SATIRE // INTERVIEW – Der er den sjove og harmløse satire, som vi alle sammen kan grine lystigt over. Og så er der den spiddende, stikkende og hånende satire, som er politisk sprængfarlig og bestemt ikke lige sjov for alle. Mads Brügger har som både journalist, filminstruktør og senest programchef for den nu lukkende Radio 24syv beskæftiget sig indgående med satiren i alle dens afskygninger – og mest af alt i sidstnævnte kategori. Morten Skovgaard stiller skarpt på den rutinerede provocateurs arbejde med Den Korte Radioavis og stiller ham spørgsmålet: Er der en grænse for, hvor grov satire må være?
Hvad er satire, hvad skal den kunne, hvad må den – og ikke mindst: Er den sjov?
Mads Brügger har gennem en lang karriere som henholdsvis journalist, filminstruktør og satiriker vandret på en knivsæg med sine tekster, dokumentarproduktioner og ikke mindst i rollen som programchef på det netop lukkede Radio 24syv.
Lige præcis sidstnævnte betragtes af mange som hans satiriske svendestykke på grund af udsendelsen Den Korte Radioavis, hvor journalisten og skuespilleren Frederik Cilius portrætterede den uhyre populære fiktive figur Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.
Kirsten Birgit har i fire år vandret – nogle ville sige tromlet som en rasende elefant – rundt i det tågede grænseland mellem fakta og fiktion og journalistik og satire, og Radio 24syv formåede med Den Korte Radioavis at skabe noget helt nyt og i en dansk kontekst originalt, der ofte var med til at påvirke den offentlige opinion.
Min klare fornemmelse er, at der er politiske kræfter på Christiansborg, der ønskede Radio 24syv ad hekkenfeldt til. Især på grund af Den Korte Radioavis, men også på grund af nyhedsredaktionen i al almindelighed”
– Mads Brügger
Alle har en mening om Kirsten Birgit. Figuren støttes trofast af dybt loyale tropper fra hendes helt egen troldehær og et væld af fans fra hele landet – ja, også Jylland! – der har elsket både form og indhold i hendes udsendelser.
Samtidig er figuren decideret forhadt blandt de personer og befolkningsgrupper, hun så effektivt har udstillet i sine rablende enetaler. Det er det vel nok mest opsigtsvækkende politisk satiriske projekt i Danmark i nyere tid.
Hvordan er satirens vilkår i Danmark
Mads Brügger markerede sig for alvor som en satirisk sværvægter, da han i 2009 udgav tv-eksperimentet Det Røde Kapel.
I udsendelserne, der også blev klippet til en dokumentarfilm, drog Brügger sammen med komikeren Simon Jul og den handicappede standupper Jacob Nossel, begge adopteret fra Korea, til Nordkorea med deres omrejsende absurdteater, for at “undersøge smilets og humorens vilkår” i diktaturet.
I dag, ti år senere, er det måske kun passende at sende spørgsmålet tilbage til Brügger i let modificeret form:
– Hvordan er satirens vilkår i Danmark anno 2019?
“Ved første øjekast er de jo ganske udmærkede,” konstaterer han. “Sammenlignet med andre lande kommer man jo ikke i fængsel, hvis man krænker en spidsborger, øvrighedsperson, minister, general eller andre her i Danmark. Det er jo vigtigt at huske på.”
“Men med det sagt kan jeg også huske, hvordan danske politikere for små ti år siden fra tid til anden gik rundt og snakkede om, hvor den politiske satire var blevet af. ”
“De snakkede om, hvor skønt det ville være, hvis der fandtes rigtig kras politisk satire, som virkelig stak dybt. Det savnede de virkelig. Det var god latin.”
“Ligesom man gik og snakkede om, hvor den store samtidsroman var blevet af, snakkede man også om, hvad der var sket med den politiske satire, fordi alt var blevet til satire, der sparkede nedad, gjorde grin med Underdanmark og så videre.”
Socialdemokraterne er ømskindede
“I dag har Danmark virkelig oplevet politisk satire, så det batter, med Den Korte Radioavis. Men nu er konklusionen så den, at det simpelthen er et problem.”
“Hvis du spørger politikere på Christiansborg, vil de fleste sige, at de elsker satire, men i realiteten er satiren ikke særlig populær. De samme politikere, som tidligere har erklæret sig som fans af politisk satire, bryder sig ganske enkelt ikke om den,” vurderer Brügger.
Han påpeger, at det er politikere over hele det politiske spektrum, der har det svært med at være genstand for politisk satire, og han forstår det godt. For det er jo bestemt ikke rart at være genstand for satire og blive hånet og spottet.
Det er værd at bemærke, at det ene af Danmarks to store magtbærende partier, Socialdemokraterne, er enormt ømtålelige. De har det meget svært ved at være genstand for satire, og de handler også på det. De bryder sig simpelthen ikke om det”
– Mads Brügger
“Men det skal jo ikke være rart,” fastslår Brügger:
“Der er meget stor forskel på, hvem der dels tør at ventilere deres ubehag ved at være genstand for politisk satire og tør at sige eksplicit, at de ikke vil finde sig i det – og på, hvilke partier der aktivt handler på det.”
“Jeg synes for eksempel, at det er værd at bemærke, at det ene af Danmarks to store magtbærende partier, Socialdemokraterne, er enormt ømskindede.”
“De har det meget svært ved at være genstand for satire, og de handler også på det. De bryder sig simpelthen ikke om det. Det gør Dansk Folkeparti heller ikke – og det er jo sjovt nok ellers et parti, der har slået sig op på at være ytringsfrihedens væbnere. De bryder sig heller ikke om kritisk og undersøgende journalistik.”
Radio 24syv var ude af kontrol
Den officielle forklaring på, hvorfor Radio 24syv ophørte med at sende på FM, er, at radiokanalen valgte ikke at søge et udbud, hvori det var stipuleret, at 70 procent af radioen skulle flyttes til Aarhus.
Procentdelen steg løbende gennem forløbet, og ved 60 procent lod stationen Christiansborg vide, at de havde nået deres smertegrænse.
“Vi kunne ikke flytte mere radio, uden at radioen ville gå i stykker. Alligevel vælger Dansk Folkeparti at skubbe os endnu længere ud på planken og sige 70 procent. Så er det jo reel chikane,” lyder det fra Brügger.
“Hvorfor skulle 70 procent flyttes? Over halvdelen af vores lyttere var fra Jylland, og de var glade for radioen. Jeg fik fanbreve fra landmænd, der hørte Flaskens Ånd, mens de pløjede mark. Der var jo ikke noget problem, så der må have været noget andet på spil.”
Mads Brügger har i adskillige år presset satiren helt op mod kanten af ytringsfriheden og har provokeret adskillige mennesker i løbet af sit virke som journalist og satiriker. Men kan det aldrig blive for hårdt og kompromisløst?
“Nu bevæger jeg mig ud i det, jeg ikke kan dokumentere, men man hører jo et og andet som programchef. Det var jo også dels mit job at følge med i, hvad der går i svang i det politiske landskab.”
“Min klare fornemmelse er, at der er politiske kræfter på Christiansborg, der ønskede Radio 24syv ad hekkenfeldt til. Især på grund af Den Korte Radioavis, men også på grund af nyhedsredaktionen i al almindelighed. Politisk viste det sig at være et problem, at radioen var for fri og for uafhængig. Den var ude af kontrol, og det bryder Christiansborg sig ikke om.”
“Da vi startede for otte år siden, var snakken faktisk den stik modsatte: Det, at private kræfter skulle lave public service, kunne kun gå galt. Vi ville være i lommen på pengemænd, og derfor kunne vi ikke være frie og uafhængige. Men tværtimod viste det stik modsatte sig at være tilfældet: Vi var en radio, der var enormt fri og uafhængig – meget mere end Danmarks Radio.”
Satire eller chikane?
For Brügger er det en vigtig pointe, at Radio 24syv aldrig har haft en juridisk afdeling à la DR Jura, som sidder og vurderer, om bestemte vittigheder går an rent juridisk.
Det havde de hverken råd, tid eller plads til, og de ønskede det heller ikke, forklarer han:
“Det er også en underlig måde at forskyde ansvaret som chef ved at få jurister til at vurdere, om satire kan sendes eller ej. Det er jo en programchefs og ikke juristers opgave at stå på mål for det.”
Radio 24syv og Den Korte Radioavis har med deres satire konstant skøjtet på kanten af den gode og den dårlige smag og det tilladelige og utilladelige.
De fleste lyttere kan sikkert huske forårets kontrovers om aktivisten Amalie Have, der tidligere på året blev genstand for satire i Den Korte Radioavis. Have, der er voldtægtsoverlever, havde kritiseret sangeren Lukas Graham for hans coverversion af den voldsdømte rapper XXXTentactions nummer “Sad” og opfordret alle sine Instagram-følgere til at gøre det samme.
Den Korte Radioavis pegede på, at der befandt sig adskillige andre voldsanmeldte rappere på Haves playliste, og det hele eskalerede hurtigt, da Kirsten Birgits troldehær – en flok svært dedikerede fans af den fiktive figur og hendes program – mobiliserede sig i en modkampagne mod Have. Amnesty International endte med at blande sig i sagen og kritisere 24syv for ikke at bremse satiren, før den blev til chikane og begyndte at medføre trusler.
Politikere er lette mål
Dertil kommer den fejslagne aprilsnar, hvor Kirsten Birgit ringede til Dansk Folkepartis miljøordfører, Pia Adelsteen, og fortalte om en kvinde, der var omkommet, fordi en lastbil havde torperedet den restaurant, hun ejer sammen med sin mand. Adelsteen er gift med Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, som i flere måneder var i vælten på grund af både en diskussion med fagforbundet 3F om arbejdsforhold i restauranten Á Porta og, ikke mindst, hans meget omdiskuterede ønske om en omfartsvej rundt om byen Mariager.
Både Radio 24syvs direktør, Jørgen Ramskov, og Frederik Cilius (der er inde i Kirsten Birgit), undskyldte efterfølgende uforbeholdent over for parret.
Satire er ikke et teselskab. Det er vigtigt at huske. Der er nemlig – særligt på Christiansborg – en enfoldig, infantil idé om, at satire er noget, man bare kan sidde og klaske sig selv på lårene af grin over
Få måneder senere var Den Korte Radioavis igen i vælten på grund af programmets behandling af den socialdemokratiske politiker Henrik Sass Larsen. Da Sass Larsen meldte sig syg blot to dage efter folketingsvalget, fortalte han på Facebook, at hans grænse for mediernes “tabloide behandling” af ham var overskredet.
Kirsten Birgit havde oprullet en række detaljer om Sass Larsens privatliv og havde blandt andet nævnt navnet på en mand, han angiveligt skulle have et forhold til, og tilmed også beskrevet politikerens narkotikamisbrug.
Ramskov reagerede på furoren ved i et interview i Altinget at pege på, at Den Korte Radioavis er fiktion, og at det derfor er “vanvittigt”, hvis folk tror på det, de hører i programmet.
Han undskyldte imidlertid også for den “klokkeklare fejl”, at den anden socialdemokratiske mand blev nævnt ved navn i udsendelsen.
Medieforskere og -jurister kritiserede Den Korte Radioavis for at forplumre genrerne og forvirre lytterne, men Ramskov gik i brechen for Kirsten Birgit og forsvarede programmet med, at det er meget tydeligt varedeklareret som satire og som et fiktivt univers.
Ballondansen
Endelig markerede Den Korte Radioavis sig også i det offentlige rum i starten af september.
Da Trump Baby-ballonen skød til vejrs på Kongens Nytorv i forbindelse med den amerikanske præsidents aflyste besøg i Danmark, supplerede Den Korte Radioavis happeningen med deres helt egen ballon. Den forestillede den socialdemokratiske stabschef Martin Rossen iført en sort spankingble med en crackpibe i den ene hånd og den anden hånd oppe i en Mette Frederiksen-hånddukke.
Et kompromisløst angreb på det parti, som Brügger beskriver som det allermest satireforskrækkede.
“Det kommer meget hurtigt til at blive selvgratulerende, hvis man siger, at éns satire er fuldkommen genial – det foretrækker jeg at lade andre vurdere,” svarer Brügger på spørgsmålet om, hvornår 24syvs satire har virket og ikke virket.
“Men hvis politisk satire er magtkritik – det vil sige kritik af den politiske statsmagt – så er et af tegnene på, at den virker og rammer plet, selvfølgelig, at politikerne og magthaverne bliver vrede, og at de reagerer på det. At de tager det ilde op i stedet for enten at klappe eller juble eller bare ignorere det.”
“Da den her ballon steg op på Kongens Nytorv, fór ledende socialdemokratier i flint og røg i blækhuset på både Twitter og Facebook og skrev, at det var en perfid kampagne og så videre. Men Kristian Jensen fra Venstre gjorde det også, og det siger mig, at vi har fat i den lange ende.”
“Satire må godt være sjovt. Der må godt være så og så mange grin pr. minut i satire, det er bestemt elskværdigt. Men det er ikke et krav, at man skal sidde og skrige af grin.”
“Satire må også godt være ubehagelig, krænkende, generende og infam. Satire er ikke et teselskab. Det er vigtigt at huske. Der er nemlig – særligt på Christiansborg – en enfoldig, infantil idé om, at satire er noget, man bare kan sidde og klaske sig selv på lårene af grin over. Det skal helst ikke blive vildere end “At Tænke Sig” i Politiken, for så er vi ude i noget, som slet ikke går an.”
Erobringen af det offentlige rum
Der er åbenbart bare noget ved kæmpestore balloner i det offentlige rum, der overskrider nogle folks grænser. Trump Baby og Martin Rossen Baby havde næppe vakt den store opsigt, hvis de bare havde været vittighedstegninger, men ballonfigurerne er anderledes magtfulde, mener Brügger.
“En af satirens mange gyldne regler er, at man skal passe på med at lave satire over noget, der i forvejen er sjovt. Det er en vanskelig øvelse. Trump Baby-ballonen er sjov, den ser sjov ud, og den fungerer godt. Men det, at den kommer til København og bliver sat op, er så også en lejlighed til at undersøge, hvad man ellers kan her i Danmark.”
“I den forbindelse opstår idéen om Martin Rossen-ballonen. Vi så det som en interessant mulighed for at engagere de mennesker, der klappede i hænderne over Trump Baby: Ville de også klappe i hænderne og juble over Martin Rossen Baby? Kunne man tage afstand til Martin Rossen Baby uden at tage afstand til Trump Baby?”
Brügger trækker en tråd tilbage til polemikken om Den Korte Radioavis og Sass Larsen, hvor 24syv igen og igen blev anklaget for “voksenmobning”. “Jeg skulle virkelig tælle til ti mange gange,” siger han.
“Man er jo nødt til at ihukomme alle de forfærdelige ting, der bliver sagt og skrevet om Donald Trump. Det er helt okay at sige og skrive dem, men hvis man udsætter en dansk politiker for bare en tiendedel af det, Trump står model til, går folk helt bananas.”
Satiren stiller skarpt på hemmeligheder
Men kræver satire ikke en form for proportionalitet? Trump har ændret på spillereglerne for, hvad man kan sige og gøre ved politiske modstandere. Flere opfattede Rossen-ballonen som virkeligt slem, fordi den baserede sig på spankingsex og narko. Martin Rossen er bare en relativt ukendt embedsmand, så var det satiriske virkemiddel ikke for groft?
Mads Brügger forstår godt den holdning og fastslår, at den peger frem mod den helt centrale snak: Hvem er Martin Rossen egentlig? “Vi får at vide, at han er embedsmand, men samtidig er han ikke embedsmand. Han er minister, men samtidig er han ikke minister. Han er jo ligesom Schrödingers kat.”
Brügger peger på, at rigtigt mange af os har glemt Danmarks stærke satiriske tradition. Han peger på blandt andet det gamle danske vittighedsblad Corsaren, der huserede fra 1840 til 1855, hvor de leverede ekstremt grove angreb på både kongehuset og filosoffen Søren Kierkegaard
“Ifølge Mette Frederiksen sidder han i økonomi- og koordinationsudvalget – de to mest magtfulde udvalg, hvor kun de allermest magtfulde ministre deltager – med samme magt og tyngde som en minister, men uden ministeransvar.”
“Det er helt enestående. Det er et nybrud i dansk politik. Vi har for første gang nogensinde, uden at det er meldt offentligt ud, fået en de facto vicestatsminister, der ikke er valgt, og som ikke har et parlamentarisk grundlag under sig.”
“Åbenbart vil man fra Socialdemokratiets side ham det også så godt, at han får en løn, som sprænger lønrammen. Jeg synes virkelig, at der er noget, der er værd at tale om her. ”
“Socialdemokraterne forsøger, så godt de nu engang kan, at gemme ham væk. For hvis der er noget, Martin Rossen ikke kan tåle, så er det at være synlig og fylde mere end Mette Frederiksen. Hans og Socialdemokraternes ultimative mareridt er jo dén ballon.”
“Derfor er den vigtig og god. Det kommer før spørgsmålet om, hvorvidt den er sjov eller ej: Ballonen er vigtig, fordi den stiller skarpt på et område af dansk politik, som ligger hen i mørket, og som vi i dén grad skal tale om,” forklarer Brügger.
Kvaliteten er ikke vigtig
“Om den er sjov, er så næste diskussion. Er det sjovt? Det er jo et spørgsmål om éns egne idiosynkrasier, éns humoristiske ophav, mangel på samme, og så videre.”
“Jeg synes personligt, at den er sjov, men jeg forstår udmærket folk, der ikke kan se det sjove i den. Men sådan er det nu engang med humor og det at bedrive satire. Der vil altid være nogle, der ikke kan lide det.”
“Der fører bare let til en helt grundlæggende misforståelse, der gælder alle former for ytringsfrihed: Folk fokuserer på, om satiren er god eller dårlig.”
“Det skete også med Muhammedtegningerne: Var det gode eller dårlige tegninger? Men det er jo ikke et spørgsmål om kvalitet. Lige så vel som det er vigtigt at forsvare dårlige satiretegninger og deres ret til at eksistere, så er det også vigtigt at forsvare dårlig satire og ballonfigurer, som man synes er platte. Fuldstændigt som man også bør forsvare dårlig kunst.”
Stolt dansk satiretradition
Mads Brügger har i adskillige år presset satiren helt op mod kanten af ytringsfriheden og har provokeret adskillige mennesker i løbet af sit virke som journalist og satiriker.”
“Men kan det aldrig blive for hårdt og kompromisløst? Risikerer man ikke at skabe så stor modstand, at man ender i en “tragt”, hvor man gør det sværere og sværere for sig selv at bedrive satire?
Brügger peger på, at rigtigt mange af os har glemt Danmarks stærke satiriske tradition. Han peger på blandt andet det gamle danske vittighedsblad Corsaren, der huserede fra 1840 til 1855, hvor de leverede ekstremt grove angreb på både kongehuset og filosoffen Søren Kierkegaard. “De kørte så hårdt på Kierkegaard, at de nærmest ødelagde hans liv.
Han kunne næsten ikke vise sig i København, fordi folk skreg af grin, når de så ham. Det var så groft, at Den Korte Radioavis er et spejderblad til sammenligning,” fortæller Brügger om en “krig”, der i sidste ende førte til Corsarens endeligt. Eksemplet er på dén måde ganske velvalgt.
Et andet tilfælde af virkeligt grov satire finder vi ifølge Brügger hos kunstneren Bjørn Nørgaard, der i 1969 lavede kunstværket Bring Me Water – en gobelin, hvorpå der blandt andet stod “Prins Henrik er en opretstående lort”, “Kongen er bøsse” og “Margrethe skulle have en pik i skrævet”.
Den dengang unge kunstner sendte sit værk ind til en kunstudstilling, men censorerne fra Akademirådet fravalgte det, fordi de ikke ville tillade, at kongen (Frederik den 9.) blev hængt ud som homoseksuel, og de sammenlignede det med racediskrimination.
Kunstværket forsvandt efterfølgende, men blev mange år senere opdaget af et par kunstnere, der fik produceret en ny version af det, som blev udstillet i et galleri. Meget tæt på Amalienborg, naturligvis.
Grov satire er ikke noget nyt
I mellemtiden har Bjørn Nørgaard, pudsigt nok, gjort karriere som hofkunstner og stod blandt andet for de dyre sarkofager til dronning Margrethe og prins Henrik (som sidstnævnte ikke ønskede at blive begravet under).
“Det var jo bare nogle vidunderligt grove udsagn,” siger Brügger med et underspillet grin. “Det er vildt, at det overhovedet var muligt dengang … jeg tror ikke, at man ville kunne gøre det i dag. Jo, det ville man måske godt kunne. Men dér er vi jo trods alt ikke endnu.”
Kritikere på Christiansborg har igen og igen fortalt, at man ikke kan blande rigtige informationer og virkelighed med fantasi, for så kan folk ikke afgøre, hvad der er hvad. Det er jo et argument, der er enormt problematisk. For vi må godtage, at Den Korte Radioavis er at regne for fiktion”
– Mads Brügger
“Det er svært at forudse reaktionerne på satire,” fastslår Brügger. “En af konklusionerne på ballonaktionen er, at det med at bringe fysiske objekter ud i det offentlige rum virker meget mere voldsomt end et digitalt billede.”
“Når det bliver taktilt og er til stede, så flipper folk meget mere ud. Hvis man havde tegnet Rossen med en spankingble, en crackpibe og en Mette Frederiksen-handskedukke, og bragt den i en avis, havde folk næppe sagt noget til det.”
“Morten Ingemann tegner jo fuldstændigt sindssyge ting i Ekstra Bladet, der nogle gange er så grove, at de tager pippet helt fra én. Jeg har set nogle af hans tegninger og tænkt, om det overhovedet var lovligt at tegne dem?”*
“Og jeg synes faktisk også, in casu, at der fra Den Korte Radioavis, som i dag bliver holdt frem som noget af det groveste, der findes, stadig er et stykke op til det, Ingemann laver, uden at nogen løfter så meget som et øjenbryn.”
Blandingen af fakta og fiktion provokerer
Karikaturtegninger i aviser er med andre ord etablerede og noget, folk forventer.
Man har på forhånd indgået en kontrakt med den avis, man vælger, om at blive præsenteret for dem. Den Korte Radioavis bevægede sig derimod rundt i spændingsfeltet mellem kunst, satire og journalistik, og vred det hele rundt og forvirrede folk. Og det er lige netop dén blanding af fantasi og virkelighed, programmets kritikere har brugt som ammunition.
“Kritikere på Christiansborg har igen og igen fortalt, at man ikke kan blande rigtige informationer og virkelighed med fantasi, for så kan folk ikke afgøre, hvad der er hvad. Det er jo et argument, der er enormt problematisk. For vi må godtage, at Den Korte Radioavis er at regne for fiktion.”
“Det er vi jo nødt til at gøre, for Kirsten Birgit findes ikke i virkeligheden. Det er er et satireprogram. Det er ikke et journalistisk magasin. Det er udgangspunktet for enhver debat om programmet.”
“Hvis man er med på dén, så må kritikken jo også gå hjem og vugge. For hvad ville man ellers sige til Knausgård, Brøgger og allehånde forfattere, der blander virkelighed og fiktion?”, spørger Brügger retorisk.
“Idéen om, at lytterne ikke kan afgøre, hvad der er hvad, er jo i det hele taget også enormt nedladende. Som om man skal sidde og tænke, ‘Ah! Nu er det helt klart fiktion – og nu er det virkelighed’. Sådan fungerer satire jo ikke. Hvis det skal være sjovt og underholdende, så bliver det nødt til at operere i spændingsfeltet mellem det sande og det falske.”
“Programmet var jo netop og blandt andet også en parodi på al den sladder, der handles og udveksles mellem politikere og journalister; at disse to klasser i det danske establishment rejser rundt med en hemmelig viden, som de udveksler med hinanden og som de har monopol på.”
“Når Den Korte Radioavis har brudt dette monopol, har det gjort visse medlemmer af disse to klasser edderspændt rasende. For den har taget magten fra dem, og det gør dem vrede.”
Satire opbygger kritisk sans
Satire eksisterer ikke i en boble uden for tid og rum, og strømninger i tiden kan i perioder gøre det både sværere og lettere at bedrive satire. Der er i disse år et generelt stort fokus på misinformation i forbindelse med både populistiske strømninger og forstyrrelse af hele landes demokratiske processer.
Det er derfor næppe så mærkeligt, at folk er skeptiske over for et koncept som Den Korte Radioavis, hvis de har fået kodet ind i hjernen, at de skal være opmærksomme på misinformation. Specielt når der også er mange, der samtidig også har ment, at programmet leverede den bedste politiske journalistik.
“Jeg synes, at det er public service, når det er allerfinest, at oplære folk i kritisk bevidsthed og tænkning,” fastslår Brügger.
“Det har været en daglig lektie, når Kirsten Birgit sagde, at man ikke skulle stole på nogen, og at man skulle sætte spørgsmålstegn ved alt. Og så lever vi jo også i tider, hvor det kan være virkelig svært at kende forskel på politisk satire og regulær politisk virksomhed, hvilket er vidunderligt for et program, der har satire som sit omdrejningspunkt.”
“For eksempel at Henrik Sass Larsen vender tilbage til Christiansborg – ikke for at være aktiv parlamentariker, men for at beskæftige sig med Socialdemokratiets historie. Det er jo så bizart, at man rækker ud efter lugtesaltet!”
I udlandet har vi i de seneste år set eksempler på, at satire har været udsat for stærkt pres. For eksempel komikeren Jan Böhmermann, der i 2016 læste et smædedigt om den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, op på tysk tv og senere blev retsforfulgt, og Mark Knights karikaturtegning i avisen Herald Sun af tennisspilleren Serena Williams
Brügger har ikke meget til overs for det kor af kritikere, der gennem årene har hamret løs på Den Korte Radioavis. Han morer sig over, i hvor høj grad det vrimler med “satireeksperter” derude. ‘”Presselogen var jo så optaget af Den Korte Radioavis’ satire, at de burde have ændret navn til ‘Satirelogen’.”
“Men det slående ved de fleste af kritikerne – og jeg ved godt, at det regnes for urent trav at afvise kritik af satire med, at kritikerne ikke har nogen humor – er, at dem, der har været allermest vrede over Den Korte Radioavis, enten er ledere på medier eller arbejder på medier, der i mands minde ikke har præsteret noget, der bare tilnærmelsesvist har fået nogen til at trække på smilebåndet.”
“Du sidder ikke og skriger af grin, når du læser Dagbladet Børsen eller Altinget. Jeg mindes heller ikke, at Weekendavisens bagside nogensinde har været sjov, selvom de virkelig har prøvet. Hvis man er leder af eller arbejder for et medie med dén track record, så synes jeg ikke, at man skal føle sig kaldet til at være satire-smagsdommer. Det klinger lidt falsk.”
Satiren under internationalt pres
Satiren lever og ånder i Danmark, for den har gode vækstbetingelser i vores frie samfund. Men den møder også – i hvert fald i Den Korte Avis’ tilfælde – meget stor modstand, når den stikker hårdt.
I udlandet har vi i de seneste år også set eksempler på, at satire har været udsat for stærkt pres. For eksempel komikeren Jan Böhmermann, der i 2016 læste et smædedigt om den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, op på tysk tv og senere blev retsforfulgt, og Mark Knights karikaturtegning i avisen Herald Sun af tennisspilleren Serena Williams, der går amok på sin ketsjer efter et nederlag, som blev anklaget for at være stærkt racistisk.
“It had nothing to do with gender or race.”
Herald Sun backs Mark Knight’s cartoon on Serena Williams: https://t.co/i1NBGO8xJw pic.twitter.com/BTFONVWHh8
— Herald Sun (@theheraldsun) September 10, 2018
Allermest opsigtsvækkende droppede USA’s helt store journalistiske flagskib, New York Times, deres karikaturtegninger fuldstændigt tidligere i år.
Avisen bragte en tegning af den portugisiske tegneserietegner António Moreira Antunes, der forestillede den israelske premierminister Benjamin Netanyahu som en førerhund, der hjælper en blind Donald Trump med kalot på hovedet med at finde rundt.
Tegningen udløste et ramaskrig, fordi hunden bar en Davidsstjerne, der fra tegnerens side antageligt var tænkt som en reference til det israelske flag, men som fik en byge af beskyldninger om antisemitisme til at skylle ind over tegneren og avisen.
New York Times reagerede prompte med helt at fjerne satiretegninger fra den internationale udgave af avisen (hvilket de havde gjort flere år tidligere i den amerikanske udgave).
Dør journalistikken med satiren?
Mads Brügger mener ikke overraskende, at New York Times’ beslutning er stærkt problematisk.
“New York Times er en af de få aviser, som stadig tjener penge, har muskelkraft, vokser og har råd til at investere i god journalistik. At de rask væk beslutter sig for, at de ikke længere vil have satiretegninger, svarer lidt til, at de siger, at de ikke længere vil bringe fotografier eller brødtekster i deres aviser, fordi det simpelthen skaber for mange problemer.”
“Det er jo også enormt arrogant i forhold til satiren: Man siger fra avisens side, at det er en genre, vi sagtens kan undvære, så dén skærer vi bare væk. ”
“Der er noget meget nedladende over det. Den samme nedladenhed finder vi også her i Danmark, hvor man ofte desavouerer satire som en beskidt og tarvelig métier, som man i det hele taget skal holde sig for god til.”
“At det ikke er en kunstform eller noget, der er at regne for utroligt vanskeligt at eksekvere professionelt og godt. Det er det samme, New York Times gør.”
“Dør journalistikken med satiren?”, kunne man passende spørge Mads Brügger på falderebet.
“De er jo forbundne kar. Hvis man dropper at ville bringe satire, fordi man er bange for at krænke og genere magtfulde mennesker og grupper, kan det jo på sigt føre til en mentalitet, der bløder igennem til journalistikken:
‘Her må vi hellere holde igen og være forsigtige, for her er der nogle hellige køer, som vi ikke vil beskæftige os med, fordi vi ikke vil krænke og genere’.”
“Satiren er på mange måder kanariefuglen i kulminen. Den kan sige ting om magten, som journalistikken ikke rigtigt kan, og nå ud til rigtigt mange mennesker.”
“… Og hvis der er noget, jeg har lært af at være programchef, så er det, at der er et publikum til alt.”
Topfoto: Gabriel Hill.
Vil du gerne følge med i debatterne og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
