SAMFUND // KOMMENTAR – Hvorfor er der så megen modvilje mod tykke? Hvorfor er vi nødt til at kæmpe en aktivistisk kamp for at stoppe udskamning og få ligestilling mellem de tykke og de slanke? Af samme årsag, som vi har en racistisk struktur og er nødt til at kæmpe for ligestillingen mellem racegjorte og hvide, svarer tykaktivist og cand.mag. i moderne kulturhistorie, Dina Amlund.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I marts bragte videnskab.dk to artikler om, at samfundet må stoppe den konstante udskamning af tykke mennesker. Samtidig har vi midt i covid-19-pandemien set en ukritisk sammenkædning af pandemi og tykhed, f.eks. i en kommentar i Weekendavisen og i et læserbrev i Information, hvor argumenterne blandt andet lyder, at tykke menneske må elimineres for at stå bedre mod fremtidige pandemier.
Tykfobi er navnet på en struktur i samfundet, som vi alle læres ind i. Tykfobi er et hierarki, i hvilket tykke er placeret under mennesker, som ikke er tykke. Tykfobi er også navnet på den marginalisering, stigmatisering og diskrimination, som tykke personer oplever alene på grund af deres vægt.
Tykke mennesker bør kunne gå på gaden uden at risikere verbale og andre hadforbrydelser. Og tykke personer burde kunne indgå i sociale rum af enhver art uden at blive betragtet som underlegne afstikkere af menneskearten
Den tykfobiske struktur manifesterer sig på mange måder. F.eks. i form af hadforbrydelser, når fremmede mennesker råber ad eller spytter på tykke mennesker i det offentlige rum.
Det har Ida Rud eksempelvis oplevet. Men udskamning kan komme fra familie og venner til tykke mennesker, som kommenterer på tykke kroppe og gør sig kloge på, hvordan de mener, tykke burde tabe sig.
Denne type vidnesbyrd har FedFront samlet en del af gennem de seneste tre år.
Modviljen overfor tykke mennesker er også markant på arbejdsmarkedet. En rundspørge blandt medlemmerne i Fagorganisationen Lederne afslørede i både 2011 og 2017 en ekstrem modvilje mod ansættelse af tykke mennesker.
I USA viste en arbejdsmarkedsundersøgelse i 2017, at kun 15,6 pct. vil overveje at ansætte en tyk kvinde.
WHO: Tykfobi forårsager dårligt helbred
I sundhedsvæsenet finder man også en diskrimination, der bygger på vægt.
I 2017 udsendte WHO publikationen ”Weight Bias and Obesity Stigma: Considerations for the European Region”. Heri forklares, at fobien kan udmønte sig på forskellige vis, f.eks. når tykke patienter ikke får den behandling, de burde få.
WHO hævder, at fobien forårsager dårligt helbred, både psykisk og fysisk, og at tykfobien forbindes med højere dødelighed.
WHO opfordrer sundhedsfaglige til at behandle tykke patienter med empati og nænsomhed. Og de opfordrer til, at tykke patienter undersøges grundigt for deres symptomer fremfor blot at blive afvist med et besked om, at de skal tabe sig.
Grunden til WHO skriver dette i deres rapport, er, at tykke patienter ikke bliver behandlet på samme måde som patienter, der ikke er tykke. Ønsker man danske vidnesbyrd om at være tyk i sundhedsvæsnet har FedFront også mange af dem på deres hjemmeside.
I videnskabens navn
Tykfobien har et solidt greb om vores kultur, hvilket altså giver sig til kende på virkelig mange måder. Men hvorfor er denne fobiske strukturs had, væmmelse, afsky og frygt overfor tykke kroppe og tykke mennesker så udbredt?
Sidste år udkom en vigtig bog, som giver en del af svaret. Sociologen Sabrina Strings har forsket i racegørelsens og racismens historie. Hun har gennem fem år udforsket en væsentlig sammenhæng mellem racisme og tykfobi.
Videnskaben flettede i 1700-tallet og 1800-tallet hadet mod tykhed, mørk hud og forskellige racegjorte karakteristika sammen
Bogen Fearing The Black Body: The Racial Origins Of Fat Phobia udkom på New York University Press i 2019. Heri kan man læse, hvordan videnskaben i 1700-tallet og 1800-tallet flettede hadet mod tykhed, mørk hud og forskellige racegjorte karakteristika sammen. I videnskabens navn delte man mennesker op i hierarkier, som forsvarede alverdens brutaliteter, f.eks. slavegørelse og kolonisering.
Tykhed, mørk hudfarve, ugudelighed, dovenskab, glubende appetit og seksualdrift samt manglende intelligens og moral blev argumenter, som understøttede hinanden og i stor grad kunne bruges næsten som synonymer.
I den vestlige medicinvidenskab arbejdede man ud fra teorier om kropsvæsker. Sort og gul galde, blod og slim skulle være i balance for at et menneske var optimalt.
En af galde-teorierne var, at sort hud skyldtes for megen sort galde i kroppen. Jo mere sort galde, jo mørkere var huden. En anden af galde-teorierne var, at fedtvæv også skyldtes for megen sort galde. Jo mere sort galde, jo mere kropsfedt.
Hvide mennesker er slanke
Julien-Joseph Virey, der var født i 1700-tallets Frankrig, slog de to galde-teorier sammen. I forvejen var der produceret en del videnskabelig litteratur, som kædede race og tykhed sammen på flere forskellige måder. Virey begrundede sin galdeteorikombination med nye racistiske og tykfobiske argumenter:
”I vores hvide race ser man, at panden er fremtrædende, mens munden er tilbagetrukket, som var vi designet til at tænke, snarere end at spise; mens hos den sorte race er panden trukket tilbage og munden fremtrædende, som var han designet til at spise snarere end at tænke.”
Racismen og tykfobien bliver i videnskabens navn gjort til to sider af samme sag, nemlig at dele mennesker op i hierarkier, som i allerhøjeste grad stadig eksisterer
Der opstår simpelthen et narrativ, som hurtigt og effektivt vinder frem, om at hvide mennesker er slanke og sorte mennesker er tykke, hvilket Strings kommer meget udførligt omkring.
Det synes unægtelig bizart, da enhver kan konstatere, at mennesker med alle hudfarver kommer i alle vægtklasser. Men set i forhold til, hvad man ellers tillagde hvide og sorte mennesker i videnskabens navn, virker det ikke underligt.
Strings kortlægger, hvordan det hævdholdes, at hvide mennesker ikke må være tykke, et budskab, der hurtigt vinder hævd i den eurocentriske kultur. I 1700-tallet og navnlig i 1800-tallet vrimler det med slankekure.
Fornemme mennesker fører dagbog over deres kure bestående af mælk, gerne æselmælk. De skriver også om, hvilke mennesker de ikke vil omgås – det er de tykke, også selvom disse tykke personer skulle være født ind i finere klasser og/eller har penge. Da de første dameblade finder vej fra trykkerierne i 1800-tallet, handler de i høj grad om, at man ikke må være tyk.
Læge i 1924: “Jøder er tykke”
I 1900-tallet er race og tykhed stadig blandet godt og grundigt sammen. Strings har læst sig igennem stakke af gamle JAMA, ”Journal of American Medical Association”, et anerkendt medicinsk tidsskrift både dengang og i dag. 1920’ernes udgave af antisemitisme er naturligvis tykfobisk.
I denne periode er race, vægt og sygdomme begreber, der understøtter hinanden og næsten bruges som synonymer.
En af de antisemitiske og tykfobiske læger, som går igen i JAMAs spalter, er Dr. Elliott Joslin. I 1924 skriver han – blandt andre tykfobiske og antisemitiske læger, som hævder, at jøder har for lille muskelmasse pga. for meget fedtvæv – at ”jøden er ikke tilbøjelig til at få diabetes, fordi han er jøde, men fordi han er tyk. Jøder er tykke.”
I 1921 skriver han, at ”man behøver blot besøge det jødiske kvarter i en storby for at blive forbavset over hyppigheden af fedme.”
Sabrina Strings har gjort et formidabelt stykke arbejde. Og hun er endda ikke selv tyk. Hun er slank og har i sit akademiske arbejde set forbindelsen mellem tykfobi og racisme. Fearing The Black Body: The Racial Origins Of Fat Phobia er en absolut bevidsthedsåbnende bog om tykfobiens greb i den eurocentriske kultur og dermed hele verden via kulturimperialismen.
Racismen og tykfobien bliver i videnskabens navn gjort til to sider af samme sag, nemlig at dele mennesker op i hierarkier, som i allerhøjeste grad stadig eksisterer. Strings må dog siges at have et stort blindt punkt. Bogens titel alene, for ikke at sige indholdet, sletter den tykfobi, der går forud for 1700-tallets videnskab.
Vælg tykfobien fra
Korsetter og andre typer tyndhedssøgende påklædningsgenstande hører ikke kun 1700-tallet og tiden efterfølgende til. Vi har aldrig haft en periode i den vestlige kulturs historie uden. Den ældste korsetlignende genstand, vi har, er fra Kreta og er omkring 3.500 år gammel.
Der findes også potteskår med tegninger af formbindebælter, som dateres endnu længere tilbage. Op gennem middelalderen snørede man også kroppen ind ved hjælp af bl.a. lameller syet ind i undertøjet og senere bandager, fordi man for alt i verden ikke ville se tyk ud. Også under Den Store Hungersnød, som hærgede Europa i 1300-tallet, ville man for alt i verden ikke se tyk ud.
Tykfobien er et ældgammelt fænomen i den vestlige verden. Og det er meget svært at kæmpe mod den. Den indbyggede modvilje mod tykhed kræver, at vi alle ser vores egen tykfobi i øjnene, og bevidst vælger den fra
I den sene middelalder så man udbredelsen af Anorexia Mirabilis, de hellige anorektikere, som var nonner og religiøse kvinder, der sultede sig for at komme tættere på Kristus. I midten af 1500-tallet forbød den franske dronning tykke taljer på hoffet – man kom simpelthen ikke ind, hvis man havde en tyk mave, heller ikke selvom man havde en fin stamtavle. Shakespeare gør stor brug af fat jokes både i sine komedier og sine tragedier. Og 1600-tallets barokæstetik gør sig heller ikke fri af tykfobi.
Tykfobien er et ældgammelt fænomen i den vestlige verden. Og det er meget svært at kæmpe mod den. Den indbyggede modvilje mod tykke mennesker kræver, at vi alle ser vores egen tykfobi i øjnene, og bevidst vælger den fra. Tykke mennesker bør fremadrettet kunne indgå på arbejdsmarkedet og i sundhedsvæsenet på lige fod med mennesker, der ikke er tykke.
Tykke mennesker bør kunne gå på gaden uden at risikere verbale overfald eller andre hadforbrydelser. Og tykke personer burde kunne indgå i sociale rum af enhver art uden at blive betragtet som underlegne afstikkere af menneskearten.
Tykke mennesker er blot en variation af menneskeheden.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
