FORLADT // INTERVIEW – “Jeg sveder altid, når jeg bliver nervøs, siger hun og tager sin oversize ruskindsjakke – som er købt second-hand – af. Under jakken er hun iført sorte støvler, en sort T-shirt og sorte skinny jeans.” I 2017 bliver Emilie forladt af sin mand Markus. Han får et sammenbrud en dag, går en tur og kommer aldrig tilbage. Det talte hun med Mai Trosborg Rasmussen om en oktoberaften på DOKK1 i Aarhus.
“Jeg var bjergtaget fra starten”, siger Emilie som indledning til min samtale med hende i oktober sidste år, da vi mødtes på DOKK1 i Aarhus.
– Kan du beskrive dit første møde med Markus?
“Det var i sensommeren 2005. Jeg var flyttet til Aarhus i foråret for at læse, da jeg skulle starte på universitet sommeren efter. Jeg fik et studiejob, og på jobbet ser jeg den her fyr med et meget stort, lyst hår komme kørende frem og tilbage på en palleløfter med varer.”
Han strålede. Det lyder egentlig ikke særlig maskulint, men det var han. Han var meget opsigtsvækkende, bar sig selv meget selvsikkert og ret kækt
“Jeg lagde virkelig mærke til ham, fordi han var det, jeg vil beskrive som radiant. Han strålede. Det lyder egentlig ikke særlig maskulint, men det var han. Han var meget opsigtsvækkende, bar sig selv meget selvsikkert og ret kækt.”
Bjergtaget
“Jeg blev virkelig bjergtaget af ham fra start, og jeg var tiltrukket af hans energi. Det er sådan, jeg husker, de allerførste gange, jeg så ham.”
“Vi datede eksklusivt i ret lang tid, men det var uklart, hvad vi var, og det var ikke godt nok til mig. På det tidspunkt boede han i en kælder et meget fint sted hos sin mor og hendes nye mand, så jeg sagde farvel til hans mor, tog mine gode sager og cyklede hjem.”
Emilie fortæller, at hun havde det fint efter bruddet med Markus og også var på date med mange andre fyre hen over den samme sommer. Men senere på sommeren kontakter Markus hende igen og inviterer hende på en skovtur:
“Jeg var i tvivl, da jeg var begyndt at se en anden. Det var meget at kaste over styr, men jeg havde noget uforløst. Markus havde noget ret magisk over sig, som sagt. I skoven sagde han, at gerne ville være min kæreste. Der var ikke noget pakken ind. Det var meget direkte og meget planlagt.”
Emilie sagde ja. Hun kunne ikke andet, forklarer hun og tilføjer, “jeg husker ikke, at jeg gjorde mig bekymringer overhovedet. På det tidspunkt var min verden mine single-veninder, mit studie og min familie.”
– Hvordan var jeres forhold?
“Vi fik at vide, at vi passer godt sammen. Han er pæn og jeg er en talende person. Jeg har altid følt mig hjemme sammen med ham. Det kan selvfølgelig godt virke lidt billedskønt, men jeg har aldrig tænkt, at forholdet var kunstigt, måske mere, at det var meget poetisk.”
To år efter deres brud, sender Markus en besked til Emilie. Han er begyndt at drømme om hende og vil rigtig gerne ses, siger han. De mødes til en kop kaffe
Men vi var to ret forskellige steder. Han var ikke rigtig tilpas i sin elevstilling, og jeg prioriterede mit studie alt for højt, så efter to år bryder vi. Det var meget udramatisk.”
“I en bil fortæller han mig, at han gerne vil holde en pause. Han har ringet til min far og sagt det. Det bliver jeg rasende over, så i stedet for at vi holder en pause, bryder jeg. Jeg husker faktisk ikke, at jeg var helt vildt ked af det. Jeg var mere vred.”
To år efter deres brud, sender Markus en besked til Emilie. Han er begyndt at drømme om hende og vil rigtig gerne ses, siger han. De mødes til en kop kaffe.
Uafsluttet
“Jeg blev glad for, at jeg havde haft betydning”, fortæller Emilie. Hun begynder at se Markus igen og de ses fire-fem gange.
“Det blev – for mig i hvert fald – igen ret magisk og meget betydningsfuldt. Hvis jeg skal være ærlig, har jeg nok godt kunnet fornemme, når vi mødtes, at han gerne ville noget mere, men jeg var et andet sted og kunne ikke rigtigt overskue at forholde mig til konsekvenserne ved at tillade det at udfolde sig.”
“Jeg så andre fyre og havde også en kæreste på et tidspunkt.”
Det bliver for svært for Markus at ses på den baggrund, så han bryder al kontakt til Emilie og beder hende om ikke at kontakte ham, hvilket hun respekterer. Men år senere, om foråret bliver de ved at støde på hinanden alligevel, fortæller hun:
“På det tidspunkt havde jeg lige afsluttet et forhold, hvor der ikke var plads og luft. Da jeg møder Markus, får jeg følelsen af at være okay, og at alt er okay. Det var som at trække vejret helt ned i lungerne en frostklar dag. Der er et savn, som jeg ikke helt kan definere.”
“Jeg kan mærke, at jeg får lyst til at se ham igen og tænker egentlig ikke over, hvorfor. Jeg foreslår, at vi drikker en kop kaffe. Han synes, vi skal spise middag sammen, hvilket vi gør.”
“Han virker nervøs. Han griner lidt ad noget, jeg siger, og så sjov er jeg ikke. Det er hans måde ligesom at understøtte mig på”, fornemmer hun.
Jeg kan ikke huske, hvem der tager initiativ til det, men vi kysser hinanden. Han siger, at nu kan han ikke mærke sine fødder. Det tror jeg faktisk, han mener
Markus har fulgt Emilie hjem, fortæller hun og de står i baghaven til Emilies lejlighed:
“Jeg kan ikke huske, hvem der tager initiativ til det, men vi kysser hinanden. Han siger, at nu kan han ikke mærke sine fødder. Det tror jeg faktisk, han mener.”
“Han fortæller mig også, at han har været virkelig forelsket i mig i alle årene, og har håbet på, at det skulle blive til noget. Jeg har været hans benchmark, siger han. Han har aldrig været færdig med at elske mig. Når jeg siger det højt, lyder det mærkeligt.”
Efter forholdsvis kort tid flytter Emilie og Markus sammen. I mellemtiden er Markus begyndt på Journalisthøjskolen og har fundet sig mere til rette i livet og Emilie har skrevet sit speciale færdig.
– Hvordan var det at bo sammen?
“Det var rigtig rart at bo sammen med en mand. Han var meget rolig, og jeg tænkte meget på ham som min jord. Jeg var meget mere udadvendt og opsøgte venner. Han ville gerne være hjemme”, indleder hun og uddyber:
“Når han var ude, var han meget på og spurgte meget ind til andre. Han talte ikke så meget om sig selv, men gav meget af sig selv. Han havde brug for at lade op derhjemme. Det tænkte jeg var et godt modstykke til min mere flyvske energi.”
“Hvis jeg blev irriteret over noget, kan jeg huske, jeg tænkte, jeg hellere ville leve med pletter på gulvtæppet og ham, end med et rent gulvtæppe og uden ham. Det var simpelthen så rart og trygt”, beretter hun og tilføjer:
“Vi havde det så sjovt. Vi legede også meget og lavede skøre ting sammen, fx tog vi altid fri på hinandens fødselsdage og gjorde på en ret eventyrlig måde meget ud af dem.”
Frieri og bryllupsklokker
I sommeren 2014 tager kæresteparret på ferie, fortæller Emilie:
“Vi havde et helt fantastisk roadtrip i Sydeuropa i et par uger. Vi lejer en Fiat 500. Den var egentlig sort, men vi får den byttet til en hvid. Vi bor på Airbnb lokale steder og drikker hjemmedyrket limoncello på en mark. Det er helt vildt dejligt og skønt,” siger hun og fortæller videre:
“I en havneby har Markus booket et værelse på det her vanvittig flotte hotel. Jeg tror først, at vi er kørt forkert. Det er meget paladsagtigt og egentlig slet ikke min stil, men det er smukt, og vildt overraskende hans idé, og på den måde helt min stil.”
“Vi er trætte og tager ud og spiser på det mest snuskede pizzeria, jeg nogensinde har spist på. Jeg kan huske, vi kunne skrive i støvet, så beskidt var det. Det er alt for tidligt på aftenen, og vi er de eneste gæster.”
Han fortæller, at da vi stod i baghaven til min gård og kyssede, vidste han, det var mig, han ville giftes med
“Da vi er tilbage på hotellet og jeg har fjernet min makeup, sidder i mit nattøj og er ved at falde i søvn, tager Markus en ring frem under hovedpuden og frier til mig.”
“Han fortæller, at da vi stod i baghaven til min gård og kyssede, vidste han, det var mig, han ville giftes med.”
Det er egentlig ikke en drøm, Emilie har haft, siger hun: “Jeg havde ikke tænkt, jeg skulle giftes og havde heller ikke forventet det. Ingen at vores venner var blevet gift. Jeg var også ung, eller jeg følte mig ret ung. Jeg må have været 28.”
“Men bagefter har vi det næsten, som om vi er på bryllupsrejse. Vi er helt fra den. Jeg er på månen og helt rundforvirret, kan hverken finde ud af at sove eller spise. Vi skal giftes, og han vil være sammen med mig! Vi er forlovet i to år, inden vi bliver gift.”
“Jeg havde egentlig tænkt, at vi godt kunne holde et mere simpelt og budgetvenligt bryllup, men Markus nævner, at vi ikke er gode til både at være værter og hovedpersoner.”
“Det er sandt, så vi finder et helt fantastisk traktørsted ved vand og skov. Om eftermiddagen er der reception og jazz, og om aftenen dansefest med DJ og knæklys. Det regner lidt. Folk siger, at det bringer lykke. Vi bliver gift i den kirke, Markus’ familie er tilknyttet.”
“Præsten er ven af familien. Der er smukke taler og jeg synger nogle vers og holder en tale. Jeg fortæller ham, at han er min jord og hele min verden. Det føles nærværende og fuld af mening og historie. Der er så meget fint og vi holder en helt fantastisk fest.”
Efter brylluppet har Markus fået en praktikplads, som han har svært ved at finde sig til rette i og Emilie er heller ikke selv så vild med sit eget arbejdsmiljø, men i foråret 2017 får de et afbræk fra hverdagen, da de rejser til USA i fem uger:
“Vi har det virkelig skønt og eventyrligt. Vi taler om fremtiden og køber skørt amerikansk børnetøj.”
Vi kører mere end godt er, og midt i processen sælger vores udlejer bygningen. Der er vi begge slidt ned til sokkeholderne. Markus har det skidt. Han er træt og isolerer sig
Afbrækket varer dog ikke længe, for da de kommer tilbage til Danmark, finder de ud af, at der er skimmelsvamp i deres lejlighed. Det bliver en lang og kedelig sag, der betyder, at parret bor på skift hos familie rundt omkring, mens de begge arbejder udenbys:
“Vi kører mere end godt er, og midt i processen sælger vores udlejer bygningen. Der er vi begge slidt ned til sokkeholderne. Markus har det skidt. Han er træt og isolerer sig.”
“Og mens alt det her står på, har han ikke mod på at finde et sted, vi kan bo. Det er for dyrt, siger han. Så vi fortsætter livet som nomader lidt endnu.”
“Jeg var ikke klar over det dengang, men jeg bliver i virkeligheden nok emotionel fjern og handlingsorienteret, når jeg er presset, særlig når den anden er passiv. Jeg spørger meget ind til Markus behov, men han har aldrig brug for noget.”
“Der har nok ikke været den samme forbundethed. Jeg tænker i dag, at det nok har været hårdt for ham. Han bliver sygemeldt.”
I slutningen af året finder parret imidlertid en lejlighed, og Emilie er virkelig glad:
“Det er bare helt vildt fedt. Jeg oplever, at vi begge er ægte glade. Markus lysner op og gør igen de ting, han holder af. Jeg er så lykkelig, at jeg kunne sprænges. Endelig har vi vores eget sted.”
“Vi er faktisk også ude at kigge på et hus, da Markus gerne vil eje noget. Jeg synes, vi skal vente lidt og bare nyde hinanden. Jeg har fået tilbudt en stilling supertæt på den nye lejlighed. Jeg glæder mig og kan næsten ikke kan sove om natten. Nu kommer der overskud på energikontoen.”
“Vi har en virkelig skøn jul og d. 1. januar får vi nøglerne til vores nye hjem og den base, vi har manglet. Vi fejrer nytår sammen på Markus’ job.”
Som et angstanfald med meget lidt fysik
“Da jeg begynder på arbejde, kører Markus mig. Vi kysser hinanden farvel, og jeg har det, som om vi er nyforelskede. Om formiddagen ringer jeg til ham fra mit arbejde.”
Emilie kan høre på sin mands stemme, at der er noget helt galt, men hun kan ikke finde ud af, hvad det er:
“Det er, som om der næsten ikke er noget stemme eller energi. Han siger, han bare har det dårligt, og jeg ved ikke hvordan, men siger til en kollega, at jeg bliver nødt til at tage hjem. Det har jeg aldrig gjort før.”
“Da jeg kommer hjem, står han i vaskekælderen, hvor han er gået i stå. Han siger, han ikke kan mærke sine ben og arme, og han er helt væk i blikket – som et angstanfald med meget lidt fysik.”
“Jeg tager fat i ham og forsøger at grounde ham, siger, ‘Markus, du er lige her’. Jeg tror, at det er, fordi han er overanstrengt. Han siger, han bliver nødt til at gå en tur.”
Hun ender med at tage hjem til sine forældre. Der går to døgn, hvor hun ikke ved, hvad der foregår
“Det gør mig ked af det. Han har aldrig trukket sig fysisk fra mig før. Det er første gange, jeg oplever, han trækker sig på den måde,” siger hun.
Og det viser sig da også, at Markus heller ikke kommer tilbage:
“Det er januar og mørkt. Alt det, der var helt fantastisk hyggeligt, bliver pludseligt enormt uhyggeligt”, fortæller hun, som ender med at tage hjem til sine forældre. Der går to døgn, hvor hun ikke ved, hvad der foregår:
“Jeg tror, han skriver en sms. Det er faktisk lidt svært for mig helt at huske, fordi jeg bare er helt fra den. Efter to døgn tager jeg tilbage til byen. Jeg er nærmest syg af bekymring og uvished, men jeg bliver nødt til at se og fornemme ham.”
“Da jeg er på vej, ringer han og spørger, om jeg er et sted, hvor jeg kan snakke. Nu kan han snakke, så det bliver jeg nødt til at kunne. Han vil ikke se mig, han vil bare sige, at han ikke vil og kan mere.”
“Lørdag – det her var torsdag – tager han op i lejligheden sammen med sin bror og henter sine ting. Jeg kan ikke forstå, hvad der foregår. Det handler om mit helbred, siger han, når jeg spørger.”
“Han siger, han bliver syg og bliver nødt til at passe på sig selv. Jeg tænker, er det mig, der gør ham syg?”
“Jeg tror, jeg er ved at miste forstanden. Han er det menneske, jeg følte mig allermest tryg ved. Det er ham, der er mit hjem. Jeg kan slet ikke forstå, hvad der foregår.”
Jeg føler, jeg er stivnet. Jeg kan ikke finde ud af at komme ud af sengen. Jeg kan ikke mærke sult og jeg tænker nogle gange, om mine ben er lammet? Det er, som om jeg er gået helt i stykker
“Jeg får lov at sove hos en veninde og er mere død end levende. Hun ligger og holder mig i hånden. Jeg kan ikke finde ud af at sove selv. Jeg ligger også nogle aftener og holder mig selv i hånden, og tænker, du er ikke alene.”
“Jeg føler, jeg er stivnet. Jeg kan ikke finde ud af at komme ud af sengen. Jeg kan ikke mærke sult og jeg tænker nogle gange, om mine ben er lammet? Det er, som om jeg er gået helt i stykker. Jeg kan ikke fungere, uden nogen sætter mig i gang og fx siger, nu skal du drikke dit glas vand.”
“Men jeg kan heller ikke finde ud af at være mig selv, så jeg tager på arbejde.”
“I momenter tænker jeg, at det er en drøm, og jeg bliver meget i tvivl om, hvad der er virkeligt. Jeg kan slet ikke være i min krop. Jeg ser mig selv udefra, det suser for ørerne og jeg skal kaste op.”
“Jeg er så meget i chok. Jeg har ondt i hele kroppen og kan slet ikke fungere. Jeg tror ikke engang, jeg græder så meget. Jeg har sådan nogle støttepædagoger i form af familie, veninder og kolleger omkring mig. Jeg føler mig afsindigt forrådt, jeg elsker ham vanvittigt og jeg forstår ingenting”.
– Så kærligheden er der stadig, selvom han har forrådt dig?
“Ja. Det er lidt, som om det er en anden person, der har gjort det her mod mig, fordi jeg har ikke set ham, og den stemme han har talt med, lød helt anderledes end hans normale stemme.”
“De få mails jeg har modtaget, har været fra hans arbejdsmail, så det er, som om at den Markus, jeg elskede, stadig er der. Som om han er blevet bortført.”
“Jeg kan også få sådan en ide om, at han er blevet kørt ned. Er det en anden, der sidder og udgiver sig for at være ham. Det er sådan nogle vrangforestillinger, jeg får, fordi jeg ikke kan forstå, hvad der foregår, og han ikke hjælper mig med at forstå.”
Emilie er helt ved siden af sig selv og føler, at hendes verden er gået i stykker – og at hun også selv er itu. Emilies ex-svigerinde kontakter Emilie, og da det går op for hende, at Emilie sidder tilbage med en masse spørgsmål, lover hun at tale med Markus.
Lige nu er jeg nok mere i sorg end i chok. I starten måtte jeg i lang tid bede folk om ikke at spørge ind til det. Hvis jeg bare havde et minut, hvor jeg ikke tænkte på ham, var det en befrielse
Et par måneder senere går Markus med til et fysisk møde hos en parterapeut:
“Jeg får ikke noget ud af den samtale. Han sidder bare helt stiv med nystrøget skjorte og stylet hår. Jeg tænker, ‘hvordan kan du have brugt tid på at sætte dit hår, når du ikke kan sige noget til mig’. Det er så mærkeligt for mig, at han kan være ude i verden, passe sit arbejde og prioritere træning, men ikke give mig den mindste forklaring eller om ikke andet beklage måden, han har brudt på.”
På det tidspunkt har Markus søgt om en straks-skilsmisse.
– Hvordan har du det i dag?
“Nu er der gået to år, og jeg føler, jeg er i forskellige sæsoner. Det er ikke sådan, at jeg bevæger mig lineært. Jeg kommer også nogle gange tilbage til noget, jeg tidligere har været i.”
“Men jeg tager det jo med mig i den næste sæson – eller fase. Lige nu er jeg nok mere i sorg end i chok. I starten måtte jeg i lang tid bede folk om ikke at spørge ind til det. Hvis jeg bare havde et minut, hvor jeg ikke tænkte på ham, var det en befrielse.”
“Der er mange, der med gode intentioner spørger, hvordan det går med mig efter bruddet og så bliver jeg jo mindet om det hele”, svarer hun og uddyber:
“Jeg drømmer næsten om ham hver nat. Der går ikke en uge, hvor jeg ikke drømmer om ham i hvert fald fem gange. På den måde er han jo til stede. Når jeg er ude, er jeg stadig i frygt-modus og scanner mine omgivelser. I nogle perioder mere end andre, men hvis jeg ser en, der ligner ham, så bliver jeg bange.”
– Hvad bliver du bange for?
“Hvis jeg ser ham, bliver det tydeligt, at virkeligheden er en anden, end den jeg ønskede, den skulle være, og alt bliver på en eller anden måde enormt angstfyldt.”
Jeg bliver også bange for, om alt det, jeg troede var sandt – hele den her fortælling – er sand. Jeg bliver enormt usikker på, om jeg kan stole på min egen dømmekraft og mennesker og verden er et grundliggende sikkert sted
“Og jeg bliver også bange for, om alt det jeg troede var sandt – hele den her fortælling – er sand. Jeg bliver enormt usikker på, om jeg kan stole på min egen dømmekraft og mennesker og verden er et grundliggende sikkert sted.”
“Det har jeg aldrig tvivlet på tidligere. Jeg er, eller måske rettere var, typen, der ofte glemmer nøglen i hoveddøren. Der er også noget i bare ikke at være betydningsfuld, der er farligt.”
“Så det er stadig svært for mig at forestille mig en verden uden ham. Selvom jeg virkelig prøver ikke at dyrke den tanke.”
Emilie siger, at hendes oplevelse måske ville have været anderledes, hvis de var gået igennem krisen sammen:
“Hvis vi kunne have grædt sammen. Hvis han kunne have taget imod min frustration. Hvis han kunne have råbt ad mig. Hvis han kunne have sagt ‘i nat sover jeg inde på sofaen’, eller ‘det her, det går ikke’, eller ‘jeg tager ud i et eller andet sommerhus i en måned’, så kunne jeg mærke det menneske, som var ordentligt, som ville en dialog, og jeg havde været med i processen, men han tager hele processen fra mig.”
“Jeg har kendt ham siden 2005. Vi var gift, han var min verden og fremtid. Og så går han for at få noget luft. Jeg føler, jeg er et sted i livet, hvor han har taget min fremtid fra mig. Min mulighed for at få børn, min tillid til andre.”
– Hvordan påvirker det du har oplevet dine relationer i dag?
“Jeg er meget frygtsom. Indtil nu er det altid mig, der har forladt folk, men nu kan jeg mærke, at jeg er bange for at miste de mennesker, jeg har i mit liv. Jeg er usikker på, hvad og hvem jeg kan stole på, og på mine evner til at forstå andre.”
“Men jeg er også blevet taknemmelig for de gode mennesker, jeg har i mit liv. Det er blevet meget tydeligt for mig, hvor meget rigere livet er i fællesskab. Vi kan ikke gå igennem livet uden at få brug for hinanden, og det glemmer vi, når alting kører.”
Min tillid til andre, tror jeg aldrig bliver, som den var før. Og jeg forstår stadig ikke, hvad der foregår. Det er virkelig ensomt, fordi han ikke hjalp mig med at finde en mening i det. Han fratog mig muligheden for at handle og kæmpe for det, jeg holdt allermest af
“Men det gør det bare ikke altid. Vi er som mennesker evigt forbundet. Alt hvad vi gør, er i forhold til noget andet i forhold til hinanden. Vi står altid i forhold til nogen, og vi skylder altså hinanden noget i de her relationer. Jeg har nok i virkeligheden også fået et bedre forhold til mig selv.”
“Men hver dag kan jeg mærke, at mit hjerte er gået lidt i stykker, og jeg har tænkt meget på, om det er gået helt ægte i stykker eller om det bare har fået nogle slag. Det kan jeg ikke helt finde ud af endnu. Det er den proces, jeg er i.”
“Men der er noget, der aldrig bliver, ligesom det var før. Altså min tillid til andre, tror jeg aldrig bliver, som den var før. Og jeg forstår stadig ikke, hvad der foregår. Det er virkelig ensomt, fordi han ikke hjalp mig med at finde en mening i det. Han fratog mig muligheden for at handle og kæmpe for det, jeg holdt allermest af.”
– Hvorfor deler du den her fortælling?
“Ensomhed har fyldt meget. Selvom jeg har mødt andre, der har haft det svært, har deres historier været meget anderledes end min,” svarer hun og reflekterer videre:
“Jeg har ikke kunnet spejle mig i andres kriser. Jeg er ikke en fraskilt, enlig mor eller i starten af 20’erne. Jeg har følt mig alene og rådvild. Jeg bliver usikker på, om min fortid var sand og på min fremtid.”
Han har ikke kunne hjælpe mig til at afslutte eller fået skabt mening. Det håber og tænker jeg, at samtalen her kan hjælpe mig til. Jeg får lov til at sætte et punktum på et kapitel af min historie
“Hvis min historie kan hjælpe andre, der står i noget, der minder om, så vil det skabe mening i alt det, der er så meningsløst for mig lige nu.”
“Mit sind arbejder stadig meget på at skabe en mening. Han har ikke kunne hjælpe mig til at afslutte eller fået skabt mening. Det håber og tænker jeg, at samtalen her kan hjælpe mig til. Jeg får lov til at sætte et punktum på et kapitel af min historie.”
Navnene i artiklen er pseudonymer af hensyn til de involverede. De rigtige navne er redaktionen bekendt.
Alle fotos: Skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og