søndag d. 14. april på Nørrebro havde Paludan sin hidtil største aktivistiske triumf. Missionen har hele tiden været at forsøge at fremprovokere en voldelig reaktion. Med hans egne ord efter optøjerne er det ”en del af det, jeg gerne vil vise”. Paludans foretrukne gloser, når han drager rundt med krænkelses-karavanen er ord som “samfundstabere”, “ludere”, “lortemuslimer” “homomuslimer”, “kriminelle” og “pædofile”. Med sine systematiske forhånelser forsøger han at fremkalde en modreaktion, der kan fungere som levende illustration af hans propagandapointer.
På Nørrebro lykkedes missionen. Uromagerne var ikke alene tankeløse idioter med en helt uacceptabel adfærd, de var også nyttige idioter, som spillede efter kapelmesteren Paludans partitur. Og frem for at begrænse hans ytringsfrihed, forstærkede de de facto hans ytringer som en kolossal levende megafon.
Som aktivist må Paludan betegnes som en slags agent provocateur, der helt bevidst tilstræber at fremprovokere en forbrydelse – her voldelige optøjer – der ellers ikke havde fundet sted. Det fratager ikke de voldelige uromagere ansvaret for det, de gør, men at skrive Paludan ud af ligningen på grund af optøjernes heftighed giver en amputeret og forfejlet analyse.
Det er også skævt, når Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik i en leder 17. april falder for Paludans propagandapointe og gør urolighederne på Nørrebro til et særligt islamisk fænomen – eller endnu et eksempel på ”ytringsfriheden og dens forhold til islam”.
”I studerende benytter jer af retten til at kaste det åndelige smuds i flammerne” – Joseph Goebbels, 1933
Andre borgerlige stemmer leverer heldigvis mere klarsynede kommentarer. Fx den konservative Rasmus Jarlov, som ellers ikke er kendt for at tage med fløjlshandsker på muslimer. D. 16. april skrev han på Twitter:
”Men det er svært at få øje på en pointe i Paludan. Det er jo ikke noget særligt for muslimer, at hvis man målrettet og vedvarende provokerer folk, så meget man overhovedet kan, bliver nogle af dem aggressive.”
Så sandt. Og stiller man sig op foran en gruppe Brøndbyfans og brænder deres flag af, mens man forbander deres ”luderklub”, kalder træneren ”pædofil” og råber ”lortefans” efter dem, kan man nok også forvente optøjer.
Bogafbrændingens lange skygger
Martin Krasnik slår i sin leder også til lyd for den holdning, at afbrænding af koranen er en politisk ytring, der er omfattet af ytringsfriheden og som derfor tilsyneladende er ukrænkelig uanset tid og sted. Om bogafbrænding kan sidestilles med andre politiske ytringer kan diskuteres, men uanset hvad bør det ikke bagatelliseres.
Mener ytringsfriheds-absolutisterne mon også, at vi uden videre bør acceptere, at en erklæret antisemit tager opstilling med sit følge foran synagogen i Krystalgade eller foran den jødiske skole og afbrænder Toraen, mens han råber ‘luderbog’, ‘lortejøder’, ‘affald’, ‘de skal ud’?
Når bogafbrænding rettes mod en minoritet, som man eksplicit ønsker fjernet fra Danmark, er de historiske associationer uundgåelige. De knitrende flammer fra bøgernes blade kaster ikke alene en skamløs krænkelse over en minoritets hellige bog. De kaster også skygger, der strækker sig langt tilbage i historien til kætterprocesserne i middelalderen, hvor vognlæs af den jødiske Talmud blev brændt af i Paris. Skygger der flakker uroligt henover den tyske 1800-talsdigter Heinrich Heine, som i dramaet Almansor efter en koranafbrænding ildevarslende lader hovedpersonen udtale: “Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker“. Og skygger der når et sort zenit i Berlin 1933, Opernplatz, hvor Joseph Goebbels forestår bogafbrændinger ved en studenterdemonstration under parolen “Imod den utyske ånd”. Mens flammerne rejser sig og knitrer og buldrer, taler og taler den lille sorthårede propagandaminister i ildens skyggefulde skær:
“Den outrerede jødiske intellektualismes tidsalder er nu forbi”, proklamerer han, ”I studerende benytter jer af retten til at kaste det åndelige smuds i flammerne”.
Antisemitten foran Carolineskolen
Jeg mener selvsagt ikke, at Paludan snart brænder mennesker i stedet for bøger. Men jeg mener, at hans rituelle afbrænding af koranen har en historisk resonansbund. Afbrændingen foregår ikke i et tomrum eller et abstrakt, principielt nu, den er spundet ind i vores konkrete fællesmenneskelige historie, dens erindringer, dens smerte, dens forbrydelser og uendelige dårskab.
Nazisterne brændte storslået jødisk litteratur: Sigmund Freud, Franz Kafka, Stefan Zweig, Joseph Roth, Walter Benjamin, Heinrich Heine….
Mener ytringsfriheds-absolutisterne mon også, at vi uden videre bør acceptere, at en erklæret antisemit tager opstilling med sit følge foran synagogen i Krystalgade eller foran den jødiske skole og afbrænder Toraen, mens han råber ‘luderbog’, ‘lortejøder’, ‘affald’, ‘de skal ud’? Hvis en person har den patologiske racistiske trang, kunne politiet bede ham finde et andet sted at få afløb for den end foran synagogen eller den jødiske skole. Og der ville i mine øjne ikke gå det mindste skår af ytringsfriheden som princip af den grund.
Tilsvarende bør det være muligt at omdirigere Paludans ustyrlige trang til at krænke, chikanere, ydmyge og dæmonisere muslimer, så den ikke udfoldes lige i ansigtet på den minoritet, han så gerne vil forhåne og forvise fra landet.
Alle ytringer er ikke frie
Det er en misforståelse at tro, at ytringsfriheden er absolut og kan udfoldes, hvor og hvornår man måtte ønske det. Men også den misforståelse synes Martin Krasnik at stå som eksponent for i sin leder. “Alle ytringer er fri”, lyder det fra chefredaktøren, ”særligt dem, 99,99 procent af samfundets øvrige borgere finder afskyelige”. Princippet om, at ytringsfriheden ikke mindst skal gælde vores modstandere, er glimrende og grundlæggende. Men at postulere, at alle ytringer er fri, er en ideologisk illusion uden forankring i paragraffer, præcedens og praktisk virkelighed.
Den absolutte ytringsfrihed er en fiktion, som aldrig har eksisteret, hverken i praksis eller paragraffer
Alle ytringer er ikke frie. I grundloven understreges det, at ytringsfriheden er “under ansvar for domstolene”. Det vil sige, at lovene fastsætter grænserne for ytringsfriheden. Straffeloven har en racismeparagraf, en paragraf om injurier, en om trusler og en om opfordringer til vold; det er også ulovligt at tilstræbe ”at fremkalde voldshandlinger eller hærværk«.
Politivedtægten, om politiets sikring af offentlig orden, fastlægger yderligere grænser for absolutisternes utopi om den ubegrænsede frihed og formløshed. Her hedder det fx ”Det er forbudt at udvise uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse”. En paragraf, som ikke bør tolkes for puritansk.
Underkendes ens ytringsfrihed ved de danske retsinstanser, kan man appellere til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – som journalisten Jens Olaf Jersild gjorde det med succes i 1994 efter en dom for racisme. Men heller ikke her finder man retligt grundlag for den grænseløshed Krasnik forfægter. I Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som specifikt skal beskytte individets rettigheder, herunder ytringsfriheden, handler artikel 17 om “forbud mod misbrug” af selvsamme rettigheder. Og det understreges i artikel 10 stk. 2 om ytringsfriheden, at “udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar”, hvorefter det udspecificeres, at det implicerer restriktioner i ytringsfriheden.
De retslige eksperter
En af Danmarks førende advokater på menneskerettighedsområdet, Tyge Trier, konstaterer i forbindelse med Paludans aktivisme: “At afbrænde koranen eller overhælde den med urin i det offentlige rum er ikke beskyttet af ytringsfriheden….Det er en fejlslutning, at dansk og international lov sikrer koran-aktionerne i det offentlige rum. Retspraksis om ytringsfrihed viser det modsatte”.
En kraftig korrektion af Krasniks absolutistiske “alle ytringer er fri”.
Jørn Vestergaard professor i strafferet udtaler på Twitter helt parallelt med Tyge Trier:
”Ingen har ubetinget ret til offentligt at skænde religiøse skrifter og fremture med hatespeech for at fremkalde sociale uroligheder. Det krænker ikke ytringsfriheden, at politiet begrænser adgangen til at bestemme, hvor og hvornår man kan fremture med den slags provokationer”
Omvendt har direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, udtrykt bekymring over det demonstrationsforbud, der blev udstedt mod Paludan på Nørrebro mandag. Han formulerer en frygt for, at vi lader voldsmænd diktere ytringsfrihedens grænser. Og skitserer en mulig glidebane, hvor ”folk generelt ikke vil ytre sig eller tør ytre sig”. Christoffersens hypotetiske glidebaneperspektiv, som undlader at rette blikket mod den faktiske retspraksis, er dog ikke uforeneligt med Tyge Trier og Jørn Vestergaards positioner.
Det er jo ikke at lade voldsmænd råde at følge to yderst ikke-voldelige juristers fortolkning og undersøge om Paludan overskrider ytringsfrihedens grænser og om politiet inden for gældende ret kan begrænse, hvor og hvornår krænkelses-karavanen kan udfolde sig. Tværtimod er det en rationel tilgang i et retssamfund. Det er meget langt fra vilkårlighedens tyranni. Det er at efterspørge analyser og afgørelser baseret på paragraffer og præcedens. Civiliserede reguleringsmekanismer for vores omgang med hinanden.
Paludans ytringsfrihed skal forsvares, selv når han udmaler konfrontation og krig med De Fremmede Fjender. Men den absolutte ytringsfrihed er en fiktion, som aldrig har eksisteret, hverken i praksis eller paragraffer. At møde Paludans hang til kaoskræfter og personrettede krænkelser med den orden, der ligger i lovens bogstav og gældende retspraksis, er et rationelt svar på hans adfærd. Hvor grænserne går skal ikke afgøres vilkårligt af folkelige fornemmelser eller af Paludans diabolske fantasi, men derimod af kyndige folk med forstand på frihedsrettighederne og deres forvaltning i virkelighedens verden.
POV er et uafhængigt, læserstøttet medie.
Kan du lide Steffens artikler, kan du støtte hans arbejde via hans
MobilePay på 31902272
Foto: Facebook.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
