Markus Lentz: Mit feministiske nytårsforsæt

i Danmark/Featured/Kultur & Medier/Politik & Samfund af

KØNSDEBAT – Feminismen bør afklæde sig sin identitetspolitiske og semantiske spændetrøje i 2018 og blive til mere end offermentalitet og krænkelseskultur. Ikke at der ikke findes ofre eller krænkelser, men disse må nødvendigvis sættes i perspektiv og forbindes på en ny måde til overgrebs- og voldskulturen – ellers kommer der aldrig en solid løsning på hverken overgreb eller manglende ligestilling. Det skriver debattør Markus Lentz, som foreslår nedsættelsen af en Sandheds- og forsoningskommission i stil med den, der blev etableret i Sydafrika efter afslutningen på apartheid.

Det kan godt være, at Tarzan er død, og Jane laver kussetryk i sit safe space på Femø, men den afrikanske luder står stadig under nytårsfyrværkeriets eksplosioner på himlen. Hendes liv har ikke været en LGBT-farvet regnbuehistorie men ét langt golden shower. Gadens afrikanske glædespige har ikke haft meget at glæde sig over i 2017 og vil højst sandsynligt heller ikke få noget at glæde sig over i 2018.

I 2017 meldte Danner, at der er 33.000 kvinder i Danmark, som flygter eller ”fejrer” nytår sammen med mænd, der kontrollerer hjemmets psykiske og fysiske gaskammer.

Der var rigtig mange kvinder, der ikke ejede privileger i 2017. Mange, der lever i en konstant risikozone med fare for at blive tævet psykisk – eller fysisk med en flaske.

Fjerdebølgefeminismen fjerner fokus og graver skyttegrave
I modsætning til fjerdebølge feministerne fra Girl Squad, Louise ’Twerk Queen’ Kjølsen, Nikita Klæstrup og Ekaterina Andersen, der i 2017 kunne åbne champagneflasken og fejre, at Danmarks Radio sammen med Lindhardt og Ringhof havde udgivet deres bog: Ludermanifestet.

Deres store numser fjernede fokus fra løsningerne på feminismens største udfordring: ligestilling

Dette nye selverklærede nordiske feministiske manifest blev ikke positivt modtaget overalt. F.eks. var anmelder Søren Kassebeer fra Berlingske ret kritisk. Kassebeer gjorde én observation – der intet havde at gøre med, at han er en hvid heteronormativ mand: At bogen var ét langt postulat af tvivlsomme generaliseringer, og bogens fodnoter var mere usynlige end psykisk vold.

Journalisten Mette Fugl, kønsdebattøren og den selverklærede kønsforræder Henrik Marstal samt forfatteren Susanne Staun var heller ikke begejstrede for det nye feministiske initiativ. De mente, at den nye feministiske tsunami skyllede selve feminismens formål ud i Twerk-Dronningens porcelænstrone.

Girl Squad var da også et eksempel på et af 2017’s mange feministiske initiativer, der manglede perspektiv. Men det gjorde de nye nordiske, glutenfrie, fedmeaktivistiske og SoMe-feministiske diskurser efter min mening også. Deres store numser fjernede fokus fra løsningerne på feminismens største udfordring: ligestilling.

I stedet konstruerede de nye diskurser flere sociale konstruktioner, der polariserede samfundet, og adskilte mand og kvinde som et jerntæppe. Og derfor udviklede ligestillingsdebatten anno 2017 sig i stedet til et misogynt (kvindehadsk) og misandrisk (mandehadsk) skænderi.

I 2017 tog mange mænd i forbindelse med #metoo-kampagnen (der havde et potent potentiale til at blive årets vigtigste kampagne, fordi alle kvinder, der havde oplevet overgreb, brød stilheden) afstand fra andre mænd, der havde krænket og forgrebet sig på kvinder ved at skrive #Notallmen.

Alligevel svarede debattøren Katrine Blauenfeldt, at dette hashtag ”ikke bare er forkert, men også direkte skadeligt”, fordi vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Så uanset om mænd kalder sig feminister eller tager afstand fra befamlende mænd og voldtægtsforbrydere, vil de på grund af deres køn stadig være privilegerede passive deltagere i det patriarkalske samfund.

En flodbølge af folkedomstole
Der gik heller ikke langt mellem veerne, før den gode kampagne udviklede sig til en ensporet shitstorm i en højrisikoszone, hvor mediefolk og skuespillerinder tog ejerskab over hashtagget, så disse kunne kølhale film- og mediemogulerne ved folkedomstolen.

Vejen til helvede er altså også brolagt med dårlige undskyldninger, og #metoo-bølgen udviklede sig til en undskyldning, der gav mange forskellige feministiske fraktioner inklusive Henrik Marstal carte blanche til at hade og beskylde alle mænd, uanset om de var sorte, gule og brune for at være passive og aktive deltagere i patriarkatet

Hashtagget fremelskede også en offermentalitet og en krænkelseskultur, hvor alle blev krænket på vegne af alle – på nær, synes det som sagt, på vegne af luderne på Istedgade, voldsofre i Dannerhuset og de marginaliserede muslimske kvinder.

Frihed fra vold og overgreb kan ikke løses med hverken identitets- eller kønspolitisk teori, semantik eller et hashtag

Heldigvis fik de marginaliserede muslimske kvinder en stemme i slutningen af året, da forfatteren Sara Omars fik udgivet sin intense autofiktive bog Dødevaskeren, der blev waterboardet i mudder og roser af blandt andre chefredaktøren på Weekendavisen, Martin Krasnik.

Han kaldte bogen for et af årets største litterære bedrifter, fordi den brød med det voldsomme tabu mange muslimske kvinder lever med, og som blandt andre kvinderne fra Exitcirklen prøver at italesætte:

#THEMTOO#Metoo-kampagnen har bragt vigtige historier om fysiske overgreb og magtmisbrug frem i lyset. Men vi hører ikke meget til de langt værre forbrydelser mod muslimske kvinder. Forhåbentlig vil årets vigtigste bog – Dødevaskeren, af dansk-kurdiske Sara Omar – ændre på det. Hvis #metoo bliver ved med at forbigå det voldelige patriarkat, der eksisterer lige for næsen af os, er den i hvert fald svær at tage alvorligt.Læs mere i Weekendavisen i morgen.

Posted by Weekendavisen on Thursday, November 30, 2017

Nedsæt en kønspolitisk Sandheds- og forsoningskommission i 2018
Men hvis vi skal videre i 2018 og ud af disse hadende skyttegrave så skal feminismen relativisere sig. Offermentaliteten og krænkelseskulturen skal sættes i perspektiv og forholdes på en ny måde til overgrebs- og voldskulturen, for ellers kommer der aldrig en løsning.

De nye feminister skal ud af rationalitetens jernbur og deres safe space og ind i kampen. Deres nytårsforsæt skal være at udtænke en konkret løsning fremfor en ny queerteori eller et nyt hashtag.

For frihed fra vold og overgreb kan ikke løses med hverken identitets- eller kønspolitisk teori, semantik eller et hashtag.

Hvordan ville en løsning så kunne se ud?
Efter apartheidstyret i Sydafrika i 1994 gik folket, kirken og parlamentet sammen i en Truth and Reconciliation Commission of South Africa – på dansk kaldet Sandhedskommissionen. Den var støbt på det retsfilosofiske fundament ubuntu, der betyder medmenneskelighed og tilgivelse.

Kommissionen havde den svære opgave at forsone befolkningsgrupperne og at føre ofrene sammen med fangevogterne, så Regnbuenationen kunne komme videre. Ofrene fik pludselig en mulighed for at fortælle om de forbrydelser, som de var blevet udsat for.

Kommissionen endte med at give 7000 gerningsmænd amnesti, fordi de gav fuldt vidnesbyrd. Desværre fik 21.000 ofre, der vidnede, aldrig kompensation.

Kan eurocentriske feminister omfavne den tilgivende afrikanske retsfilosofi og bruge den som en metode til at komme videre i 2018? Det er selvfølgelig forståeligt, hvis de ikke kan.

Og selvfølgelig skal voldtægtsofrene, i modsætning til sydafrikanerne, kompenseres, hjælpes og have en undskyldning. Og selvfølgelig skal forbryderne retsforfølges, hvis de forgreb sig på loven, da de forgreb sig på kvinderne.

Det er også muligt, at en sandheds- og forsoningskommission ikke er løsningen, men en løsning er nødvendig og dette er mit beskedne bidrag hertil. Indtil der kommer en sådan – og gerne i 2018 – vil jeg uden at bagatellisere problemet ønske alle feminister et #godtnytår.

Topillustration: Pixabay

Jeg, Markus Lentz, er ambassadør for Projekt Madkamp – DM i Madkundskab samt surmulende samfundskritisk lærerstuderende på Den Frie Lærerskole på Fyn. Tidligere facer - Danmarks mest hadede erhverv - for NGO’erne på Strøget samt stolt og dreven solidaritetsturist i Karens Kenya, hvor jeg har boet to år som frivillig samt lavet egne projekter indenfor biogas, drivhuse og bananer. De sidste par år har jeg særligt blandet mig i den skrevne debat om Udkantsdanmark, digitalisering og kristendom, og medvirker nogle søndage i P4's Meningsministeriet.

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,